Forfatterarkiv: Annemarie Bjerre

Tålmodighed – nu tak!

Herre gør mig tålmodig og gør det snart!
Vi kan smile af denne selvmodsigende bøn,
men det er måske i virkeligheden en bøn, mange af os har lyst til at bede!

I bogen “Tålmodighed – giv plads til evigheden” tager Niels Nymann Eriksen –
inspireret af Søren Kierkegaard –
os med ind i tålmodighedens dybere univers.
Det handler ikke så meget om den gængse form for tålmodighed med fokus på at
kunne vente og behovsudskyde for så i sidste ende at opnå noget.
Men den form for tålmodighed der bliver en måde at leve på – en måde at
“vinde sin sjæl tilbage fra verden på“.
En vej til at blive den person, som man egentligt er skabt til at være.

Det er ikke en selvhjælpsbog – ikke en vej til at få nye erkendelser
og til at lære nye teknikker.
Tværtimod faktisk.
Alt det jeg har at sige, ligger alt sammen gemt i ordet tålmodighed.
Hvad ligger der i dette begreb?
Der ligger en vilje til at stå livet igennem uden at forcere det, en villighed til selv at
undergå en forandring, før man vil forandre verden…
Styrken til at stå fast, ikke give op, ikke flygte men tøve og vente på afklaring…

I denne dybere form for tålmodighed sker forandringen inde i personen.
Som et insekt der opløses i en puppe for at modnes til noget nyt, noget større.
Tålmodighed er således ikke noget, der kan læres, men en forvandling sindet må undergå.
Det handler ikke om at vinde nye forståelser,
men om at “tilegne sig det man allerede ved”.

Bogen er ikke til selvhjælp og egne anstrengelser – men en bog til opbyggelse, understreger forfatteren.
Opbyggelseslitteraturen hjælper os ikke til at mestre tilværelsen, men til at overgive os i tillid!
Opgaven er ikke at finde egne ressourcer, som kan holde os oppe,
men til at forudsætte, at der er et fundament større end os.

Og dermed ændres hele fortegnet, for hvor selvhjælpsbogen i sidste ende
må overlade individet til sig selv, er opbyggelsesbogens budskab, at vi aldrig er alene.
Heller ikke i de situationer hvor intet andet menneske kan gøre os følgeskab.

Tanken er, at sjælen er verdens uretmæssige ejendom,
som mennesket i tålmodighed skal vinde tilbage.
Men denne indre frihedskamp indebærer, at mennesket har et sted at høre til.
Der må være en strand, en bund, hvor mennesket kan finde fodfæste,
hvis det skal lykkes at gøre sig fri fra bølgeslaget.

Dette grundlag er det evige eller Gud, som mennesket må opdage
for at kunne støde fra mod verden og modtage sin sjæl.

Der siges ikke ved eller gennem tålmodighed,
men i tålmodighed skal I erhverve jeres sjæle.
Tålmodighed er sjælens element og netop derfor,
er det at erhverve sin sjæl “stilhedens arbejde” .
Der er ikke tale om at erobre, at jage og gribe efter noget,
men om at blive mere og mere stille.

Utålmodigheden gør, at man mister sin sjæl.
Den gør mennesket rastløs og fanger det i bekymringer.

Utålmodigheden viser imidlertid ikke sit sande ansigt før sent i livet.
I ungdommen har den ofte ønskets form – noget man ønsker at eje eller opnå.
Men hvad enten ønsket opfyldes eller ej,
giver den ikke en vedvarende følelse af tilfredshed.
Så tager forsættet over.
Der lægges planer, beregnes omkostninger, sættes mål.
Så når et menneske endelig tinden…
Men snart vil det “vansmægtes af utålmodighedens kolde hede”.
For det brændstof der drev ham herop nemlig sammenligning, konkurrence,
mulighedernes kalde, vil ikke holde op med at brænde.
Han vil ikke være i stand til blot at være sig selv.
Og nu viser utålmodigheden sig i sin sidste skikkelse, som hvisker:
Det er for sent, der er ikke mere håb, dit liv er færdigt;
og værre endnu det er spildt, tabt, fortabt!

Tålmodigheden derimod lader sig hverken bedrage af ønsket, forsættet eller sejren.
Den er ikke uroligt optaget af at afsøge, hvilke muligheder dagen i morgen vil bringe,
men afventer tillidsfuldt, det som kommer.
Vel har den tålmodige ønsker og forsæt og lægger planer for i morgen.
Men han flytter ikke ind i ønsket eller forsættet og opretholder en indre distance til sine egne planer.
Han ved, at det vigtigste ikke er noget, han har frem for andre,
men noget han har fælles med alle andre mennesker…

Vær stille, og erkend at jeg er Gud
Salme 46,10

Den bedste forfatter

I denne uge har jeg hørt tre historier.
Tre meget forskellige historier – men af samme forfatter!

