Månedsarkiv: august 2015

Ærlig snak

Skriv et svar

Bøn er at blive sand over for Gud – ikke at udføre et religiøst ritual.

Sådan skriver den svenske præst Magnus Malm i bogen “Bag billedet”.

I denne bog gør han op med de mange falske guds- og selvbilleder,
som vi ofte (ubevidst) er bærere af .
Uanset om vi er troende, søgende eller ikke-troende.

Billeder som er falske – men som kommer til at forme vore liv og vores tro.
Ofte på baggrund af vore barndomsoplevelser og vore forældres påvirkninger.

Billederne medfører, at vi forlader virkelighedens “hvem er jeg egentligt”
til fordel for “hvem vil jeg gerne være”.
Og i denne illusion opbygger vi så en “åndelighed” – hvor vi forsøger at få vores ønskede selvbillede til at matche det guds-billede  – positivt eller negativt, som vi har bygget op.

Resultatet bliver ofte et frustreret (tros)liv  – og en tavs, uklar og fraværende Gud.

Rejsen hjem igen  – fra de falske billeder til sand virkelighed
går gennem sproget – vore ord i ærlighed!
Fuld ærlighed over for Gud i vores kommunikation med ham.

Lær din mund at sige det, som er i dit hjerte,
lød de gamle ørkenfædres råd.
En læringsproces, der måske tager hele livet.

Hos mange mennesker ligger der en barriere her:
Hvis jeg aldrig har erfaret, at mine følelser og erfaringer er vigtige at lytte til,
har jeg sandsynligvis heller ikke noget sprog for dem.
I stedet bærer jeg ofte rundt på en ubevidst frygt for, at hverken Gud
eller mennesker vil forstå og tage imod det, jeg føler.

Men Gud vil lytte og tage imod.
Alt!
Han ønsker af hele sit hjerte, vi skal tale med Ham – og tale ærligt.

Ikke for at blive informeret, for han kender alligevel alt.
Men fordi det er gennem åben sand samtale, vi kan begynde at opbygge en relation til ham.
Og hen ad vejen mere og mere lære hans sande jeg at kende:
En kærlig, nærværende, lyttende, elskende Far.
Skaber – og Frelser!

Den dag, jeg mærker, at Gud ikke er det mindste interesseret i min “åndelighed”,
men lidenskabeligt optaget af mine menneskelige erfaringer,
er det som et stille jordskred under mine stumme gudsbilleder og selvbilleder.

At begynde at tale sandt med Gud er en slags skabelsesakt.
Jeg træder frem som et levende menneske og møder en levende Gud.

Et menneske, som famlende begynder at udtrykke sig over for Gud,
går ind i en dybtgående helbredelsesproces.
Det er lægende at nogen lytter uden at afbryde for at tale om sig selv.

At nogen venter på ordene uden utålmodigt at udfylde stilheden og usikkerheden.
At nogen opfatter mine følelser og erfaringer som vigtige uden hele tiden
at korrigere eller sige imod.

Det er vigtigt, at vi tør lægge mærke til og udtrykke alle vores følelser,
tanker og erfaringer, når vi beder.
Vrede, hidsighed, forundring, utålmodighed, tvivl, frygt, rædsel – lige så vel som
taknemlighed, tillid, glæde, fred, håb og forventning, vished.

Så snart jeg begynder at censurere det, jeg opfatter som “uåndeligt”,
forstummer den virkelige samtale.
I stedet bevæger jeg mig ud i en religiøs uvirkelighed,
hvor jeg hverken har kontakt med mit eget indre eller den levende Gud.

At Gud faktisk elsker mig som jeg er, er en erfaring, der langsom vokser frem,
mens jeg beder.
Ikke en teoretisk indsigt jeg har, før jeg begynder at bede.
Opstiller vi sådan en forudsætning for bøn, får vi nok aldrig bedt en eneste bøn!

Det er med Guds godhed som med brød.
Vi kan betragte det længe, men først når vi spiser, opdager vi smagen!

