Forfatterarkiv: Annemarie Bjerre

Følelser

Skriv et svar

”Hvad føler du så lige nu?”
Mikrofonen holdes frem – og uanset om der er tale om dramatiske hændelser, politiske opgør eller sportskampe, bedes den interviewede forholde sig til sine følelser som det helt centrale her og nu.

I andre forbindelser tales der om mavefornemmelser, der skal lyttes til, og vi er i det hele taget meget bevidste om, hvor vigtigt det er at være opmærksomme på sine følelser og ikke undertrykke dem.
Og det er vigtigt at være opmærksom på sine følelser, for de har ofte noget vigtigt at fortælle os om vore liv.

Det er imidlertid også vigtigt, at vi forstår, hvad følelser egentlig er: nemlig loyale tjenere for de tanker, som vi bevidst eller ubevidst vælger at knytte os til og tro på.
Ændrer vi vore tankemønstre – bevidst eller ubevidst – vil vi ofte erfare, at følelserne efter en tid “følger med” og nu understøtter de nye tankemønstre.

Vi er altså ikke vore følelser.
Og de er ikke os – men skiftende stemningsmæssige udtryk for, hvad vi tænker og tror om livet og os selv.

Hannah Smith sammenligner følelserne med børn.
Vores egentlige jeg – nemlig vor vilje – er som moderen, mens følelserne er som en flok larmende børn.
Moderen ved, hvad hun vil, og hun sætter sin vilje kærligt, men bestemt igennem over for børnene.
Men hvis moderen gav rum for den tanke, at børnene var herre i hjemmet, hvilken forvirring ville det ikke afstedkomme?
Og Hannah Smith fortsætter:
”En sådan forvirring er det, der hersker i mange sjæle, fordi følelserne reagerer i stedet for viljen.”

Vi skal være opmærksomme, kærlige og rummelige over for vore følelser.
Men da de kan skifte som vejret afhængig af vore tankemønstre, sindstilstand og dagsform, skal vi aldrig bygge på dem.
Hverken i vores daglige liv eller i vores åndelige liv.

Magnus Malm siger:
“At lade vore følelser være hvad de er, og hverken kræve noget mere eller mindre af dem, hjælper os til også at lade Gud være den, han er.
Med tiden skal vi nok lære, at Guds nærvær og virke er helt uafhængig af, hvordan vores følelser bevæger sig.”

Jesus rummer i kærlighed alle vore følelser – og kender dem så godt fra sit eget menneskeliv.
Men det han ønsker, når han beder om vores hjerte, er vort egentlige jeg, som er vores vilje.

Vi kommer sjældent permanent til at føle en sikker tro på Jesus.
Vores sikkerhed og vores tro må altid bygges på hans ord, hans løfter og hans kærlighed.
Det står fast – uanset vore skiftende følelser.

Enhver, som hører de ord, jeg siger, og handler efter dem, han ligner derfor en mand, som bygger sit hus på klippegrund.
Matt. kap.7 v. 24

 

Nytårs Glæde!

Skriv et svar

H. C. Andersen fortæller i et af sine eventyr om en lille fattig pige, der nytårsaften blev sendt ud for at sælge svovlstikker.
Det var en iskold aften, og den lille pige frøs skrækkeligt.

To gange strøg hun en svovlstik i forsøg på at få varmen.
I lyset fra svovlstikkerne oplevede hun i korte glimt de skønneste syn af varme og glæde.
Men hver gang slukkedes svovlstikkerne, og kulden og mørket vendte tilbage og lagde sig over det lille barn.

Tredje gang pigen strøg en svovlstik, kom mormor og hentede hende ind i den skønneste varme for altid – hos Gud.
Man fandt den lille pige død næste morgen frosset ihjel.
Åh nej, hun har villet varme sig, sagde folk.
Men H.C. Andersen slutter eventyret med ordene:
“Ingen vidste, hvad smukt hun havde set, i hvilken glans hun med gamle mormor var gået ind til nytårs glæde!”

Ind imellem kan vi opleve små lysstrejf i livet med Gud, hvor alt ligesom falder på plads.
Hvor vi oplever troens glæde og dybe fred, og måske i glimt fornemmer lidt af den herlighed, der venter os hjemme hos Ham.
Men som den lille pige kan vi også opleve, at det igen bare bliver koldt og mørkt i os –  og vi kan sukke efter, at lyset og glæden vil vare ved.