I den første er vi i England i 1930’erne.
En særdeles begavet ung mand er i gang med sine studier på Oxford Universitet.
Han er erklæret ateist – men en dyb længsel efter noget udefinerbart
samt hans logiske undersøgelser af verden og mennesker gør noget ved ham.
Hans analyser og overvejelser får til sidst Jack Lewis til at droppe sine forbehold om noget større.

Man kan forestille sig mig alene på værelset på Magdalen (Oxford) nat efter nat,
og hver gang mine tanker et øjeblik fjernede sig fra mit arbejde,
mærkede jeg hans konstante ubønhørlige tilnærmelse, ham som jeg så ivrigt ikke ønskede at møde…
Jeg opgav og indrømmede, at Gud var Gud, knælede og bad;
den nat var jeg måske den mest modløse og modstræbende konvertit i hele England.

Thomas Ø. Allmann skriver i sin nye biograf om C.S. Lewis:
Døren er blevet vist Lewis, og nu trodser han sin stolthed,
vælger at lægge sine våben ned og og tage i håndtaget.
Spørgsmålet er nu, hvad der er bag døren.
Det er ude af Lewis’ hænder og over hans forstand,
for hvad der er på den anden side af døren er ikke filosofi,
men sandheden om hvem Gud er, og som kun Gud kender.
Lewis begynder dagligt at læse i bibelen, for når Gud siger:
“Dette er er min søn hør ham, må man tie og lytte”.

Efterfølgende bliver Lewis gennem sit forfatterskab kendt verden over
som en af de væsentligste fortalere for kristendommen –
og er forfatterren bl.a. bag Narniaserien.

Den anden historie foregår i USA.
I foråret 1980 holder en ung teolog på 25 år sin første prædiken
i en lille lånt teatersal for 50-60 fremmede mennesker,
der har taget imod indbydelsen til at høre visionen om en mulig ny kirke.
Den unge mand taler om en kirke, der skal lykkes, forstået således
at menneskeliv skal heles, opbygges og forandres i mødet med Guds kærlighed.
Han er fuld bevidst om sin egen manglende formåen – og erklærer,
at hele tanken om den nye kirke, kun kan lykkes, hvis Gud gør det.

Kirken, skal som den unge præst forestiller sig, grundlægges på 5 værdier:
1) Den skal rent faktisk gøre, hvad der står i bibelen.
2) Den skal bestræbe sig på at gøre det, Gud prioriterer
3) Den skal have fuld tillid til Guds løfter i bibelen
4) Den skal være fuldstændig afhængighed af Guds Ånds kraft.
5) Den skal elske Gud og mennesker.

43 år senere går den unge mand Rick Warren på pension fra en af de største kirker i verden med tusinder
af medlemmer, et verdensomspændende hjælpearbejde, bogudgivelser, opbygning og undervisning på store digitale platforme – og med tusinder af forandrede liv i fortællingen.

Den tredje historie er fra Danmark.
En lille dreng fødes i Nordjylland af en ung pige, der er psykisk syg og stofmisbruger.
En kaotisk barndom i begyndelse af firserne – flere barndomsår på et elendigt opholdssted,
et ungdomsliv med mere og mere stofmisbrug og kriminalitet,
samt et fasttømret selvbillede af at være uelsket, uønsket og forkert.

Første fængselsophold som 15 årig – mere kriminalitet – mere og mere voldsom adfærd.
Bliver pengeopkræver i en af de store bandeorganisationer, der dog midlertidig
tager rygmærkerne fra ham pga. for voldelig adfærd!
13 års fængsel – frem og tilbage mellem fængsler og psykiatriske behandlingsdomme.
Fastspænding i dagevis, isolationsceller – ingen kan nå ind til ham.
Han er meget personfarlig og angriber i sin aggressivitet både medfanger og personale.
Konklusionen er efter mange års arbejde med den unge mand,
at han er uden for al menneskelig rækkevidde – både pædagogisk, psykologisk og terapeutisk.

Men Martin har ind imellem mødt noget andet.
På et tidspunkt bl.a. en kristen dame, der bad med ham, da han var
midt i et forfølgelsesvanvid fremkaldt af langvarig stofindtag – og det hjalp, mærkede han.
Så flere år senere da han er fuldstændig ødelagt og igen i fængsel,
opgiver han og beder Gud hjælpe og tage over i hans liv.
Martin tager en bibel med ind i isolationscellen.
Han læser og læser i den mange timer om dagen gennem flere måneder.
I begyndelsen forstår han slet ikke noget af den, men han læser videre.
Umærkeligt for ham selv – men særdeles mærkeligt for alle omkring ham, forandrer han sig.
Det vilde temperament forsvinder – og Martin bliver som nogle fængselsbetjente bemærker det
“helt behagelig at være sammen med”.

