Umiddelbart synes denne overskrift unægtelig at indeholde en stor modsætning.
Men ikke ifølge Michael Wells, der i bogen Faret vild i ørkenen, beskriver sin vej tilbage
til enkel tro ved at blive i Kristus øjeblik for øjeblik.

Lad mig gøre det klart, at en vantro troende er en person, som er kristen, født på ny
og kommer i himlen, men aldrig har troet på Jesus med hele sit væsen.
Det vil sige, han har taget imod Jesu nåde, kærlighed og omsorg, men samtidig føler han,
han selv skal have styr på hver del af sit kristne liv, skal forandre mennesker omkring sig,
forandre sig selv og søge at behage Gud!

Michael mener, at mange kristne har taget imod i tro at
Gud har omsorg for alle deres behov.
Alligevel føler de i en form for vantro,
at han alligevel ikke vil hjælpe netop dem.
De  oplever, de må gøre alting selv og lever derfor fortsat i stor uro.
Men er det sådan en frelse, vi har modtaget hos Kristus?

For at forstå hvad frelse egentligt betyder, må vi gå tilbage til GT.
Her refererer frelse oftest til udfrielse fra nuværende konflikter,
omstændigheder og fjender.
Når de råbte, havde de brug for hjælp lige nu!
Vi kommer ind i himlen ved at blive født på ny –
men vi har også brug for frelse fra alt det, der plager os i øjeblikket.

Vi har brug for at forstå og erfare, at korset og frelsen ikke bare gælder det evige liv.
Den er også en udfriende og helbredende kraft, der virker i vore liv her og nu.
Ved vi ikke det, fristes vi til at bruge alle mulige former for mestringsmekanismer
og afguder i vore egne forsøg på at skabe ro og tryghed
for at håndtere smerten i al det kaotiske.
Alkohol, stoffer, sex, forbrug, kontrol, underholdning, kropsdyrkelse, disciplinering,
mad, tilbagetrækning, arbejde… – listen er næsten uendelig.
Men de fjerner aldrig rigtigt problemerne – de vedligeholder dem snarere.
 
Vi kan vælge 4 positioner:
1) Jeg ikke Kristus
2) Jeg og Kristus
3) Kristus og jeg
4) Kristus ikke jeg

Rigtig mange kristne befinder sig i position 3.
De er dybt ulykkelige, for de ønsker virkeligt, at Kristus skal være Herre i deres liv,
men alligevel oplever de, at når deres egne planer ikke lykkes
og problemerne fortsætter, må de selv tage over.
Freden findes i position 4.
Her har vi lært hemmeligheden ved at være afhængig af Kristus og have tillid til ham alene.
Der kan vi gå ind i Guds hvile og øjeblik for øjeblik kaste al vores bekymring på Ham.

Michael spørger os:
Hvilke afguder flygter du til, når du er under stress og pres?
Vi har dem alle, og som troende er vi i en proces med at lægge dem til side.
Er du træt af at stole på falske guder?
Er du parat til at opgive alt andet end Herren Jesus Kristus?
Hvis du er, så er du parat til at komme ind i det forjættede land, stedet med sand hvile,
det sted hvor Gud er alt i alle.

Vores himmelske Far har uendelig meget mere magt end vores fjende.
Alt hvad vi behøver for at modtage af Faderens magt er simpel tro,
som begynder med de ord, vi siger.
Bønnens kraft ligger ikke i, hvordan bønnen bliver udtalt eller i den person, der beder.
At du måske ikke føler, at han hører dig har ingen betydning.
Bønnens kraft er udelukkende betinget af Ham, der hører den.
Og det er Faderen i himlen, der har befalet os at bønfalde Ham af én årsag:
for at han kan høre og svare!

Herre skilt fra dig kan jeg intet gøre.
Jeg er helt afhængig af dig.
Tak at uanset hvad jeg føler, så er jeg i dig.
Tak at det ikke er en position, jeg skal kæmpe for at bevare,
for du har selv sat mig der.
Jeg giver mit problem til dig – tak at du har taget det.
Din vilje ske!

De har forladt mig, som er kilden med det friske livgivende vand,
og de har hugget sig vandreservoirer, der ikke kan holde vand.
Jeremias 2, 13

Gud kalder mig til at hjælpe kristne, der har lidt nederlag!

Sådan skriver Michael Wells i bogen Faret vild i ørkenen, hvor hans glade og fredfyldte hvile i troen hurtigt blev afløst af års kampe med pligtbøn, bibel uden tiltrækning, gentagne og uovervindelige synder og ingen følelsesmæssig erkendelse af Guds eksistens og nærvær.

