Tøsepiger og tøsedrenge

Det onde er dødt. Synd er afskaffet af pædagogpræsterne.
Skyld er noget, man har i forhold til skattevæsenet og bankerne.
Og menneskene flakker rundt i deres indre univers og plages af de ugerninger,
de har begået.
De går i terapi for at slippe af med spøgelserne. Men det nytter intet, fordi der intet forløsende
magi er i, at terapeuten siger: “Du er tilgivet – nu må du blot tilgive dig selv.”
Det runger blot rundt derinde på indersiden af hjernen.
Terapeuternes kunster begrænser sig stort set til at jage folk ind i dem selv.
Ikke til at få dem ud over sig selv.
Hvad nytter selvrefleksion, når problemet er, at livets ugerninger skal dømmes,
straffes, sones og dermed ugøres?

Sådan siger psykologen N.P. Agger og fortsætter:
Kan vi mennesker leve med dette?
Leve med at være alene med vore synder uden et system,
der kan afslutte disse?
Farer vi ikke vild inde i os selv og må etablere

vores egen rensende skærsild eller gå ind under evig fordømmelse?
Er det den pris, vi må betale for at have lukket Guds øje til og skænket hinanden
den gnidningsløse frihed?
Hvad laver præsterne?

Flemming Bak Poulsen sætter i bogen Tilgivelse er ikke for tøsedrenge
fokus på tilgivelse i et teologisk og psykologisk perspektiv.

Udfordringen i dag er, at tilgivelsen bliver privatiseret.
Tilgivelse bliver noget, der hovedsageligt foregår i et menneskes følelser og tanker.
Det bliver vigtigere at forsone sig med det, der skete, end med den, der gjorde det.
Det er tilgivelse med selvet i centrum.
Jeg skal tilgive, fordi jeg har brug for at hele såret i mig selv.

Men tendensen viser også ifølge Bak Poulsen, at vi er mere optagede af at tilgive
end selv at blive tilgivet.
Vi lærer først og fremmest at forstå os selv som ofre for andres ondskab.
Man kan sagtens tale om skyld og synd hos andre, det er sværere at se den hos sig selv.
Men vi er ikke kun ofre, siger Bak Poulsen.
Vi er også overgribere og har brug for at erkende dette.

Også ud fra et bibelsk perspektiv er det en vigtig pointe.
Vi kan ikke bare flytte tilgivelsen ind i menneskets psyke.
Det er relevant og nyttigt at arbejde psykologisk med det, der skete.
Men at kalde det tilgivelse vil være forkert.

Tilgivelse skal fastholdes som et relationsbegreb.
Men det er ikke enten – eller.
Tilgivelsen rummer både mellemmenneskelige og indre psykiske aspekter.
Og det er ifølge Bak Poulsen vigtigt at fastholde begge elementer i tilgivelsen.

Når mellemmenneskelig tilgivelse omtales i Det ny testamente,
er det altid med relationen som mål.
Det er ikke af hensyn til den enkeltes mentale velbefindende, tilgivelsens mulighed og nødvendighed understreges.
Det er relationen til medmennesket –  og Gud – der er i fokus.

Kan vi overhovedet finde viljen, lysten og styrken til
tilgivelse i vores egen menneskelige natur?
Både til selv at tilgive – og til at finde tilgivelsen?

Ifølge bibelen er det gennem Jesus og hans kraft, vi må søge dette.
For korset evangelium er netop ikke, at kærligheden
og nåden blev fundet i mennesket – men udenfor!

Som Agne Nordlander siger om korsets mysterium:
Tyngden ligger på det objektive, på det Gud har gjort uden for os og for vores frelse.
Det forankrer min frelsesvished uden for mig selv, hos ham som er død for mig en gang for alle.
Jeg slipper for at rode i mig selv, og gøre mit gudsforhold afhængigt af min halve, totredjesdel eller trekvarte omvendelse og overgivelse.

Korsets kraft er en frigørende kraft uden for mig, som netop derfor kan få stor betydning
subjektivt inden i mig – og inden i alle andre tøsedrenge og tøsepiger!

Det var Gud, som gennem Kristus tilbød fred, forsoning og fællesskab
mellem sig selv og verden ved at tilgive menneskers deres synder.
2. Kor. 5,19

 

Sagt om Tro

Jeg skal dristig tro, at Kristi Ord er sandhed,
og at Guds gode gaver tilhører mig.

Den menneskelige hjerne er for trang til at fatte,
at disse store ting tilhører os.