Prøv selv at opleve Herrens godhed.
Lykkelige er de, der søger hjælp hos Ham.
Salme 34, 9

Kærlighed virker

Skriv et svar

Denne bog SKAL I altså læse!
Sådan omtrent lød det for snart 30 år siden,
da min mor begejstret gav os den nyudgivne bog ”Forelsket hele livet”.

Lidt modstræbende og skepiske – bl.a. pga. den danske titel – gik vi i gang med bogen,
der på originalsproget hedder  ”Love-Life For Every Married Couple”.
Bogen er skrevet af den praktiserende familielæge og sex-terapeut Ed Wheat på baggrund af hans mangeårige virke som ægteskabsrådgiver for hundredvis af par.

Vore ægteskaber og parforhold er fortsat under et stort pres.
I 2014 blev knap 20.000 ægtepar skilt.
Det er det højeste antal skilsmisser, der nogensinde har været i Danmark på et år.
”Aldrig før er så mange bedsteforældre gået fra hinanden”,
lød det så i nyhederne i denne uge.

Der er virkelig brug for hjælp – og for håb til de mange familier, der trues af opløsning.

Budskabet i Ed Wheats bog er stadig aktuelt.
Det er egentligt meget enkelt:
Selv det mest ødelagte og udslukte ægteskab kan blomstre og blive stærkt igen.

Det fordrer, at vi helt bevidst vælger at værdsætte den anden – igen!
Vælger at vise interesse for den anden, vælger at prioritere tid med den anden.
Vælger at praktisere opmærksomhed, omsorg – kærlighed!

Wheat finder sine principper i bibelen – og opfordrer par til at lade deres kærlighed udvikle sig på Guds måde.
Det er ikke en nem og hurtig kur, som automatisk vil forandre et ægteskab.

Det er en proces, der vil vise os, at følelser ikke er endegyldige men kan påvirkes og forandres.
Helt hængig af det input og det fokus, vi giver dem.

Bevidst praktiseret kærlighed –
selv på trods af manglende eller helt negative følelser –
kan reelt ændre relationen og skabe fornyet kærlighed og lidenskab.
Og dermed genoprette og forny parforholdet.

I det lille andagtshæfte
”Et Ord til Dagen” kunne fornyligt læses følgende :

”Efter mange års ægteskab besluttede John, at han ville skilles fra sin kone.
Hans begrundelse over for ægteskabsrådgiveren lød:
”Hun er ikke tiltrækkende, hun er ikke interessant,
hun er overvægtig, og hun er elendig til at føre hus.”

Så foreslog rådgiveren følgende:
”Begynd i dag!
Gå hjem og behandl din kone som en gudinde.
Start med at gøre alt, hvad du kan for at tilfredsstille hende.
Lyt intenst, når hun taler om sine problemer.
Hjælp rundt om i huset, og inviter hende ud til middag.
Du skal bogstaveligt talt lade som om, hun er en gudinde.
Så kan du efter to måneder med denne nye adfærd pakke dine kufferter og tage af sted.
Det vil give hende noget at tænke over!”

John syntes, det var en fin ide, og han besluttede at gennemføre den.
Han tog sin kone med på romantiske weekends og læste poesi for hende hver aften.

Efter to måneder ringede rådgiveren og spurgte:
John har du søgt om skilsmisse?
Glæder du dig til igen at være ungkarl?
John svarede, gør du nar?
Jeg er gift med en gudinde.
Jeg har aldrig været lykkeligere i mit liv!
Jeg vil aldrig forlade min kone.
Jeg er faktisk i gang med at opdage nye sider af hende hver dag!
Skilsmisse!
Aldrig i livet!”

Bibelen siger,: Hvad et menneske sår, skal det også høste.
Og da John ændrede strategi og begyndte at så kærlighedens frø,
høstede han et ægteskab, han aldrig havde kunnet drømme om.
Tror du det er muligt, at den samme strategi kan virke for dig?
Hvad er der at tabe?
Prøv engang, og se så hvad der sker.”

