Nye briller

For nylig så jeg en film gennem en 3D-brille.
Der er virkelig stor forskel på at se i 3 dimensioner –
i stedet for de sædvanlige to.
En helt ny oplevelse af dybder og autensitet.

Når vi læser bibelen, er det også meget afgørende, hvilke briller vi har på.
Vi kan vælge at tage skepsis-briller på – eller tvivlens briller.
Måske de kritiske eller ligegyldighedens briller?

De rigtige briller at læse bibelen med er gennem korsets briller –
eller måske klarere sagt: gennem forsoningens briller.

Alt i bibelen både i Det gamle Testamente (GT)
og i det Nye Testamente (NT) skal ses og forstås
gennem den virkelighed, som udspandt sig på korset:
Hvor Gud selv gennem Jesus, tog vores synd –
og overvandt den smertefulde død, for at forene sig med os.

Arild Edvardsen forklarer det således:
Forsoningsværket er Guds store centrum.
Helt fra evighedens morgen har Gud centeret sig om dette.
Alle hans handlinger og hele hans Ord har været med dette værk for øje.

Alle skrifter, fortællinger og forbilleder i GT,
har 
Gud givet os med forsoningen for øje.
De skal alle være med til at kaste lys over forsoningsværket.
For at forstå GT rigtig må man have Guds forsoningsværk i tankerne-
ellers vil fortolkningen ikke blive sand.

I GT læser vi om tempeltjenestens mange regler for ofre og renselse.
Synd, oprør og ulydighed kunne betyde døden.
Dette kan synes så fjernt fra den kærlighedens Gud, vi tror på i NT.

Men ser vi på dette gennem forsoningens briller,
åbner der sig dybder, der på ingen måde skiller GT og NT.
Tværtimod!

Så ser vi en hellig Gud, som synd simpelthen ikke
kan overleve fællesskab med.
Derfor måtte Gud sørge for renselse og beskyttelse
af sine elskede mennesker.

På et tidspunkt vil Gud åbenbare sig og tale
direkte til folket på Sinaj bjerg.
Dette var farligt på grund af Guds hellighed og menneskets syndighed.

Så Gud giver nøje besked på, at hele bjerget skal spærres af,
så intet menneske kommer i fare.
Det sørger Moses for, men igen beder Gud ham advare folket.
Moses beroliger Gud med, at afspærringen er på plads,
men endnu engang får Moses besked på at advare folket.
En kærlig og beskyttende fars omsorg!

Gud er hellig, og synd kan bare ikke overleve i Guds nærhed.
Men Gud er også kærlighed – og han vil fællesskab med sit folk,
vil kommunikere med det og lede dets vej.

Gud laver derfor en aftale med sit folk –  Den gamle Pagt –
hvor han lover altid at være med dem,
hvis de vil vælge ham og holde hans bud.

Mennesket kan ikke holde sin del af aftalen – og bryder den.
Men det gør Gud ikke!
I stedet for at vende ryggen til sin skabning –
beslutter Gud i stedet at sørge for det hele selv!

Gud kommer derfor til os gennem Jesus, der viser, hvordan han er:
En elskende far, tilgivende, helbredende –  men stadig hellig.
Og til sidst giver han sig selv som skyldoffer på Golgata.

Dermed har han med sit eget blod sørget for det helt nødvendige:
renselse af synden, så han kan få fællesskab med os.
Han har forsonet sig selv med os!

Derfor tilbydes vi ”et par nye briller ”- en Ny Pagt!
Vores del i den er blot at vælge at tage imod denne gave i tro!
ALT andet i den aftale har vor himmelske Far selv sørget for 🙂

Gud skabte gennem hans død på korset
mulighed for fred og forsoning mellem sig selv
og alt på jorden og i himlen.
Kol. 1,20

Dragen Eustace

Hold dog op med al den snak om Narnia!
Det er jo bare sludder og eventyr, vrænger fætter Eustace,
når Lucy og Edmund fortæller om deres oplevelser
i Narnia og med løven Aslan.
Eustace håner dem og siger, at man ikke skal stole
på sådan noget sludder, man ikke kan se.

Men en dag åbner et havmaleri sig – og alle tre børn suges ind
i nye oplevelser i Narnia  – ombord på skibet Morgenvandreren.

Eustace kommer på et tidspunkt til en dal fyldt med
guldskatte, og han bliver så optaget af at skrabe til sig,
at han glemmer alt andet.
Eustice kommer til at tage et forhekset guldarmbånd på,
og det forvandler ham til en frygtelig ildsprudlende drage.