Michael forsøgte alt for at genvinde freden og troen – kristne selvhjælpsbøger, bibelskole, teologistudie, bibellæsning, efterlignelse af Jesu liv, konferencer, møder…
Den gennemgående motivation hos ham var, at han måtte finde løsningen i kundskab og i det at kunne præstere noget.
Det var en stor vildfarelse, erfarede han senere – og intet hjalp ham ud af oplevelsen af nederlag, frustration og et kristenliv i middelmådighed og tilbagegang.

Intet af det passede med Jesu beskrivelse af et liv i overflod for den troende.
I stedet oplevede han gennem mange år et liv med nederlag, omtumlethed, selvstræben,
endeløse bønner – og trældom under følelser, tanker og synd.

Vi ønsker at lave om på det, vi er, og det vi gør, vi ønsker også
at ændre på omstændighederne, så vi kan blive acceptable for ham.
Men trods alle vore anstrengelser og kampe – lykkes vi ikke!
For det er en helt forkert tænkning og vej for et Guds barn.

I stedet må vi ifølge Michael finde svaret i evangeliets enkelhed.
En enkelhed der så let går tabt i denne blanding af metoder, stræben,
forkerte gudsbilleder og selvarbejde.

”Svaret ligger ikke i noget, vi skal gøre, men nærmere i noget, vi må tro.
Kristen vækst består ganske enkelt i at tage imod, hvad vi har haft hele tiden,
fra den første dag, vi gav vore liv til Kristus.”

Liv i overflod er ikke noget, vi kan eller skal arbejde for – eller selv tilegne os.
Det er ikke noget, der kræver beslutsomhed, viljekraft, intellekt, talent eller evner.

Det er tværtimod noget, der allerede ER givet os!
Guds accept af mig er ikke betinget af noget som helst, jeg gør eller prøver at gøre.
Tværtimod er den givet mig på grund af det jeg er – Guds barn.

Dette enkle liv – det sejrende liv – kan kun erfares ved at blive i Kristus
og leve i ham øjeblik for øjeblik.
Den kristne må lære og erfare, at alt i ham selv må opgives –
og i stedet tro på og modtage det hele gennem Kristus.

Jeg begyndte mit kristne liv i simpel tro stående ved foden af korset.
Ikke desto mindre forlod jeg denne position gennem manglende tro
og ledte i stedet efter færdigheder i mig selv, som jeg kunne stole på –
meget ligesom israelitterne i ørkenen.
Jo længere jeg fjernede mig fra korset, jo mere fortabt og forvirret blev jeg,
indtil jeg besluttede at vende tilbage til udgangspunktet.
Det var der, jeg fandt den enkelhed, jeg havde mistet.
Vær ved godt mod for det er Guds plan at føre alle til et liv i fred og glæde.
Så kravl nu ind i faderens arme, lad ham bære dig fremad…

Kom til mig alle I som er trætte og tynget ned af byrder,
og jeg vil give jer hvile.
Matt. 11, 28

Herre gør mig tålmodig og gør det snart!
Vi kan smile af denne selvmodsigende bøn,
men det er måske i virkeligheden en bøn, mange af os har lyst til at bede!

I bogen “Tålmodighed – giv plads til evigheden” tager Niels Nymann Eriksen –
inspireret af Søren Kierkegaard –
os med ind i tålmodighedens dybere univers.
Det handler ikke så meget om den gængse form for tålmodighed med fokus på at
kunne vente og behovsudskyde for så i sidste ende at opnå noget.
Men den form for tålmodighed der bliver en måde at leve på – en måde at
“vinde sin sjæl tilbage fra verden på“.
En vej til at blive den person, som man egentligt er skabt til at være.

Det er ikke en selvhjælpsbog – ikke en vej til at få nye erkendelser
og til at lære nye teknikker.
Tværtimod faktisk.
Alt det jeg har at sige, ligger alt sammen gemt i ordet tålmodighed.
Hvad ligger der i dette begreb?
Der ligger en vilje til at stå livet igennem uden at forcere det, en villighed til selv at
undergå en forandring, før man vil forandre verden…
Styrken til at stå fast, ikke give op, ikke flygte men tøve og vente på afklaring…

I denne dybere form for tålmodighed sker forandringen inde i personen.
Som et insekt der opløses i en puppe for at modnes til noget nyt, noget større.
Tålmodighed er således ikke noget, der kan læres, men en forvandling sindet må undergå.
Det handler ikke om at vinde nye forståelser,
men om at “tilegne sig det man allerede ved”.

