Kategoriarkiv: Andagter

Pagtens børn

Skriv et svar

En dybt ulykkelig dame forklarede en præst, at hun var fortvivlet over sit kristenliv.
Jeg har virkelig forsøgt i så mange år, men jeg kan ikke leve som en kristen.
Jesus har gjort sit – kunne jeg dog bare gøre mit, sukkede hun.
Men, det er jo hele pointen, lød svaret –  Jesus har også gjort dit!

I opslaget Den NYE pagt, citerer jeg Leif Munk om de store vanskeligheder mange kristne
erfarer med at leve i den frihed, den nye pagt giver os.
Han skriver videre:

Jesus har allerede gjort det alt sammen.
Enhver kristen som lægger vægten på at handle ret og
opfylde bestemte krav i sit forhold til Gud, er på forhånd dømt til at fejle.
Dette kan være meget vanskeligt at forstå.
Mange af os er i vore kristne sammenhænge vokset op med en stærk udfordring
til at tjene Gud, og derfor ligger det nærmest i blodet på os,
at Gud må forvente noget af os – i det mindste at vi gør vort bedste.

I den nye pagt er det ikke vores opgave at gøre noget som helst!
Vores opgave er nu udelukkende at se og modtage!
For her er vi nemlig ikke ansatte eller partnere, der skal præstere,
men elskede børn, der må bo trygt i hjemmet og have fællesskab med Far i alle forhold.
Vores del er således nu at søge ind i Fars fællesskab –
og dagligt se og modtage, alt det vi har i ham.

Synden er fortsat i verden og i os mennesker,
men Jesu har taget den helt væk mellem Gud og mig.
Nu kan min synd ikke mere skille mig fra Gud og hans kærlighed.
Synden er stadig giftig, og vi advares gang på gang imod den i Bibelen.
For synd kan ødelægge så meget både i forholdet til andre mennesker og i mig selv.
Men den kan ikke længere ødelægge mit forhold til Gud pga. Jesus.

Når vi tager imod Jesus og hans offerdød i tro, giver han os ret til at kaldes Guds børn.
Han “genføder” mig som sit barn og dermed hans arving til alt i den nye pagt.
Bibelen forklarer, at det er Guds Ånd – Helligånden – der tager bolig i vores ånd,
og som nu hjælper os med alt det, vi har brug for som mennesker.
Han vil guide, oplyse, lede og forme os – og også hjælpe mod
syndens fortsatte ødelæggelser i vores kødelige liv.

Jeres liv er skjult med Kristus i Gud, forklarer Bibelen det i Kol. 3.3.
Konkret vil det sige, at leve i troen på, at Gud er fuldt ud tilfreds med os hver dag på grund af Jesus.
Vi skal ikke præstere det mindste, men kun være som en åben tragt vendt mod ham, der har den kraft og det liv, der kan få Åndens frugt til at udvikle sig.
Enhver gerning, gjort ud fra tanken om, at vi skal præstere noget, svækker forbindelsen til vintræet.

Magnus Malm var meget aktiv i forskellige kristne sammenhænge. Han endte på sofaen fuldstændig udbrændt gennem flere måneder.
Der erkendte han, at han som menneske kun har fået ét kald fra Gud –
og det er at komme til ham!
Hvad der skal ske derfra, er udelukkende Fars ansvar!

Guds mål er, at vi skal leve som fisken i vandet – at vi til alle tider og på alle
måder oplever os omgivet af hans kærlighed – og at dette skal medføre, at vi bliver
levende kanaler for den bølge af guddommelig kærlighed, som vælder frem fra ham – over Golgata – og til hvert menneske.
Derfor bør vi stadig søge Gud for at blive befriet og renset fra alt det, som hører ind under lovens forbandelse og i stedet bede ham åbenbare mere af den nye pagt, hvor det eneste Gud forventer af os, altså er, at vi skal være gode modtagere af alt det, han har givet os.

Bliv i min kærlighed!
Joh. 15,9

Den NYE pagt

Skriv et svar

Man skal ikke have set mange kriminalfilm med Poirot eller Miss Marple, før man bliver klar over, hvor vigtig dateringen af et testamente er 🙂
Et testamente bliver erklæret fuldstændigt ugyldigt, hvis man kan fremlægge et nyere.
Der kan kun være ét gyldigt testamente – det senest underskrevne!

Sådan er det også i Bibelen.
Det gamle testamente med lovbud og krav til menneskets indsats
blev fuldstændigt ugyldigt, da Jesus indstiftede det nye testamente.
I den nye pagt er det ikke længere menneskets opgave at frelse sig selv gennem gerninger
og levevis. For det kan intet menneske!
Nu har Jesus taget alt ansvaret, gjort det hele og betalt for al synd med sit blod.
Hvert eneste menneske på denne jord kan få del i denne nye pagt – og blive et Guds
elskede barn og få frelse – blot ved at tage imod denne sandhed i tro!