De andre børn bliver meget bange for ham,
men da de opdager, at der er Eustace,
prøver de at tage sig af ham.
Hverken Lucy eller Edmund kan dog hjælpe Eustace.

Først da Aslan kommer og blæser kraftfuldt løveild over ham,
smeltes den onde dragekrop væk – og Eustace bliver fri.

Eustice bliver et menneske igen.
Bagefter er han helt forandret –
både over for de andre og over for sig selv!
Eustace erklærer at fra nu af,
vil Aslan altid være hans konge
og hans vigtigste valg i livet.
Han undskylder sin onde opførsel –
og bliver rigtig gode venner med de andre.

Da Lewis skrev denne historie, ønskede han at
lære os noget om det at være menneske – og om Jesus!

Mennesker kommer også til at være onde mod hinanden –
og vi vælger tit helt forkert, så vi bliver fanget –
og ikke selv kan komme fri.

Måske bliver vi ligesom Eustace så optaget af at blive rige
og få mange ting, at det helt griber os.
Måske bliver vi så optaget af os selv –
at alt i livet kommer til at handle om,
at jeg har det godt, og jeg får min vilje.

Bibelen lærer os, at der er noget, vi alle er fanget af.
Det er synd, som betyder, at vi ikke stoler på Gud,
og at vi vælger at være u-kærlige mod hinanden.
Derfor har vi alle brug for en Aslan, der kan sætte os fri.

I Morgenvandrerens rejse fortæller Aslan,
at han faktisk også er i menneskenes verden,
men at han der har et andet navn.

Hvad mon det er for et navn? 🙂
Det andet navn er Jesus, fortæller bibelen os.
Det er ham, der vejleder os –  og følger os kærligt
og beskyttende, ligesom Aslan gør i Narnia.
Og det er Jesus, der kan frelse os og sætte os fri
fra de “dragekroppe”, vi er fanget i her.

Jesu kraft er hans blod, som han uskyldig udgød på korset –
netop for at redde os.
Akkurat ligesom Aslan døde uskyldig på stenalteret
i en af de andre Narniabøger.

Lucy og Edmund blev drillet, fordi de troede på Aslan.
Her i verden kan vi også blive drillet eller ligefrem forfulgt,
når vi tror på Jesus.
Men bibelen fortæller, at når historien ender –
og verden en gang slutter,
vil sandheden komme frem –
og alle ville se,
at Jesus er Herren 🙂

Dit ord er mere værd for mig end guld og sølv i dynger.
Salme 119,7

aslan-og-eustace

 

Karius og Baktus

Av, av det gør så ondt i mine tænder, græder Jens.
Har du husket at børste tænder, spørger mor!
Det gør Jens så – men det hjælper slet ikke på smerterne.

Det er de små usynlige bakterier Karius og Baktus,
der har lavet hullerne i Jens´mund.
Så Jens og Mor må en tur til tandlægen.
Han borer hullerne i tænderne
og fylder dem ud, så de ikke længere gør ondt på Jens.

Karius og Baktus er stadig i Jens´mund ,
men nu er de bange.
For de ved, at de har tabt – hvis?

Hvis Jens vælger at børste tænder igen!
For så har de nemlig ingen huller at gemme sig i mere.

Heldigvis vælger Jens at børste tænder,
og Karius og Baktus bliver skyllet ud,
inden de når at lave nye huller.

Bibelen fortæller, at der også er en slags usynlige “bakterier”,
der laver huller i menneskens liv.
Bibelen kalder dem for Djævelen og hans venner.
De vil have menneskenes liv til at gå i stykker
og prøver at få dem til at gøre onde ting ved sig selv og hinanden.

Så bliver menneskene meget kede af det og meget bange –
og de tænker måske som Jens:
Av av, det gør så ondt i mit liv!

Menneskene kan ikke selv udfylde de huller,
som Djævelen og hans venner laver.

Mange unge og voksne prøver selv
fx ved at tage piller, stoffer eller
alt for meget alkohol.

Andre prøver at arbejde helt vildt meget, tjene mange penge
eller supertræner kroppen for at stoppe hullerne.
Men det hjælper alt sammen ikke rigtigt noget.
Måske glemmer de lidt, at det gør ondt – men smerterne kommer igen.

Så menneskene må til tandlægen for at få hjælp
ligesom Jens.
Gud er den eneste “tandlæge”, man kan gå til,
hvis man har den slags smerter og huller i livet.
Og det har alle mennesker faktisk, siger bibelen.

Ingen af os kan selv klare Djævelen selv,
og de huller han laver i vores liv med onde ting –
og døden til sidst.

Men da Jesus døde på korset – og opstod igen,
klarede han Djævelen og alt det onde.
Han sørgede for ALT det, der skal til,
for at vi kan få gratis hjælp
til at få lavet alle vores huller hos Gud.

