Månedsarkiv: marts 2018

Let bagage

I min mors køkken hang der et lille udklip med omtrent følgende ordlyd:
Bekymring er ikke en byrde, jeg havde tænkt, du skulle bære!

Max Lucado er inde på det samme, når han skriver om den bagage,
vi slæber på igennem livet.
Bagage som vi helt automatisk tager fra “livets bagagebånd”,
når vi står op om morgenen:

Skyldens kuffert.
Utilfredshedens sportstaske.
Du slænger en vadsæk af træthed over den ene skulder,
og hænger en skuldertaske fuld af sorg over den anden.

Hertil føjes en rygsæk med tvivl,
en attachétaske med ensomhed
og en rullekuffert med frygt.
Det er ikke så sært, at du ved dagens slutning føler dig dødtræt.

Men som det stod i mors køkken,
er det slet ikke vor himmelske Fars mening, at vi skal leve sådan.
Han siger: Lad det dog stå!
Du bærer på en unødvendig stor byrde.
Kom til mig!
Alle I som slider jer trætte og bærer tunge byrder,
og jeg vil give hvile!

Hvor kan dette løfte dog skabe et nyt håb og en dyb længsel efter hans fred.
Men på samme tid kan det også fylde os med en slags magtesløshed –
ja måske ligefrem resignation?
For vi har jo forsøgt – men bekymringerne får igen og igen overtaget.
Hvorfor???

Sarah Young mener, dette også handler om, hvad vi egentligt forventer af livet.
Hun citerer Jesus for at sige:

Mennesket har en voldsom trang til at regne tingene ud,
så de kan få en slags kontrol 
over deres liv.
Men verden stiller dig overfor en uendelig række af problemer.

Så snart du har styr på det ene, dukker det næste op.
Den lettelse, du forventer, er kortvarig.
Snart har dit sind igen fart på i jagten efter 
forståelse og styr på tingene,
i stedet for at søge mig  – din Herre.

I følge “Et ord på vejen” er kuren mod bekymring en proces.
En proces, der over tid kan forandre vore sind og tankemønstre –
og som måske fordrer nye bedevaner?

Hvis du beder mere, bekymrer du dig mindre.
Det vil sige, at du kan vælge:

Enten beder du for problemerne, eller også bekymrer du dig over dem.
I bøn overgiver du dit problem til Gud, og derfor får du større fred i sindet.
Betyder det så, at du aldrig mere spekulerer på det problem?
Nej, det betyder, at du bekymrer dig mindre.
Du kan sætte dig som mål helt og holdent at give det til Gud,
men 
det kan man kun opnå skridt for skridt.

Gud beder os ikke komme ind i en fornægtelses-tilstand,
hvor vi ser bort fra alvoren i problemerne.
I stedet tilbyder han et alternativ til den meningsløse og
udmattende vane med bekymring:
Bed uophørligt!
(1.Tes. 5,17)

Betyder det, at en bøn på 30 sekunder vil befri dig fra al ængstelse?
Nej!
Det betyder, at du begynder din dag med bøn og så fortsætter med at bede
af og til dagen igennem.
Bed, når du kører. Bed på arbejde. Bed inden din frokostpause.
Bed, når du får en vanskeligt telefonopkald. Bed, når du er skuffet over noget.
Bed, når der kommer overraskelser. Bed, når du lykkes. 
Bed midt i smertefulde nyheder.
Bed uden ophør – bogstaveligt talt!

Vores himmelske Far, som er dybt berørt over vore kampe, elsker os.
Han ønsker af hele sit kærlige faderhjerte, at vi skal komme til ham
og give ham lov til at hjælpe os.
Han er lige her – klar til at træde til.
Vi skal bare bede Ham om at gøre det.

Vær ikke bekymrede for noget, men sig altid Gud tak
og læg jeres ønsker frem for Ham i bøn.
Så vil I opleve, at Guds fred, som overgår al menneskelig forstand
vil beskytte jeres tanker og hjerter
og bevare jeres tillid til Jesus Kristus.

Fil. 4, 6-7