Om vi kunne tro det, hvem kunne vi så være bange for?
Så ville ingen af os frygte døden!
Men at vi er så fulde af frygt er et tegn på, at vi endnu ikke tror!
Vi hører det nok, men vi griber endnu ikke rigtig fast om det.
Ordet tro kan vi hurtigt sige, men hjertet er så skrøbeligt.
Derfor må vi blive ved med at prædike og bede om, at vi må få en fast tro.
Den kommer netop ikke ud af vort hjerte, men Herren vor Guds hjerte.
Martin Luther 1483-1546

Det, Guds barn, der har fået øjnene op for, at der er en fylde at få i Jesus
og hvis hjerte hungrer efter at komme i besiddelse af den,
vil få den besked, at det sker ved tro.
“Ja, naturligvis, siger han, jeg ved alt i kristenlivet afhænger af tro.
Men det er netop vanskeligheden, thi jeg har ingen tro, og jeg ved ikke, hvad det er,
eller hvorledes jeg skal få det.”
Sagen er, at begrebet tro sædvanligvis misforstås.
Thi i virkeligheden er det den letteste sag i verden at tro.
Du tænker dig måske ved tro noget lignende som dette

en religiøs sjælegymnastik eller en behagelig stemning i hjertet,
noget, man kan føle og glæde sig over, et pas der gør dig værdig til Guds gunst….
Men tro er i virkeligheden slet ikke noget af alt dette.
Det er blot at have tillid til Gud!
At tro er altså noget så simpelt og ligefrem som det at tage Gud
på ordet, når han siger, at han enten har gjort eller vil gøre noget for os.
Hannah P. Smith 1832 -1911

Du klager så ofte: jeg kan ikke tro
Om ordet jeg læser, det giver ingen ro.
Hvor meget jeg kæmper og strider og ber,
min frelse i Jesus jeg dog ikke ser.
Men nu skal du høre, hvorfor det er så,
at vished om frelse, du kan ikke få.
Det skyldes, at du vender alt op og ned,
og søger i hjertet at finde din fred.
Din tro vil du føle og tro, at du tror! –
og tør ikke hvile på løfternes ord.
Du ser på dig selv og på alt som er galt,
og dermed du glemmer, hvad Herren har talt.
At tro det er ikke at tro at du tror,
men barnligt at klynge dig fast til Guds ord.
Det er i din afmagt at se på Guds lam
og lader dig nøje med ordet om ham.
Da han for dig døde, han soned for alt.
Ja, ordet forkynder: Din synd er betalt.
Derfor er du skyldfri, just så som du er,
og Gud har i Kristus dig hjertelig kær.
Mathias Orheim 1884 – 1958

Jamen, hvordan kan vi arbejde for Gud, spurgte de.
Jesus svarede:
At arbejde for Gud vil sige at tro på den, han har sendt.
Joh. kap. 6 vers 28-29

 

Let bagage

I min mors køkken hang der et lille udklip med omtrent følgende ordlyd:
Bekymring er ikke en byrde, jeg havde tænkt, du skulle bære!

Max Lucado er inde på det samme, når han skriver om den bagage,
vi slæber på igennem livet.
Bagage som vi helt automatisk tager fra “livets bagagebånd”,
når vi står op om morgenen:

Skyldens kuffert.
Utilfredshedens sportstaske.
Du slænger en vadsæk af træthed over den ene skulder,
og hænger en skuldertaske fuld af sorg over den anden.

Hertil føjes en rygsæk med tvivl,
en attachétaske med ensomhed
og en rullekuffert med frygt.
Det er ikke så sært, at du ved dagens slutning føler dig dødtræt.

Men som det stod i mors køkken,
er det slet ikke vor himmelske Fars mening, at vi skal leve sådan.
Han siger: Lad det dog stå!
Du bærer på en unødvendig stor byrde.
Kom til mig!
Alle I som slider jer trætte og bærer tunge byrder,
og jeg vil give hvile!

Hvor kan dette løfte dog skabe et nyt håb og en dyb længsel efter hans fred.
Men på samme tid kan det også fylde os med en slags magtesløshed –
ja måske ligefrem resignation?
For vi har jo forsøgt – men bekymringerne får igen og igen overtaget.
Hvorfor???

Sarah Young mener, dette også handler om, hvad vi egentligt forventer af livet.
Hun citerer Jesus for at sige:

Mennesket har en voldsom trang til at regne tingene ud,
så de kan få en slags kontrol 
over deres liv.
Men verden stiller dig overfor en uendelig række af problemer.

Så snart du har styr på det ene, dukker det næste op.
Den lettelse, du forventer, er kortvarig.
Snart har dit sind igen fart på i jagten efter 
forståelse og styr på tingene,
i stedet for at søge mig  – din Herre.

I følge “Et ord på vejen” er kuren mod bekymring en proces.
En proces, der over tid kan forandre vore sind og tankemønstre –
og som måske fordrer nye bedevaner?