Lad Gud velsigne din egen livskilde,
glæd dig over din ungdoms hustru.
Ordspr. kap. 5, 18

Tilgiv!

Skriv et svar

”As I walked out the door toward the gate
that would lead to my freedom;
I knew, if I didn’t  leave my bitterness and hatred behind,
I’d still be in prison.”
Sådan skrev Nelson Mandela efter 27 års lidelsesfuldt fangeskab i Sydafrika.

Dette udfordrende budskab følges op i Tilgivelsens bog, der er skrevet af Mandelas landsmand ærkebiskop Desmond Tutu og dennes datter Mpho.
De inviterer os på en helt særlig rejse ind i tilgivelsens land – og ind i tilgivelsens sprog.

Tilgivelse – uanset hvem og hvad!
Fordi det er den eneste måde, hvorpå vi kan blive helbredt i vore indre.
Den eneste måde det brudte kan blive helet igen.

Rejsen er egentlig enkel – men i sandhed ikke let.
Den går ofte igennem både vredens og hadets sumpe og skal bane sig vej gennem tab, smerte og sorg – før den finder vej til accepten, som er tilgivelsens tegn.

Tilgivelse undergraver ikke retfærdigheden.
Tilgivelse fornægter ikke det skete, og den negligerer ikke smerten.
Tilgivelse er ikke at glemme.
Tilgivelse er ikke svaghed.
Tilgivelse er ikke let.
Tilgivelse er ikke at sige, at det er okay!
Tilgivelse er ikke hurtigt overstået.
Tværtimod.

Tutu anbefaler en proces i 4 faser, der ofte skal gennemarbejdes flere gange:

  • Fortæl historien
  • Sæt ord på smerten
  • Giv tilgivelse
  • Forny eller afbryd forholdet.

Tutus grundsyn er, at vi alle har brug for at tilgive – og brug for selv at få tilgivelse.
Det er et fællesmenneskeligt vilkår, at vi sårer og såres.

Der har været situationer, hvor hver eneste af os har måttet tilgive.
Der har også været situationer, hvor hver eneste af os har brug for at få tilgivelse.
Og det vil ske mange gange igen.
På forskellig måde er vi alle sammen sønderknust.
Og ud af den tilstand gør vi andre ondt.

Tutu nævner talrige undersøgelser, der påpeger de gavnlige virkninger tilgivelse har –
på det sociale, åndelige, psykologiske, ja endog fysiske plan.

Vi har ikke selv valgt at blive såret,
men vi kan altid vælge at blive helbredt!

Gengældelse giver i bedste fald kun en kortvarig udsættelse af smerten.

Den eneste måde, hvorpå man kan opleve heling og fred, er ved at  tilgive.
Indtil man tilgiver, forbliver man lukket inde i sin egen smerte og lukket ude fra mulighederne for at erfare heling og frihed.
Lukket ude fra muligheden for at have fred.
Når vi kan give slip på gerningsmandens tag i os, kan vi frigøres fra bitterhedens og vredens gnavende bånd,  som binder os til vores oplevelse.

Uden tilgivelse forbliver vi tøjret til den person, der gjorde os ondt.
Vi er bundet sammen med lænker af bitterhed fanget i en fælde.
Indtil vi kan tilgive den person , der har gjort os ondt,
vil han eller hun holde nøglerne til vores lykke og være vores fangevogter.
Når vi tilgiver tager vi kontrollen med vores egen skæbne og følelser tilbage.
Vi bliver vore egne befriere.
Vi tilgiver ikke for at hjælpe den anden person.
Vi tilgiver for vores egen skyld.

Tilgivelse er med andre ord den bedste form for selvhjælp.
Den kan blive helende og helbredende i vort liv.

Vi ændrer ikke fortiden, når vi tilgiver,
men vi ændrer fremtiden!

