Kærligheds-insektet

Vi tror, at hvis vi er på det rigtige sted, på det rigtige tidspunkt,
med den rette person, 
så vil kærligheden “bide” på os,
og vi vil gå igang med et liv på en lyserød sky!

Sådan beskriver “Et ord til dagen” mange menneskers
forestilling om det lykkelige ægteskab.
Som et “kærligheds-insekt” der må være til stede,
for at vi kan opleve lykke.

Denne tanke fører os imidlertid let på vildspor
og gør os desillusionerede.
Den får os ofte til at søge hver sin vej,
når drømmen ramler ind i virkeligheden.
Og det gør den – hver gang!

For når vi bliver udmattede af at tage os af børn,
job, hjem og afbetaling af lån,

så flyver kærligheds-insektet væk igen.
I den daglige trummerum af opvask, bleer og slid,
bliver romantikken skubbet 
i baggrunden.
Og fordi vi forveksler romantik med ægte kærlighed,
tror vi fejlagtigt, at 
kærligheden er forsvundet,
og at vi så er nødt til at følge efter den.

Men måske er sandheden i virkeligheden,
at kærligheden ikke dør,
selv om romantikken må bøje sig for virkeligheden.

Hvis to mennesker, der forelsker sig,
er villige til at stå sammen i kærlighed
gennem livets udfordringer,
kan romancen blomstre igen –

stærkere og mere modstandsdygtigt end før.
Romantik kan føre os sammen –
men uselvisk kærlighed holder os sammen.

I den vestlige verden begynder cirka to
ud af fem ægteskaber som net-dating.
Når man søger partnere på nettet – kan man søge “det gode match”
gennem alder, udseende, værdier, smag, ambitioner, præferencer osv.
Men ifølge “Et ord til dagen” viser det sig,
at antallet af skilsmisser er lige så højt blandt par,
der har mødt hinanden på den måde.

Hvorfor?
Måske fordi parforholdet og ægteskabet i sig selv ikke giver noget,
hvis ikke vi bevidst investerer i det – og prioriterer det.

Allan Petersen siger det således:
Der er ingen kærlighed i ægteskabet,
kærligheden er i mennesker;

og mennesker lægger den ind i ægteskabet.
Der er ingen romantik i ægteskabet,
folk skal selv “puste” den 
ind i deres ægteskaber.
Et par er nødt til selv at opøve det at give,
elske, tjene og rose hinanden

for at holde beholderen fuld.

Når vi en dag måske oplever, at “skabet” er tomt,
er det meget nærliggende at vende det mod sin partner.
Negative tankemønstre dukker op:
Han eller hun har forandret sig, ser mig ikke mere på samme måde som tidligere,
er blevet ligeglad med mig, tager mig bare som en selvfølge…
Elsker mig ikke mere!

Vi retter kikkerten og kritikken mod den anden – og oplever en dyb smerte
for det er jo min partner, der skal gøre mig lykkelig
Og her er vi måske inde ved kernen af den allerstørste illusion.
Den største løgn – bevidst eller ubevidst i os:
At min partner er grundlaget for mit selvværd og min lykke.

Bibelen fortæller os, at varig lykke og forankring
aldrig kan findes hos andre mennesker,
men kun hos Gud!
Magnus Malm beder det således i sin bøn:
Jesus lad mig blive så tryg i din kærlighed,
at jeg ikke stræber efter bekræftelse.

Når vi indser, at kærligheds-insektet ikke er fløjet,
men faktisk slet ikke eksisterer,
kan det åbne en helt ny vej for os:

Vi indser, at varig lykke kun kan findes et sted – hos Gud.
Så i stedet for at forsøge at finde den rette person,
beslutter vi os for selv at blive 
den rette person,
den ene som Gud skabte os til at være…

Og så giver vi gavmildt, vi tillader andre at være sig selv,
begrænsede mennesker i forandring,
og vi søger vores lykke hos Gud.

Herre, du opfylder alle mine behov.
Mit liv er i dine hænder.
Salme 46,3

Kaos

A ska bare lige ha den regnet ud!
Sådan synger De Nattergale i en af deres sange.

Martha blev vred på sin søster Maria, for hun ville have
klaret huset og maden, inden der skulle være en stille
stund ved Jesu fødder.

Logikken er, at jeg først må få “orden på kaos”,
før jeg kan og må hengive mig til det,
jeg gerne vil.

Problemet er bare, ifølge Magnus Malm,
at denne orden aldrig ser ud til at indfinde sig,
men på en måde hele tiden undslipper os.

Hvad gør vi så?
Kan vi vælge det indre, inden vi har styr på det ydre?
Er det ikke uansvarligt – eller måske ligefrem umuligt?