Men der er to vigtige ting, vi må lære af Jens.

For det første:
Faktisk at gå til tandlægen for at få hjælp!
Det betyder, at bede Gud om at hjælpe os,
fordi Jesus har sørget for det hele.

For det andet:
Huske at børste tænderne igen –
for at skylle munden ren .
Det kunne Jens gøre, da først tandlægen havde
stoppet hullerne.

Vi må også fortløbende huske at  “skylle”
Djævelen og hans bakterier væk.
Det gør vi ved at tro på Guds ord, der siger;
at vi er reddet fra hullerne
på grund af Jesu blod på korset.

Jens begyndte at børste tænder hver dag.
Det kan vi også gøre ved at være
sammen med Jesus  –
ved at snakke med ham og læse i hans Ord.

Så lad gå til tandlægen med hullerne,
og derefter huske at børste tænder.
Både i munden og i livet.
Hver dag 🙂

Men da Jesus hørte det, sagde han til dem:
De raske har ikke brug for læge, det har de syge.
Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige,
men syndere.
Markus 2, 17

lille

 

Farveblind

Rød eller grøn?
To meget forskellige farver, tænker de fleste af os sikkert.
Og i trafikken er det ganske praktisk at kunne kende forskel på de to farver 😉

Folk, der er farveblinde, kan imidlertid fortælle,
hvordan det kan være helt umuligt for deres hjerner
at skelne de to farver fra hinanden.

Kan vi mon også være åndeligt farveblinde?

En præst stod med en flaske klar vand.
Det er sådan, vi gerne vil være, sagde han.
Rene, gode, kærlige…
Og det er måske sådan, vi tænker, at Gud kun vil møde os.

Så tog han en flaske vand tilsat grøn frugtfarve.
Men det er reelt sådan, vi ofte oplever vi er.
Fyldt af grøn gift – det bibelen kalder synd.
Hovmodige, dømmesyge, grådige, utilgivende, ukærlige…

Derefter hældte præsten et par dråber rød frugtfarve ned i den grønne flaske.
Og straks gennem-farvede den røde farve alt det grønne –
så flasken var nu fyldt med rødt vand.

Det er det, der sker, når vi vælger at tro på Jesus
som Guds søn og vores frelser.
 bliver vi gennemfarvede af Jesu rensende blod –
og intet kan skille den farve fra igen,
hvis ikke vi ønsker det.

Bibelen er så klar, når den forklarer os, hvad frelse er.
Frelse er ikke, at vi gør alt, hvad vi kan for at blive mere og mere
“lysegrønne” i håb om Guds sympati og kærlighed.

Frelse er det, Jesus har gjort for os.
Som vi kan vælge at tage imod eller forkaste, som enhver anden gave.

Tager vi imod Ham i tro, farver Jesu rensende blod os helt røde.
Så er vi hans børn – elskede og tilgivet, og da kan vi altid frimodigt komme til Gud
som vores kærlige, nærværende og omsorgsfulde Far.

Men vi kan have så svært ved at forstå den sandhed!
Jesus, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv? – spurgte den rige unge mand.
Hans udgangspunkt var helt forkert:
Hvad skal jeg?
For det er det, Jesus har gjort, det hele begynder med og bygger på.

Et af spørgsmålene i statsborger-testen lyder:
Hvordan oplever man frelse i protestantismen?
Og svar-mulighederne er: gennem afholdenhed – gennem tro – gennem gode gerninger.

Mange danskere svarer faktisk forkert på dette spørgsmål.
De tror, at frelse i kristendommen opnås gennem gode gerninger!
Jamen dog – kan vi så sige, det ved vi bestemt godt, ikke er det rigtige svar!

Gør vi nu også altid det?
Jo – måske med hjernen.
Men hvad med vores inderste bevidsthed om dette?

Jeg tror, at det er et problem for de fleste kristne,
at de ikke ved, om de er retfærdige eller ej,

siger Derek Prince.

Med andre ord er rigtigt mange kristne måske
i virkeligheden åndeligt farveblinde.
Når de ser på sig selv, ser de ikke den røde farve,
som er den nye farve for dem, der tror på Jesus.

De ser i stedet stadig sig selv som grønne –
pga. alle de fejl og brist, vi kan opleve i vore liv.
Men det ER ikke sandheden, fortæller bibelen os.

Glem alt om den klare rene flaske, sagde præsten.
Det er kun den røde farve, Gud ser efter.

Vi er gennem troen på Jesus på en gang
både syndere og retfærdiggjorte.
Det betyder, at det, der kan synes så grønt –
faktisk er helt rødt  – gennemfarvet af Jesu blod.