Hvis du beder mere, bekymrer du dig mindre.
Det vil sige, at du kan vælge:

Enten beder du for problemerne, eller også bekymrer du dig over dem.
I bøn overgiver du dit problem til Gud, og derfor får du større fred i sindet.
Betyder det så, at du aldrig mere spekulerer på det problem?
Nej, det betyder, at du bekymrer dig mindre.
Du kan sætte dig som mål helt og holdent at give det til Gud,
men 
det kan man kun opnå skridt for skridt.

Gud beder os ikke komme ind i en fornægtelses-tilstand,
hvor vi ser bort fra alvoren i problemerne.
I stedet tilbyder han et alternativ til den meningsløse og
udmattende vane med bekymring:
Bed uophørligt!
(1.Tes. 5,17)

Betyder det, at en bøn på 30 sekunder vil befri dig fra al ængstelse?
Nej!
Det betyder, at du begynder din dag med bøn og så fortsætter med at bede
af og til dagen igennem.
Bed, når du kører. Bed på arbejde. Bed inden din frokostpause.
Bed, når du får en vanskeligt telefonopkald. Bed, når du er skuffet over noget.
Bed, når der kommer overraskelser. Bed, når du lykkes. 
Bed midt i smertefulde nyheder.
Bed uden ophør – bogstaveligt talt!

Vores himmelske Far, som er dybt berørt over vore kampe, elsker os.
Han ønsker af hele sit kærlige faderhjerte, at vi skal komme til ham
og give ham lov til at hjælpe os.
Han er lige her – klar til at træde til.
Vi skal bare bede Ham om at gøre det.

Vær ikke bekymrede for noget, men sig altid Gud tak
og læg jeres ønsker frem for Ham i bøn.
Så vil I opleve, at Guds fred, som overgår al menneskelig forstand
vil beskytte jeres tanker og hjerter
og bevare jeres tillid til Jesus Kristus.

Fil. 4, 6-7

Der står skrevet…

Det fortælles, at den verdensberømte forlægger W. R. Hearst læste om et bestemt maleri,
som han blev meget interesseret i at erhverve.
Han sendte sine folk ud for at finde det, men de vendte tilbage med uforrettet sag.
Et år senere kom en af hans ansatte og fortalte begejstret, at nu var maleriet endelig fundet.
Hvor ville Hearst vide.
I deres kælder, lød svaret. De har hele tiden ejet det selv!
Sagen var, at Hearst aldrig læste den bog, hvori der var opført, alt hvad han ejede.

Max Lucado fortæller, at det græske ord for “velsignet” er Makarios.
Makarios var navnet på en ø ud for Grækenland.
Den var kendt som “Den velsignede ø”, fordi den var selvstændig.
Beboerne behøvede ikke at forlade øen for at få deres behov opfyldt.
Naturens ressourcer på øen var så rige, at alt det, der var nødvendigt for at nyde livet,
allerede var der!

Bibelen er en bog fyldt med velsignelser, som Gud ønsker hans børn skal have.
Den største af dem alle er frelsen ved tro på Jesu og hans offer på Golgatha.
Men der er mange flere velsignelser.

Et ord til dagen siger det således:
I samme øjeblik du stoler på Kristus som din frelser, bliver han din konge,
og du begynder at leve dit liv i hans kongerige.
Du behøver ikke at træde ud af det, og begive dig andre steder hen for at finde det,
du har brug for, for det er alt sammen lige rundt om dig, som en ø af velsignelser.
Du behøver ikke at stræbe efter Guds velsignelse, du skal simpelthen “tune ind” 
og tage imod dem.

Hearst ønskede brændende at få et maleri – som han allerede ejede uden at vide det.
Bibelen fortæller, at vi på grund af Jesu offer allerede har fået så mange velsignelser.
Men også de ligger ofte gemt og glemt utilgængelige for os i vore “kældre”,
uden vi får glæde af dem.

Måske fordi vi glemmer at læse i den bog, der fortæller om,
hvad Jesu rent faktisk har købt hjem til os.

Måske fordi løfterne er så overvældende, at vi har svært ved at tro på, at de kan være sande.

Måske fordi tvivl og anfægtelser får os til at tro på fjendens løgn om,
at de måske er forbeholdt nogle “særlig fromme”, men da ikke gælder mig og mit liv!

Måske fordi det med “Guds rige midt iblandt os” er usynligt – og vi ikke helt forstår,
hvordan det kan få nedslag i vores synlige virkelighed, der ofte kan opleves helt anderledes!

Måske fordi det er en manglende erfaring for os at modtage andet “i tro”
end selve budskabet om frelsen.