Gud ønsker, at vi som hans børn skal leve i lyset fra ham og hans ord.
Han ved, at det jordiske liv kan være svært og mørkt, og han gik i døden for, at vi som hans børn må opleve tryghed i hans faderfavn.

Han siger om sig selv, at han er lyset, og at hans ord er en lygte for vor fod og et lys på vor vej.
Ligesom vi må tænde et lys for at have glæde af det, må vi søge og bruge dette lys fra ham for selv at erfare det.

I Guds rige er det ikke primært de menneskelige sanser, vi kan bruge.
Vi kan ikke fysisk se, høre eller mærke hans nærhed.
I Guds rige er det troens og tillidens sans, der forbinder os med Ham – og med lyset.

Og vi har fået lov til uafbrudt at gribe fast i hans løfter om nærvær og hjælp, indtil vi til sidst må komme helt ind i hans glæde.

Når du ser med troens øjne, vil dit indre fyldes af mit lys.
Hvis nu mit lys får adgang til hele dit indre, selv de mørkeste kroge, så bliver alting badet i lys, som når en kraftig lampe lyser for dig.
Luk. kap.11 v.34 og 36

Engle

Skriv et svar

Juletid er også engletid, kan man vist roligt konkludere 😉
Engle i alle mulige versioner dukker op i julepyntningen, i julefilm, i krybbespil, i julesangene.
Og det er nok meget forståeligt, når vi ser, hvor centralt beskrivelsen af engleoplevelser er placeret i juleevangeliet.

Men hvad tænker vi egentligt om engle i dag?
Hvad er de for størrelser?
Er de blot udtryk for julehygge, eventyr, fri fantasi – måske overtro eller ønsketænkning?

I bibelen er engle et meget konkret og omtalt fænomen.
Både det gamle og det nye testamente beretter om engle, der er udsendt fra Gud med forskellige opgaver.
Op gennem tiden har der været talrige beretninger om, at Gud stadig sender sine engle til jorden med forskellige opgaver, og hvor de ved forskellige lejligheder har vist sig for mennesker.

Forfatteren Poul Hoffmanns kone Kirsten Hoffmann har i bogen Englevagt samlet en række nyere beretninger fra mennesker, der fortæller, hvordan de har oplevet engle på forskellig måde i deres hverdag.

Nogle af beretningerne handler om, hvordan mennesker i forskellige farlige situationer er blevet reddet af engle – og hvor enten de selv eller andre omkring dem oplevede at kunne se englene.
Andre fortæller om, hvordan mennesker i forbindelse med sygdom har oplevet helbredelse eller ny styrke til at kunne udholde hverdagen efter englebesøg.
Mange af fortællingerne handler om engle, der viser sig i forbindelse med dødsfald – enten for den døende eller for de pårørende til stor hjælp og trøst.

Det er både fascinerende og opmuntrende at læse om disse oplevelser opsamlet fra hele verden gennem de sidste 100 år.
Den fysiske fremtræden af englene er i beretningerne meget forskellige afhængig af konteksten, og alligevel er der mange fællestræk, når situationerne på tværs af tid og landegrænser ligner hinanden.

Jeg tror, Gud lader nogle mennesker opleve disse engleåbenbarelser som en helt konkret hjælp og trøst til de berørte – men også for at styrke troen hos dem, der hører om dem.

Gud viser i bibelen, at han ønsker, vi skal kende den usynlige virkelighed, at vi er i et kampområde her på jorden mellem lyset og mørket.
Men vi skal også vide, at vi som hans børn aldrig er overladt til at skulle føre den kamp selv.

På bagsiden af Kirsten Hoffmanns englebog står der:
”De himmelske væseners tilstedeværelse i dag som i bibelsk tid er i virkeligheden ikke noget unormalt, men naturligt i den kristnes liv.
En fornyet bevidsthed om det er tiltrængt i den tid, vi lever i.”

Englene er blot åndelige tjenere, som Gud sender ud for at hjælpe dem, der har fået adgang til det evige liv.
Hebr. kap.1 v.14

 

Glædelig Nu!

Skriv et svar

”Fred for både i går og i morgen,” synger vi i en gammel julesalme.

Lev i nuet!
Et udsagn vi ofte hører i en tid, hvor en travl og stresset hverdag let presser fokus væk fra det nærværende mod det, der skal gøres.
Eller mod det, der er sket!