Denne nye identitet skal vi begynde at tage på os og leve i –
som 
en virkelighed!
For det er nemlig Guds sandhed om os!

Det er på grund af ham, at vi nu er accepteret af Gud,
at vi er erklæret syndfri og står rensede ind for Gud.
1. Kor. 1 v. 30

Den rette væg

En midtvejskrise er mere noget, som henviser til det forkerte værdisystem,
end  til alderen i den gruppe, hvor den viser sig.
Pludselig indser du, at stigen, du har klatret på, hælder mod den forkerte væg.

Sådan beskriver en kristen psykolog mange menneskers oplevelse
af frustration, tristhed og meningsløshed, når de med alderen oplever,
at fx energi og helbred svækkes, og illusioner brister.

Den forkerte væg!
Hvad er det?
Karriere, sundhed, skønhed, rigdom, energi, popularitet, succes, medgang?

Bibelen foreslår os at træde lige spor på alle vore veje hen mod målet.
Med andre ord at hælde vores stige mod den rette væg –
i alle sammenhænge og i alle relationer i vore liv.
I familien, blandt venner, på arbejdspladsen, i menigheden.
I vores økonomi og øvrige ansvarsområder  –
ja, i al vores omgang med ressourcer og natur.

Jesus er meget konkret, når han snakker om,
hvad målet så er med os og det hele:
Vi skal elske Gud – og vi skal elske hinanden.

Altså – vi må tro på, at Gud har skabt os, elsker os og vil frelse os.
Tro på at Han er sammen med os hele livet,
og at han vil lede, styrke og hjælpe os gennem alt.

Og elske hinanden?
Ja, også det har Jesus gjort meget konkret i hans snak om,
at alt hvad vi ønsker, andre skal gøre mod os, skal vi også gøre mod dem.

Hvad er det, vi kan ønske af andre?
Forståelse, lydhørhed, omsorg, tilgivelse, anerkendelse, ærlighed,
respekt, accept, indleven?
Og størst af alt er kærligheden…

Tidsånden fortæller os, at vi selv skal skabe vore værdier,
selv finde vores egne meninger og sandheder.
Intet bliver længere givet til os i det moderne samfund –
hverken af traditioner eller familiebånd.

Hver enkelt menneske må finde sin egen vej i et
mylder af holdninger og værdier.
En virkelighed, der reelt fylder mange med meningsløshed –
og giver grobund for frygt og tomhed.

Gud tilbyder os hjælp –  lige ned i denne forvirring.
Han fortæller, at der faktisk er noget, der er gyldigt,
noget der er større end os selv og vore egne “sandheder”!

Noget der altid kan være et lys på vejen.
Noget der altid kan været anker i stormen.
Et kompas at rette sine tanker og handlinger ind efter –
midt i al forvirringen.

Vi vil stadig på vores livsrejse kunne opleve at blive forvirrede,
miste fodfæste, ængstes og synde ( = gå fejl af målet).

Men i alt det svære har Gud givet os et pejlemærke at
rette fokus, bøn og tanker hen imod,
så vi ikke bare driver hjælpeløse omkring overgivet
til tilfældigheder og mørke.

Vi skal ikke sætte vores tillid til os selv eller andre mennesker,
men til Ham, som selv går med os, ikke lader os i stikken
og aldrig svigter os, siger Han.

Tillid til Gud og kærlighed til medmennesket
er en væg, der kan holde i alle sammenhænge og i alle tider.
Den vil kunne bære trygt igennem alle aldre – lige hjem i evigheden 🙂

Jeg viser dig visdommens vej og leder dig af rette stier.
Hold fast ved mit råd og slip det ikke,
for mine ord vil føre dig sikkert gennem livet.
Ordsprogene kap. 4 vers 11 – 13

Mysteriet i Torino

Jeg var ikke ret gammel, da jeg første gang hørte det omtalt.
Dette fascinerende og mystiske ligklæde fra Torino, der måske havde tilhørt Jesus.
Mystisk på grund af det mærkelige næsten fotografiske aftryk,
som man ikke kunne forklare fremkomsten af.
Fascinerende hvis det virkelig skulle vise sig at være ægte –
og dette aftryk dermed skulle være sat påskemorgen  –
af opstandelsens lysglimt!