Måske fordi vi helst kun vil læse om gaverne – og ikke om forudsætningerne for dem ,
fx omvendelse og Guds principper for et godt menneskeliv…

Måske fordi vi prøver at fortjene eller arbejde os til velsignelserne i stedet
for “blot” at modtage dem som børn ville gøre.

Måske fordi…?

Uanset alle “måskeer” står Bibelen der fortsat med sit udfordrende, løfterige og
provokerende “Der står skrevet”…!
At Guds ord står fast for evigt.
At alle Guds løfter har fået deres i Ja i Jesus.
At os til fred kom straf over ham.
At fik lægedom ved hans sår.
At vi i Kristus har fået alt, hvad vi har brug for til liv og Gudsfrygt.

Bring hele min tiende til forrådskammeret,
så der bliver rigeligt 
med mad i mit hus.
Sæt mig på prøve, så skal I se,
at jeg åbner 
himmelens sluser
og overøser jeg med velsignelser.
Mal. 1,3

Midsommer-tanker

Så har vi stået der igen.
Rundt om Sankt Hans bålene – og for en stund ladet tankerne glide mod det større.
Mod lyset og sommeren.
Men måske også mod mørket, som kan true os på så mange måder.

Sankt Hans bålet bliver tændt og lyser op i midsommer-aftenens mørke.
Og måske kan bålets flammer stadig lære os noget vigtigt i kampen
mod mørket.

Lad os betragte flammerne!
Hvad viser de os?

Allerførst er de levende, og de er bevægelige.
De lader sig flytte. De låser sig ikke fast i egne positioner,
men bevæger sig om og med hinanden i et levende fællesskab.

Dernæst giver de varme.
De er varme at være sammen med.
De udvælger ikke noget eller nogle, som de giver varme.
Flammerne giver automatisk varme til dem, der måtte komme dem nær.

Og så giver de lys!
Lys er en fantastisk opfindelse. Det vinder altid.
Ligegyldigt hvor stort et mørkt rum måtte være,
vil et nok så lille lys sprede sig til alle hjørner.
Lyset skinnede i mørket – og mørket greb det ikke.

En fjerde vigtig ting ved flammerne er deres retning.
De søger altid opad.
Retter sig – løfter hovedet – og ser opad.
Kryber ikke langs jorden – men søger mod det himmelske!

Flammer skal have ilt.
Det er helt livsnødvendigt for dem.
Hvis de lukker sig om sig selv eller inde i sig selv, dør de!
Det kan ske i små sammenhænge eller større sammenhænge, det er ikke afgørende.
Det afgørende er, at varmen og lyset dør ud, hvis flammerne lukker sig om sig selv.

Der er altså megen god inspiration at hente hos flammerne til et godt liv
i kampen mod mørket:
At være i bevægelse, at varme, at lyse, at åbne sig og
at være vendt mod det himmelske.

Ja, og det ved vi jo egentligt godt!
Vi vil fred her til lands – Sankte Hans, Sankte Hans

synger vi i vores gamle midsommersang.
Den kan vindes, hvor hjerterne aldrig bliver tvivlende kolde.

Aldrig bliver tvivlende kolde!
Ja, hvor vi bevarer varmen, lyset, fællesskabet, troen…
Men!
Hvordan kan vi magte det?

Her kommer vi måske til en af de største faldgrupper,
der kan føre mennesker væk fra lyset.
Men hvor flammerne har en sidste vigtig lektie at lære os:
De skal tændes!

Vi kan og skal ikke præstere det gode i os selv.
Rigtig mange mennesker presses i dag – af stress, udbrændthed,
tristhed og depressioner.

Vi vil så gerne – alt det gode, det varme, det lyse, fællesskabet og troen.
Men vi erfarer gang på gang, at vi ikke magter det.

Og vi skal ikke magte det!

Det er måske en af tidens største illusioner, at vi selv skal magte
det gode liv –  de rigtige valg i livet.
Selv være lys og varme.
Selv have kontrol – have energi – vilje!

Jesus siger det så klart:
Kom hen til mig
alle I som er trætte og bærer tunge byrder, 
og jeg vil give jer hvile!

Vi kan ikke i os selv.
Ligesom flammerne skal også vi tændes  – af Guds kærlighed!
Vi skal ikke producere varmen selv,
men være kanal for, at den kan løbe igennem os.

Vi skal ikke være lys i os selv – men være som refleksbrikken,
der i  den grad lyser.
Når den er vendt den rigtige vej – mod Lyset!

Må Sankt Hans bålets flammer inspirere os – hele året!
Til et menneskeliv – der bevæges, varmer, lyser, giver fællesskab og ser opad.
Til at blive fyldt af det gode – ved at lade os tænde af Guds hellige ild.