Når vi oplever forvirring og  kaos både i den individuelle
og i den fælles verden, forsøger vi ofte krampagtigt
at nå op til “det højeste punkt”.
Et punkt med overblik, kontrol, orden og beherskelse,
hvor vi “kan få styr på det”!

Men der findes en anden vej, siger Magnus Malm.
En vej midt igennem det kaotiske, som hverken indebærer,
at jeg flygter fra virkeligheden,
eller at jeg skal have styr på alting først.
En vej der går til til det “laveste punkt” med
stilhed, tillid, lytten, modtagelighed.

Et eksempel på dette er Jesu mor Maria,
der som ung teenagepige valgte at sige Ja til Guds vilje.
Et valg der betød et endegyldigt farvel til et stille og velordnet liv,
og som Langfredag endte ved korset i smerte, mørke og kaos.

Hvordan kunne hun dog udholde det?
Hvordan bevarede hun sin tillid til Gud i al det totale uforståelige?
Vi læser, at Maria julenat gemte disse ord i sit hjerte 
Og da Jesus 12 år gammel talte i templet,
grundede hun over hans ord i sit hjerte.

Magnus Malm skriver om dette:
Måske er det her, i den menneskelige erfarings dybeste afgrund,
at Maria bliver et billede af kirken.

Hun som i sin krop tager imod ordet,
lader det vokse og giver det til verden.

Hun, som vægrer sig imod at lade hverken ydre eller indre kaos
jage sig væk fra tilliden 
til Gud.
Hun som lærer os, at efterfølgelse er aldrig at sige nej til Jesus.
Hun som viser, at man ikke kan bevare sit hjerte igennem kaos
ved at lukke det, men ved for enhver pris at holde det åbent.

Og der står vi så med alle vore egne
mere eller mindre forvirrede og uafklarede tanker
og forestillinger.
Om meningen med livet  – og døden!
Om Gud – om Jesus – om påsken – om bøn?
Vi vil så gerne lige have dem regnet ud.
Få dem bragt i orden – vores orden vel at mærke!
For så kan vi nok opleve indre afklaring og ro med Gud.

Men siger Thomas Merton:
Du vil aldrig nå frem til en fuldkommen indre fred og
afklaring, hvis du ikke får frigjort dig fra selve begæret
efter fred og afklaring.
Hvis du opgiver alle disse begær og længsler
og kun søger en eneste ting – Guds vilje –
vil han give dig afklaring og fred
i mødet med konflikter og prøvelser.

Med andre ord når Jesus kærligt inviterer os
og siger kom til mig og få hvile, betyder det:
Tag sigte efter mig og kom nærmere.
Forsøg ikke at beherske kaos ved at tage kontrol over det.
Fokuser din tillid på mig, så vil du finde en vej.

Søg først Guds rige og gør hans vilje,
så får I alt det andet i tilgift.
Matt. kap. 6, 33

Den rigtige stol

En lille 8-årig dreng kom ind på skolens kontor.
Han var meget ked af det – og stod et øjeblik og puttede sig ind til den voksne.
Så pegede han mod en lænestol i hjørnet og sagde:
Skal vi ikke sætte os over og snakke i “Jeg har det ikke så godt- stolen”!

I hans erfaring var “Jeg har det ikke så godt – stolen”,
der man satte sig, når hele verden gik imod en,
og man bare trængte til trøst 🙂

Når vi beder til Gud, kan vi også opfatte situationen,
som en “Jeg har det ikke så godt – stol”,
hvor vi kan sidde sammen med vor himmelske Far en lille stund.
Her kan vi fortælle ham om alt det, der trykker og bekymrer os.
Vores frygt og tvivl  – og vore ønsker og kampe.
Det er godt – og Gud siger, at vi frimodigt skal komme til ham med alt.

Men set fra Guds perspektiv sidder vi slet ikke i en
“Jeg har det ikke så godt – stol”.
Der sidder vi i stedet med ham i en “Alt er bragt i orden -stol”.

Bibelen er fuld af Guds løfter til os – løfter om hjælp og nærvær i enhver situation.
Løfter om at alt er ordnet, alt er betalt, alt er sonet, alt er tilgivet,
når vi omvender os i tro til Jesus.

Derek Prince gennemgår i bogen Købt med blod – Din aftale med Gud,
hvad der ifølge bibelen egentligt skete på korset,
da Jesus gav sit liv for os.

Der er tale om ni udvekslinger forstået på den måde,
at Jesus tilbyder at “bytte liv” med os –
så han tager alt det onde, mens vi kan få del i al det gode.

