Marts nærmer sig.
Det betyder forår, og inden længe står nogle vigtige valg for døren:
Hvad skal der i krukkerne og i køkkenhaven i år… 😉

Salme 119 er den længste salme i bibelen.
I menneskelivets mange aspekter som glæde, modgang, sorg, udkørthed, fortvivlelse og længsel fremhæver den på forskellig måde Gud og hans ords magt til at bære og forandre.

I vers 26 står der: Lær mig nu dine principper.
Denne bøn indeholder to vigtige udsagn: For det første at Gud har fastsat principper – altså grundregler for livet – og for det andet, at det er noget, som vi har brug for at lære.

Et af Guds principper refererer Paulus sådan:
“Bedrag ikke jer selv. Tag ikke Guds godhed for givet, for hvad et menneske sår, skal det også høste.”

I mit arbejde blandt skolebørn, har jeg lært, at vi skal ikke være ret gamle, før vi har gjort os de første mere eller mindre bevidste erfaringer med netop det princip.
Både som børn og voksne erfarer vi hurtigt, at det vi sår, kommer vi også før eller siden til at høste.
Møder vi hinanden med tillid, respekt og accept, bliver samspillet og samværet af en helt anden karakter, end når det er distance, uvenskab og mistillid, der præger relationerne.

I folkemunde udtrykker vi princippet i sentenser som:
Græsset er altid grønnest –  der hvor du vander det!
Eller i fabelen om den sorte og hvide hund, der uophørligt kæmper i menneskets indre.
På spørgsmålet om, hvem der vinder, er svaret: Den hund, der bliver fodret.
Og verslinjen: “Plante smil og plante solskin” er vist rimelig kendt af de læsere, der må have passeret de 45 🙂

Også livet med Gud påvirkes af, hvad vi vælger at så.
Når vi søger hans fællesskab fx gennem stilhed, bøn og bibellæsning præges vi af hans væsen og styrkes i vores bevidsthed om hans nærhed og hjælp i vore liv.

Max Lucado siger, at sindet er som en dør ind til vores hjerte.
Det, vi vælger at lukke ind af døren af tanker og overbevisninger, afgør, hvordan vores hjerte bliver.

Lukker vi ukrudtsfrø som mindreværd, hovmod, had, frygt og bitterhed ind, bliver det mørket fra disse tanker, der vil præge vore liv.
Hvis vi derimod afviser at knytte os til disse tanker – og i stedet bevidst prøver at fylde vore hjerter med frø fra Guds forråd, bliver det lyset og sandheden, der vil forme vore liv.

Bedrag ikke jer selv, siger Paulus.
Og selv de mindste skolebørn ved med et smil i øjet, ” at man kan altså ikke høste radiser, der hvor vi har sået gulerødder”!
Eller plukke chili af tomatplanterne 😉

For det er et princip.
Et af Guds fastsatte livsprincipper.
Sår og dyrker vi det negative, uforsonlige og destruktive – får vi mere af det.
Sår og dyrker vi det positive, tilgivende og konstruktive – får vi mere af det.
Alle steder.
I parforholdet, familien, venner, arbejdspladsen, nabolaget, samfundet…

Og søger vi aktivt Guds livsopbyggende og helende tanker, er det dem, der vil vokse i vore hjerter og præge vort liv.

Lykkeligvis afhænger dette arbejde overhovedet ikke af vore egne livs “grønne fingre”.
Et af de billeder, der bruges om Gud er, at han er som en klog gartner.
En gartner der vil hjælpe os med at vælge frø, så, luge  – og på bedste måde passe vor livs have sammen med os, når vi beder Ham om det.

Vi bruger ikke menneskelige metoder i den åndelige kamp, men Guds mægtige kraft, som kan nedbryde tankemæssige fæstningsværker og besejre imponerende argumenter.
2. Kor. kap.10 v. 4