En dag Martin sidder og læser i bibelen, hører han sig selv sige højt: Slap af mand – du er tilgivet!
Han ser, at han er elsket – simpelthen fordi han er et menneske villet og skabt af Gud,
og fuldstændig tilgivet pga. Jesu offerdød på Golgata.

En stor byrde falder af Martin, og han beslutter at blive præst,
så han kan fortælle andre om, hvad han selv har erfaret.

Kampen er ikke forbi – den skal faktisk først til at begynde.
Kampen tilbage til livet – men nu som et elsket og tilgivet Guds barn.
I dag er Martin Bentsen bl.a. præst i Herning Oasekirke – og en meget inspirerende bibellærer.

De tre unge mænds historier er så forskellige – men et har de tilfælles: Forfatteren!
De vælger alle at opgive deres egne forsøg på at skrive en meningsfuld historie.
De opgiver at bygge på deres egen indsigt, fornuft, intelligens og styrke.
De giver bogstaveligt talt pennen fra sig – accepterer at de er skabninger,
og beder Skaberen skrive sin kærlige og kraftfulde historie lige ned i deres konkrete liv.

Og som Martin siger:
Jeg er så glad for, at alle menneskelige instanser opgav mig, for så kan Gud få hele æren!

Stol på Herren af hele dit hjerte, følg ikke kun dine egne tanker.
Søg Guds vilje i alt, hvad du gør, så vil han lade livet lykkes for dig.
Vær ikke selvklog og egenrådig…
Ordsp. 3,5-7a






Den lunkne lykke

Vi befinder os i en totalillusion!
En illusion som består i den opfattelse, at vi kan overvinde tilintetgørelsen,
og en illusion som siger, at vi skylder os selv vores tilværelse.

Sådan citerer Niels Nymann Eriksen i sin netop udgivne bog
“Taknemmelighed Hjertets hukommelse” K. E. Løgstrup.
I denne bog forklarer Eriksen, at taknemlighed er som en stille revolution, der kan frigøre
indre kræfter og åbne os for verden omkring os.
Megen forskning har vist, at taknemlighed er fremmende for menneskelig trivsel og lykke.
Men vi må lære ægte taknemlighed, hvis ikke bare den skal blive overfladisk og falsk.

Vi bliver ikke taknemlige mennesker, ved at arbejde på at blive lykkelige, men ved at arbejde
på at fastholde nogle indsigter og afsløre nogle bedrag, som hele tiden truer med at
unddrage sig vores bevidsthed.
Vi bliver taknemlige, når vi vågner op af utaknemlighedens søvn!

Det grundmenneskelige vilkår er ifølge Løgstrup, at vi ikke har bragt os selv til verden,
men at vi skylder andre vores eksistens, skriver Eriksen.
Den vildfarelse, at vi skylder os selv livet, er ødelæggende for livsudfoldelsen, fordi den
gør mennesket til sin egen skaber og lægger en umenneskelige byrde på os.

Og han fortsætter:
Disse to illusioner gør, at troen på en magt, der har skabt og opretholdt verden,
forekommer unødvendig og livsfjern.
Og det til trods for at Guds eksistens i grunden er indlysende.
Intet kommer af intet.
Var Gud ikke til, ville der intet være.
Intet er mere indlysende end sammenhængen mellem vores eksistens og Gud.
Engang var dette en given tanke, som ikke krævede nogen udredning.
Men i takt med at totalillusionen tog over og mennesket så sig selv som sin egen skaber,
blev det indlysende dunkelt og fjernt.

Ifølge Løgstrup er grunden til, at vi foretrækker totalillusionen frem for troen og
taknemligheden, at vi foretrækker den lunkne lykke på egne betingelser
frem for den store lykke, som ligger i bevidstheden om at være overgivet
til den magt, som har skabt og opretholder livet.

Men hvorfor foretrækker vi så den lunkne lykke, vi kan takke os selv for,
frem for den store lykke som ligger i bevidstheden om at være overgivet til en større magt?

Løgstrup svarer:
Måske fordi vi frygter at miste ejerskab over vores liv, fordi vi holder fast ved det,
vi har erhvervet, som Gollum om sin ring i Ringenens Herre.
Men gennem taknemligheden kan vi holde disse to bedrag stangen – for taknemligheden
minder os om, at alt det vi har, er noget vi har fået givet.

Uanset hvor længe du lever, så vær taknemmelig for hver
eneste dag, du kan nyde.
Prædikerens Bog kap. 11 vers 8


I stedet for…

Jeg følte stor trang til at Google, udspørge lægerne og finde undersøgelser,
så jeg kunne lære alt om min søns genfejl.
Jeg ville være supermor, problemløser og professor på området.