Bogen er ikke til selvhjælp og egne anstrengelser – men en bog til opbyggelse, understreger forfatteren.
Opbyggelseslitteraturen hjælper os ikke til at mestre tilværelsen, men til at overgive os i tillid!
Opgaven er ikke at finde egne ressourcer, som kan holde os oppe,
men til at forudsætte, at der er et fundament større end os.

Og dermed ændres hele fortegnet, for hvor selvhjælpsbogen i sidste ende
må overlade individet til sig selv, er opbyggelsesbogens budskab, at vi aldrig er alene.
Heller ikke i de situationer hvor intet andet menneske kan gøre os følgeskab.

Tanken er, at sjælen er verdens uretmæssige ejendom,
som mennesket i tålmodighed skal vinde tilbage.
Men denne indre frihedskamp indebærer, at mennesket har et sted at høre til.
Der må være en strand, en bund, hvor mennesket kan finde fodfæste,
hvis det skal lykkes at gøre sig fri fra bølgeslaget.

Dette grundlag er det evige eller Gud, som mennesket må opdage
for at kunne støde fra mod verden og modtage sin sjæl.

Der siges ikke ved eller gennem tålmodighed,
men i tålmodighed skal I erhverve jeres sjæle.
Tålmodighed er sjælens element og netop derfor,
er det at erhverve sin sjæl “stilhedens arbejde” .
Der er ikke tale om at erobre, at jage og gribe efter noget,
men om at blive mere og mere stille.

Utålmodigheden gør, at man mister sin sjæl.
Den gør mennesket rastløs og fanger det i bekymringer.

Utålmodigheden viser imidlertid ikke sit sande ansigt før sent i livet.
I ungdommen har den ofte ønskets form – noget man ønsker at eje eller opnå.
Men hvad enten ønsket opfyldes eller ej,
giver den ikke en vedvarende følelse af tilfredshed.
Så tager forsættet over.
Der lægges planer, beregnes omkostninger, sættes mål.
Så når et menneske endelig tinden…
Men snart vil det “vansmægtes af utålmodighedens kolde hede”.
For det brændstof der drev ham herop nemlig sammenligning, konkurrence,
mulighedernes kalde, vil ikke holde op med at brænde.
Han vil ikke være i stand til blot at være sig selv.
Og nu viser utålmodigheden sig i sin sidste skikkelse, som hvisker:
Det er for sent, der er ikke mere håb, dit liv er færdigt;
og værre endnu det er spildt, tabt, fortabt!

Tålmodigheden derimod lader sig hverken bedrage af ønsket, forsættet eller sejren.
Den er ikke uroligt optaget af at afsøge, hvilke muligheder dagen i morgen vil bringe,
men afventer tillidsfuldt, det som kommer.
Vel har den tålmodige ønsker og forsæt og lægger planer for i morgen.
Men han flytter ikke ind i ønsket eller forsættet og opretholder en indre distance til sine egne planer.
Han ved, at det vigtigste ikke er noget, han har frem for andre,
men noget han har fælles med alle andre mennesker…

Vær stille, og erkend at jeg er Gud
Salme 46,10

Jeg følte stor trang til at Google, udspørge lægerne og finde undersøgelser,
så jeg kunne lære alt om min søns genfejl.
Jeg ville være supermor, problemløser og professor på området.

Sådan beskriver psykolog Pia Callesen det, da hendes nyfødte søn blev diagnosticeret
med en alvorlig genfejl, der kunne medføre hjerneskade.
På det tidspunkt var hun imidlertid også i gang med at tage en efteruddannelse
i Metakognitiv terapi, der de senere år er vundet meget frem.
Metakognitiv terapi handler ikke om at “bearbejde” traumer
og lære at kontrollere og ændre sine tanker – tværtimod!
I stedet handler det om at gøre så lidt som muligt ved sine tanker.

Grundtanken er, at menneskets sind er skabt til hele og regulere sig selv.
Ligesom den øvrige del af kroppen er det, hvis man fx får et sår.
Men ligesom kradsning i et sår kan vedligeholde og muligvis inficere det,
kan alt for megen tænkning og indad-fokus vedligeholde og forværre mentale sår.

I stedet for at bruge indadrettet energi på negative tanker og følelser,
skal man lade være med at kæmpe imod dem – og øve sig i at acceptere dem,
som de er.
Altså bare lade dem være uden at give dem opmærksomhed og i stedet prøve at
flytte fokus fra den indre stemning og ud i livets mange gøremål.
Så kan sindet få ro til at hele.