Jesus siger meget direkte til os, at vi ikke skal bekymre os for dagen i morgen.

Vi skal leve fuldt og helt i dagen i dag, siger han.
Dette betyder selvsagt ikke, at vi skal droppe evalueringer, refleksioner og erfaringer, vi gør os hen ad vejen.
Eller lade være med at  planlægge og forholde os til fremtiden.
Alt dette er kun udtryk for klog og fornuftig forvalterskab i vore liv.

Nej – det vi skal være opmærksomme på er ikke at bekymre os!
Jesus advarer os mod bekymringer, måske fordi de ofte er udtryk for en manglende tillid til hans omsorg for os.
Måske fordi bekymring har rod i frygt – og frygt er ikke konstruktivt men begrænsende for frimodighed og  handlekraft.

Men måske også fordi bekymring for fremtiden i bund og grund er en illusion.
For fremtiden kommer i virkeligheden aldrig!
Det er kun nuet, der eksisterer- altid!

Det, vi forestiller os om fremtiden, vil aldrig blive oplevet sådan i virkeligheden –  når fremtiden bliver til nu.

Det er i vore tanker og i vore fantasier, vi skaber bekymringen.
Vi kommer i realiteten aldrig til at leve i den “fremtid”, vi forestiller os eller frygter.
For vi kan hverken rumme eller forestille os den faktiske kommende virkelighed i vores begrænsede tankeverden.

Vi kommer altid kun til at opleve at være i et nu.
Og i nuet kan vi leve, handle, tænke og agere.

Der er Jesus sammen med os – i virkeligheden.
Han er ikke i uvirkelige tankemønstre om noget, vi forestiller os i “fremtiden”.
Han er altid fuldt nærværende i det nu, som er det eneste, vi mennesker nogen sinde kommer til at skulle leve i – i virkeligheden.

Lad altså være med at bekymre jer for, hvad der vil ske i morgen.
Matt. kap.6 v.34

 

Definitionsret

Skriv et svar

I romanen Hytten forestiller forfatteren sig, hvordan det kunne foregå, hvis en sorgramt far får lov til at møde Gud.
Hvis tragedien og lidelsen kunne mødes i dialog med Skaberen.

Macks lille datter er brutalt blevet myrdet, og hans tro er isnet til i bitterhed og smerte.
En dag får han så en invitation til at tilbringe en weekend i en hytte – fysisk sammen med Gud, Jesus og Helligånden.

Det bliver på alle måder en helbredende og livsforvandlende weekend for Mack.
Han får gennem oplevelser og samtaler med de tre personligheder helt nye erkendelser og perspektiver, som sætter ham fri til at leve igen.

En af de spændende samtaler Mack får med Helligånden, handler om, hvem der egentligt er i stand til at definere, hvad der er godt og ondt i et menneskeliv.
Mack opdager, at han i realiteten selv vil have retten til at definere det.
Og at det kort sagt må være sådan, at det gode er det, der opleves rart, og det onde må være det, der føles ubehageligt.

Mack indser i løbet af samtalen, at denne vurdering bliver meget subjektiv og selvcentreret, og at den faktisk ændrer sig over tid.
Men han forstår også, at den nemt bliver begrænset, fordi vi som mennesker er begrænsede og ikke har Guds grænseløse kærlighed og evighedsperspektiv på verden og vore liv.

Endvidere er der milliarder af mennesker, der på samme måde alle selv vil dømme over godt og ondt, og hvis meninger uundgåeligt vil støde sammen i konflikter og krige. 

Mack bliver klar over, at han har levet i en illusion.
En illusion, der ikke holder til et virkelighedstjek – og en illusion, der har skabt fortvivlelse og håbløshed i ham, da stormene kom.

Han har brug for hjælp til at bryde denne onde cirkel, hvor han har gjort sig selv til dommer over livets hændelser –  og i realiteten er blevet fanget i et begærligt ønske om uafhængighed – om selv at være Gud.

Mack har brug for hjælp til virkelig at stole på Gud – og til at tage alle livets hændelser i tillid til Guds løfte om, at han er i Hans hænder uanset hvad, der møder ham.
Hjælp til igen at stole på Guds magt og nærvær – også når det er allersværest.
Hjælp til at stole på Guds kærlighed og omsorg i alt.