De ni udvekslinger er kort fortalt:
(Her blot med en enkel bibelhenvisning)

1) Jesus blev straffet, for at vi kunne få tilgivelse (Ef. 1,7)
2) Jesus blev såret, for at vi kunne blive helbredt (Matt. 8, 17)
3) Jesus blev gjort til synd, for at vi kunne få retfærdiggørelse (2. Kor. 5,21)
4) Jesus døde vores død, for at vi må leve hans liv (Rom. 6, 23)
5) Jesus blev gjort til en forbandelse, for at vi kunne få velsignelse (Ap. G. 10,38)
6) Jesus udholdt fattigdom, for at vi kunne få overflod (Joh.10,10)
7) Jesus bar vores skam, for at vi kunne få del i hans herlighed (Heb. 12,2)
8) Jesus udholdt forkastelse, for at vi kunne få Guds anerkendelse (Esajas. 53,3-6)
9) I Jesus døde det gamle menneske – for at det nye menneske kan leve i os (Rom. 6, 6-14)

Nogle af disse udvekslinger kan være kendte for os – andre mere fremmede.
Vore omstændigheder og livserfaringer kan synes så fjernt fra
disse løfter – og rigtigt er det, at først i evigheden vil vi se dem foldet helt ud.

Men bibelen råber alligevel til os på alle sider,
at Guds frelse og kærlige planer med os står fast.

Så vi opmuntres til på vores livsrejse  – uanset omstændighederne
fortsat at søge dybere og dybere ind i Guds løfter
og Guds sandheder for vore liv.

Opmuntrer os til at stole på, at der trods alt  –
uden om vores menneskelige erfarings-virkelighed,
er en endnu større og sand virkelighed – Guds virkelighed!

Opmuntrer os til at bede Komme dit rige!
og Lad din vilje ske!

Opmuntrer os til personligt
at tage imod løfterne i tro
ved at takke for dem
og bekende dem i vores liv.

Inviterer os til at overgive vore liv –
ånd, sjæl og legemer helt i hans varetægt
og trygt tage alt af hans hånd.
I barnlig tillidsfuld tro på –  at han så mere og mere
vil forvandle vores mørke til lys
pga. Jesu fuldbragte værk på korset.

Måske begynder vi så vores bøn i  “Jeg har det ikke så godt – stolen”,
men vores Amen kan blive sagt i “Alt er bragt i orden – stolen”.

Jeg ønsker for jer, at I hele tiden må vokse
i jeres forståelse
af Gud og vores Herre Jesus Kristus,
og derved opleve
en stadig større rigdom af nåde og fred.
2. Pet. 1, 2

.

Nye briller

For nylig så jeg en film gennem en 3D-brille.
Der er virkelig stor forskel på at se i 3 dimensioner –
i stedet for de sædvanlige to.
En helt ny oplevelse af dybder og autensitet.

Når vi læser bibelen, er det også meget afgørende, hvilke briller vi har på.
Vi kan vælge at tage skepsis-briller på – eller tvivlens briller.
Måske de kritiske eller ligegyldighedens briller?

De rigtige briller at læse bibelen med er gennem korsets briller –
eller måske klarere sagt: gennem forsoningens briller.

Alt i bibelen både i Det gamle Testamente (GT)
og i det Nye Testamente (NT) skal ses og forstås
gennem den virkelighed, som udspandt sig på korset:
Hvor Gud selv gennem Jesus, tog vores synd –
og overvandt den smertefulde død, for at forene sig med os.

Arild Edvardsen forklarer det således:
Forsoningsværket er Guds store centrum.
Helt fra evighedens morgen har Gud centeret sig om dette.
Alle hans handlinger og hele hans Ord har været med dette værk for øje.

Alle skrifter, fortællinger og forbilleder i GT,
har 
Gud givet os med forsoningen for øje.
De skal alle være med til at kaste lys over forsoningsværket.
For at forstå GT rigtig må man have Guds forsoningsværk i tankerne-
ellers vil fortolkningen ikke blive sand.

I GT læser vi om tempeltjenestens mange regler for ofre og renselse.
Synd, oprør og ulydighed kunne betyde døden.
Dette kan synes så fjernt fra den kærlighedens Gud, vi tror på i NT.

Men ser vi på dette gennem forsoningens briller,
åbner der sig dybder, der på ingen måde skiller GT og NT.
Tværtimod!

Så ser vi en hellig Gud, som synd simpelthen ikke
kan overleve fællesskab med.
Derfor måtte Gud sørge for renselse og beskyttelse
af sine elskede mennesker.

På et tidspunkt vil Gud åbenbare sig og tale
direkte til folket på Sinaj bjerg.
Dette var farligt på grund af Guds hellighed og menneskets syndighed.

Så Gud giver nøje besked på, at hele bjerget skal spærres af,
så intet menneske kommer i fare.
Det sørger Moses for, men igen beder Gud ham advare folket.
Moses beroliger Gud med, at afspærringen er på plads,
men endnu engang får Moses besked på at advare folket.
En kærlig og beskyttende fars omsorg!

