Tag-arkiv: Tilgivelse

Tøsepiger og tøsedrenge

Skriv et svar

Det onde er dødt. Synd er afskaffet af pædagogpræsterne.
Skyld er noget, man har i forhold til skattevæsenet og bankerne.
Og menneskene flakker rundt i deres indre univers og plages af de ugerninger,
de har begået.
De går i terapi for at slippe af med spøgelserne. Men det nytter intet, fordi der intet forløsende
magi er i, at terapeuten siger: “Du er tilgivet – nu må du blot tilgive dig selv.”
Det runger blot rundt derinde på indersiden af hjernen.
Terapeuternes kunster begrænser sig stort set til at jage folk ind i dem selv.
Ikke til at få dem ud over sig selv.
Hvad nytter selvrefleksion, når problemet er, at livets ugerninger skal dømmes,
straffes, sones og dermed ugøres?

Sådan siger psykologen N.P. Agger og fortsætter:
Kan vi mennesker leve med dette?
Leve med at være alene med vore synder uden et system,
der kan afslutte disse?
Farer vi ikke vild inde i os selv og må etablere
vores egen rensende skærsild eller gå ind under evig fordømmelse?
Er det den pris, vi må betale for at have lukket Guds øje til og skænket hinanden
den gnidningsløse frihed?
Hvad laver præsterne?

Flemming Bak Poulsen sætter i bogen Tilgivelse er ikke for tøsedrenge
fokus på tilgivelse i et teologisk og psykologisk perspektiv.

Udfordringen i dag er, at tilgivelsen bliver privatiseret.
Tilgivelse bliver noget, der hovedsageligt foregår i et menneskes følelser og tanker.
Det bliver vigtigere at forsone sig med det, der skete, end med den, der gjorde det.
Det er tilgivelse med selvet i centrum.
Jeg skal tilgive, fordi jeg har brug for at hele såret i mig selv.

Men tendensen viser også ifølge Bak Poulsen, at vi er mere optagede af at tilgive
end selv at blive tilgivet.
Vi lærer først og fremmest at forstå os selv som ofre for andres ondskab.
Man kan sagtens tale om skyld og synd hos andre, det er sværere at se den hos sig selv.
Men vi er ikke kun ofre, siger Bak Poulsen.
Vi er også overgribere og har brug for at erkende dette.

Også ud fra et bibelsk perspektiv er det en vigtig pointe.
Vi kan ikke bare flytte tilgivelsen ind i menneskets psyke.
Det er relevant og nyttigt at arbejde psykologisk med det, der skete.
Men at kalde det tilgivelse vil være forkert.

Tilgivelse skal fastholdes som et relationsbegreb.
Men det er ikke enten – eller.
Tilgivelsen rummer både mellemmenneskelige og indre psykiske aspekter.
Og det er ifølge Bak Poulsen vigtigt at fastholde begge elementer i tilgivelsen.

Når mellemmenneskelig tilgivelse omtales i Det ny testamente,
er det altid med relationen som mål.
Det er ikke af hensyn til den enkeltes mentale velbefindende, tilgivelsens mulighed og nødvendighed understreges.
Det er relationen til medmennesket –  og Gud – der er i fokus.

Kan vi overhovedet finde viljen, lysten og styrken til
tilgivelse i vores egen menneskelige natur?
Både til selv at tilgive – og til at finde tilgivelsen?

Ifølge bibelen er det gennem Jesus og hans kraft, vi må søge dette.
For korset evangelium er netop ikke, at kærligheden
og nåden blev fundet i mennesket – men udenfor!

Som Agne Nordlander siger om korsets mysterium:
Tyngden ligger på det objektive, på det Gud har gjort uden for os og for vores frelse.
Det forankrer min frelsesvished uden for mig selv, hos ham som er død for mig en gang for alle.
Jeg slipper for at rode i mig selv, og gøre mit gudsforhold afhængigt af min halve, totredjesdel eller trekvarte omvendelse og overgivelse.