Det er ret fantastisk, at Chefen, der skabte os, elsker os så meget, at han selv gik undercover i den menneskelige verden for at gøre det muligt for os at komme med ham hjem igen.
I sandhed gode nyheder!

Og alligevel er det bare så svært at fatte dette.
I Bogen Den sejrende Taber beskriver Leif Munk, hvordan mange kristne har voldsomt svært ved at gribe dette.
Tanken om at kristendommen er et regelsæt sidder så dybt i os.
Enten lever man med det ene ben i den gamle pagt og forsøger så godt man kan – og med det andet ben i den nye pagt og håber så på tilgivelse, når det alligevel ikke lykkes.
Eller man tager i udgangspunktet imod Jesus og hans død for os i tro – men prøver så af al magt at leve efter de “nytestamentlige regler” og ender igen i en religiøsitet (og fortvivlelse) helt væk fra den frie, trygge og kærlige relation, som Jesus ønsker at have med os.

Jesus fuldbragte værket, står der.
Leif Munk siger om dette:
Den nye pagt er 100 procent Guds værk og indeholder ikke det svageste fingeraftryk af noget menneske.
Mennesket KAN ikke, SKAL ikke og MÅ ikke gøre det mindste i den nye pagts forhold til Gud.
Pagten er fuldbragt, og ethvert forsøg fra vores side for at forbedre vort forhold til Gud gennem
gode gerninger, overholdelse af loven, religiøse handlinger, bøn, bibellæsning osv. er dybest set et angreb på Jesu fuldendelse af pagten.
At pagten er fuldbragt, betyder, at forholdet mellem mennesker og Gud er bragt helt i orden en gang for alle:
“Derfor kan han også helt og fuldt frelse dem, som kommer til Gud ved ham… For det har han gjort én gang for alle, da han bragte sig selv som offer.” (Hebr. 7, 25-27)

Forholdet mellem Gud og dig kan aldrig blive bedre, skriver Leif Munk.
Vi er kommet Gud så nær, at vi aldrig kan komme nærmere. Han kan ikke komme til at elske os
højere, end han allerede gør.
Når bibelen siger, at Kristus er lovens afslutning, betyder det, at alle Guds krav til mennesket
standser ved ham.
Selv ikke det mindste bud eller krav slipper igennem!
Gud har total skåret enhver gerning væk i vores forhold til ham.

Gud er simpelthen så 100 procent tilfreds med sin søns liv og død i vort sted,
at det dybest set er en hån mod hele Jesu forsoning hver gang, vi tror, vi skal opfylde lovens bud
eller gøre noget som helst for at forbedre vores forhold til ham…

Vi må droppe alle vore krampagtige forsøg på selv at blive fri
og vove at se os selv i øjnene i erkendelsen af vores svaghed og fald, –
mens vi samtidig hviler i Guds tilgivelse og kærlighed.
Da kan vi forblive i det nære fællesskab med vor himmelske far.

I har hørt, at der blev sagt til vores forfædre…
Men jeg siger jer…
Matt. 5, 21

 

Gør det alligevel!

Skriv et svar

Det fortælles, at den russiske forfatter Leo Tolstoj
engang gik forbi en tigger på gaden.
Tolstoj ville gerne give manden noget og mærkede efter i sine lommer.
Men de var tomme – der var ikke engang en lille mønt at hjælpe tiggeren med.
Jeg beklager min broder, sagde Tolstoj til manden, jeg har ikke noget at give dig.
Tiggeren lyste op.
“Du har givet mig mere, end jeg kunne ønske – du kaldte mig broder”.

Størst af alt er kærligheden, har Jesus lært os.
Men hvor går den konkrete kærlighedens vej i vore mange
valg og handlinger i en ofte mørk, forvirrende og modsætningsfyldt verden?

Da man i efteråret mindedes 75-året for redningen
af de danske jøder under 2. verdenskrig, blev en jødisk talemåde citeret:
“Ingen kan redde hele verden.
Men den der redder et liv, redder en hel verden!”

Jeg mødte fornyligt en ung pige, der gennem flere år havde arbejdet
som pædagogmedhjælper.
Nu havde hun valgt at tage en uddannelse som sosu-assistent.
Men hvorfor blev hun spurgt, du er så god til at tage dig af børnene.
Hvorfor ikke uddanne dig som pædagog?
Svaret lød: For mig er det underordnet om Peter er 7 år eller 83!

Gandhi sagde det på følgende måde:
Der findes mennesker i denne verden, som er så sultne;
at Gud ikke kan åbenbare sig for dem på anden måde
end som et brød!