Vi elsker, fordi Han elskede os først!
1. Joh. 4,19

Kærligheds-insektet

Vi tror, at hvis vi er på det rigtige sted, på det rigtige tidspunkt,
med den rette person, 
så vil kærligheden “bide” på os,
og vi vil gå igang med et liv på en lyserød sky!

Sådan beskriver “Et ord til dagen” mange menneskers
forestilling om det lykkelige ægteskab.
Som et “kærligheds-insekt” der må være til stede,
for at vi kan opleve lykke.

Denne tanke fører os imidlertid let på vildspor
og gør os desillusionerede.
Den får os ofte til at søge hver sin vej,
når drømmen ramler ind i virkeligheden.
Og det gør den – hver gang!

For når vi bliver udmattede af at tage os af børn,
job, hjem og afbetaling af lån,

så flyver kærligheds-insektet væk igen.
I den daglige trummerum af opvask, bleer og slid,
bliver romantikken skubbet 
i baggrunden.
Og fordi vi forveksler romantik med ægte kærlighed,
tror vi fejlagtigt, at 
kærligheden er forsvundet,
og at vi så er nødt til at følge efter den.

Men måske er sandheden i virkeligheden,
at kærligheden ikke dør,
selv om romantikken må bøje sig for virkeligheden.

Hvis to mennesker, der forelsker sig,
er villige til at stå sammen i kærlighed
gennem livets udfordringer,
kan romancen blomstre igen –

stærkere og mere modstandsdygtigt end før.
Romantik kan føre os sammen –
men uselvisk kærlighed holder os sammen.

I den vestlige verden begynder cirka to
ud af fem ægteskaber som net-dating.
Når man søger partnere på nettet – kan man søge “det gode match”
gennem alder, udseende, værdier, smag, ambitioner, præferencer osv.
Men ifølge “Et ord til dagen” viser det sig,
at antallet af skilsmisser er lige så højt blandt par,
der har mødt hinanden på den måde.

Hvorfor?
Måske fordi parforholdet og ægteskabet i sig selv ikke giver noget,
hvis ikke vi bevidst investerer i det – og prioriterer det.

Allan Petersen siger det således:
Der er ingen kærlighed i ægteskabet,
kærligheden er i mennesker;

og mennesker lægger den ind i ægteskabet.
Der er ingen romantik i ægteskabet,
folk skal selv “puste” den 
ind i deres ægteskaber.
Et par er nødt til selv at opøve det at give,
elske, tjene og rose hinanden

for at holde beholderen fuld.

Når vi en dag måske oplever, at “skabet” er tomt,
er det meget nærliggende at vende det mod sin partner.
Negative tankemønstre dukker op:
Han eller hun har forandret sig, ser mig ikke mere på samme måde som tidligere,
er blevet ligeglad med mig, tager mig bare som en selvfølge…
Elsker mig ikke mere!

Vi retter kikkerten og kritikken mod den anden – og oplever en dyb smerte
for det er jo min partner, der skal gøre mig lykkelig
Og her er vi måske inde ved kernen af den allerstørste illusion.
Den største løgn – bevidst eller ubevidst i os:
At min partner er grundlaget for mit selvværd og min lykke.

Bibelen fortæller os, at varig lykke og forankring
aldrig kan findes hos andre mennesker,
men kun hos Gud!
Magnus Malm beder det således i sin bøn:
Jesus lad mig blive så tryg i din kærlighed,
at jeg ikke stræber efter bekræftelse.

Når vi indser, at kærligheds-insektet ikke er fløjet,
men faktisk slet ikke eksisterer,
kan det åbne en helt ny vej for os:

Vi indser, at varig lykke kun kan findes et sted – hos Gud.
Så i stedet for at forsøge at finde den rette person,
beslutter vi os for selv at blive 
den rette person,
den ene som Gud skabte os til at være…

Og så giver vi gavmildt, vi tillader andre at være sig selv,
begrænsede mennesker i forandring,
og vi søger vores lykke hos Gud.

Herre, du opfylder alle mine behov.
Mit liv er i dine hænder.
Salme 46,3

Kaos

A ska bare lige ha den regnet ud!
Sådan synger De Nattergale i en af deres sange.

Martha blev vred på sin søster Maria, for hun ville have
klaret huset og maden, inden der skulle være en stille
stund ved Jesu fødder.

Logikken er, at jeg først må få “orden på kaos”,
før jeg kan og må hengive mig til det,
jeg gerne vil.

Problemet er bare, ifølge Magnus Malm,
at denne orden aldrig ser ud til at indfinde sig,
men på en måde hele tiden undslipper os.

Hvad gør vi så?
Kan vi vælge det indre, inden vi har styr på det ydre?
Er det ikke uansvarligt – eller måske ligefrem umuligt?