Men min nye viden om metakognitiv terapi hjalp mig til at begrænse mine spekulationer.
Jeg skulle ikke bruge alle mine mentale kræfter på at finde løsninger og helbrede Louie.
Det skulle lægerne. Jeg skulle ikke spekulere mig ned i depressive symptomer.
Jeg skulle i stedet være en nærværende mor for Louie og en støttende kone for min mand.

Denne tænkning er på mange måde sammenfaldende
med bibelens anbefalinger for det mentale liv.
Fra evangelierne kender vi Jesu opfordring til ikke at bekymre os,
men leve en dag ad gangen i tillid til Gud Faders omsorg.

Sarah Young oplevede gennem sit liv en længsel efter denne indre fred
i Jesu nærvær.
Gennem årene i sine stille stunder med bøn og bibellæsning oplevede
hun mere og mere konkret, at ordene blev levende for hende –
også ind i hendes mentale tænkning.

Hun fortæller:
Et bibelvers, der har forvandlet mit liv er: Vær stille og erkend at jeg er Gud!
Andre ord for at “være stille” er “slap af”, “giv slip” og “hold op med at kæmpe”.
Det er en tillokkende invitation fra Gud til at lægge vore bekymringer fra os
og søge ind i hans nærhed.

Sarah Young begyndte at skrive dagbøger,
og hun har siden udgivet dem som små andagtsbøger, hvor hun deler,
hvad hun erfarede, at Jesu sagde til hende fx:

I stedet for at planlægge og vurdere, så øv dig i at sige tak og vise,
at du har tillid til mig hele tiden.
Det er noget, der vil revolutionere dit livsmønster.

I stedet for at prøve at bekæmpe din frygt,
så koncentrer dig om at stole på mig.

Kom til mig alle I som er trætte og tynget ned af byrder –
og jeg vil give jer hvile,
Matt. 11, 28

Jesus har mange forskellige betegnelser i biblen.
Han er Guds søn, Frelseren, Herren,
Den gode hyrde, Guds lam for blot at nævne nogle af dem.
Men for de mennesker, som var nærmest på Jesus i de tre og et halvt år
han trådte offentligt frem, var han også noget andet.
De kaldte ham Mester eller Rabbi.
Begge titler betyder det samme – nemlig lærer.

Allerede i Det gamle Testamente viser Gud sig som lærer.
I Salme 32 siger han:
Jeg vil lære og undervise dig om den vej, du skal gå.
Jeg vil give dig råd.
Mit blik er rettet mod dig.

En erfaren skolemand fortalte engang, at han altid lagde mærke til lærerens rolle,
når han skulle vurdere en undervisningssituation.
Den gode undervisning opstod oftest der, hvor læreren var aktiv og nærværende
sammen med børnene i læringsprocessen.
Ud fra den betragtning må Jesus siges at være en særdeles god lærer!

Gud tilbyder at være vores lærer og helt konkret undervise
og give os råd livet igennem. Løftet gælder alt i vore liv.
Det kan handle om konkrete valg i forhold til arbejde, aktiviteter og projekter, vi er involveret i.
Det kan være handlinger og prioriteringer i samspillet med familie eller andre relationer.
Ja alle områder hvor vi kan have brug for vejledning og guidning.

Men en god læreproces fordrer også en god elev.
Og hvordan er den gode elev – hvordan kan man lære noget?
Det vigtigste er, at man har lyst til at lære noget!
At man ved, man kan blive klogere og ikke nødvendigvis selv har alle svar.
Man kan søge viden i “lærebogen”.
Man kan lytte opmærksomt til sin lærer og hyppigt sparre med ham undervejs.
Man kan øve sig og prøve at praktisere, hvad man lærer og erfarer.
Man kan udveksle erfaringer og samarbejde med sine “medstuderende”.

Ny undervisningsforskning viser, at det er helt afgørende for en god læreproces,
at eleven er klar over, hvad der skal læres og hvorfor.

Her behøver vi heller ikke være i tvivl, når vi har Jesus som lærer.
I Esajas kap. 48 hedder det fx således:
Jeg er Herren din Gud, som lærer dig, hvad der gavner,
som fører dig ad vejen, du skal vandre.
Gid du ville lytte til mine befalinger, så blev din fred som en flod
og din retfærdighed som havets bølger.

Og “pensum” finder vi overalt i bibelens bøger fx:
* Tag imod frelse gennem mig – og stol på mig af hele dit hjerte!
* Kast alle jeres bekymringer på mig og lev en dag ad gangen!
* Tilgiv hinanden – og døm ikke!
* Bed og arbejd – og glem ikke at hvile!
* Vær gavmilde med alt – for I vil høste, som I sår!
* Elsk hinanden – for størst er kærligheden!