Det fortælles, at Martin Luther engang blev spurgt:
Hvad ville du gøre, hvis du fik at vide, at verden ville gå under i morgen?
Plante et æbletræ, lød svaret!

Paradoksalt tænker vi nok…
Men alligevel – måske en pejling om en vej at gå  –  en rigtig vej på trods!

Kent M. Keith var 19 år og studerede på Harvard College.
Han kom til samme konklusion: at vælge det rette – alligevel!
Han skrev sine 10 såkaldte paradoksale bud, som senere bl.a. inspirerede
Mother Teresa i hendes arbejde blandt fattige i Calcutta.

De 10 paradokse bud
Mennesker er uberegnelige, ufornuftige
og tænker kun på sig selv.
Elsk dem alligevel!

Hvis du gør gode gerninger vil folk tro
at du har bagtanker.
Gør dem alligevel!

Hvis du har succes, vil du få
falske venner og rigtige fjender.
Hav succes alligevel!

Hvis du gør gode gerninger i dag, vil folk
have glemt dem i morgen.
Gør dem alligevel!

Åbenhed og ærlighed gør dig sårbar.
Vær åben og ærlig alligevel!

Storsindede menneskers store planer
kan ødelægges af de mindst tænkende mennesker.
Hav store planer alligevel!

Mennesker sympatiserer med de svage,
men følger kun de stærke.
Kæmp for de svage alligevel!

Ting, som du har opbygget gennem mange år,
kan være ødelagt i næste øjeblik.
Opbyg alligevel!

Nogle mennesker trænger hårdt til din hjælp,
men angriber dig, når du rækker dem en hjælpende hånd.
Hjælp dem alligevel!

Giv verden det bedste du har, og du vil opleve
at utak er verdens løn.
Giv verden det bedste du har alligevel!

Gud kalder ikke mennesker, der er kvalificerede, siger Richard Parker.
Og han fortsætter:
Han kalder mennesker, der er villige,
Og så udruster han dem!

Gud har gjort os til det, vi er.
Vi er nye skabninger i Jesus Kristus,
så vi kan gøre de gode gerninger, som Gud i forvejen
har lagt til rette for os.
Efeserbrevet 2.10

 

 

 

 

Tøsepiger og tøsedrenge

Skriv et svar

Det onde er dødt. Synd er afskaffet af pædagogpræsterne.
Skyld er noget, man har i forhold til skattevæsenet og bankerne.
Og menneskene flakker rundt i deres indre univers og plages af de ugerninger,
de har begået.
De går i terapi for at slippe af med spøgelserne. Men det nytter intet, fordi der intet forløsende
magi er i, at terapeuten siger: “Du er tilgivet – nu må du blot tilgive dig selv.”
Det runger blot rundt derinde på indersiden af hjernen.
Terapeuternes kunster begrænser sig stort set til at jage folk ind i dem selv.
Ikke til at få dem ud over sig selv.
Hvad nytter selvrefleksion, når problemet er, at livets ugerninger skal dømmes,
straffes, sones og dermed ugøres?

Sådan siger psykologen N.P. Agger og fortsætter:
Kan vi mennesker leve med dette?
Leve med at være alene med vore synder uden et system,
der kan afslutte disse?
Farer vi ikke vild inde i os selv og må etablere
vores egen rensende skærsild eller gå ind under evig fordømmelse?
Er det den pris, vi må betale for at have lukket Guds øje til og skænket hinanden
den gnidningsløse frihed?
Hvad laver præsterne?

Flemming Bak Poulsen sætter i bogen Tilgivelse er ikke for tøsedrenge
fokus på tilgivelse i et teologisk og psykologisk perspektiv.

Udfordringen i dag er, at tilgivelsen bliver privatiseret.
Tilgivelse bliver noget, der hovedsageligt foregår i et menneskes følelser og tanker.
Det bliver vigtigere at forsone sig med det, der skete, end med den, der gjorde det.
Det er tilgivelse med selvet i centrum.
Jeg skal tilgive, fordi jeg har brug for at hele såret i mig selv.

Men tendensen viser også ifølge Bak Poulsen, at vi er mere optagede af at tilgive
end selv at blive tilgivet.
Vi lærer først og fremmest at forstå os selv som ofre for andres ondskab.
Man kan sagtens tale om skyld og synd hos andre, det er sværere at se den hos sig selv.
Men vi er ikke kun ofre, siger Bak Poulsen.
Vi er også overgribere og har brug for at erkende dette.

Også ud fra et bibelsk perspektiv er det en vigtig pointe.
Vi kan ikke bare flytte tilgivelsen ind i menneskets psyke.
Det er relevant og nyttigt at arbejde psykologisk med det, der skete.
Men at kalde det tilgivelse vil være forkert.

