Når vi kører ind i en lang tunnel i Sydeuropa, kan jeg ofte mærke et lille sug i maven.
Trafikken hamrer af sted, vejbanerne er tætte på klippevæggen, og det er temmeligt mørkt.
Men lidt efter passerer man den første større plads i tunnelen, og på væggen lyser et stort skilt. Det fortæller, at man har kørt de første 1,3 km. – og at der nu er 4,8 km. tilbage.
Det er meget lettere at køre i en tunnel, når man hele tiden ved, hvor langt man er, hvornår den slutter – og ikke mindst: at den slutter!
I livets tunneller er det ikke altid tilfældet.
Når vi oplever mørke og svære tider, ved vi ikke, hvornår det holder op.
Og vi kan tvivle på, om det overhovedet får en ende.
Usikkerhed, håbløshed og magtesløshed er nogle af de følelser, der da ligger snublende nær.
I sådan et kaos vil vi gerne prøve at få styr på det – men vi erfarer gang på gang, at det kan vi ikke.
Magnus Malm spørger, om der findes en anden måde at forholde sig til kaos på:
En vej midt igennem det kaotiske, som hverken indebærer, at jeg flygter fra virkeligheden, eller at jeg skal have styr på alting?
Og han fortsætter:
I en krise kan vi bevæge os i to modsatte retninger.
Vi kan forsøge at nå op til det højeste punkt: overblik, kontrol, orden, beherskelse.
Eller vi kan søge ned til det laveste punkt: stilhed, tillid, lytten, modtagelighed.
Når vi føler os rådvilde, er vores fristelse, at vi forsøger at genvinde kontrollen over situationen, at presse en eller anden form for orden ned over det kaos, vi oplever.
Men Magnus Malm opfordrer os til at stå imod fristelsen:
For Gud er i kaos – i tingenes kompleksitet.
Han er altid i omstændighederne og siger til os:
Tag sigte efter mig og kom nærmere. Forsøg ikke at beherske kaos ved at tage kontrol over det. Fokuser din tillid på mig, så vil du finde en vej.
Jesus har lovet, at Han er der midt i mørket sammen med os.
Han er det lys, som vi så utålmodigt venter på at få at se for enden af tunnelen.
Jesu ord kan virke så tomme og uvirkelige for os, og alligevel har vi lige midt i vores virkelighed lov til at klynge os til hans løfter – og vente på hans indgriben.
Profeterne i det gamle testamente fortalte igen og igen om en Messias, der engang skulle komme og frelse sit folk.
De fik aldrig løftets opfyldelse at se i deres jordiske levetid.
Men de stolede på Gud, der var lige så usynlig for dem, som han er for os!
Og Gud holdt sit ord – som han altid holder sine ord!
Kristus kom, døde og opstod, og lever nu i hvert eneste af sine børn.
Han har styr på det hele, han kommer aldrig for sent – og han skriver på klippevæggen i vore liv.
Vær ikke mismodig og nedtrykt!
Vent tålmodigt på, at Gud griber ind.
Salme 42 v.12