En bøn:
Tak Jesus, at du vil undervise mig om den gode vej gennem livet.
Tak at du vil give mig råd, og at dit omsorgsfulde blik altid er rettet mod mig.
Tak at du er en nærværende, kærlig og indgribende Frelser.
Du er i sandhed den gode hyrde – og den gode lærer!
Gør mig modtagelig for dig og din undervisning.
Lad mig kunne høre dine gode råd og din stille kærlige guidning i mit indre.
Giv mig vilje, lyst og evne til at gå på den vej, du lærer mig.

Ja, Herre, lær mig at forstå dine veje,
vis mig den sti, jeg skal følge.
Lær mig at leve i din sandhed,
for du er min Gud og frelser.
Det er dig, jeg sætter min lid til.
Salme 25, 4-5

Vi har netop fejret jul, og de fleste har sikkert oplevet både at få
og give gaver helt efter traditionen.
Det glædelige budskab fra juleevangeliet har også igen lydt,
at født er os en frelser.
En redningsmand, der kom for at tage al skyld, skam og straf væk
fra vore trætte sind og skuldre.
Hvilken gave!
Og så alligevel måske så svær at modtage for mange af os.

Hvor akavet ville det ikke være, hvis vi juleaften fandt pung eller MobilPay frem,
for at betale vore kære for de gaver, vi fik.
Men når det gælder Guds gave til os – Jesus, er det så vanskeligt for os blot at modtage.
Vi tænker, at vi må da skylde Gud noget og prøver at betale tilbage på en eller anden måde.
Måske med gode gerninger, fromme tanker eller ved i det mindste
bare at prøve at leve “et pænt liv”.

Hvorfor er det mon så svært for os at have tillid til,
at Jesus er Guds kærlighedsgave til os?
En helt gratis gave vi får, bare fordi han elsker hver enkelt af os så meget,
og af hjertet ønsker at redde os både i liv og død.

Max Lucado fortæller om Henry Nouwen, der fik en lektion i hvad tillid er,
da han besøgte The Flying Rodleighs – en trapezfamilie.
Nouwen oplevede, hvordan de fløj gennem luften med deres imponerende numre,
og efterfølgende fik han en snak med en af akrobaterne, der fortalte ham følgende:

Hemmeligheden er, at den der flyver, ikke gør noget, men at griberen gør alt.
Når jeg flyver hen til Joe (min griber), skal jeg kun strække mine arme og hænder ud
og vente på, at han griber mig og trækker mig sikkert over.
Det værste, man kan gøre, er at prøve at gribe griberen.
Det er ikke meningen, at jeg skal gribe Joe. Det er Joes opgave at gribe mig.
Hvis jeg greb Joes håndled, brækkede jeg den måske, eller han brækkede måske mine,
og det ville være fatalt for os begge.
Den der flyver, skal flyve, og griberen skal gribe, og den,
der flyver skal med udstrakte arme stole på, at hans griber er der for ham.

Max Lucado tilføjer:
I frelsens store trapez-opvisning er Gud griberen,
og vi er flyverne. Vi stoler udelukkende på Guds evne til at gribe os.
Din himmelske Far har aldrig tabt nogen. Han taber heller ikke dig.
Hans greb er fast, og hans hænder åbne.

Rick Warren skriver det således i sin bog “The purpose of Christmas”:
Du føler måske, at du må vinde Guds anerkendelse, fortjene Guds kærlighed
og kæmpe dig vej til himlen ved at gøre noget godt eller prøve at være perfekt.
Hvis du har tænkt sådan, har jeg gode nyheder til dig:
Det fungerer overhovedet ikke på den måde.
Her er hvad bibelen siger om frelse:
Folket spurgte Jesus:
Jamen hvordan kan vi arbejde for Gud?
Jesus svarede:
At arbejde for Gud vil sige at tro på den, han har sendt. (Joh. 6, 28-29)

På en britisk konference for sammenlignende religionsstudier debatterede
eksperter fra hele verden, hvad der var særligt unikt ved den kristne tro.
Debatten fortsatte, indtil C.S. Lewis kom ind og sagde:
Det er da let at svare på. Det er nåden!

Men man kan ikke arbejde sig frem til en fortjeneste hos Gud.
Man må tro på ham, for han erklærer syndere skyldfri på
grund af deres tro.
Rom. Kap. 4 vers 5