Korsets kraft er en frigørende kraft uden for mig, som netop derfor kan få stor betydning
subjektivt inden i mig – og inden i alle andre tøsedrenge og tøsepiger!

Det var Gud, som gennem Kristus tilbød fred, forsoning og fællesskab
mellem sig selv og verden ved at tilgive menneskers deres synder.
2. Kor. 5,19

 

Tung last

Skriv et svar

Det var ikke min skyld!
Undskyld!
Det er deres egen skyld!
Det er jo ikke nogens skyld!

Begrebet skyld er på mange måder et vanskeligt ord.
Vi vil helst ikke have noget med det at gøre.
Vi taler meget hellere om samspilsårsager, misforståelser og forskellige forventninger.
For man gør jo sit bedste – og selvfølgelig vil der altid kunne opstå konflikter og svære relationer!

Vi accepterer begreber som ansvar, konsekvenser og personlige valg.
Men skyld?!
Indenfor psykologien er der således retninger, der ser skyldfølelse som resultat
af en religiøs eller gammeldags påvirkning, der mest af alt ønsker at begrænse og stække den
menneskelige udfoldelse.

Og skyldfølelse er i sandhed et særdeles giftig våben, som har ødelagt adskillige liv.
Men skyldens smerte forsvinder ikke lige sådan, og den kan ligefrem øges,
når vi erfarer, at hverken psykologhjælp eller terapi kan bortforklare eller fjerne den.

Kristendommen har et betydeligt mere realistisk forhold til skyld.
Den kalder så at sige “en spade for en spade” i den sammenhæng:
Skylden i os er reel – fordi vi fra tid til anden handler forkert – og dermed
svigter og sårer både Gud, medmennesker og os selv!

Forestil dig, at vores åndelige bagage var synlig, skriver Mac Lucado.
At alt det vi bærer i vores hjerte og sind blev omsat i tasker, sække og kufferter.
Hvad tror du, man ville se mest af i bunkerne?
Kufferter fulde af skyld!
Træthedens byrde tynger dig ned, selvsikkerhed fører dig vild.
Skuffelser får dig til at tabe modet.
Ængstelse piner dig.
Men skyld?
Skyld fortærer dig!

Det har aldrig været Guds mening, at vi skulle leve med skylden eller i skylden.
Tværtimod må man sige!
Jesus kom netop til jorden for at frelse mennesket – fra skyld og skam.
Jesus tog skylden!
Og Jesus tager skylden væk fra ethvert menneske, der beder ham om det.

Vores del er så at slippe skylden – og skyldfølelsen.
Virkelig slippe den!
Ikke fordi den negliseres, bortforklares eller glemmes.
Men fordi vi tror på, en anden har overtaget den.

Det er imidlertid ikke let.
Mange mennesker oplever, at de ikke kan eller tør tro på,
at deres skyld er væk, selv om Jesus klart siger det i bibelen.
De bliver ved med at huske – vil ikke slippe – og kan hverken tilgive sig selv eller andre.

Hænger vi  på den måde fast i skylden, kommer vi til at bære den med os som en dødvægt.
Den trækker vores livsglæde ned, og den kan ødelægge vores relationer.
Faktisk kan den også ødelægge vores helbred,
for vi er slet ikke skabt til at bære rundt på så tung en byrde.

En psykologisk undersøgelse påviste, at mennesker med skyld
rent faktisk oplevede deres krop tungere.
Se artikel

Vi kender alle til skyld.
Den forsvinder ikke, ved at vi ignorerer, undskylder eller bortforklarer den.
Men den skal heller ikke dyrkes eller gøre os til ofre.

Jesus siger, vi skal erkende og bekende den.
Og så bede ham tilgive os – så tager han skylden.
Som et faktum – uansat hvor meget vores indre følelser,
eller ydre omstændigheder vil påstå noget andet.

