Månedsarkiv: november 2014

Meningen

Skriv et svar

”Tro er ikke en slags religiøs sjælegymnastik eller en behagelig stemning i hjertet.
Det er ikke noget, man kan føle og glæde sig over, et pas, der gør dig værdig til Guds gunst, eller en mønt, for hvilken du kan købe hans gaver.
”Tro er i virkeligheden slet ikke noget af dette –  det er blot at have tillid til Gud.”
Sådan skriver Hannah Smith i bogen Et lykkeligt liv.

Ifølge den positive psykologi er der fem faktorer, der afgør, om vi oplever et godt liv.
Den vigtigste af disse fem er en mening med livet.
Psykologen Seligman definerer mening som det at have et tilhørsforhold til – og tjene noget større end sig selv.
Eller sagt på en anden måde  –  vi behøver at have formål og betydning, der rækker ud over os selv, hvis vi skal opleve et godt liv.

Dette kan være en vanskelig udfordring i en tid, hvor selvet sættes i centrum, og den helt dominerende tænkning er, at vi hver især skal skabe vore egne værdier  – vores egen mening.
En tænkning, der i realiteten kan medføre en tomhed og en meningsløshed, der er meget svær at bære.

“Hvor ville jeg gerne kunne tro på noget større –  på en Gud – men det er så svært!”
En erfaring mange moderne mennesker gør sig.

Og så siger Hannah Smith, at tro overhovedet ikke behøver at være svært – det er ikke en særlig slags religiøs tankegymnastik eller en speciel åndelig følelse.
Det er egentligt blot at vælge at have tillid til Gud.

Vi er grundlæggende faktisk ret gode til at have tillid.
Det er ikke så få gange på en dag, vi vælger at møde andre med en tro på, at vi stoler på dem.
Tænk bare på vore medtrafikanter, fødevareproducenten, lægen, barnepigen, buschaufføren…

At tro på Gud, er at vælge at have tillid til ham.
Tillid til at han ikke lyver, når han siger, at han er der – og elsker os overalt på jorden – selv om vi ikke kan se ham.
Tillid til at Jesus faktisk bragte alt i orden den dag på Golgata – selv om vi ikke kan forstå det.
Tillid til at trosoplevelsen –  den dybe inderlige fred og overbevisning om hans nærvær, er noget han vil give os – og lade vokse frem i livet sammen med ham.

Alt, hvad vi behøver i vore liv, har han lovet at hjælpe os med.
Også det at finde mening.
Ja –  faktisk tilbyder han at være meningen 🙂

Troen udspringer af det, som høres, og det, som høres, udspringer af budskabet om Kristus.
Rom. kap.10 v.17

 

Løven og lammet

Skriv et svar

”Man bliver først et helt menneske, når man forliger sig med sine svagheder”.

En sandhed Søren Kierkegaard erfarede i sit liv, og som måske peger på en vigtig sandhed om fred i vore liv.

Alle mennesker rummer vidt forskellige karaktertræk  – helt specifikt for hvert enkelt menneske.
Kendetegnende for alle karaktertræk er, at de indeholder både en mulig styrke og en mulig svaghed.

Det handlekraftige kan blive dominerende, det følsomme frygtsomt.
Det strukturerede kan blive overstyrende, det afslappede ligegyldigt.
Det omsorgsfulde kan blive omklamrende, og det modige dumdristigt.

Karaktertræk er en del af vore skabte menneskeliv – på godt og ondt.
Vi er glade for styrkerne, men kan have meget svært ved at acceptere de iboende svagheder.
Der hvor vi erfarer vor egen begrænsning og oplever, vi ikke slår til.
Der hvor vi mærker sårbarhed og hjælpeløshed.

Det oplevede den katolske præst og forfatter Henri Nouwen også.
Gennem en svær periode i sit liv erfarede han Guds ubetingede kærlighed på en hel ny måde.
Han opdagede, at Gud ikke ønskede, han skulle leve i en illusion om egen styrke og selvtilstrækkelighed.
Netop i erkendelse af det sårbare og svage blev hans behov for Gud tydeliggjort – og Gud kunne møde ham med fuld accept, kærlighed og ny styrke.

Nouwen beskriver vores eget jeg, vores vilje som løven i vores indre, mens vore dybeste behov og følelser er som lam.
Han tænkte, lykken måtte komme, når den indre løve havde besejret lammene.

Når han ikke længere skulle besværes af sine svagheder og sårbarhed, men blot opleve løvens styrke i sit liv.
Sådan en tænkning førte imidlertid ikke til fred – men blot til frustration og smerte, en slags indre krig, hvor hans lam ikke faldt til ro – tværtimod!

At forlige sig med sin svaghed og dermed sin menneskelighed betød for Nouwen, at han måtte acceptere, at han indeholdt både styrke og svaghed.
Han indså, at hans opgave ikke længere skulle være en umulig  kamp mod sine svagheder.
Men i stedet – i Guds sandhed og med Guds hjælp – en indre rummelig anerkendelse og takling af svaghederne.

Som en indre løve der vælger at beskytte og styre sine lam –  i kærlighed og forståelse.
Det er ikke en nem proces at lade vores indre løve blive hyrde – i stedet for kampsoldat 😉

Men det er vigtig – så vigtigt!
For det vil gøre os mere og mere hele.
Til sande mennesker.

Vær gode hyrder for den del af Guds hjord, I har fået ansvaret for.
1. Peter kap.5 v.2

 

Fodring tilladt!

Skriv et svar

Er det gammel vin på nye flasker? –  spurgte psykologen på et kursus.

Og hun fortsatte selv: Nej og Ja!
Nej – fordi det først er de senere år, vi forskningsmæssigt har bevist, at det rent faktisk forholder sig sådan.
Ja –  fordi Bibelen er fuld af denne tankegang!

Emnet var positiv psykologi.
En forholdsvis ny forskningsretning, der fokuserer på, hvordan man får et godt liv.

Det handler ikke om at lukke øjnene for det besværlige –  eller blot prøve at ignorere det negative ved at tage ”Ja-hatten” på og smile!
Det handler i stedet om at blive klar over, hvad der rent faktisk skaber trivsel i os – ved at have en viden om, hvordan vores hjerne og psyke er skabt og reagerer.

I hjernen findes et område, der styrer vores følelse af at være trist og stresset.
Dette område aktiveres, når vi møder eller tænker på noget svært.

Men vi har også et center i hjernen, der giver os følelse af overblik og overskud – en oplevelse af, at jeg rent faktisk kan navigere i det svære og takle mit liv.
Dette center ligner en lille søhest, og forskere kan videnskabeligt måle, hvordan dette område rent fysisk skrumper eller vokser – afhængigt af hvad vi vælger at fokusere på.

Lyver vi for os selv ved at fornægte problemet og bare ”spiller glade”, sker der ikke noget positivt i søhestecenteret.
Hænger vi fast i det svære, øges tristheden og frustrationen –  og søhesten skrumper!

Vælger vi derimod at fokusere på det formildende – det positive i situationen eller i livet generelt, vokser søhesten – og oplevelsen af indre glæde og overskud bliver større.

Det betyder, at vi faktisk kan gøre en forskel – også i vort eget liv! 🙂

Bibelen taler sandt, når den lærer os, at det vi sår, vil vi høste.
Også i forhold til vores egen livstrivsel.

Det kan godt kræve lidt øvelse at vende sin tankegang om på den måde.
En praktisk måde kan være at nedskrive tre gode ting, inden man lægger sig til at sove.
Man kan også bevidst vælge at fortælle mindst en god ting først, når man mødes med andre.
Eller i løbet af dagen at formulere små takkeemner i sine tanker.

Hvordan er ikke så afgørende – det vigtige er, at vi husker at fodre søhesten 😉

Desuden opfordrer jeg jer, kære venner, til at fokusere jeres tanker på det, der er sandt og ædelt, ret og rent, det man værdsætter og taler godt om, ja alt hvad der udmærker sig og er værd at rose.
Filip. kap. 4 v. 8

 

News

Skriv et svar

Jeg så fornyligt en tankevækkende film.
Den handlede om en ung pige, der i forbindelse med et trafikuheld fik en særlig form for hukommelsestab.

Det betød, at hun kun var i stand til at huske en dag ad gangen efter ulykken.
Hver morgen, når hun vågnede, havde hun igen glemt alt, hvad der lå efter ulykken. Hendes familie var magtesløse, og de formåede ikke andet end at ”spille med”.
Så dag efter dag lod de som om, det var den samme dag – hver dag.

Men en dag forelsker en ung mand sig i pigen.
Han vælger i kærlighed ikke at “spille med”.
I stedet laver han en film om ulykken og hendes situation, som han viser hende hver morgen.
På den måde opdateres den unge pige dagligt på sandheden – og hun får et nyt og virkeligt liv sammen med ham – hver dag.

Jesus elsker os.
Han ved, at vi heller intet kan overføre fra dag til dag.
Hans nærvær og hans kærlighed kan vi ikke oplagre i vore indre.

Hver dag må vi opdateres for at kunne leve vores liv i sandhed.
Hans virkelighed må dagligt fylde os.

Forstår vi ikke det, kan vi let blive mismodige.
Hvorfor kan jeg ikke fastholde troen, glæden og freden?
Det virkede så sandt og rigtigt for mig i går – og i dag oplever jeg bare tomhed og tvivl!

Da israelitterne vandrede i ørkenen, sendte Gud manna, som folket kunne opsamle hver dag. Forsøgte man at samle til flere dage, var den gemte mad næste dag ødelagt og uspiseligt.

Guds kærlighed og nærvær er en strømmende kilde, vi uophørligt kan drikke af.
Vi slukker ikke vores tørst ved at se på et glas vand – ved at snakke om vandet eller ved at forestille os, hvor læskende det må være.

Vi slukker først vores tørst, når vi rent faktisk drikker vandet  – hver dag!

Jesus svarede: Jeg er det brød, der giver liv.
Ingen af dem, der kommer til mig, vil nogen sinde sulte; og den, der tror på mig, vil aldrig mere tørste.
Joh. kap. 6 v.35   

Hjemmebane

Skriv et svar

Der findes egentligt kun tre anliggender her i verden, siger Byron Katie.
Guds anliggende, dit medmenneskes anliggende – og så dit eget!

Hun mener, at mange af vore frustrationer og indre smerter i virkeligheden skyldes, at vi forlader vort eget anliggende og går over i de to andre.

Guds anliggende er styring af universet.
Det er tiden, naturen, livet, døden, vort helbred –  og alt det, vi i realiteten ingen kontrol har over.

Mit medmenneskes anliggende er alt, hvad der vedrører ham eller hende.
Hvad et andet menneske således vælger at tænke, gøre eller ikke gøre, sige og prioritere er aldrig noget, jeg skal styre eller overtage – heller ikke i mine tanker om vedkommende!

Det betyder ikke, at vi ikke kan hjælpe hinanden og tale sammen om værdier, valg og alle livets udfordringer.
Men det betyder, at jeg altid skal respektere og acceptere mit medmenneskes valg –  uden at gøre mig til dommer over det.
Netop fordi det er mit medmenneskes anliggende –  og ikke mit.

Mit anliggende er derimod mit ansvar.
Hvad jeg vælger eller ikke vælger i en situation, hvad jeg prioriterer at gøre med mit liv, og hvordan jeg er mod andre og mig selv, det er min opgave at forholde mig til.

Byron Katie mener, at når vi lærer at blive hjemme i vore egne anliggender, vil megen frustration og smerte forsvinde ud af vore sind.
Når vi i tankerne går over i andres anliggender og vurderer og dømmer deres væremåde, forlader vi i realiteten os selv, og det skaber en ensomhed og fremmedgørelse i vores eget indre.

Vi skal prøve at blive bevidste om dette, så vi aktivt vælger at blive hjemme i det eneste anliggende, jeg har – mit!
Og derhjemme kan vi passe rigtig godt på os selv 😉

En spændende udfordring  til os –  at øve os i at have ubegrænset tillid til Guds ledelse og hans omsorg  – samt anerkende vore medmenneskers liv og valg med accept og respekt.

Kan vi lære at lade Gud være Gud, –  og ikke længere forholder os til andre ved at vide bedre i deres liv – kan det betyde en stor forandring i vores eget liv:
At jeg ikke oplever så megen frustration og smerte i forgæves forsøg på at styre udebanerne  – men i stedet kan komme helt hjem, hvor jeg hører til –  i mit eget anliggende.  🙂

Lad være med at dømme andre, ellers bliver I selv dømt.
Du kan let se splinten i din vens øje, men bjælken i dit eget øje kan du slet ikke få øje på.
Matt. kap.7 v. 1-3