Det onde er dødt. Synd er afskaffet af pædagogpræsterne.
Skyld er noget, man har i forhold til skattevæsenet og bankerne.
Og menneskene flakker rundt i deres indre univers og plages af de ugerninger,
de har begået.
De går i terapi for at slippe af med spøgelserne. Men det nytter intet, fordi der intet forløsende
magi er i, at terapeuten siger: “Du er tilgivet – nu må du blot tilgive dig selv.”
Det runger blot rundt derinde på indersiden af hjernen.
Terapeuternes kunster begrænser sig stort set til at jage folk ind i dem selv.
Ikke til at få dem ud over sig selv.
Hvad nytter selvrefleksion, når problemet er, at livets ugerninger skal dømmes,
straffes, sones og dermed ugøres?

Sådan siger psykologen N.P. Agger og fortsætter:
Kan vi mennesker leve med dette?
Leve med at være alene med vore synder uden et system,
der kan afslutte disse?
Farer vi ikke vild inde i os selv og må etablere
vores egen rensende skærsild eller gå ind under evig fordømmelse?
Er det den pris, vi må betale for at have lukket Guds øje til og skænket hinanden
den gnidningsløse frihed?
Hvad laver præsterne?

Flemming Bak Poulsen sætter i bogen Tilgivelse er ikke for tøsedrenge
fokus på tilgivelse i et teologisk og psykologisk perspektiv.

Udfordringen i dag er, at tilgivelsen bliver privatiseret.
Tilgivelse bliver noget, der hovedsageligt foregår i et menneskes følelser og tanker.
Det bliver vigtigere at forsone sig med det, der skete, end med den, der gjorde det.
Det er tilgivelse med selvet i centrum.
Jeg skal tilgive, fordi jeg har brug for at hele såret i mig selv.

Men tendensen viser også ifølge Bak Poulsen, at vi er mere optagede af at tilgive
end selv at blive tilgivet.
Vi lærer først og fremmest at forstå os selv som ofre for andres ondskab.
Man kan sagtens tale om skyld og synd hos andre, det er sværere at se den hos sig selv.
Men vi er ikke kun ofre, siger Bak Poulsen.
Vi er også overgribere og har brug for at erkende dette.

Også ud fra et bibelsk perspektiv er det en vigtig pointe.
Vi kan ikke bare flytte tilgivelsen ind i menneskets psyke.
Det er relevant og nyttigt at arbejde psykologisk med det, der skete.
Men at kalde det tilgivelse vil være forkert.

Tilgivelse skal fastholdes som et relationsbegreb.
Men det er ikke enten – eller.
Tilgivelsen rummer både mellemmenneskelige og indre psykiske aspekter.
Og det er ifølge Bak Poulsen vigtigt at fastholde begge elementer i tilgivelsen.

Når mellemmenneskelig tilgivelse omtales i Det ny testamente,
er det altid med relationen som mål.
Det er ikke af hensyn til den enkeltes mentale velbefindende, tilgivelsens mulighed og nødvendighed understreges.
Det er relationen til medmennesket –  og Gud – der er i fokus.

Kan vi overhovedet finde viljen, lysten og styrken til
tilgivelse i vores egen menneskelige natur?
Både til selv at tilgive – og til at finde tilgivelsen?

Ifølge bibelen er det gennem Jesus og hans kraft, vi må søge dette.
For korset evangelium er netop ikke, at kærligheden
og nåden blev fundet i mennesket – men udenfor!

Som Agne Nordlander siger om korsets mysterium:
Tyngden ligger på det objektive, på det Gud har gjort uden for os og for vores frelse.
Det forankrer min frelsesvished uden for mig selv, hos ham som er død for mig en gang for alle.
Jeg slipper for at rode i mig selv, og gøre mit gudsforhold afhængigt af min halve, totredjesdel eller trekvarte omvendelse og overgivelse.

Korsets kraft er en frigørende kraft uden for mig, som netop derfor kan få stor betydning
subjektivt inden i mig – og inden i alle andre tøsedrenge og tøsepiger!

Det var Gud, som gennem Kristus tilbød fred, forsoning og fællesskab
mellem sig selv og verden ved at tilgive menneskers deres synder.
2. Kor. 5,19