Gennem årene er debatten om ligklædet hyppigt dukket op igen.
Senest i Udfordringen i sidste uge i en foromtale af et foredrag,
som fotografen fra det officielle forskerhold bag ligklædet, skal holde i Danmark.
Se artikel

Barrie Schwoetz hedder han.
Han var verdslig jøde – og i sagens natur ikke nogen stor fortaler for kristendommen,
da han blev tilknyttet projektet i 1978.
Mest af alt tænkte han, der var tale om et falskneri.
Da så en kulstof-14 prøve daterede ligklædet til middelalderen,
var han lige ved at forlade projektet.
Men en stor overraskelse fik ham til at blive.

Et fotografisk instrument, der anvendtes til projektet, var designet til at måle røngten.
Normalt ville et billede vise sig forvrænget gennem dette instrument.
Men mærkeligt nok kom billedet på ligklædet her tydeligt frem.
Den eneste måde, det kan ske på, er ved at der sker en interaktion mellem krop og stof.
Det kan ikke projiceres.
Det er ikke et fotografi – fotografier har ikke den slags oplysninger,

kunstværker heller ikke, forklarer Schwoetz.
Det er ikke på nogen måde muligt, at en middelalderlig falskner
kan have haft viden til at skabe 
noget som dette,
og til at gøre det med en metode, som vi ikke engang kan finde ud af i dag…

Schwoetz blev på projektet, og senere viste det sig da også,
at kulstof-14 prøven var blevet lavet på en reparationslap og ikke på selve klædet.
Få har som Schwoetz studeret ligklædet, og han har efterfølgende undervist
i hele verden om sine epokegørende fotografier og undersøgelser af ligklædet.
Han har bl.a. skrevet en artikel med titlen:
Ligklædet i Torino ændrede mit liv.

Niels Svensson er dansk læge og medlem af Shroud Science Group,
et internationalt fællesskab af forskere og sagkyndige på alle relevante felter,
der løbende beskæftiger sig med ligklædet
og udveksler resultater og synspunkter.

Han har bl.a. oprettet den officielle danske hjemmeside for ligklædet.
Se hjemmeside

Niels Svensson skrev i 2007 bogen Det sande ansigt – Jesus og ligklædet i Torino.
Jeg er ikke meget for at hævde – som mange gør – at ligklædet beviser opstandelsen.
Jeg vil hellere fremhæve, at ligklædet bringer os så tæt på opstandelsens mysterium,
som det er menneskeligt muligt.”

Avisen BT skrev for nogle år siden en artikel om ligklædet og dets historie.
Se artikel
Her fortælles bl.a., at det var et fotografi taget i 1895,
der i mørkekammeret for første gang afslørede
aftrykket af en mands ansigt på klædet.

Niels Svensson fortæller om undersøgelserne :
Vi var helt nede på mikroskop-niveau, men kom et meget stort skridt nærmere et svar.
Det stærkeste bevis for, at der ikke er tale om en forfalskning,
kom fra en italiensk forsker.
Med laserstråler skabte han farveændringer i de alleryderste lag af hørceller,
som svarer til forandringerne på det originale klæde.
Derfor er man nu inde på, at billedet må være opstået ved en form for bestråling.

Men Peter løb alligevel ud til graven for at se nærmere efter.
Da han kom derud, bøjede han sig ned og kiggede ind gennem den lave åbning.
Der var ikke andet at se end de efterladte ligklæder.
Så gik han hjem, mens han undrede sig over, hvad der mon var sket.
Lukas kap. 24 v. 12

 

 

 

 

Naturvidenskabens bæger

Karsten Pultz voksede op som ateist med en klar overbevisning
om den materialistiske evolutionlæres sandhed.
I forbindelse med forberedelse af noget undervisning i fysik,
stødte han imidlertid på informationer om huller i teorien,
der overraskede ham meget.
Denne information gjorde ham nysgerrig  –
og han satte sig for at undersøge
det nærmere.

Det blev begyndelsen til en studieproces over mange år –
hvor Karsten Pultz i sine fordybelser og søgen efter fakta
flere gange måtte revidere sit syn på alt,
hvad han tidligere havde troet på.

Og endelig måtte han konkludere, at han intet bevis havde fundet
for evolutionens materalistiske tilfældige variation og naturlig udvælgelse,
som er kernen i teorien.

Tværtimod!
Alt hvad han fandt tydede i stedet på,
at der måtte stå en skaber – en intelligens bag det hele.
En erkendelse, der betød at Karsten Pultz i sidste ende valgte at blive troende.

Denne proces er der kommet en særdeles spændende,
oplysende, overraskende og modig bog ud af:
Exit Evolution. Se bog    Se TV- interview
I bogen gennemgås en lang række af de faktorer, som dels evolutionsterorien,
dels troen på en skabelse forholder sig til.