Tilgivelse skal fastholdes som et relationsbegreb.
Men det er ikke enten – eller.
Tilgivelsen rummer både mellemmenneskelige og indre psykiske aspekter.
Og det er ifølge Bak Poulsen vigtigt at fastholde begge elementer i tilgivelsen.

Når mellemmenneskelig tilgivelse omtales i Det ny testamente,
er det altid med relationen som mål.
Det er ikke af hensyn til den enkeltes mentale velbefindende, tilgivelsens mulighed og nødvendighed understreges.
Det er relationen til medmennesket –  og Gud – der er i fokus.

Kan vi overhovedet finde viljen, lysten og styrken til
tilgivelse i vores egen menneskelige natur?
Både til selv at tilgive – og til at finde tilgivelsen?

Ifølge bibelen er det gennem Jesus og hans kraft, vi må søge dette.
For korset evangelium er netop ikke, at kærligheden
og nåden blev fundet i mennesket – men udenfor!

Som Agne Nordlander siger om korsets mysterium:
Tyngden ligger på det objektive, på det Gud har gjort uden for os og for vores frelse.
Det forankrer min frelsesvished uden for mig selv, hos ham som er død for mig en gang for alle.
Jeg slipper for at rode i mig selv, og gøre mit gudsforhold afhængigt af min halve, totredjesdel eller trekvarte omvendelse og overgivelse.

Korsets kraft er en frigørende kraft uden for mig, som netop derfor kan få stor betydning
subjektivt inden i mig – og inden i alle andre tøsedrenge og tøsepiger!

Det var Gud, som gennem Kristus tilbød fred, forsoning og fællesskab
mellem sig selv og verden ved at tilgive menneskers deres synder.
2. Kor. 5,19

 

Sagt om Tro

Skriv et svar

Jeg skal dristig tro, at Kristi Ord er sandhed,
og at Guds gode gaver tilhører mig.
Den menneskelige hjerne er for trang til at fatte,
at disse store ting tilhører os.
Om vi kunne tro det, hvem kunne vi så være bange for?
Så ville ingen af os frygte døden!
Men at vi er så fulde af frygt er et tegn på, at vi endnu ikke tror!
Vi hører det nok, men vi griber endnu ikke rigtig fast om det.
Ordet tro kan vi hurtigt sige, men hjertet er så skrøbeligt.
Derfor må vi blive ved med at prædike og bede om, at vi må få en fast tro.
Den kommer netop ikke ud af vort hjerte, men Herren vor Guds hjerte.
Martin Luther 1483-1546

Det, Guds barn, der har fået øjnene op for, at der er en fylde at få i Jesus
og hvis hjerte hungrer efter at komme i besiddelse af den,
vil få den besked, at det sker ved tro.
“Ja, naturligvis, siger han, jeg ved alt i kristenlivet afhænger af tro.
Men det er netop vanskeligheden, thi jeg har ingen tro, og jeg ved ikke, hvad det er,
eller hvorledes jeg skal få det.”
Sagen er, at begrebet tro sædvanligvis misforstås.
Thi i virkeligheden er det den letteste sag i verden at tro.
Du tænker dig måske ved tro noget lignende som dette
en religiøs sjælegymnastik eller en behagelig stemning i hjertet,
noget, man kan føle og glæde sig over, et pas der gør dig værdig til Guds gunst….
Men tro er i virkeligheden slet ikke noget af alt dette.
Det er blot at have tillid til Gud!
At tro er altså noget så simpelt og ligefrem som det at tage Gud
på ordet, når han siger, at han enten har gjort eller vil gøre noget for os.
Hannah P. Smith 1832 -1911

Du klager så ofte: jeg kan ikke tro
Om ordet jeg læser, det giver ingen ro.
Hvor meget jeg kæmper og strider og ber,
min frelse i Jesus jeg dog ikke ser.
Men nu skal du høre, hvorfor det er så,
at vished om frelse, du kan ikke få.
Det skyldes, at du vender alt op og ned,
og søger i hjertet at finde din fred.
Din tro vil du føle og tro, at du tror! –
og tør ikke hvile på løfternes ord.
Du ser på dig selv og på alt som er galt,
og dermed du glemmer, hvad Herren har talt.
At tro det er ikke at tro at du tror,
men barnligt at klynge dig fast til Guds ord.
Det er i din afmagt at se på Guds lam
og lader dig nøje med ordet om ham.
Da han for dig døde, han soned for alt.
Ja, ordet forkynder: Din synd er betalt.
Derfor er du skyldfri, just så som du er,
og Gud har i Kristus dig hjertelig kær.
Mathias Orheim 1884 – 1958

Jamen, hvordan kan vi arbejde for Gud, spurgte de.
Jesus svarede:
At arbejde for Gud vil sige at tro på den, han har sendt.
Joh. kap. 6 vers 28-29

 

Let bagage

Skriv et svar

I min mors køkken hang der et lille udklip med omtrent følgende ordlyd:
Bekymring er ikke en byrde, jeg havde tænkt, du skulle bære!