Sådan beskriver psykolog Pia Callesen det, da hendes nyfødte søn blev diagnosticeret
med en alvorlig genfejl, der kunne medføre hjerneskade.
På det tidspunkt var hun imidlertid også i gang med at tage en efteruddannelse
i Metakognitiv terapi, der de senere år er vundet meget frem.
Metakognitiv terapi handler ikke om at “bearbejde” traumer
og lære at kontrollere og ændre sine tanker – tværtimod!
I stedet handler det om at gøre så lidt som muligt ved sine tanker.

Grundtanken er, at menneskets sind er skabt til hele og regulere sig selv.
Ligesom den øvrige del af kroppen er det, hvis man fx får et sår.
Men ligesom kradsning i et sår kan vedligeholde og muligvis inficere det,
kan alt for megen tænkning og indad-fokus vedligeholde og forværre mentale sår.

I stedet for at bruge indadrettet energi på negative tanker og følelser,
skal man lade være med at kæmpe imod dem – og øve sig i at acceptere dem,
som de er.
Altså bare lade dem være uden at give dem opmærksomhed og i stedet prøve at
flytte fokus fra den indre stemning og ud i livets mange gøremål.
Så kan sindet få ro til at hele.

Men min nye viden om metakognitiv terapi hjalp mig til at begrænse mine spekulationer.
Jeg skulle ikke bruge alle mine mentale kræfter på at finde løsninger og helbrede Louie.
Det skulle lægerne. Jeg skulle ikke spekulere mig ned i depressive symptomer.
Jeg skulle i stedet være en nærværende mor for Louie og en støttende kone for min mand.

Denne tænkning er på mange måde sammenfaldende
med bibelens anbefalinger for det mentale liv.
Fra evangelierne kender vi Jesu opfordring til ikke at bekymre os,
men leve en dag ad gangen i tillid til Gud Faders omsorg.

Sarah Young oplevede gennem sit liv en længsel efter denne indre fred
i Jesu nærvær.
Gennem årene i sine stille stunder med bøn og bibellæsning oplevede
hun mere og mere konkret, at ordene blev levende for hende –
også ind i hendes mentale tænkning.

Hun fortæller:
Et bibelvers, der har forvandlet mit liv er: Vær stille og erkend at jeg er Gud!
Andre ord for at “være stille” er “slap af”, “giv slip” og “hold op med at kæmpe”.
Det er en tillokkende invitation fra Gud til at lægge vore bekymringer fra os
og søge ind i hans nærhed.

Sarah Young begyndte at skrive dagbøger,
og hun har siden udgivet dem som små andagtsbøger, hvor hun deler,
hvad hun erfarede, at Jesu sagde til hende fx:

I stedet for at planlægge og vurdere, så øv dig i at sige tak og vise,
at du har tillid til mig hele tiden.
Det er noget, der vil revolutionere dit livsmønster.

I stedet for at prøve at bekæmpe din frygt,
så koncentrer dig om at stole på mig.

Kom til mig alle I som er trætte og tynget ned af byrder –
og jeg vil give jer hvile,
Matt. 11, 28


Den gode lærer

Jesus har mange forskellige betegnelser i biblen.
Han er Guds søn, Frelseren, Herren,
Den gode hyrde, Guds lam for blot at nævne nogle af dem.
Men for de mennesker, som var nærmest på Jesus i de tre og et halvt år
han trådte offentligt frem, var han også noget andet.
De kaldte ham Mester eller Rabbi.
Begge titler betyder det samme – nemlig lærer.

Allerede i Det gamle Testamente viser Gud sig som lærer.
I Salme 32 siger han:
Jeg vil lære og undervise dig om den vej, du skal gå.
Jeg vil give dig råd.
Mit blik er rettet mod dig.

En erfaren skolemand fortalte engang, at han altid lagde mærke til lærerens rolle,
når han skulle vurdere en undervisningssituation.
Den gode undervisning opstod oftest der, hvor læreren var aktiv og nærværende
sammen med børnene i læringsprocessen.
Ud fra den betragtning må Jesus siges at være en særdeles god lærer!

Gud tilbyder at være vores lærer og helt konkret undervise
og give os råd livet igennem. Løftet gælder alt i vore liv.
Det kan handle om konkrete valg i forhold til arbejde, aktiviteter og projekter, vi er involveret i.
Det kan være handlinger og prioriteringer i samspillet med familie eller andre relationer.
Ja alle områder hvor vi kan have brug for vejledning og guidning.

Men en god læreproces fordrer også en god elev.
Og hvordan er den gode elev – hvordan kan man lære noget?
Det vigtigste er, at man har lyst til at lære noget!
At man ved, man kan blive klogere og ikke nødvendigvis selv har alle svar.
Man kan søge viden i “lærebogen”.
Man kan lytte opmærksomt til sin lærer og hyppigt sparre med ham undervejs.
Man kan øve sig og prøve at praktisere, hvad man lærer og erfarer.
Man kan udveksle erfaringer og samarbejde med sine “medstuderende”.

