Den NYE pagt

Man skal ikke have set mange kriminalfilm med Poirot eller Miss Marple, før man bliver klar over, hvor vigtig dateringen af et testamente er 🙂
Et testamente bliver erklæret fuldstændigt ugyldigt, hvis man kan fremlægge et nyere.
Der kan kun være ét gyldigt testamente – det senest underskrevne!

Sådan er det også i Bibelen.
Det gamle testamente med lovbud og krav til menneskets indsats
blev fuldstændigt ugyldigt, da Jesus indstiftede det nye testamente.
I den nye pagt er det ikke længere menneskets opgave at frelse sig selv gennem gerninger
og levevis. For det kan intet menneske!
Nu har Jesus taget alt ansvaret, gjort det hele og betalt for al synd med sit blod.
Hvert eneste menneske på denne jord kan få del i denne nye pagt – og blive et Guds
elskede barn og få frelse – blot ved at tage imod denne sandhed i tro!

Det er ret fantastisk, at Chefen, der skabte os, elsker os så meget, at han selv gik undercover i den menneskelige verden for at gøre det muligt for os at komme med ham hjem igen.
I sandhed gode nyheder!

Og alligevel er det bare så svært at fatte dette.
I Bogen Den sejrende Taber beskriver Leif Munk, hvordan mange kristne har voldsomt svært ved at gribe dette.
Tanken om at kristendommen er et regelsæt sidder så dybt i os.
Enten lever man med det ene ben i den gamle pagt og forsøger så godt man kan – og med det andet ben i den nye pagt og håber så på tilgivelse, når det alligevel ikke lykkes.
Eller man tager i udgangspunktet imod Jesus og hans død for os i tro – men prøver så af al magt at leve efter de “nytestamentlige regler” og ender igen i en religiøsitet (og fortvivlelse) helt væk fra den frie, trygge og kærlige relation, som Jesus ønsker at have med os.

Jesus fuldbragte værket, står der.
Leif Munk siger om dette:
Den nye pagt er 100 procent Guds værk og indeholder ikke det svageste fingeraftryk af noget menneske.
Mennesket KAN ikke, SKAL ikke og MÅ ikke gøre det mindste i den nye pagts forhold til Gud.
Pagten er fuldbragt, og ethvert forsøg fra vores side for at forbedre vort forhold til Gud gennem
gode gerninger, overholdelse af loven, religiøse handlinger, bøn, bibellæsning osv. er dybest set et angreb på Jesu fuldendelse af pagten.
At pagten er fuldbragt, betyder, at forholdet mellem mennesker og Gud er bragt helt i orden en gang for alle:
“Derfor kan han også helt og fuldt frelse dem, som kommer til Gud ved ham… For det har han gjort én gang for alle, da han bragte sig selv som offer.” (Hebr. 7, 25-27)

Forholdet mellem Gud og dig kan aldrig blive bedre, skriver Leif Munk.
Vi er kommet Gud så nær, at vi aldrig kan komme nærmere. Han kan ikke komme til at elske os
højere, end han allerede gør.
Når bibelen siger, at Kristus er lovens afslutning, betyder det, at alle Guds krav til mennesket
standser ved ham.
Selv ikke det mindste bud eller krav slipper igennem!
Gud har total skåret enhver gerning væk i vores forhold til ham.

Gud er simpelthen så 100 procent tilfreds med sin søns liv og død i vort sted,
at det dybest set er en hån mod hele Jesu forsoning hver gang, vi tror, vi skal opfylde lovens bud
eller gøre noget som helst for at forbedre vores forhold til ham…

Vi må droppe alle vore krampagtige forsøg på selv at blive fri
og vove at se os selv i øjnene i erkendelsen af vores svaghed og fald, –
mens vi samtidig hviler i Guds tilgivelse og kærlighed.
Da kan vi forblive i det nære fællesskab med vor himmelske far.

I har hørt, at der blev sagt til vores forfædre…
Men jeg siger jer…
Matt. 5, 21

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *