Den anden annonce
Kom hjerte, med hvad dødt du har,
hvad du med sorg til graven bar!
Orglet brusede tonerne ud i det fyldte kirkerum.
Børnene stod på to rækker og var klar til at gå ud af kirken.
Det var lørdag før palmesøndag.
Minikonfirmanderne havde afslutningsgudstjeneste
for deres familier og andre interesserede.
De første forårstegn havde for længst vist sig.
Varme og solskin havde de sidste dage afløst en uges regn og blæst.
Udenfor kirken stod påskeliljerne allerede i fuldt flor.
Det var lige efter hans død, hun havde set den.
Annoncen!
Faktisk to dage efter huskede hun.
Døden var ikke overraskende – ikke på den måde.
Hans sygdom – hele forløbet – de vidste godt, hvad der ville ske.
Alligevel var sorgen, tomheden og ensomheden bagefter- ubeskrivelig!
De havde været der.
Børnene, vennerne, naboerne – ja også nogle af hendes tidligere kolleger.
De havde gjort alt, hvad de kunne.
Men tomrummet, som et livslangt venskab efterlader, lod sig ikke sådan udfylde.
Selvfølgelig ikke.
Det vidste hun godt.
Hun havde hentet avisen ind, så snart postbilen var kørt.
Dødsannoncen var blevet rigtig pæn – helt som de havde ønsket det.
Hans navn.
Den kære velkendte dato, der gennem alle årene havde været ensbetydende
med samling og hygge i familien.
Den anden dato – i forgårs!
Fremmed.
En ny mærkedag – en sorgdag.
Da hun ville lægge avisen til side, så hun den.
Helt tilfældigt.
Mærkeligt at hun overhovedet lagde mærke til den.
Hovedet var fyldt – og tomt på en gang.
Alle de praktiske ting – bedemand, præsten, begravelsen.
Hun huskede det som en tågedis, hun gik igennem.
Alligevel havde hun set den – og læst den lille annonce i Lokalavisen.
Reservebedstemor søges!
Hun havde lagt avisen til side.
Den skulle gemmes på grund af dødsannoncen.
De næste dage var forvirrende – med et væld af praktiske ting.
Familien var der.
Vennerne kom.
En stort trøst.
Hun vidste godt, at de skulle videre – de kunne ikke leve hendes liv.
Kunne jo ikke være der, når de lige var gået!
Ved sengetid.
Ved morgenmaden.
Når indkøbene skulle planlægges.
Når der var Breaking News.
Når der skete noget – bare et eller andet!
De havde talt om det mange gange.
Hvor tæt forbundet de var i deres livslange kærlighed og venskab.
Hvor skræmmende ensomt det måtte være at blive alene for en af dem.
Engang!
Alligevel var netop den virkelighed kommet som en chokbombe.
Sorgen, savnet!
Et stort mørkt rum.
Hun oplevede, at hendes liv og identitet forsvandt.
I frit fald!
Hun vidste, hun på en eller anden måde skulle finde livet igen.
Men hun hadede tanken om, at det måske betød, at hun skulle opfinde det igen!
For nogle år siden havde de forladt arbejdslivet og der oplevet et stort identitetsskifte.
Det var noget helt andet – og der var de sammen om det!
Barn, ung, aktiv børnefamilie, videreuddannelse, spændende arbejdsprojekter,
så bedsteforældre, pensionister, ny frihed…
Altid på vej.
Aktivt!
Men nu?
Et afviklet liv!
En kvælende – næsten lammende tanke, som ind imellem greb hende.
Hun havde hørt og læst mange gode ting.
Ord om sorgproces – hvordan man lever i to rum: sorgens rum og livets rum.
Hvordan man mere og mere vil opleve at være i livets rum.
En dame, der selv havde mistet sin mand, beskrev det så rammende:
I begyndelsen er stilheden din fjende – senere bliver stilheden din ven!
Hun havde også altid været inspireret af Kirkegaards tanker.
Særligt det om at tage sit liv på sig.
Uanset hvad!
At acceptere sine livsvilkår – sine styrker og svagheder
og derigennem blive et helt menneske.