Max Lucado er inde på det samme, når han skriver om den bagage,
vi slæber på igennem livet.
Bagage som vi helt automatisk tager fra “livets bagagebånd”,
når vi står op om morgenen:

Skyldens kuffert.
Utilfredshedens sportstaske.
Du slænger en vadsæk af træthed over den ene skulder,
og hænger en skuldertaske fuld af sorg over den anden.
Hertil føjes en rygsæk med tvivl,
en attachétaske med ensomhed
og en rullekuffert med frygt.
Det er ikke så sært, at du ved dagens slutning føler dig dødtræt.

Men som det stod i mors køkken,
er det slet ikke vor himmelske Fars mening, at vi skal leve sådan.
Han siger: Lad det dog stå!
Du bærer på en unødvendig stor byrde.
Kom til mig!
Alle I som slider jer trætte og bærer tunge byrder,
og jeg vil give hvile!

Hvor kan dette løfte dog skabe et nyt håb og en dyb længsel efter hans fred.
Men på samme tid kan det også fylde os med en slags magtesløshed –
ja måske ligefrem resignation?
For vi har jo forsøgt – men bekymringerne får igen og igen overtaget.
Hvorfor???

Sarah Young mener, dette også handler om, hvad vi egentligt forventer af livet.
Hun citerer Jesus for at sige:

Mennesket har en voldsom trang til at regne tingene ud,
så de kan få en slags kontrol over deres liv.
Men verden stiller dig overfor en uendelig række af problemer.
Så snart du har styr på det ene, dukker det næste op.
Den lettelse, du forventer, er kortvarig.
Snart har dit sind igen fart på i jagten efter forståelse og styr på tingene,
i stedet for at søge mig  – din Herre.

I følge “Et ord på vejen” er kuren mod bekymring en proces.
En proces, der over tid kan forandre vore sind og tankemønstre –
og som måske fordrer nye bedevaner?

Hvis du beder mere, bekymrer du dig mindre.
Det vil sige, at du kan vælge:
Enten beder du for problemerne, eller også bekymrer du dig over dem.
I bøn overgiver du dit problem til Gud, og derfor får du større fred i sindet.
Betyder det så, at du aldrig mere spekulerer på det problem?
Nej, det betyder, at du bekymrer dig mindre.
Du kan sætte dig som mål helt og holdent at give det til Gud,
men det kan man kun opnå skridt for skridt.

Gud beder os ikke komme ind i en fornægtelses-tilstand,
hvor vi ser bort fra alvoren i problemerne.
I stedet tilbyder han et alternativ til den meningsløse og
udmattende vane med bekymring:
Bed uophørligt!
(1.Tes. 5,17)

Betyder det, at en bøn på 30 sekunder vil befri dig fra al ængstelse?
Nej!
Det betyder, at du begynder din dag med bøn og så fortsætter med at bede
af og til dagen igennem.
Bed, når du kører. Bed på arbejde. Bed inden din frokostpause.
Bed, når du får en vanskeligt telefonopkald. Bed, når du er skuffet over noget.
Bed, når der kommer overraskelser. Bed, når du lykkes. 
Bed midt i smertefulde nyheder.
Bed uden ophør – bogstaveligt talt!

Vores himmelske Far, som er dybt berørt over vore kampe, elsker os.
Han ønsker af hele sit kærlige faderhjerte, at vi skal komme til ham
og give ham lov til at hjælpe os.
Han er lige her – klar til at træde til.
Vi skal bare bede Ham om at gøre det.

Vær ikke bekymrede for noget, men sig altid Gud tak
og læg jeres ønsker frem for Ham i bøn.
Så vil I opleve, at Guds fred, som overgår al menneskelig forstand
vil beskytte jeres tanker og hjerter
og bevare jeres tillid til Jesus Kristus.
Fil. 4, 6-7

Der står skrevet…

Skriv et svar

Det fortælles, at den verdensberømte forlægger W. R. Hearst læste om et bestemt maleri,
som han blev meget interesseret i at erhverve.
Han sendte sine folk ud for at finde det, men de vendte tilbage med uforrettet sag.
Et år senere kom en af hans ansatte og fortalte begejstret, at nu var maleriet endelig fundet.
Hvor ville Hearst vide.
I deres kælder, lød svaret. De har hele tiden ejet det selv!
Sagen var, at Hearst aldrig læste den bog, hvori der var opført, alt hvad han ejede.

