Det var ikke min skyld!
Undskyld!
Det er deres egen skyld!
Det er jo ikke nogens skyld!

Begrebet skyld er på mange måder et vanskeligt ord.
Vi vil helst ikke have noget med det at gøre.
Vi taler meget hellere om samspilsårsager, misforståelser og forskellige forventninger.
For man gør jo sit bedste – og selvfølgelig vil der altid kunne opstå konflikter og svære relationer!

Vi accepterer begreber som ansvar, konsekvenser og personlige valg.
Men skyld?!
Indenfor psykologien er der således retninger, der ser skyldfølelse som resultat
af en religiøs eller gammeldags påvirkning, der mest af alt ønsker at begrænse og stække den
menneskelige udfoldelse.

Og skyldfølelse er i sandhed et særdeles giftig våben, som har ødelagt adskillige liv.
Men skyldens smerte forsvinder ikke lige sådan, og den kan ligefrem øges,
når vi erfarer, at hverken psykologhjælp eller terapi kan bortforklare eller fjerne den.

Kristendommen har et betydeligt mere realistisk forhold til skyld.
Den kalder så at sige “en spade for en spade” i den sammenhæng:
Skylden i os er reel – fordi vi fra tid til anden handler forkert – og dermed
svigter og sårer både Gud, medmennesker og os selv!

Forestil dig, at vores åndelige bagage var synlig, skriver Mac Lucado.
At alt det vi bærer i vores hjerte og sind blev omsat i tasker, sække og kufferter.
Hvad tror du, man ville se mest af i bunkerne?
Kufferter fulde af skyld!
Træthedens byrde tynger dig ned, selvsikkerhed fører dig vild.
Skuffelser får dig til at tabe modet.
Ængstelse piner dig.
Men skyld?
Skyld fortærer dig!

Det har aldrig været Guds mening, at vi skulle leve med skylden eller i skylden.
Tværtimod må man sige!
Jesus kom netop til jorden for at frelse mennesket – fra skyld og skam.
Jesus tog skylden!
Og Jesus tager skylden væk fra ethvert menneske, der beder ham om det.

Vores del er så at slippe skylden – og skyldfølelsen.
Virkelig slippe den!
Ikke fordi den negliseres, bortforklares eller glemmes.
Men fordi vi tror på, en anden har overtaget den.

Det er imidlertid ikke let.
Mange mennesker oplever, at de ikke kan eller tør tro på,
at deres skyld er væk, selv om Jesus klart siger det i bibelen.
De bliver ved med at huske – vil ikke slippe – og kan hverken tilgive sig selv eller andre.

Hænger vi  på den måde fast i skylden, kommer vi til at bære den med os som en dødvægt.
Den trækker vores livsglæde ned, og den kan ødelægge vores relationer.
Faktisk kan den også ødelægge vores helbred,
for vi er slet ikke skabt til at bære rundt på så tung en byrde.

En psykologisk undersøgelse påviste, at mennesker med skyld
rent faktisk oplevede deres krop tungere.
Se artikel

Vi kender alle til skyld.
Den forsvinder ikke, ved at vi ignorerer, undskylder eller bortforklarer den.
Men den skal heller ikke dyrkes eller gøre os til ofre.

Jesus siger, vi skal erkende og bekende den.
Og så bede ham tilgive os – så tager han skylden.
Som et faktum – uansat hvor meget vores indre følelser,
eller ydre omstændigheder vil påstå noget andet.

Det var hans eget blod, og dermed har han skabt forsoning for vores synder
og sat os fri fra skyld for evigt.
Hebræerbrevet kap. 9 v. 12