Der findes egentligt kun tre anliggender her i verden, siger Byron Katie.
Guds anliggende, dit medmenneskes anliggende – og så dit eget!

Hun mener, at mange af vore frustrationer og indre smerter i virkeligheden skyldes, at vi forlader vort eget anliggende og går over i de to andre.

Guds anliggende er styring af universet.
Det er tiden, naturen, livet, døden, vort helbred –  og alt det, vi i realiteten ingen kontrol har over.

Mit medmenneskes anliggende er alt, hvad der vedrører ham eller hende.
Hvad et andet menneske således vælger at tænke, gøre eller ikke gøre, sige og prioritere er aldrig noget, jeg skal styre eller overtage – heller ikke i mine tanker om vedkommende!

Det betyder ikke, at vi ikke kan hjælpe hinanden og tale sammen om værdier, valg og alle livets udfordringer.
Men det betyder, at jeg altid skal respektere og acceptere mit medmenneskes valg –  uden at gøre mig til dommer over det.
Netop fordi det er mit medmenneskes anliggende –  og ikke mit.

Mit anliggende er derimod mit ansvar.
Hvad jeg vælger eller ikke vælger i en situation, hvad jeg prioriterer at gøre med mit liv, og hvordan jeg er mod andre og mig selv, det er min opgave at forholde mig til.

Byron Katie mener, at når vi lærer at blive hjemme i vore egne anliggender, vil megen frustration og smerte forsvinde ud af vore sind.
Når vi i tankerne går over i andres anliggender og vurderer og dømmer deres væremåde, forlader vi i realiteten os selv, og det skaber en ensomhed og fremmedgørelse i vores eget indre.

Vi skal prøve at blive bevidste om dette, så vi aktivt vælger at blive hjemme i det eneste anliggende, jeg har – mit!
Og derhjemme kan vi passe rigtig godt på os selv 😉

En spændende udfordring  til os –  at øve os i at have ubegrænset tillid til Guds ledelse og hans omsorg  – samt anerkende vore medmenneskers liv og valg med accept og respekt.

Kan vi lære at lade Gud være Gud, –  og ikke længere forholder os til andre ved at vide bedre i deres liv – kan det betyde en stor forandring i vores eget liv:
At jeg ikke oplever så megen frustration og smerte i forgæves forsøg på at styre udebanerne  – men i stedet kan komme helt hjem, hvor jeg hører til –  i mit eget anliggende.  🙂

Lad være med at dømme andre, ellers bliver I selv dømt.
Du kan let se splinten i din vens øje, men bjælken i dit eget øje kan du slet ikke få øje på.
Matt. kap.7 v. 1-3