Jeg vil ikke gå nærmere ind på disse dybt interessante emner i denne blog –
men blot varmt anbefale bogen, der også kan læses uden særlige forudsætninger
på det naturvidenskabelige område 🙂

I stedet vil jeg kort omtale nogle af de personer, jeg har mødt i bogen,
og som også har været på en spændende erkendelsesrejse i deres forskning.

Kvantefysikeren Max Planck hyldes af mange som
en af de største videnskabsmænd nogen sinde.
I 1944 sagde han, at han havde viet hele sit liv til rationel videnskab
og derfor ikke kunne kaldes en drømmer.
Men hans forskning havde ledt ham til den overbevisning,
at der ikke kunne eksistere noget stof, uden at der måtte være ånd først.
Da enhver ånd tilhører en person, er vi tvunget til at antage, at denne ånd er en person.
Siden personer ikke bliver til af sig selv, men må skabes, vil jeg uden tøven, som folkeslag gennem årtusinder har gjort, kalde denne hemmelighedsfulde skaber for Gud.

Den verdensberømte fysisker Werner Heisenberg, der bl.a. er kendt
for udvikling af det tyske atomprogram under 2. verdenskrig har sagt følgende:
Den første slurk af naturvidenskabens bæger gør en til ateist –
men på bunden af bægeret venter Gud.

Professor i biokemi Dean Kenyon bevægede sig i sin karriere
fra at være evolutionist til at blive kreationist (tro på en skabelse).
Han måtte gennem sin forskning erkende at,
ingen naturlig proces kan producere de informationsbærende sekvenser af molekyler.
Han endte ikke blot med at forkaste 30 år af sin egen forskning –
men hele evolutionstænkningen.

Dr. Jerry Bergman var også en glødende ateist,
der med evolutionstænkningen forsøgte at få andre til at opgive troen på en gud.
Men forskningen viste ham, at teorien ikke kunne være sand.
Der er to muligheder, enten har liv udviklet sig gradvist ved tilfældige processer,
eller også er det skabt.
Og Bergman måtte til sidst udelukke muligheden af det første!

Anthony Flew var i mange år en slags ateismens pave.
Hans værker blev udbredt og læst over hele verden.
Men efter at have været ateist i 50 år,
vendte Flew i en alder af 81 pludselig helt om og bekendtgjorde,
at han var blevet overbevist om eksistensen af en Gud.

Det var især opdagelser inden for DNA forskningen, der viser at DNA er opbygget af informationer (ligesom vi kender det fra en computer), der gjorde udslaget.
Resultaterne af over 50 års forskning i DNA har forsynet os med materiale
til et nyt enormt kraftfuldt argument for design.
Efterfølgende skrev Flew i sin alderdom bogen:
There is a God!

De kan ikke undskylde sig med, at de ikke kender noget til Gud,
for han har sat sine tydelige spor i skaberværket.
Rom. kap. 1 vers 19

Giv slip!

På Jesu og apostlenes tid var de bemærkelsesværdige helbredelser
de mest iøjnefaldende resultater af den kristne tro,
skriver Orla Lindskov i avisen Udfordringen

Han slår fast, at det vigtigste i kristendommen er menneskets frelse
men også i dag er helbredelser en del af Jesus virke i sin kirke.
For mange kan det imidlertid være svært – for hvad med dem, der ikke bliver helbredt?
Skal der noget bestemt til – en særlig tro eller udholdenhed eller…?

Orla Lindskov har selv viet sit liv til at bede for syge – og han siger om dette:
Mange kristne, som er syge har i dag en stærk længsel efter at blive helbredt i Jesu navn.
Men denne længsel samt forbønnen fører ofte i begyndelsen ikke til det ønskede resultat.
Den syge føler sig så naturlig nok ulykkelig og skuffet.

Men mange fortsætter alligevel deres søgen efter forbøn og helbredelse.
De anstrenger sig, selv om netop det ikke er godt for deres syge legeme.
Ofte kommer også anklagen ind over den syge om for lidt tro, om synd, om tvivl osv.
Det sker ofte, når den syge ser andre, som blev helbredt.

Men, siger Lindskov, det er så vigtigt, at vi får den syge til at forstå,
at helbredelse fra Gud ikke gives, fordi vi mennesker anstrenger os.
Jesus bar vore sygdomme op på Golgatas kors.
Det er hos Jesus, anstrengelserne ligger.
Han tog vore anstrengelser på sig, for at vi skulle få fred.

Når den syge ophører med sine anstrengelser og får fred og afslappes,
da indtræder den gode forandring ofte.

Den helbredelse, som den syge kæmpede for at få, kommer nu ligesom af sig selv.