Hun havde erfaret, at det var vigtigt.
At det var rigtigt!
Indtil nu!
For i hendes situation: hvilket liv skulle hun tage på sig?
Et afviklet liv?
Der var gået nogle måneder.
En dag sad hun igen med Lokalavisen i hånden.
Kondolencekort, breve, blomsterhilsener, sangark fra begravelsen.
Det hele havde hun samlet – og nu skulle det sættes ind i en scrapbog.
En mindebog kaldte hun den.
Da hun klippede dødsannoncen ud, så hun den igen.
Den anden annonce.
Reservebedstemor søges!
Mærkeligt tænkte hun, at hun huskede den.
Noget så ligegyldigt fra de svære dage.
Hun læste den igen.
Den var underskrevet af to børn på 5 og 9 år.
Formuleret som et ønske om pasning, når deres forældre havde weekendvagter.
Meget sødt, tænkte hun.
Et øjeblik havde tanken strejfet hende.
Det lød da egentligt spændende.
Skulle hun?
Næsten omgående havde fornuften taget over.
Eller var det frygten?
I hendes situation.
Selvfølgelig ikke!
Hun var også allerede bedstemor og ville gerne kunne stå til rådighed,
når hendes egne børnebørn havde brug for det.
Hun klippede den ud.
Den anden annonce.
Den lå et par dage i det gamle askebæger, hun havde arvet fra sine forældre.
Selvfølgelig havde de fundet en løsning.
Det var allerede en gammel annonce.
Hvad ville hun kunne give de børn?
Hvis man alligevel ikke orkede det, var det vel ikke til at komme ud af igen!
Hun havde til sin egen irritation – og overraskelse ikke kunnet slippe tanken.
Hun havde heller ikke kunnet handle på den.
Indtil en fredag eftermiddag i september.
Hun havde spontant ringet familien op.
Sagde hun havde haft annoncen klippet ud – og lige var faldet over den igen.
Ville bare høre, selv om de selvfølgelig nok for længst havde fundet en løsning!
Det havde de.
Men kun en midlertidig.
Så de havde mødt hinanden.
Først hjemme hos familien – så hos hende.
De havde lavet en aftale.
Men lad os sige, at den er foreløbig, havde hun sagt.
Så kan begge parter evaluere, om det fungerer.
Det gjorde det.
Hun passede børnene ca. hver tredje weekend.
Nogle gange hjemme hos hende – nogle gange hos dem.
En aften skulle forældrene til møde på skolen, så tog hun over til børnene imens.
Kom da og spis med først, ringede moren og sagde.
En dag lå der en invitation til bedsteforældredag i børnehaven.
I februar havde hun ikke kunnet passe børnene,
da hun var på rejse med en gammel kollega.
Børnene havde hængt hendes postkort op på køleskabet – og sagt at
det var meget flottere end en SMS!
Hun vidste egentligt ikke, hvornår det var sket.
Det var vel nærmest gradvist, tænkte hun.
At den kvælende fornemmelse af at leve i et afviklet liv havde ændret sig.
Var det tilknytningen og samværet med de to børn,
som hun virkelig var kommet til at holde af?
Ja – det havde helt sikkert spillet ind.
Men måske var det lige så meget en ny gryende erkendelse –
eller måske ligefrem en erfaring, tænkte hun.
At et liv per definition ikke kan være afviklet.
Uanset livssituation og omstændigheder vil der altid være mulighed
for nye tanker, nye handlinger, nye valg.
Hjemme på køkkenbordet lå Lokalavisen.
Der var tegnet en stor rød ring om omtalen af minikonfirmandernes
afslutningsgudstjeneste palmelørdag.
Gudstjeneste i kirken – og bagefter kaffe i menighedshuset, stod der.
Og du kommer altså – havde pigen sagt!
Salmen nærmede sig sin afslutning.
Børnene blev lidt urolige, da de gjorde sig klar til at gå ud.
Hun kunne ikke lade være med at smile, da hun mærkede det:
Hun glædede sig!
Gak med det alt til ham, som døde,
men levende dig nu vil møde!
O salig påskemorgenstund
med guld i mund!