Så har vi stået der igen.
Rundt om Sankt Hans bålene – og for en stund ladet tankerne glide mod det større.
Mod lyset og sommeren.
Men måske også mod mørket, som kan true os på så mange måder.

Sankt Hans bålet bliver tændt og lyser op i midsommer-aftenens mørke.
Og måske kan bålets flammer stadig lære os noget vigtigt i kampen
mod mørket.

Lad os betragte flammerne!
Hvad viser de os?

Allerførst er de levende, og de er bevægelige.
De lader sig flytte. De låser sig ikke fast i egne positioner,
men bevæger sig om og med hinanden i et levende fællesskab.

Dernæst giver de varme.
De er varme at være sammen med.
De udvælger ikke noget eller nogle, som de giver varme.
Flammerne giver automatisk varme til dem, der måtte komme dem nær.

Og så giver de lys!
Lys er en fantastisk opfindelse. Det vinder altid.
Ligegyldigt hvor stort et mørkt rum måtte være,
vil et nok så lille lys sprede sig til alle hjørner.
Lyset skinnede i mørket – og mørket greb det ikke.

En fjerde vigtig ting ved flammerne er deres retning.
De søger altid opad.
Retter sig – løfter hovedet – og ser opad.
Kryber ikke langs jorden – men søger mod det himmelske!

Flammer skal have ilt.
Det er helt livsnødvendigt for dem.
Hvis de lukker sig om sig selv eller inde i sig selv, dør de!
Det kan ske i små sammenhænge eller større sammenhænge, det er ikke afgørende.
Det afgørende er, at varmen og lyset dør ud, hvis flammerne lukker sig om sig selv.

Der er altså megen god inspiration at hente hos flammerne til et godt liv
i kampen mod mørket:
At være i bevægelse, at varme, at lyse, at åbne sig og
at være vendt mod det himmelske.

Ja, og det ved vi jo egentligt godt!
Vi vil fred her til lands – Sankte Hans, Sankte Hans
synger vi i vores gamle midsommersang.
Den kan vindes, hvor hjerterne aldrig bliver tvivlende kolde.

Aldrig bliver tvivlende kolde!
Ja, hvor vi bevarer varmen, lyset, fællesskabet, troen…
Men!
Hvordan kan vi magte det?

Her kommer vi måske til en af de største faldgrupper,
der kan føre mennesker væk fra lyset.
Men hvor flammerne har en sidste vigtig lektie at lære os:
De skal tændes!

Vi kan og skal ikke præstere det gode i os selv.
Rigtig mange mennesker presses i dag – af stress, udbrændthed,
tristhed og depressioner.

Vi vil så gerne – alt det gode, det varme, det lyse, fællesskabet og troen.
Men vi erfarer gang på gang, at vi ikke magter det.

Og vi skal ikke magte det!

Det er måske en af tidens største illusioner, at vi selv skal magte
det gode liv –  de rigtige valg i livet.
Selv være lys og varme.
Selv have kontrol – have energi – vilje!

Jesus siger det så klart:
Kom hen til mig
alle I som er trætte og bærer tunge byrder, 
og jeg vil give jer hvile!

Vi kan ikke i os selv.
Ligesom flammerne skal også vi tændes  – af Guds kærlighed!
Vi skal ikke producere varmen selv,
men være kanal for, at den kan løbe igennem os.

Vi skal ikke være lys i os selv – men være som refleksbrikken,
der i  den grad lyser.
Når den er vendt den rigtige vej – mod Lyset!

Må Sankt Hans bålets flammer inspirere os – hele året!
Til et menneskeliv – der bevæges, varmer, lyser, giver fællesskab og ser opad.
Til at blive fyldt af det gode – ved at lade os tænde af Guds hellige ild.

Vi elsker, fordi Han elskede os først!
1. Joh. 4,19