Max Lucado fortæller, at det græske ord for “velsignet” er Makarios.
Makarios var navnet på en ø ud for Grækenland.
Den var kendt som “Den velsignede ø”, fordi den var selvstændig.
Beboerne behøvede ikke at forlade øen for at få deres behov opfyldt.
Naturens ressourcer på øen var så rige, at alt det, der var nødvendigt for at nyde livet,
allerede var der!

Bibelen er en bog fyldt med velsignelser, som Gud ønsker hans børn skal have.
Den største af dem alle er frelsen ved tro på Jesu og hans offer på Golgatha.
Men der er mange flere velsignelser.

Et ord til dagen siger det således:
I samme øjeblik du stoler på Kristus som din frelser, bliver han din konge,
og du begynder at leve dit liv i hans kongerige.
Du behøver ikke at træde ud af det, og begive dig andre steder hen for at finde det,
du har brug for, for det er alt sammen lige rundt om dig, som en ø af velsignelser.
Du behøver ikke at stræbe efter Guds velsignelse, du skal simpelthen “tune ind” 
og tage imod dem.

Hearst ønskede brændende at få et maleri – som han allerede ejede uden at vide det.
Bibelen fortæller, at vi på grund af Jesu offer allerede har fået så mange velsignelser.
Men også de ligger ofte gemt og glemt utilgængelige for os i vore “kældre”,
uden vi får glæde af dem.

Måske fordi vi glemmer at læse i den bog, der fortæller om,
hvad Jesu rent faktisk har købt hjem til os.

Måske fordi løfterne er så overvældende, at vi har svært ved at tro på, at de kan være sande.

Måske fordi tvivl og anfægtelser får os til at tro på fjendens løgn om,
at de måske er forbeholdt nogle “særlig fromme”, men da ikke gælder mig og mit liv!

Måske fordi det med “Guds rige midt iblandt os” er usynligt – og vi ikke helt forstår,
hvordan det kan få nedslag i vores synlige virkelighed, der ofte kan opleves helt anderledes!

Måske fordi det er en manglende erfaring for os at modtage andet “i tro”
end selve budskabet om frelsen.

Måske fordi vi helst kun vil læse om gaverne – og ikke om forudsætningerne for dem ,
fx omvendelse og Guds principper for et godt menneskeliv…

Måske fordi vi prøver at fortjene eller arbejde os til velsignelserne i stedet
for “blot” at modtage dem som børn ville gøre.

Måske fordi…?

Uanset alle “måskeer” står Bibelen der fortsat med sit udfordrende, løfterige og
provokerende “Der står skrevet”…!
At Guds ord står fast for evigt.
At alle Guds løfter har fået deres i Ja i Jesus.
At os til fred kom straf over ham.
At fik lægedom ved hans sår.
At vi i Kristus har fået alt, hvad vi har brug for til liv og Gudsfrygt.

Bring hele min tiende til forrådskammeret,
så der bliver rigeligt med mad i mit hus.
Sæt mig på prøve, så skal I se,
at jeg åbner himmelens sluser
og overøser jeg med velsignelser.
Mal. 1,3

Midsommer-tanker

Skriv et svar

Så har vi stået der igen.
Rundt om Sankt Hans bålene – og for en stund ladet tankerne glide mod det større.
Mod lyset og sommeren.
Men måske også mod mørket, som kan true os på så mange måder.

Sankt Hans bålet bliver tændt og lyser op i midsommer-aftenens mørke.
Og måske kan bålets flammer stadig lære os noget vigtigt i kampen
mod mørket.

Lad os betragte flammerne!
Hvad viser de os?

Allerførst er de levende, og de er bevægelige.
De lader sig flytte. De låser sig ikke fast i egne positioner,
men bevæger sig om og med hinanden i et levende fællesskab.

Dernæst giver de varme.
De er varme at være sammen med.
De udvælger ikke noget eller nogle, som de giver varme.
Flammerne giver automatisk varme til dem, der måtte komme dem nær.

Og så giver de lys!
Lys er en fantastisk opfindelse. Det vinder altid.
Ligegyldigt hvor stort et mørkt rum måtte være,
vil et nok så lille lys sprede sig til alle hjørner.
Lyset skinnede i mørket – og mørket greb det ikke.

En fjerde vigtig ting ved flammerne er deres retning.
De søger altid opad.
Retter sig – løfter hovedet – og ser opad.
Kryber ikke langs jorden – men søger mod det himmelske!

Flammer skal have ilt.
Det er helt livsnødvendigt for dem.
Hvis de lukker sig om sig selv eller inde i sig selv, dør de!
Det kan ske i små sammenhænge eller større sammenhænge, det er ikke afgørende.
Det afgørende er, at varmen og lyset dør ud, hvis flammerne lukker sig om sig selv.

Der er altså megen god inspiration at hente hos flammerne til et godt liv
i kampen mod mørket:
At være i bevægelse, at varme, at lyse, at åbne sig og
at være vendt mod det himmelske.