Helligånden giver Mack dette råd:
”Du må opgive retten til selv at beslutte, hvad der er godt og ondt.
Du må vælge kun at leve i mig – det er en svær pille at sluge.
For at kunne gøre det bliver du nødt til at kende mig godt nok til at stole på mig og hvile i min iboende kærlighed.”

Jeg bygger mit liv på dig, Herre, og jeg har besluttet at følge dine bud.
Salme 119 v.57

 

Meningen

Skriv et svar

”Tro er ikke en slags religiøs sjælegymnastik eller en behagelig stemning i hjertet.
Det er ikke noget, man kan føle og glæde sig over, et pas, der gør dig værdig til Guds gunst, eller en mønt, for hvilken du kan købe hans gaver.
”Tro er i virkeligheden slet ikke noget af dette –  det er blot at have tillid til Gud.”
Sådan skriver Hannah Smith i bogen Et lykkeligt liv.

Ifølge den positive psykologi er der fem faktorer, der afgør, om vi oplever et godt liv.
Den vigtigste af disse fem er en mening med livet.
Psykologen Seligman definerer mening som det at have et tilhørsforhold til – og tjene noget større end sig selv.
Eller sagt på en anden måde  –  vi behøver at have formål og betydning, der rækker ud over os selv, hvis vi skal opleve et godt liv.

Dette kan være en vanskelig udfordring i en tid, hvor selvet sættes i centrum, og den helt dominerende tænkning er, at vi hver især skal skabe vore egne værdier  – vores egen mening.
En tænkning, der i realiteten kan medføre en tomhed og en meningsløshed, der er meget svær at bære.

“Hvor ville jeg gerne kunne tro på noget større –  på en Gud – men det er så svært!”
En erfaring mange moderne mennesker gør sig.

Og så siger Hannah Smith, at tro overhovedet ikke behøver at være svært – det er ikke en særlig slags religiøs tankegymnastik eller en speciel åndelig følelse.
Det er egentligt blot at vælge at have tillid til Gud.

Vi er grundlæggende faktisk ret gode til at have tillid.
Det er ikke så få gange på en dag, vi vælger at møde andre med en tro på, at vi stoler på dem.
Tænk bare på vore medtrafikanter, fødevareproducenten, lægen, barnepigen, buschaufføren…

At tro på Gud, er at vælge at have tillid til ham.
Tillid til at han ikke lyver, når han siger, at han er der – og elsker os overalt på jorden – selv om vi ikke kan se ham.
Tillid til at Jesus faktisk bragte alt i orden den dag på Golgata – selv om vi ikke kan forstå det.
Tillid til at trosoplevelsen –  den dybe inderlige fred og overbevisning om hans nærvær, er noget han vil give os – og lade vokse frem i livet sammen med ham.

Alt, hvad vi behøver i vore liv, har han lovet at hjælpe os med.
Også det at finde mening.
Ja –  faktisk tilbyder han at være meningen 🙂

Troen udspringer af det, som høres, og det, som høres, udspringer af budskabet om Kristus.
Rom. kap.10 v.17

 

Løven og lammet

Skriv et svar

”Man bliver først et helt menneske, når man forliger sig med sine svagheder”.

En sandhed Søren Kierkegaard erfarede i sit liv, og som måske peger på en vigtig sandhed om fred i vore liv.

Alle mennesker rummer vidt forskellige karaktertræk  – helt specifikt for hvert enkelt menneske.
Kendetegnende for alle karaktertræk er, at de indeholder både en mulig styrke og en mulig svaghed.

Det handlekraftige kan blive dominerende, det følsomme frygtsomt.
Det strukturerede kan blive overstyrende, det afslappede ligegyldigt.
Det omsorgsfulde kan blive omklamrende, og det modige dumdristigt.

Karaktertræk er en del af vore skabte menneskeliv – på godt og ondt.
Vi er glade for styrkerne, men kan have meget svært ved at acceptere de iboende svagheder.
Der hvor vi erfarer vor egen begrænsning og oplever, vi ikke slår til.
Der hvor vi mærker sårbarhed og hjælpeløshed.

Det oplevede den katolske præst og forfatter Henri Nouwen også.
Gennem en svær periode i sit liv erfarede han Guds ubetingede kærlighed på en hel ny måde.
Han opdagede, at Gud ikke ønskede, han skulle leve i en illusion om egen styrke og selvtilstrækkelighed.
Netop i erkendelse af det sårbare og svage blev hans behov for Gud tydeliggjort – og Gud kunne møde ham med fuld accept, kærlighed og ny styrke.