Gud er hellig, og synd kan bare ikke overleve i Guds nærhed.
Men Gud er også kærlighed – og han vil fællesskab med sit folk,
vil kommunikere med det og lede dets vej.

Gud laver derfor en aftale med sit folk –  Den gamle Pagt –
hvor han lover altid at være med dem,
hvis de vil vælge ham og holde hans bud.

Mennesket kan ikke holde sin del af aftalen – og bryder den.
Men det gør Gud ikke!
I stedet for at vende ryggen til sin skabning –
beslutter Gud i stedet at sørge for det hele selv!

Gud kommer derfor til os gennem Jesus, der viser, hvordan han er:
En elskende far, tilgivende, helbredende –  men stadig hellig.
Og til sidst giver han sig selv som skyldoffer på Golgata.

Dermed har han med sit eget blod sørget for det helt nødvendige:
renselse af synden, så han kan få fællesskab med os.
Han har forsonet sig selv med os!

Derfor tilbydes vi ”et par nye briller ”- en Ny Pagt!
Vores del i den er blot at vælge at tage imod denne gave i tro!
ALT andet i den aftale har vor himmelske Far selv sørget for 🙂

Gud skabte gennem hans død på korset
mulighed for fred og forsoning mellem sig selv
og alt på jorden og i himlen.
Kol. 1,20

Dragen Eustace

Hold dog op med al den snak om Narnia!
Det er jo bare sludder og eventyr, vrænger fætter Eustace,
når Lucy og Edmund fortæller om deres oplevelser
i Narnia og med løven Aslan.
Eustace håner dem og siger, at man ikke skal stole
på sådan noget sludder, man ikke kan se.

Men en dag åbner et havmaleri sig – og alle tre børn suges ind
i nye oplevelser i Narnia  – ombord på skibet Morgenvandreren.

Eustace kommer på et tidspunkt til en dal fyldt med
guldskatte, og han bliver så optaget af at skrabe til sig,
at han glemmer alt andet.
Eustice kommer til at tage et forhekset guldarmbånd på,
og det forvandler ham til en frygtelig ildsprudlende drage.

De andre børn bliver meget bange for ham,
men da de opdager, at der er Eustace,
prøver de at tage sig af ham.
Hverken Lucy eller Edmund kan dog hjælpe Eustace.

Først da Aslan kommer og blæser kraftfuldt løveild over ham,
smeltes den onde dragekrop væk – og Eustace bliver fri.

Eustice bliver et menneske igen.
Bagefter er han helt forandret –
både over for de andre og over for sig selv!
Eustace erklærer at fra nu af,
vil Aslan altid være hans konge
og hans vigtigste valg i livet.
Han undskylder sin onde opførsel –
og bliver rigtig gode venner med de andre.

Da Lewis skrev denne historie, ønskede han at
lære os noget om det at være menneske – og om Jesus!

Mennesker kommer også til at være onde mod hinanden –
og vi vælger tit helt forkert, så vi bliver fanget –
og ikke selv kan komme fri.

Måske bliver vi ligesom Eustace så optaget af at blive rige
og få mange ting, at det helt griber os.
Måske bliver vi så optaget af os selv –
at alt i livet kommer til at handle om,
at jeg har det godt, og jeg får min vilje.

Bibelen lærer os, at der er noget, vi alle er fanget af.
Det er synd, som betyder, at vi ikke stoler på Gud,
og at vi vælger at være u-kærlige mod hinanden.
Derfor har vi alle brug for en Aslan, der kan sætte os fri.

I Morgenvandrerens rejse fortæller Aslan,
at han faktisk også er i menneskenes verden,
men at han der har et andet navn.

Hvad mon det er for et navn? 🙂
Det andet navn er Jesus, fortæller bibelen os.
Det er ham, der vejleder os –  og følger os kærligt
og beskyttende, ligesom Aslan gør i Narnia.
Og det er Jesus, der kan frelse os og sætte os fri
fra de “dragekroppe”, vi er fanget i her.

Jesu kraft er hans blod, som han uskyldig udgød på korset –
netop for at redde os.
Akkurat ligesom Aslan døde uskyldig på stenalteret
i en af de andre Narniabøger.

Lucy og Edmund blev drillet, fordi de troede på Aslan.
Her i verden kan vi også blive drillet eller ligefrem forfulgt,
når vi tror på Jesus.
Men bibelen fortæller, at når historien ender –
og verden en gang slutter,
vil sandheden komme frem –
og alle ville se,
at Jesus er Herren 🙂

Dit ord er mere værd for mig end guld og sølv i dynger.
Salme 119,7

aslan-og-eustace

 

Karius og Baktus

Av, av det gør så ondt i mine tænder, græder Jens.
Har du husket at børste tænder, spørger mor!
Det gør Jens så – men det hjælper slet ikke på smerterne.

Det er de små usynlige bakterier Karius og Baktus,
der har lavet hullerne i Jens´mund.
Så Jens og Mor må en tur til tandlægen.
Han borer hullerne i tænderne
og fylder dem ud, så de ikke længere gør ondt på Jens.

Karius og Baktus er stadig i Jens´mund ,
men nu er de bange.
For de ved, at de har tabt – hvis?

Hvis Jens vælger at børste tænder igen!
For så har de nemlig ingen huller at gemme sig i mere.

Heldigvis vælger Jens at børste tænder,
og Karius og Baktus bliver skyllet ud,
inden de når at lave nye huller.

Bibelen fortæller, at der også er en slags usynlige “bakterier”,
der laver huller i menneskens liv.
Bibelen kalder dem for Djævelen og hans venner.
De vil have menneskenes liv til at gå i stykker
og prøver at få dem til at gøre onde ting ved sig selv og hinanden.

Så bliver menneskene meget kede af det og meget bange –
og de tænker måske som Jens:
Av av, det gør så ondt i mit liv!

Menneskene kan ikke selv udfylde de huller,
som Djævelen og hans venner laver.

Mange unge og voksne prøver selv
fx ved at tage piller, stoffer eller
alt for meget alkohol.

Andre prøver at arbejde helt vildt meget, tjene mange penge
eller supertræner kroppen for at stoppe hullerne.
Men det hjælper alt sammen ikke rigtigt noget.
Måske glemmer de lidt, at det gør ondt – men smerterne kommer igen.

Så menneskene må til tandlægen for at få hjælp
ligesom Jens.
Gud er den eneste “tandlæge”, man kan gå til,
hvis man har den slags smerter og huller i livet.
Og det har alle mennesker faktisk, siger bibelen.

Ingen af os kan selv klare Djævelen selv,
og de huller han laver i vores liv med onde ting –
og døden til sidst.

Men da Jesus døde på korset – og opstod igen,
klarede han Djævelen og alt det onde.
Han sørgede for ALT det, der skal til,
for at vi kan få gratis hjælp
til at få lavet alle vores huller hos Gud.

Men der er to vigtige ting, vi må lære af Jens.

For det første:
Faktisk at gå til tandlægen for at få hjælp!
Det betyder, at bede Gud om at hjælpe os,
fordi Jesus har sørget for det hele.

For det andet:
Huske at børste tænderne igen –
for at skylle munden ren .
Det kunne Jens gøre, da først tandlægen havde
stoppet hullerne.

Vi må også fortløbende huske at  “skylle”
Djævelen og hans bakterier væk.
Det gør vi ved at tro på Guds ord, der siger;
at vi er reddet fra hullerne
på grund af Jesu blod på korset.

Jens begyndte at børste tænder hver dag.
Det kan vi også gøre ved at være
sammen med Jesus  –
ved at snakke med ham og læse i hans Ord.

Så lad gå til tandlægen med hullerne,
og derefter huske at børste tænder.
Både i munden og i livet.
Hver dag 🙂

Men da Jesus hørte det, sagde han til dem:
De raske har ikke brug for læge, det har de syge.
Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige,
men syndere.
Markus 2, 17

lille

 

Farveblind

Rød eller grøn?
To meget forskellige farver, tænker de fleste af os sikkert.
Og i trafikken er det ganske praktisk at kunne kende forskel på de to farver 😉

Folk, der er farveblinde, kan imidlertid fortælle,
hvordan det kan være helt umuligt for deres hjerner
at skelne de to farver fra hinanden.

Kan vi mon også være åndeligt farveblinde?

En præst stod med en flaske klar vand.
Det er sådan, vi gerne vil være, sagde han.
Rene, gode, kærlige…
Og det er måske sådan, vi tænker, at Gud kun vil møde os.

Så tog han en flaske vand tilsat grøn frugtfarve.
Men det er reelt sådan, vi ofte oplever vi er.
Fyldt af grøn gift – det bibelen kalder synd.
Hovmodige, dømmesyge, grådige, utilgivende, ukærlige…

Derefter hældte præsten et par dråber rød frugtfarve ned i den grønne flaske.
Og straks gennem-farvede den røde farve alt det grønne –
så flasken var nu fyldt med rødt vand.

Det er det, der sker, når vi vælger at tro på Jesus
som Guds søn og vores frelser.
 bliver vi gennemfarvede af Jesu rensende blod –
og intet kan skille den farve fra igen,
hvis ikke vi ønsker det.