Ny undervisningsforskning viser, at det er helt afgørende for en god læreproces,
at eleven er klar over, hvad der skal læres og hvorfor.

Her behøver vi heller ikke være i tvivl, når vi har Jesus som lærer.
I Esajas kap. 48 hedder det fx således:
Jeg er Herren din Gud, som lærer dig, hvad der gavner,
som fører dig ad vejen, du skal vandre.
Gid du ville lytte til mine befalinger, så blev din fred som en flod
og din retfærdighed som havets bølger.

Og “pensum” finder vi overalt i bibelens bøger fx:
* Tag imod frelse gennem mig – og stol på mig af hele dit hjerte!
* Kast alle jeres bekymringer på mig og lev en dag ad gangen!
* Tilgiv hinanden – og døm ikke!
* Bed og arbejd – og glem ikke at hvile!
* Vær gavmilde med alt – for I vil høste, som I sår!
* Elsk hinanden – for størst er kærligheden!

En bøn:
Tak Jesus, at du vil undervise mig om den gode vej gennem livet.
Tak at du vil give mig råd, og at dit omsorgsfulde blik altid er rettet mod mig.
Tak at du er en nærværende, kærlig og indgribende Frelser.
Du er i sandhed den gode hyrde – og den gode lærer!
Gør mig modtagelig for dig og din undervisning.
Lad mig kunne høre dine gode råd og din stille kærlige guidning i mit indre.
Giv mig vilje, lyst og evne til at gå på den vej, du lærer mig.

Ja, Herre, lær mig at forstå dine veje,
vis mig den sti, jeg skal følge.
Lær mig at leve i din sandhed,
for du er min Gud og frelser.
Det er dig, jeg sætter min lid til.
Salme 25, 4-5





Trapez-akrobatens hemmelighed

Vi har netop fejret jul, og de fleste har sikkert oplevet både at få
og give gaver helt efter traditionen.
Det glædelige budskab fra juleevangeliet har også igen lydt,
at født er os en frelser.
En redningsmand, der kom for at tage al skyld, skam og straf væk
fra vore trætte sind og skuldre.
Hvilken gave!
Og så alligevel måske så svær at modtage for mange af os.

Hvor akavet ville det ikke være, hvis vi juleaften fandt pung eller MobilPay frem,
for at betale vore kære for de gaver, vi fik.
Men når det gælder Guds gave til os – Jesus, er det så vanskeligt for os blot at modtage.
Vi tænker, at vi må da skylde Gud noget og prøver at betale tilbage på en eller anden måde.
Måske med gode gerninger, fromme tanker eller ved i det mindste
bare at prøve at leve “et pænt liv”.

Hvorfor er det mon så svært for os at have tillid til,
at Jesus er Guds kærlighedsgave til os?
En helt gratis gave vi får, bare fordi han elsker hver enkelt af os så meget,
og af hjertet ønsker at redde os både i liv og død.

Max Lucado fortæller om Henry Nouwen, der fik en lektion i hvad tillid er,
da han besøgte The Flying Rodleighs – en trapezfamilie.
Nouwen oplevede, hvordan de fløj gennem luften med deres imponerende numre,
og efterfølgende fik han en snak med en af akrobaterne, der fortalte ham følgende:

Hemmeligheden er, at den der flyver, ikke gør noget, men at griberen gør alt.
Når jeg flyver hen til Joe (min griber), skal jeg kun strække mine arme og hænder ud
og vente på, at han griber mig og trækker mig sikkert over.
Det værste, man kan gøre, er at prøve at gribe griberen.
Det er ikke meningen, at jeg skal gribe Joe. Det er Joes opgave at gribe mig.
Hvis jeg greb Joes håndled, brækkede jeg den måske, eller han brækkede måske mine,
og det ville være fatalt for os begge.
Den der flyver, skal flyve, og griberen skal gribe, og den,
der flyver skal med udstrakte arme stole på, at hans griber er der for ham.

Max Lucado tilføjer:
I frelsens store trapez-opvisning er Gud griberen,
og vi er flyverne. Vi stoler udelukkende på Guds evne til at gribe os.
Din himmelske Far har aldrig tabt nogen. Han taber heller ikke dig.
Hans greb er fast, og hans hænder åbne.

Rick Warren skriver det således i sin bog “The purpose of Christmas”:
Du føler måske, at du må vinde Guds anerkendelse, fortjene Guds kærlighed
og kæmpe dig vej til himlen ved at gøre noget godt eller prøve at være perfekt.
Hvis du har tænkt sådan, har jeg gode nyheder til dig:
Det fungerer overhovedet ikke på den måde.
Her er hvad bibelen siger om frelse:
Folket spurgte Jesus:
Jamen hvordan kan vi arbejde for Gud?
Jesus svarede:
At arbejde for Gud vil sige at tro på den, han har sendt. (Joh. 6, 28-29)

På en britisk konference for sammenlignende religionsstudier debatterede
eksperter fra hele verden, hvad der var særligt unikt ved den kristne tro.
Debatten fortsatte, indtil C.S. Lewis kom ind og sagde:
Det er da let at svare på. Det er nåden!

Men man kan ikke arbejde sig frem til en fortjeneste hos Gud.
Man må tro på ham, for han erklærer syndere skyldfri på
grund af deres tro.
Rom. Kap. 4 vers 5





Men større er dog Gud

I påsken 2021 blev Kaj Munks skuespil Ordet spillet af Folketeateret.
Det blev streamet og udgivet online til glæde for mennesker under corana-nedlukningen.
Forestillingen havde mange folkekære dygtige skuespillere på rollelisten.

Det var egentligt ganske enkelt sat op, men blev alligevel en særdeles stærk oplevelse.
Med historien om den unge kvinde Inger, der tragisk dør i barselsseng.
Men for øjnene af kritiske og tvivlende kristne bliver hun levende igen –
efter en bøn af den tilsyneladende sindsforvirrede svoger Johannes,
der barnligt og tillidsfuldt imod “al sund fornuft” tror på Jesu magt.

“Der skal mod til at tro på det, som ikke kan forklares
og at sætte spørgsmålet om tro på dagsordenen”… står der i
Folketeaterets egen pressemeddelelse om stykket.

Og Kaj Munk havde mod – som vi også ved det fra hans egen livshistorie.

Kaj Munk kaldes ofte digterpræsten på grund af de mange forskellige skriverier,
han lavede i sit liv.
Hans sang Den blå anemone er en kendt og elsket forårssang,
og nedenstående salme bliver stadig flittigt brugt til trøst og opmuntring.

Du ved det nok, mit hjerte,
du ved, at Gud er stor;
men stor er og hans fjende,
så tit du det erfor.

Velan, så får du kæmpe
og tro trods fald og brud,
at stor er vel Guds fjende,
men større er dog Gud.

På Kaj Munk museet i Vedersø er der samlet flere – måske lidt mere ukendte
citater af digterpræsten, der udtrykker hans dybe tro på en levende Guds nærvær.

Kristendommen er liv.
Et kristenmenneske er ikke en person, der har de og de opfattelser
og (eller) gør de og de gerninger.
Et kristenmenneske er et menneske, der er i forbindelse med Kristus.

Jesus selv var aldrig dogme, men altid liv for dig.

Troen på Gud er troen på miraklet. Kun ved et brud på naturlovene
kan Gud komme i forbindelse med et menneske. At tro på Gud er at være
midt i det vidunderlige, hvor ikke blot Guds love virker, men også Guds hånd.

Hvor meget jeg end har skrevet, har jeg kun forsøgt at skrive dette ene ord: Kristus!

Stol på Herren af hele dit hjerte,
følg ikke kun dine egne tanker.
Ordsp. 3,5

Pagtens børn

Skriv et svar

En dybt ulykkelig dame forklarede en præst, at hun var fortvivlet over sit kristenliv.
Jeg har virkelig forsøgt i så mange år, men jeg kan ikke leve som en kristen.
Jesus har gjort sit – kunne jeg dog bare gøre mit, sukkede hun.
Men, det er jo hele pointen, lød svaret –  Jesus har også gjort dit!

I opslaget Den NYE pagt, citerer jeg Leif Munk om de store vanskeligheder mange kristne
erfarer med at leve i den frihed, den nye pagt giver os.
Han skriver videre:

Jesus har allerede gjort det alt sammen.
Enhver kristen som lægger vægten på at handle ret og
opfylde bestemte krav i sit forhold til Gud, er på forhånd dømt til at fejle.
Dette kan være meget vanskeligt at forstå.
Mange af os er i vore kristne sammenhænge vokset op med en stærk udfordring
til at tjene Gud, og derfor ligger det nærmest i blodet på os,
at Gud må forvente noget af os – i det mindste at vi gør vort bedste.

I den nye pagt er det ikke vores opgave at gøre noget som helst!
Vores opgave er nu udelukkende at se og modtage!
For her er vi nemlig ikke ansatte eller partnere, der skal præstere,
men elskede børn, der må bo trygt i hjemmet og have fællesskab med Far i alle forhold.
Vores del er således nu at søge ind i Fars fællesskab –
og dagligt se og modtage, alt det vi har i ham.

Synden er fortsat i verden og i os mennesker,
men Jesu har taget den helt væk mellem Gud og mig.
Nu kan min synd ikke mere skille mig fra Gud og hans kærlighed.
Synden er stadig giftig, og vi advares gang på gang imod den i Bibelen.
For synd kan ødelægge så meget både i forholdet til andre mennesker og i mig selv.
Men den kan ikke længere ødelægge mit forhold til Gud pga. Jesus.