Ja, og det ved vi jo egentligt godt!
Vi vil fred her til lands – Sankte Hans, Sankte Hans
synger vi i vores gamle midsommersang.
Den kan vindes, hvor hjerterne aldrig bliver tvivlende kolde.

Aldrig bliver tvivlende kolde!
Ja, hvor vi bevarer varmen, lyset, fællesskabet, troen…
Men!
Hvordan kan vi magte det?

Her kommer vi måske til en af de største faldgrupper,
der kan føre mennesker væk fra lyset.
Men hvor flammerne har en sidste vigtig lektie at lære os:
De skal tændes!

Vi kan og skal ikke præstere det gode i os selv.
Rigtig mange mennesker presses i dag – af stress, udbrændthed,
tristhed og depressioner.

Vi vil så gerne – alt det gode, det varme, det lyse, fællesskabet og troen.
Men vi erfarer gang på gang, at vi ikke magter det.

Og vi skal ikke magte det!

Det er måske en af tidens største illusioner, at vi selv skal magte
det gode liv –  de rigtige valg i livet.
Selv være lys og varme.
Selv have kontrol – have energi – vilje!

Jesus siger det så klart:
Kom hen til mig
alle I som er trætte og bærer tunge byrder, 
og jeg vil give jer hvile!

Vi kan ikke i os selv.
Ligesom flammerne skal også vi tændes  – af Guds kærlighed!
Vi skal ikke producere varmen selv,
men være kanal for, at den kan løbe igennem os.

Vi skal ikke være lys i os selv – men være som refleksbrikken,
der i  den grad lyser.
Når den er vendt den rigtige vej – mod Lyset!

Må Sankt Hans bålets flammer inspirere os – hele året!
Til et menneskeliv – der bevæges, varmer, lyser, giver fællesskab og ser opad.
Til at blive fyldt af det gode – ved at lade os tænde af Guds hellige ild.

Vi elsker, fordi Han elskede os først!
1. Joh. 4,19

Kærligheds-insektet

Skriv et svar

Vi tror, at hvis vi er på det rigtige sted, på det rigtige tidspunkt,
med den rette person, så vil kærligheden “bide” på os,
og vi vil gå igang med et liv på en lyserød sky!

Sådan beskriver “Et ord til dagen” mange menneskers
forestilling om det lykkelige ægteskab.
Som et “kærligheds-insekt” der må være til stede,
for at vi kan opleve lykke.

Denne tanke fører os imidlertid let på vildspor
og gør os desillusionerede.
Den får os ofte til at søge hver sin vej,
når drømmen ramler ind i virkeligheden.
Og det gør den – hver gang!

For når vi bliver udmattede af at tage os af børn,
job, hjem og afbetaling af lån,
så flyver kærligheds-insektet væk igen.
I den daglige trummerum af opvask, bleer og slid,
bliver romantikken skubbet i baggrunden.
Og fordi vi forveksler romantik med ægte kærlighed,
tror vi fejlagtigt, at kærligheden er forsvundet,
og at vi så er nødt til at følge efter den.

Men måske er sandheden i virkeligheden,
at kærligheden ikke dør,
selv om romantikken må bøje sig for virkeligheden.

Hvis to mennesker, der forelsker sig,
er villige til at stå sammen i kærlighed
gennem livets udfordringer,
kan romancen blomstre igen –
stærkere og mere modstandsdygtigt end før.
Romantik kan føre os sammen –
men uselvisk kærlighed holder os sammen.

I den vestlige verden begynder cirka to
ud af fem ægteskaber som net-dating.
Når man søger partnere på nettet – kan man søge “det gode match”
gennem alder, udseende, værdier, smag, ambitioner, præferencer osv.
Men ifølge “Et ord til dagen” viser det sig,
at antallet af skilsmisser er lige så højt blandt par,
der har mødt hinanden på den måde.

Hvorfor?
Måske fordi parforholdet og ægteskabet i sig selv ikke giver noget,
hvis ikke vi bevidst investerer i det – og prioriterer det.

Allan Petersen siger det således:
Der er ingen kærlighed i ægteskabet,
kærligheden er i mennesker;
og mennesker lægger den ind i ægteskabet.
Der er ingen romantik i ægteskabet,
folk skal selv “puste” den ind i deres ægteskaber.
Et par er nødt til selv at opøve det at give,
elske, tjene og rose hinanden
for at holde beholderen fuld.

Når vi en dag måske oplever, at “skabet” er tomt,
er det meget nærliggende at vende det mod sin partner.
Negative tankemønstre dukker op:
Han eller hun har forandret sig, ser mig ikke mere på samme måde som tidligere,
er blevet ligeglad med mig, tager mig bare som en selvfølge…
Elsker mig ikke mere!