Bibelen er så klar, når den forklarer os, hvad frelse er.
Frelse er ikke, at vi gør alt, hvad vi kan for at blive mere og mere
“lysegrønne” i håb om Guds sympati og kærlighed.

Frelse er det, Jesus har gjort for os.
Som vi kan vælge at tage imod eller forkaste, som enhver anden gave.

Tager vi imod Ham i tro, farver Jesu rensende blod os helt røde.
Så er vi hans børn – elskede og tilgivet, og da kan vi altid frimodigt komme til Gud
som vores kærlige, nærværende og omsorgsfulde Far.

Men vi kan have så svært ved at forstå den sandhed!
Jesus, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv? – spurgte den rige unge mand.
Hans udgangspunkt var helt forkert:
Hvad skal jeg?
For det er det, Jesus har gjort, det hele begynder med og bygger på.

Et af spørgsmålene i statsborger-testen lyder:
Hvordan oplever man frelse i protestantismen?
Og svar-mulighederne er: gennem afholdenhed – gennem tro – gennem gode gerninger.

Mange danskere svarer faktisk forkert på dette spørgsmål.
De tror, at frelse i kristendommen opnås gennem gode gerninger!
Jamen dog – kan vi så sige, det ved vi bestemt godt, ikke er det rigtige svar!

Gør vi nu også altid det?
Jo – måske med hjernen.
Men hvad med vores inderste bevidsthed om dette?

Jeg tror, at det er et problem for de fleste kristne,
at de ikke ved, om de er retfærdige eller ej,

siger Derek Prince.

Med andre ord er rigtigt mange kristne måske
i virkeligheden åndeligt farveblinde.
Når de ser på sig selv, ser de ikke den røde farve,
som er den nye farve for dem, der tror på Jesus.

De ser i stedet stadig sig selv som grønne –
pga. alle de fejl og brist, vi kan opleve i vore liv.
Men det ER ikke sandheden, fortæller bibelen os.

Glem alt om den klare rene flaske, sagde præsten.
Det er kun den røde farve, Gud ser efter.

Vi er gennem troen på Jesus på en gang
både syndere og retfærdiggjorte.
Det betyder, at det, der kan synes så grønt –
faktisk er helt rødt  – gennemfarvet af Jesu blod.

Denne nye identitet skal vi begynde at tage på os og leve i –
som 
en virkelighed!
For det er nemlig Guds sandhed om os!

Det er på grund af ham, at vi nu er accepteret af Gud,
at vi er erklæret syndfri og står rensede ind for Gud.
1. Kor. 1 v. 30

Den rette væg

En midtvejskrise er mere noget, som henviser til det forkerte værdisystem,
end  til alderen i den gruppe, hvor den viser sig.
Pludselig indser du, at stigen, du har klatret på, hælder mod den forkerte væg.

Sådan beskriver en kristen psykolog mange menneskers oplevelse
af frustration, tristhed og meningsløshed, når de med alderen oplever,
at fx energi og helbred svækkes, og illusioner brister.

Den forkerte væg!
Hvad er det?
Karriere, sundhed, skønhed, rigdom, energi, popularitet, succes, medgang?

Bibelen foreslår os at træde lige spor på alle vore veje hen mod målet.
Med andre ord at hælde vores stige mod den rette væg –
i alle sammenhænge og i alle relationer i vore liv.
I familien, blandt venner, på arbejdspladsen, i menigheden.
I vores økonomi og øvrige ansvarsområder  –
ja, i al vores omgang med ressourcer og natur.

Jesus er meget konkret, når han snakker om,
hvad målet så er med os og det hele:
Vi skal elske Gud – og vi skal elske hinanden.

Altså – vi må tro på, at Gud har skabt os, elsker os og vil frelse os.
Tro på at Han er sammen med os hele livet,
og at han vil lede, styrke og hjælpe os gennem alt.

Og elske hinanden?
Ja, også det har Jesus gjort meget konkret i hans snak om,
at alt hvad vi ønsker, andre skal gøre mod os, skal vi også gøre mod dem.

Hvad er det, vi kan ønske af andre?
Forståelse, lydhørhed, omsorg, tilgivelse, anerkendelse, ærlighed,
respekt, accept, indleven?
Og størst af alt er kærligheden…

Tidsånden fortæller os, at vi selv skal skabe vore værdier,
selv finde vores egne meninger og sandheder.
Intet bliver længere givet til os i det moderne samfund –
hverken af traditioner eller familiebånd.

Hver enkelt menneske må finde sin egen vej i et
mylder af holdninger og værdier.
En virkelighed, der reelt fylder mange med meningsløshed –
og giver grobund for frygt og tomhed.