Lindskov sammenligner dette med oplevelsen af, at vi pludselig ikke kan huske et navn.
Jo mere vi anstrenger os, jo mere er navnet væk.
Men slapper vi af – og giver slip på tanken, kommer navnet ofte af sig selv.

Vores bøn om og vores søgen efter helbredelse sætter store kræfter i bevægelse
i den åndelige verden.
Men helbredelsen indtræffer ikke ved vore fortsatte anstrengelser.
En klog teolog har engang sagt:
Når mennesket slipper, kan Gud komme til at tage fat.

Vi skal koble Gud ind i vores sygdom ved bøn og tro,
men helbredelsen fuldbyrdes ikke ved vore anstrengelser,
men ved Guds indgreb, når vi er kommet til hvile hos ham.

Catherine Marshall er inde på det samme i bogen Bøn.
Her beskriver hun en særlig dyb form for bøn: Overgivelsens bøn.
Her ser mennesket virkeligheden i øjnene –
også det vi frygter allermest, når vi trues på liv og helbred –
og overgiver alt til Guds virke og Guds vilje.

Pga. det åbenlyst frugtesløse i denne krævende bøn,
såvel som udmattelsen i krop og sjæl,
overgiver den bedende sig endelig til muligheden af,
hvad hun frygter allermest.

Her indtræffer vendepunktet.
Pludselig og uforudsigeligt forsvinder frygten.
Freden lister sig ind i hjertet.

Fra det øjeblik begynder bønnens besvarelse.

Somme tider kommer det mirakuløse og herlige bønnesvar på netop dette tidspunkt.
I andre situationer ledes vi af den gode Hyrde fra overgivelse til vished.

Til tider må Gud fortælle os, at han ikke kan lade os få det, vi har bedt om.
Det er indlysende, at dersom vi ikke har set også den mulighed i øjnene,
har vi ikke ment det alvorligt, da vi bad overgivelsens bøn.

Overgivelsens bøn handler i virkeligheden om barnet,
som opgiver sit oprør mod at være barn,
siger Catherine Marshall –
og i stedet lægger sin hånd i Faderens store, beskyttende hånd
i tillid til hans ledelse, selv når det er allermørkest.

Sæt dig stille i Herrens nærhed,
vent tålmodigt, 
så griber Han ind.
Salme 37, vers 7

Drik!

På et tidspunkt oplevede en kvinde stor udmattelse i sit liv.
Hun beskrev det således, at hvis hun var en mobiltelefon,
var der nok ikke andet at gøre end at skifte batteriet!
I sine bønner bad hun ofte Gud om at genoplade de tomme batterier.
En dag oplevede hun imidlertid Guds stemme i sit indre:
Mit kære barn, du har ingen batterier og har aldrig haft det.
Det handler om, at du skal være tilsluttet kontakten!

Vi ejer ikke kraften eller styrken, vi får fra Gud.
Vi kan ikke opbevare den eller vogte den.

Bibelen lærer os, at vi må drikke uophørligt af hans levende vand.
Hver dag – hvert øjeblik må vi drikke af hans kilder.

Vi slukker ikke menneskelig tørst ved at tale om vand.
Tørsten stilles først, når vi rent faktisk drikker vandet.
Det samme gælder i det åndelige liv – først når vi drikker af
Guds levende vand, slukkes tørsten.

I sin bog Tørst beskriver Max Lucado, hvordan et tørstig hjerte kan vise sig.
Du bliver pirrelig. Bekymringerne skyller ind over dig.
Skylden og frygten vokser sig stærke.
Håbløshed. Ærgelse. Irritabilitet. Usikkerhed.
Alt dette er advarselstegn.

Symptomer på indvendig udtørring.

Så Max Lucado opfordrer os til at gøre det samme for vores sjæl,
som vi gør for vores krop: drik!
Jesus lærer os det samme: Den, der tørster skal komme til mig og drikke.

Det menneskelige vand behøver ingen instrukser, når vi har indtaget det.
Det løber hen og styrker vores krop, hvor der er behov for det.
På samme måde behøver Jesus ingen instrukser for at finde vore udtørrede områder,
men han har brug for tilladelse til at komme ind i os.

Vi må begynde med at anerkende vores tørst.
At se på vores ensomhed, rastløshed og frygt som udtryk for tørre hjerter og
mangel på hans vand.
I vores bøn må vi så atter og atter drikke
og således helt konkret modtage Jesu levende vand ind i vore liv.

Religion kan dulme tørst, men aldrig tilfredsstille!
Kirkelig aktivitet kan skjule tørsten,
men det er kun Kristus, der kan slukke den.

Max Lucado beskriver meget konkret, hvad han gør.
Der er ifølge ham fire  “væsker”, vi kan indtage for at holde vores sjæl tilpas fugtig.
Det er Guds værk på Golgatha, Guds kraft, Guds herredømme og Guds kærlighed.