Når vi oplever forvirring og  kaos både i den individuelle
og i den fælles verden, forsøger vi ofte krampagtigt
at nå op til “det højeste punkt”.
Et punkt med overblik, kontrol, orden og beherskelse,
hvor vi “kan få styr på det”!

Men der findes en anden vej, siger Magnus Malm.
En vej midt igennem det kaotiske, som hverken indebærer,
at jeg flygter fra virkeligheden,
eller at jeg skal have styr på alting først.
En vej der går til til det “laveste punkt” med
stilhed, tillid, lytten, modtagelighed.

Et eksempel på dette er Jesu mor Maria,
der som ung teenagepige valgte at sige Ja til Guds vilje.
Et valg der betød et endegyldigt farvel til et stille og velordnet liv,
og som Langfredag endte ved korset i smerte, mørke og kaos.

Hvordan kunne hun dog udholde det?
Hvordan bevarede hun sin tillid til Gud i al det totale uforståelige?
Vi læser, at Maria julenat gemte disse ord i sit hjerte 
Og da Jesus 12 år gammel talte i templet,
grundede hun over hans ord i sit hjerte.

Magnus Malm skriver om dette:
Måske er det her, i den menneskelige erfarings dybeste afgrund,
at Maria bliver et billede af kirken.

Hun som i sin krop tager imod ordet,
lader det vokse og giver det til verden.

Hun, som vægrer sig imod at lade hverken ydre eller indre kaos
jage sig væk fra tilliden 
til Gud.
Hun som lærer os, at efterfølgelse er aldrig at sige nej til Jesus.
Hun som viser, at man ikke kan bevare sit hjerte igennem kaos
ved at lukke det, men ved for enhver pris at holde det åbent.

Og der står vi så med alle vore egne
mere eller mindre forvirrede og uafklarede tanker
og forestillinger.
Om meningen med livet  – og døden!
Om Gud – om Jesus – om påsken – om bøn?
Vi vil så gerne lige have dem regnet ud.
Få dem bragt i orden – vores orden vel at mærke!
For så kan vi nok opleve indre afklaring og ro med Gud.

Men siger Thomas Merton:
Du vil aldrig nå frem til en fuldkommen indre fred og
afklaring, hvis du ikke får frigjort dig fra selve begæret
efter fred og afklaring.
Hvis du opgiver alle disse begær og længsler
og kun søger en eneste ting – Guds vilje –
vil han give dig afklaring og fred
i mødet med konflikter og prøvelser.

Med andre ord når Jesus kærligt inviterer os
og siger kom til mig og få hvile, betyder det:
Tag sigte efter mig og kom nærmere.
Forsøg ikke at beherske kaos ved at tage kontrol over det.
Fokuser din tillid på mig, så vil du finde en vej.

Søg først Guds rige og gør hans vilje,
så får I alt det andet i tilgift.
Matt. kap. 6, 33

Den rigtige stol

En lille 8-årig dreng kom ind på skolens kontor.
Han var meget ked af det – og stod et øjeblik og puttede sig ind til den voksne.
Så pegede han mod en lænestol i hjørnet og sagde:
Skal vi ikke sætte os over og snakke i “Jeg har det ikke så godt- stolen”!

I hans erfaring var “Jeg har det ikke så godt – stolen”,
der man satte sig, når hele verden gik imod en,
og man bare trængte til trøst 🙂

Når vi beder til Gud, kan vi også opfatte situationen,
som en “Jeg har det ikke så godt – stol”,
hvor vi kan sidde sammen med vor himmelske Far en lille stund.
Her kan vi fortælle ham om alt det, der trykker og bekymrer os.
Vores frygt og tvivl  – og vore ønsker og kampe.
Det er godt – og Gud siger, at vi frimodigt skal komme til ham med alt.

Men set fra Guds perspektiv sidder vi slet ikke i en
“Jeg har det ikke så godt – stol”.
Der sidder vi i stedet med ham i en “Alt er bragt i orden -stol”.

Bibelen er fuld af Guds løfter til os – løfter om hjælp og nærvær i enhver situation.
Løfter om at alt er ordnet, alt er betalt, alt er sonet, alt er tilgivet,
når vi omvender os i tro til Jesus.

Derek Prince gennemgår i bogen Købt med blod – Din aftale med Gud,
hvad der ifølge bibelen egentligt skete på korset,
da Jesus gav sit liv for os.

Der er tale om ni udvekslinger forstået på den måde,
at Jesus tilbyder at “bytte liv” med os –
så han tager alt det onde, mens vi kan få del i al det gode.