Nouwen beskriver vores eget jeg, vores vilje som løven i vores indre, mens vore dybeste behov og følelser er som lam.
Han tænkte, lykken måtte komme, når den indre løve havde besejret lammene.

Når han ikke længere skulle besværes af sine svagheder og sårbarhed, men blot opleve løvens styrke i sit liv.
Sådan en tænkning førte imidlertid ikke til fred – men blot til frustration og smerte, en slags indre krig, hvor hans lam ikke faldt til ro – tværtimod!

At forlige sig med sin svaghed og dermed sin menneskelighed betød for Nouwen, at han måtte acceptere, at han indeholdt både styrke og svaghed.
Han indså, at hans opgave ikke længere skulle være en umulig  kamp mod sine svagheder.
Men i stedet – i Guds sandhed og med Guds hjælp – en indre rummelig anerkendelse og takling af svaghederne.

Som en indre løve der vælger at beskytte og styre sine lam –  i kærlighed og forståelse.
Det er ikke en nem proces at lade vores indre løve blive hyrde – i stedet for kampsoldat 😉

Men det er vigtig – så vigtigt!
For det vil gøre os mere og mere hele.
Til sande mennesker.

Vær gode hyrder for den del af Guds hjord, I har fået ansvaret for.
1. Peter kap.5 v.2

 

Fodring tilladt!

Skriv et svar

Er det gammel vin på nye flasker? –  spurgte psykologen på et kursus.

Og hun fortsatte selv: Nej og Ja!
Nej – fordi det først er de senere år, vi forskningsmæssigt har bevist, at det rent faktisk forholder sig sådan.
Ja –  fordi Bibelen er fuld af denne tankegang!

Emnet var positiv psykologi.
En forholdsvis ny forskningsretning, der fokuserer på, hvordan man får et godt liv.

Det handler ikke om at lukke øjnene for det besværlige –  eller blot prøve at ignorere det negative ved at tage ”Ja-hatten” på og smile!
Det handler i stedet om at blive klar over, hvad der rent faktisk skaber trivsel i os – ved at have en viden om, hvordan vores hjerne og psyke er skabt og reagerer.

I hjernen findes et område, der styrer vores følelse af at være trist og stresset.
Dette område aktiveres, når vi møder eller tænker på noget svært.

Men vi har også et center i hjernen, der giver os følelse af overblik og overskud – en oplevelse af, at jeg rent faktisk kan navigere i det svære og takle mit liv.
Dette center ligner en lille søhest, og forskere kan videnskabeligt måle, hvordan dette område rent fysisk skrumper eller vokser – afhængigt af hvad vi vælger at fokusere på.

Lyver vi for os selv ved at fornægte problemet og bare ”spiller glade”, sker der ikke noget positivt i søhestecenteret.
Hænger vi fast i det svære, øges tristheden og frustrationen –  og søhesten skrumper!

Vælger vi derimod at fokusere på det formildende – det positive i situationen eller i livet generelt, vokser søhesten – og oplevelsen af indre glæde og overskud bliver større.

Det betyder, at vi faktisk kan gøre en forskel – også i vort eget liv! 🙂

Bibelen taler sandt, når den lærer os, at det vi sår, vil vi høste.
Også i forhold til vores egen livstrivsel.

Det kan godt kræve lidt øvelse at vende sin tankegang om på den måde.
En praktisk måde kan være at nedskrive tre gode ting, inden man lægger sig til at sove.
Man kan også bevidst vælge at fortælle mindst en god ting først, når man mødes med andre.
Eller i løbet af dagen at formulere små takkeemner i sine tanker.

Hvordan er ikke så afgørende – det vigtige er, at vi husker at fodre søhesten 😉

Desuden opfordrer jeg jer, kære venner, til at fokusere jeres tanker på det, der er sandt og ædelt, ret og rent, det man værdsætter og taler godt om, ja alt hvad der udmærker sig og er værd at rose.
Filip. kap. 4 v. 8

 

News

Skriv et svar

Jeg så fornyligt en tankevækkende film.
Den handlede om en ung pige, der i forbindelse med et trafikuheld fik en særlig form for hukommelsestab.

Det betød, at hun kun var i stand til at huske en dag ad gangen efter ulykken.
Hver morgen, når hun vågnede, havde hun igen glemt alt, hvad der lå efter ulykken. Hendes familie var magtesløse, og de formåede ikke andet end at ”spille med”.
Så dag efter dag lod de som om, det var den samme dag – hver dag.