Disse fire væsker har Lucado formet i en lille bøn,
som han beder flere gange dagligt
og i alle mulige livssituationer.
På samme måde som han rent fysisk indtager vand
flere gange i løbet af dagen:

Herre, jeg kommer tørstig til dig.
Jeg kommer for at drikke, for at modtage.

Jeg tager imod din gerning på korset og i din opstandelse.
MIne synder er tilgivet, og min død er besejret.

Jeg tager imod din kraft.
I Helligåndens kraft formår jeg alt gennem Kristus, som giver mig styrke.

Jeg giver mig ind under dit herredømme.
Jeg tilhører dig.
Intet kommer til mig uden at passere gennem dig.

Jeg tager imod din kærlighed.
Intet kan skille mig fra den.

Jesus svarede:
Hvis du vidste, hvad Gud kan give dig,
og hvis du forstod, hvem jeg er,
så var det dig, der ville bede mig om noget at drikke –
og så ville jeg give dig levende vand!
Joh. kap. 4 vers 10

 

 

Let it go

I Disneys eventyrfilm Frozen følger vi prinsesse Elsa, der har en særlig magisk gave.
Hun kan med sine bare hænder skabe is og dermed de flotteste isskulpturer, slotte og panoramaer.
I begyndelsen oplever vi, hvordan Elsa bruger sin magi – men da hun ikke kan styre den,
og er ved at skade sin søster, bliver hun bange.
Derfor vælger hun altid at gå med handsker for ikke at komme til at gøre noget forkert med sin evne.

Senere indser Elsa, at hun ikke kan leve sit liv på den måde  –
og på den måde fornægte en del af sig selv.
Hun vælger derfor at flygte ud i bjergene – alene.
Undervejs smider hun handskerne og synger sin berømte sang Let it go
mens hun med små håndbevægelser skaber det ene smukke isscenarium efter det andet.

Som kristne er vi også bærere af en særlig kraft.
Ikke en opdigtet eventyrfantasi – men en virkelig kraft: nemlig Guds kraft.

Bibelen lærer os, at når vi tror på Jesus – vil han komme og bo i vore hjerter gennem sin Ånd.
Paulus forklarer, at det faktisk er den samme Ånd, som opvakte Jesus fra de døde.
Altså ikke noget ligegyldigt og ubetydeligt – men Guds egen Ånd, der har skabt hele universet!

Som kristen kan det være meget svært at forstå og forholde sig til.
Kan jeg, der mest af alt føler mig som et skrøbeligt lerkar – virkelig have Guds Ånd i mig?
Ja – siger bibelen – sådan er det!

Det betyder så, at det ikke er min kraft eller mine evner, det handler om.
Det er Guds kraft, det afhænger af.

Elsa skulle blot lave små håndbevægelser for at sætte sin iboende kraft i spil.
Et lille vink med hånden og det smukkeste palads tårnede sig op.

På et tidspunkt manglende Jesus mad til flere tusinde mennesker.
En lille dreng kom tillidsfuldt og gav ham sin madpakke – to små fisk og fem brød.
I menneskehænder var det intet bevendt overfor det kæmpe behov.
I Jesu hænder var det rigeligt!
Hans kraft og guddommelighed kunne mangfoldigøre det ubetydelige,
som i tillid blev lagt i hans hænder.

Vi kan også opleve, at vi står med en meget lille madpakke –
og tænke at vore brød er tørre og fisken ikke helt frisk!
Men lagt i Jesus hænder betyder det intet.

Vi må trygt og tillidsfuldt bruge det lidt, vi har og give det i Guds hænder.
En bøn, et smil, en velsignelse, et telefonopkald, et opmuntrende ord,
et besøg, nogle penge, en invitation?
Det kan virke som så lidt – men Guds Ånds kraft gennem disse ting,
kan give det en ufattelig stor virkning.

I slutningen af filmen lærer Elsa at bruge sin kraft på en god måde.
Hun vender tilbage til fællesskabet, hvor hendes gave bliver til glæde og velsignelse
for de andre i byen.

Måske skal vi som Elsa også tumle os frem og øve os.
Måske er vi også bange for at gøre nogle forkert,
hvis vi vælger at bede for nogle, fortælle om Jesus eller noget helt tredje.
Det gør ikke noget!
Det vigtigste er, at vi går igang,  og i tillid til Jesus får smidt handskerne!
Let it go!

Så sendte han dem ud for at forkynde budskabet om Guds rige
og for at helbrede de syge.
Lukas kap. 9 vers 2