Herre, hvor mange gange skal jeg tilgive en, der forsynder sig imod mig,
spurgte Peter.
Er syv gange nok?
Nej, svarede Jesus.
Lad det være 77 gange!
Mat. Kap. 18 v. 21-22

 

Accept

Skriv et svar

Ærkebiskop og nobelprismodtager Desmond Tutu forholder i Tilgivelsens bog sig til begrebet sorg.
Når man oplever en eller anden form for tab, der giver smerte eller lidelse, oplever vi sorg.

Det kan være mennesker, vi mister – som måske dør eller forlader os.
Det kan være tab af sundhed, kompetencer eller arbejde.
Måske tab af tro, håb –  og tillid til andre.
Eller tab af respekt og selvværd – som følge af andres negative adfærd over for os.

Ifølge Tutu gennemgår sorgen forskellige faser.
Disse faser flettes ind i hinanden – og kan komme igen og igen uden bestemt rækkefølge eller mønster.

Fornægtelse – Vrede –  Købslåen – Depression – og til sidst Accept.
Alle disse stadier er vigtige og har betydning i vores sorgproces.

Skal man komme igennem til fred, er det først og fremmest vigtigt,
at vi tør gå ud over fornægtelsen og sætte ord på vores smerte.

Når vi så tillader os selv at mærke smerten, kan det hurtigt gå over i en vrede.
Vrede mod andre, mod sig selv – eller mod Gud for at tillade så megen smerte i verden.

Vreden kan have en funktion i nutiden, men den har ikke evnen til at forandre fortiden – og den tilfredsstiller sjældent ens ønsker for fremtiden.

Købslåen – altså tanker som hvis bare  kan kværne rundt i hovedet på os.
Men vi kan ikke på den måde ”købslå” os væk fra vores sårethed, skyld, skam og tab.
Den eneste vej ud af det, der går ondt – går gennem det!

Depressionen er en forståelig reaktion på erkendelsen af, at tabet har forandret livet  for os.
”Hvordan kommer man videre, når en af ens kære er død?
Hvordan finder man glæde, når man er blevet forladt af sin ægtefælle?
Hvor er håbet, når prognosen er terminal?
Hvordan kommer man ud af denne knusende sorg?” spørger Tutu.
Og han svarer:
Vi finder vores håb og helbredelse i det sidste stadie i sorgprocessen: Accept!

Accept er erkendelsen af, at tingene har ændret sig og aldrig vil være, hvad de var engang.
Det er sådan, vi kan finde styrken til at fortsætte.
Vi accepterer det skete.
Vi accepterer vores smerte, vores ængstelse, vores bedrøvelse, vores vrede, vores skam,
og når vi gør det, accepterer vi vores egen sårbarhed.

Vi har ifølge Tutu kun disse to valgmuligheder:
Enten med åbent sind at acceptere vores lidelse, sårbarhed og skrøbelighed.
Eller afvise lidelsen, sårbarheden og skrøbeligheden og løfte næven og kræve hævn.

Man går måske ind i hævnens cyklus i et fortvivlet håb om at ved at såre andre,
vil man mildne sin egen smerte.
Det sker ikke.
Den eneste måde at standse smerten på er ved at acceptere den.
Den eneste måde at acceptere den på er ved at sætte ord på den og dermed føle den fuldt ud.

Det er vores fælles menneskelighed, vores fælles tab og fælles sorg, der i sidste instans gør det muligt for os atter at knytte bånd til verden omkring os.

Sammen lider vi ondt, og sammen bliver vi helet.
Det er kun i dette skrøbelig net af relationer, at vi genopdager vores formål,
mening og glæde efter smerte og tab.
Nettet vil gå i stykker igen og igen, men vi kan reparere det.
Kun ved at genoprette dette net af forbindelser kan vi finde fred.

Herren er hos dem, der føler sig knust.
Han hjælper dem, der er dybt deprimerede.
De uskyldige kommer også ud i problemer,
men Herren hjælper dem igennem dem alle.
Ja, han beskytter dem fra alt det onde,
så de ikke bliver knust derved.
Salme 34 vers 19 – 21