Men en dag forelsker en ung mand sig i pigen.
Han vælger i kærlighed ikke at “spille med”.
I stedet laver han en film om ulykken og hendes situation, som han viser hende hver morgen.
På den måde opdateres den unge pige dagligt på sandheden – og hun får et nyt og virkeligt liv sammen med ham – hver dag.

Jesus elsker os.
Han ved, at vi heller intet kan overføre fra dag til dag.
Hans nærvær og hans kærlighed kan vi ikke oplagre i vore indre.

Hver dag må vi opdateres for at kunne leve vores liv i sandhed.
Hans virkelighed må dagligt fylde os.

Forstår vi ikke det, kan vi let blive mismodige.
Hvorfor kan jeg ikke fastholde troen, glæden og freden?
Det virkede så sandt og rigtigt for mig i går – og i dag oplever jeg bare tomhed og tvivl!

Da israelitterne vandrede i ørkenen, sendte Gud manna, som folket kunne opsamle hver dag. Forsøgte man at samle til flere dage, var den gemte mad næste dag ødelagt og uspiseligt.

Guds kærlighed og nærvær er en strømmende kilde, vi uophørligt kan drikke af.
Vi slukker ikke vores tørst ved at se på et glas vand – ved at snakke om vandet eller ved at forestille os, hvor læskende det må være.

Vi slukker først vores tørst, når vi rent faktisk drikker vandet  – hver dag!

Jesus svarede: Jeg er det brød, der giver liv.
Ingen af dem, der kommer til mig, vil nogen sinde sulte; og den, der tror på mig, vil aldrig mere tørste.
Joh. kap. 6 v.35   

Hjemmebane

Skriv et svar

Der findes egentligt kun tre anliggender her i verden, siger Byron Katie.
Guds anliggende, dit medmenneskes anliggende – og så dit eget!

Hun mener, at mange af vore frustrationer og indre smerter i virkeligheden skyldes, at vi forlader vort eget anliggende og går over i de to andre.

Guds anliggende er styring af universet.
Det er tiden, naturen, livet, døden, vort helbred –  og alt det, vi i realiteten ingen kontrol har over.

Mit medmenneskes anliggende er alt, hvad der vedrører ham eller hende.
Hvad et andet menneske således vælger at tænke, gøre eller ikke gøre, sige og prioritere er aldrig noget, jeg skal styre eller overtage – heller ikke i mine tanker om vedkommende!

Det betyder ikke, at vi ikke kan hjælpe hinanden og tale sammen om værdier, valg og alle livets udfordringer.
Men det betyder, at jeg altid skal respektere og acceptere mit medmenneskes valg –  uden at gøre mig til dommer over det.
Netop fordi det er mit medmenneskes anliggende –  og ikke mit.

Mit anliggende er derimod mit ansvar.
Hvad jeg vælger eller ikke vælger i en situation, hvad jeg prioriterer at gøre med mit liv, og hvordan jeg er mod andre og mig selv, det er min opgave at forholde mig til.

Byron Katie mener, at når vi lærer at blive hjemme i vore egne anliggender, vil megen frustration og smerte forsvinde ud af vore sind.
Når vi i tankerne går over i andres anliggender og vurderer og dømmer deres væremåde, forlader vi i realiteten os selv, og det skaber en ensomhed og fremmedgørelse i vores eget indre.

Vi skal prøve at blive bevidste om dette, så vi aktivt vælger at blive hjemme i det eneste anliggende, jeg har – mit!
Og derhjemme kan vi passe rigtig godt på os selv 😉

En spændende udfordring  til os –  at øve os i at have ubegrænset tillid til Guds ledelse og hans omsorg  – samt anerkende vore medmenneskers liv og valg med accept og respekt.

Kan vi lære at lade Gud være Gud, –  og ikke længere forholder os til andre ved at vide bedre i deres liv – kan det betyde en stor forandring i vores eget liv:
At jeg ikke oplever så megen frustration og smerte i forgæves forsøg på at styre udebanerne  – men i stedet kan komme helt hjem, hvor jeg hører til –  i mit eget anliggende.  🙂

Lad være med at dømme andre, ellers bliver I selv dømt.
Du kan let se splinten i din vens øje, men bjælken i dit eget øje kan du slet ikke få øje på.
Matt. kap.7 v. 1-3