Det var hans eget blod, og dermed har han skabt forsoning for vores synder
og sat os fri fra skyld for evigt.
Hebræerbrevet kap. 9 v. 12

Kærlighedens magt

Skriv et svar

Da Zemar kom til Danmark, vidste han ikke andet om kristne, end at de spiste svinekød.
Og da han på asylcenteret i Nordjylland fik stukket noget materiale om kristendommen på farsi i hånden, kunne han kun grine af den urealistiske historie om Jesus, der genopstod og og steg til himmels.
Men ordene “tilgivelse” og “kærlighed” havde alligevel bidt sig fast.
Sådan fortæller den anonymiserede afghaniske flygtning Zemar til Berlingske i efteråret 2015.

I den selvbiografiske bog “Søn af Hamas” følger vi den unge Musab Hassan Yusef,
der vokser op i Hamallah på Vestbredden.
Hans far er medstifter af Hamas – en terroristisk islamisk bevægelse, der kæmper mod Israel -og for et frit selvstændigt Palæstina.
Yousef vokser op i inderkredsen af bevægelsen – bl.a. under Yassir Arrafats ledelse, og han er aktiv i kampen sammen med sin familie.
Nøgleordene er had, hævn, vold og terror.
Men en dag møder han nogle kristne i Jerusalem, som fortæller om Jesus og kristendommen.
Det er særdeles farligt for Yousef at vise intereresse for kristendom, og i stor hemmelighed kommer han med til de kristne møder.
Det, der slår benene væk under ham, er den helt nye tænkning, han aldrig har mødt før:
Jesu tale om kærlighed fred og forsoning – og ikke mindst udsagnet: Elsk dine fjernder!

Da Massoud Fouroozansdeh som ung flygtning kommer til Danmark fra Iran,
får han kontakt med sin mor, der allerede opholder sig her i landet.
Massoud bliver imidlertid chokeret over, at hans mor har omgang med nogle kristne kvinder. De er godt nok meget venlige – men alligevel en farlig vildførelse for hans mor.
Massoud beslutter derfor at anskaffe sig en bibel og gennemlæse den – udelukkende for at finde argumenter “indefra” mod kristendommen i diskussionerne med de kristne damer.
I bogen “Den forbudte frelse” fortæller Massoud, hvordan det gik.
Han kom aldrig til at bruge bibelen på den måde, for undervejs i læsningen åbenbarede den sig som et fantastisk kærlighedsbrev skrevet af Gud til ham.
Tankerne om kærlighed og fred – tilgivelse og forsoning revolutionerede helt Massouds tankegang.

Zemar tog kontakt med nogle kristne flygtninge.
Han begyndte at studere bibelen og valgte efter to år at blive døbt.
Jeg husker alt om den dag. Den var helt fantastisk.
Jeg fik gaver fra 15 danskere. Det var en stor dag.
Men det vigtigste for mig er, at jeg blev mere rolig.
Jeg tænkte ikke flere dårlige ting. 
Jeg fik skiftet hele mit hjerte, fortæller Zemar.

Mosab Hassan Yousef valgte i største hemmelighed at blive kristen.
Det var ekstremt farligt for ham pga. sine tætte kontakter til Hamas inderkerne.
Efter et par år flygtede  han til USA – og det meste af hans familie fordømmer hans valg.
Men Mosab er i dag ikke i tvivl.
Han er overbevist om, at det kristne bud om “at elske sine fjender” er den eneste farbare vej til fred i Mellemøsten.

Massoud prøvede at kæmpe imod:
Jeg forsøgte at glemme de ord, som jeg havde læst i bibelen, men jeg kunne ikke slippe dem.
Uanset hvor meget jeg anstrengte mig for at glemme det kristne evangelium, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvad jeg gik glip af, hvis der virkelig fandtes en kærlig gud…
Massoud måtte tage imod budskabet og blive en kristen.
Han har studeret teologi, fungerer nu som migrantpræst og har bl.a.
oprettet flygtningekirken Church of Love.

Derfor giver jeg jer en ny befaling:
I skal elske hinanden.
Som jeg har elsket jer, skal I elske hinanden.
Joh. kap. 13 v. 34

Tilgiv!