Når vi tager imod Jesus og hans offerdød i tro, giver han os ret til at kaldes Guds børn.
Han “genføder” mig som sit barn og dermed hans arving til alt i den nye pagt.
Bibelen forklarer, at det er Guds Ånd – Helligånden – der tager bolig i vores ånd,
og som nu hjælper os med alt det, vi har brug for som mennesker.
Han vil guide, oplyse, lede og forme os – og også hjælpe mod
syndens fortsatte ødelæggelser i vores kødelige liv.

Jeres liv er skjult med Kristus i Gud, forklarer Bibelen det i Kol. 3.3.
Konkret vil det sige, at leve i troen på, at Gud er fuldt ud tilfreds med os hver dag på grund af Jesus.
Vi skal ikke præstere det mindste, men kun være som en åben tragt vendt mod ham, der har den kraft og det liv, der kan få Åndens frugt til at udvikle sig.
Enhver gerning, gjort ud fra tanken om, at vi skal præstere noget, svækker forbindelsen til vintræet.

Magnus Malm var meget aktiv i forskellige kristne sammenhænge. Han endte på sofaen fuldstændig udbrændt gennem flere måneder.
Der erkendte han, at han som menneske kun har fået ét kald fra Gud –
og det er at komme til ham!
Hvad der skal ske derfra, er udelukkende Fars ansvar!

Guds mål er, at vi skal leve som fisken i vandet – at vi til alle tider og på alle
måder oplever os omgivet af hans kærlighed – og at dette skal medføre, at vi bliver
levende kanaler for den bølge af guddommelig kærlighed, som vælder frem fra ham – over Golgata – og til hvert menneske.
Derfor bør vi stadig søge Gud for at blive befriet og renset fra alt det, som hører ind under lovens forbandelse og i stedet bede ham åbenbare mere af den nye pagt, hvor det eneste Gud forventer af os, altså er, at vi skal være gode modtagere af alt det, han har givet os.

Bliv i min kærlighed!
Joh. 15,9

Den NYE pagt

Skriv et svar

Man skal ikke have set mange kriminalfilm med Poirot eller Miss Marple, før man bliver klar over, hvor vigtig dateringen af et testamente er 🙂
Et testamente bliver erklæret fuldstændigt ugyldigt, hvis man kan fremlægge et nyere.
Der kan kun være ét gyldigt testamente – det senest underskrevne!

Sådan er det også i Bibelen.
Det gamle testamente med lovbud og krav til menneskets indsats
blev fuldstændigt ugyldigt, da Jesus indstiftede det nye testamente.
I den nye pagt er det ikke længere menneskets opgave at frelse sig selv gennem gerninger
og levevis. For det kan intet menneske!
Nu har Jesus taget alt ansvaret, gjort det hele og betalt for al synd med sit blod.
Hvert eneste menneske på denne jord kan få del i denne nye pagt – og blive et Guds
elskede barn og få frelse – blot ved at tage imod denne sandhed i tro!

Det er ret fantastisk, at Chefen, der skabte os, elsker os så meget, at han selv gik undercover i den menneskelige verden for at gøre det muligt for os at komme med ham hjem igen.
I sandhed gode nyheder!

Og alligevel er det bare så svært at fatte dette.
I Bogen Den sejrende Taber beskriver Leif Munk, hvordan mange kristne har voldsomt svært ved at gribe dette.
Tanken om at kristendommen er et regelsæt sidder så dybt i os.
Enten lever man med det ene ben i den gamle pagt og forsøger så godt man kan – og med det andet ben i den nye pagt og håber så på tilgivelse, når det alligevel ikke lykkes.
Eller man tager i udgangspunktet imod Jesus og hans død for os i tro – men prøver så af al magt at leve efter de “nytestamentlige regler” og ender igen i en religiøsitet (og fortvivlelse) helt væk fra den frie, trygge og kærlige relation, som Jesus ønsker at have med os.

Jesus fuldbragte værket, står der.
Leif Munk siger om dette:
Den nye pagt er 100 procent Guds værk og indeholder ikke det svageste fingeraftryk af noget menneske.
Mennesket KAN ikke, SKAL ikke og MÅ ikke gøre det mindste i den nye pagts forhold til Gud.
Pagten er fuldbragt, og ethvert forsøg fra vores side for at forbedre vort forhold til Gud gennem
gode gerninger, overholdelse af loven, religiøse handlinger, bøn, bibellæsning osv. er dybest set et angreb på Jesu fuldendelse af pagten.
At pagten er fuldbragt, betyder, at forholdet mellem mennesker og Gud er bragt helt i orden en gang for alle:
“Derfor kan han også helt og fuldt frelse dem, som kommer til Gud ved ham… For det har han gjort én gang for alle, da han bragte sig selv som offer.” (Hebr. 7, 25-27)

Forholdet mellem Gud og dig kan aldrig blive bedre, skriver Leif Munk.
Vi er kommet Gud så nær, at vi aldrig kan komme nærmere. Han kan ikke komme til at elske os
højere, end han allerede gør.
Når bibelen siger, at Kristus er lovens afslutning, betyder det, at alle Guds krav til mennesket
standser ved ham.
Selv ikke det mindste bud eller krav slipper igennem!
Gud har total skåret enhver gerning væk i vores forhold til ham.