Gud tilbyder os hjælp –  lige ned i denne forvirring.
Han fortæller, at der faktisk er noget, der er gyldigt,
noget der er større end os selv og vore egne “sandheder”!

Noget der altid kan være et lys på vejen.
Noget der altid kan været anker i stormen.
Et kompas at rette sine tanker og handlinger ind efter –
midt i al forvirringen.

Vi vil stadig på vores livsrejse kunne opleve at blive forvirrede,
miste fodfæste, ængstes og synde ( = gå fejl af målet).

Men i alt det svære har Gud givet os et pejlemærke at
rette fokus, bøn og tanker hen imod,
så vi ikke bare driver hjælpeløse omkring overgivet
til tilfældigheder og mørke.

Vi skal ikke sætte vores tillid til os selv eller andre mennesker,
men til Ham, som selv går med os, ikke lader os i stikken
og aldrig svigter os, siger Han.

Tillid til Gud og kærlighed til medmennesket
er en væg, der kan holde i alle sammenhænge og i alle tider.
Den vil kunne bære trygt igennem alle aldre – lige hjem i evigheden 🙂

Jeg viser dig visdommens vej og leder dig af rette stier.
Hold fast ved mit råd og slip det ikke,
for mine ord vil føre dig sikkert gennem livet.
Ordsprogene kap. 4 vers 11 – 13

Mysteriet i Torino

Jeg var ikke ret gammel, da jeg første gang hørte det omtalt.
Dette fascinerende og mystiske ligklæde fra Torino, der måske havde tilhørt Jesus.
Mystisk på grund af det mærkelige næsten fotografiske aftryk,
som man ikke kunne forklare fremkomsten af.
Fascinerende hvis det virkelig skulle vise sig at være ægte –
og dette aftryk dermed skulle være sat påskemorgen  –
af opstandelsens lysglimt!

Gennem årene er debatten om ligklædet hyppigt dukket op igen.
Senest i Udfordringen i sidste uge i en foromtale af et foredrag,
som fotografen fra det officielle forskerhold bag ligklædet, skal holde i Danmark.
Se artikel

Barrie Schwoetz hedder han.
Han var verdslig jøde – og i sagens natur ikke nogen stor fortaler for kristendommen,
da han blev tilknyttet projektet i 1978.
Mest af alt tænkte han, der var tale om et falskneri.
Da så en kulstof-14 prøve daterede ligklædet til middelalderen,
var han lige ved at forlade projektet.
Men en stor overraskelse fik ham til at blive.

Et fotografisk instrument, der anvendtes til projektet, var designet til at måle røngten.
Normalt ville et billede vise sig forvrænget gennem dette instrument.
Men mærkeligt nok kom billedet på ligklædet her tydeligt frem.
Den eneste måde, det kan ske på, er ved at der sker en interaktion mellem krop og stof.
Det kan ikke projiceres.
Det er ikke et fotografi – fotografier har ikke den slags oplysninger,

kunstværker heller ikke, forklarer Schwoetz.
Det er ikke på nogen måde muligt, at en middelalderlig falskner
kan have haft viden til at skabe 
noget som dette,
og til at gøre det med en metode, som vi ikke engang kan finde ud af i dag…

Schwoetz blev på projektet, og senere viste det sig da også,
at kulstof-14 prøven var blevet lavet på en reparationslap og ikke på selve klædet.
Få har som Schwoetz studeret ligklædet, og han har efterfølgende undervist
i hele verden om sine epokegørende fotografier og undersøgelser af ligklædet.
Han har bl.a. skrevet en artikel med titlen:
Ligklædet i Torino ændrede mit liv.

Niels Svensson er dansk læge og medlem af Shroud Science Group,
et internationalt fællesskab af forskere og sagkyndige på alle relevante felter,
der løbende beskæftiger sig med ligklædet
og udveksler resultater og synspunkter.

Han har bl.a. oprettet den officielle danske hjemmeside for ligklædet.
Se hjemmeside

Niels Svensson skrev i 2007 bogen Det sande ansigt – Jesus og ligklædet i Torino.
Jeg er ikke meget for at hævde – som mange gør – at ligklædet beviser opstandelsen.
Jeg vil hellere fremhæve, at ligklædet bringer os så tæt på opstandelsens mysterium,
som det er menneskeligt muligt.”

Avisen BT skrev for nogle år siden en artikel om ligklædet og dets historie.
Se artikel
Her fortælles bl.a., at det var et fotografi taget i 1895,
der i mørkekammeret for første gang afslørede
aftrykket af en mands ansigt på klædet.

Niels Svensson fortæller om undersøgelserne :
Vi var helt nede på mikroskop-niveau, men kom et meget stort skridt nærmere et svar.
Det stærkeste bevis for, at der ikke er tale om en forfalskning,
kom fra en italiensk forsker.
Med laserstråler skabte han farveændringer i de alleryderste lag af hørceller,
som svarer til forandringerne på det originale klæde.
Derfor er man nu inde på, at billedet må være opstået ved en form for bestråling.