Skriv et svar

”As I walked out the door toward the gate
that would lead to my freedom;
I knew, if I didn’t  leave my bitterness and hatred behind,
I’d still be in prison.”
Sådan skrev Nelson Mandela efter 27 års lidelsesfuldt fangeskab i Sydafrika.

Dette udfordrende budskab følges op i Tilgivelsens bog, der er skrevet af Mandelas landsmand ærkebiskop Desmond Tutu og dennes datter Mpho.
De inviterer os på en helt særlig rejse ind i tilgivelsens land – og ind i tilgivelsens sprog.

Tilgivelse – uanset hvem og hvad!
Fordi det er den eneste måde, hvorpå vi kan blive helbredt i vore indre.
Den eneste måde det brudte kan blive helet igen.

Rejsen er egentlig enkel – men i sandhed ikke let.
Den går ofte igennem både vredens og hadets sumpe og skal bane sig vej gennem tab, smerte og sorg – før den finder vej til accepten, som er tilgivelsens tegn.

Tilgivelse undergraver ikke retfærdigheden.
Tilgivelse fornægter ikke det skete, og den negligerer ikke smerten.
Tilgivelse er ikke at glemme.
Tilgivelse er ikke svaghed.
Tilgivelse er ikke let.
Tilgivelse er ikke at sige, at det er okay!
Tilgivelse er ikke hurtigt overstået.
Tværtimod.

Tutu anbefaler en proces i 4 faser, der ofte skal gennemarbejdes flere gange:

  • Fortæl historien
  • Sæt ord på smerten
  • Giv tilgivelse
  • Forny eller afbryd forholdet.

Tutus grundsyn er, at vi alle har brug for at tilgive – og brug for selv at få tilgivelse.
Det er et fællesmenneskeligt vilkår, at vi sårer og såres.

Der har været situationer, hvor hver eneste af os har måttet tilgive.
Der har også været situationer, hvor hver eneste af os har brug for at få tilgivelse.
Og det vil ske mange gange igen.
På forskellig måde er vi alle sammen sønderknust.
Og ud af den tilstand gør vi andre ondt.

Tutu nævner talrige undersøgelser, der påpeger de gavnlige virkninger tilgivelse har –
på det sociale, åndelige, psykologiske, ja endog fysiske plan.

Vi har ikke selv valgt at blive såret,
men vi kan altid vælge at blive helbredt!

Gengældelse giver i bedste fald kun en kortvarig udsættelse af smerten.

Den eneste måde, hvorpå man kan opleve heling og fred, er ved at  tilgive.
Indtil man tilgiver, forbliver man lukket inde i sin egen smerte og lukket ude fra mulighederne for at erfare heling og frihed.
Lukket ude fra muligheden for at have fred.
Når vi kan give slip på gerningsmandens tag i os, kan vi frigøres fra bitterhedens og vredens gnavende bånd,  som binder os til vores oplevelse.

Uden tilgivelse forbliver vi tøjret til den person, der gjorde os ondt.
Vi er bundet sammen med lænker af bitterhed fanget i en fælde.
Indtil vi kan tilgive den person , der har gjort os ondt,
vil han eller hun holde nøglerne til vores lykke og være vores fangevogter.
Når vi tilgiver tager vi kontrollen med vores egen skæbne og følelser tilbage.
Vi bliver vore egne befriere.
Vi tilgiver ikke for at hjælpe den anden person.
Vi tilgiver for vores egen skyld.

Tilgivelse er med andre ord den bedste form for selvhjælp.
Den kan blive helende og helbredende i vort liv.

Vi ændrer ikke fortiden, når vi tilgiver,
men vi ændrer fremtiden!

Herre, hvor mange gange skal jeg tilgive en, der forsynder sig imod mig,
spurgte Peter.
Er syv gange nok?
Nej, svarede Jesus.
Lad det være 77 gange!
Mat. Kap. 18 v. 21-22