Gud er simpelthen så 100 procent tilfreds med sin søns liv og død i vort sted,
at det dybest set er en hån mod hele Jesu forsoning hver gang, vi tror, vi skal opfylde lovens bud
eller gøre noget som helst for at forbedre vores forhold til ham…

Vi må droppe alle vore krampagtige forsøg på selv at blive fri
og vove at se os selv i øjnene i erkendelsen af vores svaghed og fald, –
mens vi samtidig hviler i Guds tilgivelse og kærlighed.
Da kan vi forblive i det nære fællesskab med vor himmelske far.

I har hørt, at der blev sagt til vores forfædre…
Men jeg siger jer…
Matt. 5, 21

 

Gør det alligevel!

Skriv et svar

Det fortælles, at den russiske forfatter Leo Tolstoj
engang gik forbi en tigger på gaden.
Tolstoj ville gerne give manden noget og mærkede efter i sine lommer.
Men de var tomme – der var ikke engang en lille mønt at hjælpe tiggeren med.
Jeg beklager min broder, sagde Tolstoj til manden, jeg har ikke noget at give dig.
Tiggeren lyste op.
“Du har givet mig mere, end jeg kunne ønske – du kaldte mig broder”.

Størst af alt er kærligheden, har Jesus lært os.
Men hvor går den konkrete kærlighedens vej i vore mange
valg og handlinger i en ofte mørk, forvirrende og modsætningsfyldt verden?

Da man i efteråret mindedes 75-året for redningen
af de danske jøder under 2. verdenskrig, blev en jødisk talemåde citeret:
“Ingen kan redde hele verden.
Men den der redder et liv, redder en hel verden!”

Jeg mødte fornyligt en ung pige, der gennem flere år havde arbejdet
som pædagogmedhjælper.
Nu havde hun valgt at tage en uddannelse som sosu-assistent.
Men hvorfor blev hun spurgt, du er så god til at tage dig af børnene.
Hvorfor ikke uddanne dig som pædagog?
Svaret lød: For mig er det underordnet om Peter er 7 år eller 83!

Gandhi sagde det på følgende måde:
Der findes mennesker i denne verden, som er så sultne;
at Gud ikke kan åbenbare sig for dem på anden måde
end som et brød!

Det fortælles, at Martin Luther engang blev spurgt:
Hvad ville du gøre, hvis du fik at vide, at verden ville gå under i morgen?
Plante et æbletræ, lød svaret!

Paradoksalt tænker vi nok…
Men alligevel – måske en pejling om en vej at gå  –  en rigtig vej på trods!

Kent M. Keith var 19 år og studerede på Harvard College.
Han kom til samme konklusion: at vælge det rette – alligevel!
Han skrev sine 10 såkaldte paradoksale bud, som senere bl.a. inspirerede
Mother Teresa i hendes arbejde blandt fattige i Calcutta.

De 10 paradokse bud
Mennesker er uberegnelige, ufornuftige
og tænker kun på sig selv.
Elsk dem alligevel!

Hvis du gør gode gerninger vil folk tro
at du har bagtanker.
Gør dem alligevel!

Hvis du har succes, vil du få
falske venner og rigtige fjender.
Hav succes alligevel!

Hvis du gør gode gerninger i dag, vil folk
have glemt dem i morgen.
Gør dem alligevel!

Åbenhed og ærlighed gør dig sårbar.
Vær åben og ærlig alligevel!

Storsindede menneskers store planer
kan ødelægges af de mindst tænkende mennesker.
Hav store planer alligevel!

Mennesker sympatiserer med de svage,
men følger kun de stærke.
Kæmp for de svage alligevel!

Ting, som du har opbygget gennem mange år,
kan være ødelagt i næste øjeblik.
Opbyg alligevel!

Nogle mennesker trænger hårdt til din hjælp,
men angriber dig, når du rækker dem en hjælpende hånd.
Hjælp dem alligevel!

Giv verden det bedste du har, og du vil opleve
at utak er verdens løn.
Giv verden det bedste du har alligevel!

Gud kalder ikke mennesker, der er kvalificerede, siger Richard Parker.
Og han fortsætter:
Han kalder mennesker, der er villige,
Og så udruster han dem!

Gud har gjort os til det, vi er.
Vi er nye skabninger i Jesus Kristus,
så vi kan gøre de gode gerninger, som Gud i forvejen
har lagt til rette for os.
Efeserbrevet 2.10