Men Peter løb alligevel ud til graven for at se nærmere efter.
Da han kom derud, bøjede han sig ned og kiggede ind gennem den lave åbning.
Der var ikke andet at se end de efterladte ligklæder.
Så gik han hjem, mens han undrede sig over, hvad der mon var sket.
Lukas kap. 24 v. 12

 

 

 

 

Naturvidenskabens bæger

Karsten Pultz voksede op som ateist med en klar overbevisning
om den materialistiske evolutionlæres sandhed.
I forbindelse med forberedelse af noget undervisning i fysik,
stødte han imidlertid på informationer om huller i teorien,
der overraskede ham meget.
Denne information gjorde ham nysgerrig  –
og han satte sig for at undersøge
det nærmere.

Det blev begyndelsen til en studieproces over mange år –
hvor Karsten Pultz i sine fordybelser og søgen efter fakta
flere gange måtte revidere sit syn på alt,
hvad han tidligere havde troet på.

Og endelig måtte han konkludere, at han intet bevis havde fundet
for evolutionens materalistiske tilfældige variation og naturlig udvælgelse,
som er kernen i teorien.

Tværtimod!
Alt hvad han fandt tydede i stedet på,
at der måtte stå en skaber – en intelligens bag det hele.
En erkendelse, der betød at Karsten Pultz i sidste ende valgte at blive troende.

Denne proces er der kommet en særdeles spændende,
oplysende, overraskende og modig bog ud af:
Exit Evolution. Se bog    Se TV- interview
I bogen gennemgås en lang række af de faktorer, som dels evolutionsterorien,
dels troen på en skabelse forholder sig til.

Jeg vil ikke gå nærmere ind på disse dybt interessante emner i denne blog –
men blot varmt anbefale bogen, der også kan læses uden særlige forudsætninger
på det naturvidenskabelige område 🙂

I stedet vil jeg kort omtale nogle af de personer, jeg har mødt i bogen,
og som også har været på en spændende erkendelsesrejse i deres forskning.

Kvantefysikeren Max Planck hyldes af mange som
en af de største videnskabsmænd nogen sinde.
I 1944 sagde han, at han havde viet hele sit liv til rationel videnskab
og derfor ikke kunne kaldes en drømmer.
Men hans forskning havde ledt ham til den overbevisning,
at der ikke kunne eksistere noget stof, uden at der måtte være ånd først.
Da enhver ånd tilhører en person, er vi tvunget til at antage, at denne ånd er en person.
Siden personer ikke bliver til af sig selv, men må skabes, vil jeg uden tøven, som folkeslag gennem årtusinder har gjort, kalde denne hemmelighedsfulde skaber for Gud.

Den verdensberømte fysisker Werner Heisenberg, der bl.a. er kendt
for udvikling af det tyske atomprogram under 2. verdenskrig har sagt følgende:
Den første slurk af naturvidenskabens bæger gør en til ateist –
men på bunden af bægeret venter Gud.

Professor i biokemi Dean Kenyon bevægede sig i sin karriere
fra at være evolutionist til at blive kreationist (tro på en skabelse).
Han måtte gennem sin forskning erkende at,
ingen naturlig proces kan producere de informationsbærende sekvenser af molekyler.
Han endte ikke blot med at forkaste 30 år af sin egen forskning –
men hele evolutionstænkningen.

Dr. Jerry Bergman var også en glødende ateist,
der med evolutionstænkningen forsøgte at få andre til at opgive troen på en gud.
Men forskningen viste ham, at teorien ikke kunne være sand.
Der er to muligheder, enten har liv udviklet sig gradvist ved tilfældige processer,
eller også er det skabt.
Og Bergman måtte til sidst udelukke muligheden af det første!

Anthony Flew var i mange år en slags ateismens pave.
Hans værker blev udbredt og læst over hele verden.
Men efter at have været ateist i 50 år,
vendte Flew i en alder af 81 pludselig helt om og bekendtgjorde,
at han var blevet overbevist om eksistensen af en Gud.

Det var især opdagelser inden for DNA forskningen, der viser at DNA er opbygget af informationer (ligesom vi kender det fra en computer), der gjorde udslaget.
Resultaterne af over 50 års forskning i DNA har forsynet os med materiale
til et nyt enormt kraftfuldt argument for design.
Efterfølgende skrev Flew i sin alderdom bogen:
There is a God!

De kan ikke undskylde sig med, at de ikke kender noget til Gud,
for han har sat sine tydelige spor i skaberværket.
Rom. kap. 1 vers 19