De ni udvekslinger er kort fortalt:
(Her blot med en enkel bibelhenvisning)

1) Jesus blev straffet, for at vi kunne få tilgivelse (Ef. 1,7)
2) Jesus blev såret, for at vi kunne blive helbredt (Matt. 8, 17)
3) Jesus blev gjort til synd, for at vi kunne få retfærdiggørelse (2. Kor. 5,21)
4) Jesus døde vores død, for at vi må leve hans liv (Rom. 6, 23)
5) Jesus blev gjort til en forbandelse, for at vi kunne få velsignelse (Ap. G. 10,38)
6) Jesus udholdt fattigdom, for at vi kunne få overflod (Joh.10,10)
7) Jesus bar vores skam, for at vi kunne få del i hans herlighed (Heb. 12,2)
8) Jesus udholdt forkastelse, for at vi kunne få Guds anerkendelse (Esajas. 53,3-6)
9) I Jesus døde det gamle menneske – for at det nye menneske kan leve i os (Rom. 6, 6-14)

Nogle af disse udvekslinger kan være kendte for os – andre mere fremmede.
Vore omstændigheder og livserfaringer kan synes så fjernt fra
disse løfter – og rigtigt er det, at først i evigheden vil vi se dem foldet helt ud.

Men bibelen råber alligevel til os på alle sider,
at Guds frelse og kærlige planer med os står fast.

Så vi opmuntres til på vores livsrejse  – uanset omstændighederne
fortsat at søge dybere og dybere ind i Guds løfter
og Guds sandheder for vore liv.

Opmuntrer os til at stole på, at der trods alt  –
uden om vores menneskelige erfarings-virkelighed,
er en endnu større og sand virkelighed – Guds virkelighed!

Opmuntrer os til at bede Komme dit rige!
og Lad din vilje ske!

Opmuntrer os til personligt
at tage imod løfterne i tro
ved at takke for dem
og bekende dem i vores liv.

Inviterer os til at overgive vore liv –
ånd, sjæl og legemer helt i hans varetægt
og trygt tage alt af hans hånd.
I barnlig tillidsfuld tro på –  at han så mere og mere
vil forvandle vores mørke til lys
pga. Jesu fuldbragte værk på korset.

Måske begynder vi så vores bøn i  “Jeg har det ikke så godt – stolen”,
men vores Amen kan blive sagt i “Alt er bragt i orden – stolen”.

Jeg ønsker for jer, at I hele tiden må vokse
i jeres forståelse
af Gud og vores Herre Jesus Kristus,
og derved opleve
en stadig større rigdom af nåde og fred.
2. Pet. 1, 2

.

Nye briller

For nylig så jeg en film gennem en 3D-brille.
Der er virkelig stor forskel på at se i 3 dimensioner –
i stedet for de sædvanlige to.
En helt ny oplevelse af dybder og autensitet.

Når vi læser bibelen, er det også meget afgørende, hvilke briller vi har på.
Vi kan vælge at tage skepsis-briller på – eller tvivlens briller.
Måske de kritiske eller ligegyldighedens briller?

De rigtige briller at læse bibelen med er gennem korsets briller –
eller måske klarere sagt: gennem forsoningens briller.

Alt i bibelen både i Det gamle Testamente (GT)
og i det Nye Testamente (NT) skal ses og forstås
gennem den virkelighed, som udspandt sig på korset:
Hvor Gud selv gennem Jesus, tog vores synd –
og overvandt den smertefulde død, for at forene sig med os.

Arild Edvardsen forklarer det således:
Forsoningsværket er Guds store centrum.
Helt fra evighedens morgen har Gud centeret sig om dette.
Alle hans handlinger og hele hans Ord har været med dette værk for øje.

Alle skrifter, fortællinger og forbilleder i GT,
har 
Gud givet os med forsoningen for øje.
De skal alle være med til at kaste lys over forsoningsværket.
For at forstå GT rigtig må man have Guds forsoningsværk i tankerne-
ellers vil fortolkningen ikke blive sand.

I GT læser vi om tempeltjenestens mange regler for ofre og renselse.
Synd, oprør og ulydighed kunne betyde døden.
Dette kan synes så fjernt fra den kærlighedens Gud, vi tror på i NT.

Men ser vi på dette gennem forsoningens briller,
åbner der sig dybder, der på ingen måde skiller GT og NT.
Tværtimod!

Så ser vi en hellig Gud, som synd simpelthen ikke
kan overleve fællesskab med.
Derfor måtte Gud sørge for renselse og beskyttelse
af sine elskede mennesker.

På et tidspunkt vil Gud åbenbare sig og tale
direkte til folket på Sinaj bjerg.
Dette var farligt på grund af Guds hellighed og menneskets syndighed.

Så Gud giver nøje besked på, at hele bjerget skal spærres af,
så intet menneske kommer i fare.
Det sørger Moses for, men igen beder Gud ham advare folket.
Moses beroliger Gud med, at afspærringen er på plads,
men endnu engang får Moses besked på at advare folket.
En kærlig og beskyttende fars omsorg!