Vi retter kikkerten og kritikken mod den anden – og oplever en dyb smerte
for det er jo min partner, der skal gøre mig lykkelig
Og her er vi måske inde ved kernen af den allerstørste illusion.
Den største løgn – bevidst eller ubevidst i os:
At min partner er grundlaget for mit selvværd og min lykke.

Bibelen fortæller os, at varig lykke og forankring
aldrig kan findes hos andre mennesker,
men kun hos Gud!
Magnus Malm beder det således i sin bøn:
Jesus lad mig blive så tryg i din kærlighed,
at jeg ikke stræber efter bekræftelse.

Når vi indser, at kærligheds-insektet ikke er fløjet,
men faktisk slet ikke eksisterer,
kan det åbne en helt ny vej for os:

Vi indser, at varig lykke kun kan findes et sted – hos Gud.
Så i stedet for at forsøge at finde den rette person,
beslutter vi os for selv at blive den rette person,
den ene som Gud skabte os til at være…
Og så giver vi gavmildt, vi tillader andre at være sig selv,
begrænsede mennesker i forandring,
og vi søger vores lykke hos Gud.

Herre, du opfylder alle mine behov.
Mit liv er i dine hænder.
Salme 46,3

Kaos

Skriv et svar

A ska bare lige ha den regnet ud!
Sådan synger De Nattergale i en af deres sange.

Martha blev vred på sin søster Maria, for hun ville have
klaret huset og maden, inden der skulle være en stille
stund ved Jesu fødder.

Logikken er, at jeg først må få “orden på kaos”,
før jeg kan og må hengive mig til det,
jeg gerne vil.

Problemet er bare, ifølge Magnus Malm,
at denne orden aldrig ser ud til at indfinde sig,
men på en måde hele tiden undslipper os.

Hvad gør vi så?
Kan vi vælge det indre, inden vi har styr på det ydre?
Er det ikke uansvarligt – eller måske ligefrem umuligt?

Når vi oplever forvirring og  kaos både i den individuelle
og i den fælles verden, forsøger vi ofte krampagtigt
at nå op til “det højeste punkt”.
Et punkt med overblik, kontrol, orden og beherskelse,
hvor vi “kan få styr på det”!

Men der findes en anden vej, siger Magnus Malm.
En vej midt igennem det kaotiske, som hverken indebærer,
at jeg flygter fra virkeligheden,
eller at jeg skal have styr på alting først.
En vej der går til til det “laveste punkt” med
stilhed, tillid, lytten, modtagelighed.

Et eksempel på dette er Jesu mor Maria,
der som ung teenagepige valgte at sige Ja til Guds vilje.
Et valg der betød et endegyldigt farvel til et stille og velordnet liv,
og som Langfredag endte ved korset i smerte, mørke og kaos.

Hvordan kunne hun dog udholde det?
Hvordan bevarede hun sin tillid til Gud i al det totale uforståelige?
Vi læser, at Maria julenat gemte disse ord i sit hjerte 
Og da Jesus 12 år gammel talte i templet,
grundede hun over hans ord i sit hjerte.

Magnus Malm skriver om dette:
Måske er det her, i den menneskelige erfarings dybeste afgrund,
at Maria bliver et billede af kirken.
Hun som i sin krop tager imod ordet,
lader det vokse og giver det til verden.
Hun, som vægrer sig imod at lade hverken ydre eller indre kaos
jage sig væk fra tilliden til Gud.
Hun som lærer os, at efterfølgelse er aldrig at sige nej til Jesus.
Hun som viser, at man ikke kan bevare sit hjerte igennem kaos
ved at lukke det, men ved for enhver pris at holde det åbent.

Og der står vi så med alle vore egne
mere eller mindre forvirrede og uafklarede tanker
og forestillinger.
Om meningen med livet  – og døden!
Om Gud – om Jesus – om påsken – om bøn?
Vi vil så gerne lige have dem regnet ud.
Få dem bragt i orden – vores orden vel at mærke!
For så kan vi nok opleve indre afklaring og ro med Gud.

Men siger Thomas Merton:
Du vil aldrig nå frem til en fuldkommen indre fred og
afklaring, hvis du ikke får frigjort dig fra selve begæret
efter fred og afklaring.
Hvis du opgiver alle disse begær og længsler
og kun søger en eneste ting – Guds vilje –
vil han give dig afklaring og fred
i mødet med konflikter og prøvelser.

Med andre ord når Jesus kærligt inviterer os
og siger kom til mig og få hvile, betyder det:
Tag sigte efter mig og kom nærmere.
Forsøg ikke at beherske kaos ved at tage kontrol over det.
Fokuser din tillid på mig, så vil du finde en vej.

Søg først Guds rige og gør hans vilje,
så får I alt det andet i tilgift.
Matt. kap. 6, 33