Gud er hellig, og synd kan bare ikke overleve i Guds nærhed.
Men Gud er også kærlighed – og han vil fællesskab med sit folk,
vil kommunikere med det og lede dets vej.

Gud laver derfor en aftale med sit folk –  Den gamle Pagt –
hvor han lover altid at være med dem,
hvis de vil vælge ham og holde hans bud.

Mennesket kan ikke holde sin del af aftalen – og bryder den.
Men det gør Gud ikke!
I stedet for at vende ryggen til sin skabning –
beslutter Gud i stedet at sørge for det hele selv!

Gud kommer derfor til os gennem Jesus, der viser, hvordan han er:
En elskende far, tilgivende, helbredende –  men stadig hellig.
Og til sidst giver han sig selv som skyldoffer på Golgata.

Dermed har han med sit eget blod sørget for det helt nødvendige:
renselse af synden, så han kan få fællesskab med os.
Han har forsonet sig selv med os!

Derfor tilbydes vi ”et par nye briller ”- en Ny Pagt!
Vores del i den er blot at vælge at tage imod denne gave i tro!
ALT andet i den aftale har vor himmelske Far selv sørget for 🙂

Gud skabte gennem hans død på korset
mulighed for fred og forsoning mellem sig selv
og alt på jorden og i himlen.
Kol. 1,20

Dragen Eustace

Hold dog op med al den snak om Narnia!
Det er jo bare sludder og eventyr, vrænger fætter Eustace,
når Lucy og Edmund fortæller om deres oplevelser
i Narnia og med løven Aslan.
Eustace håner dem og siger, at man ikke skal stole
på sådan noget sludder, man ikke kan se.

Men en dag åbner et havmaleri sig – og alle tre børn suges ind
i nye oplevelser i Narnia  – ombord på skibet Morgenvandreren.

Eustace kommer på et tidspunkt til en dal fyldt med
guldskatte, og han bliver så optaget af at skrabe til sig,
at han glemmer alt andet.
Eustice kommer til at tage et forhekset guldarmbånd på,
og det forvandler ham til en frygtelig ildsprudlende drage.

De andre børn bliver meget bange for ham,
men da de opdager, at der er Eustace,
prøver de at tage sig af ham.
Hverken Lucy eller Edmund kan dog hjælpe Eustace.

Først da Aslan kommer og blæser kraftfuldt løveild over ham,
smeltes den onde dragekrop væk – og Eustace bliver fri.

Eustice bliver et menneske igen.
Bagefter er han helt forandret –
både over for de andre og over for sig selv!
Eustace erklærer at fra nu af,
vil Aslan altid være hans konge
og hans vigtigste valg i livet.
Han undskylder sin onde opførsel –
og bliver rigtig gode venner med de andre.

Da Lewis skrev denne historie, ønskede han at
lære os noget om det at være menneske – og om Jesus!

Mennesker kommer også til at være onde mod hinanden –
og vi vælger tit helt forkert, så vi bliver fanget –
og ikke selv kan komme fri.

Måske bliver vi ligesom Eustace så optaget af at blive rige
og få mange ting, at det helt griber os.
Måske bliver vi så optaget af os selv –
at alt i livet kommer til at handle om,
at jeg har det godt, og jeg får min vilje.

Bibelen lærer os, at der er noget, vi alle er fanget af.
Det er synd, som betyder, at vi ikke stoler på Gud,
og at vi vælger at være u-kærlige mod hinanden.
Derfor har vi alle brug for en Aslan, der kan sætte os fri.

I Morgenvandrerens rejse fortæller Aslan,
at han faktisk også er i menneskenes verden,
men at han der har et andet navn.

Hvad mon det er for et navn? 🙂
Det andet navn er Jesus, fortæller bibelen os.
Det er ham, der vejleder os –  og følger os kærligt
og beskyttende, ligesom Aslan gør i Narnia.
Og det er Jesus, der kan frelse os og sætte os fri
fra de “dragekroppe”, vi er fanget i her.

Jesu kraft er hans blod, som han uskyldig udgød på korset –
netop for at redde os.
Akkurat ligesom Aslan døde uskyldig på stenalteret
i en af de andre Narniabøger.

Lucy og Edmund blev drillet, fordi de troede på Aslan.
Her i verden kan vi også blive drillet eller ligefrem forfulgt,
når vi tror på Jesus.
Men bibelen fortæller, at når historien ender –
og verden en gang slutter,
vil sandheden komme frem –
og alle ville se,
at Jesus er Herren 🙂

Dit ord er mere værd for mig end guld og sølv i dynger.
Salme 119,7

aslan-og-eustace