”As I walked out the door toward the gate
that would lead to my freedom;
I knew, if I didn’t  leave my bitterness and hatred behind,
I’d still be in prison.”
Sådan skrev Nelson Mandela efter 27 års lidelsesfuldt fangeskab i Sydafrika.

Dette udfordrende budskab følges op i Tilgivelsens bog, der er skrevet af Mandelas landsmand ærkebiskop Desmond Tutu og dennes datter Mpho.
De inviterer os på en helt særlig rejse ind i tilgivelsens land – og ind i tilgivelsens sprog.

Tilgivelse – uanset hvem og hvad!
Fordi det er den eneste måde, hvorpå vi kan blive helbredt i vore indre.
Den eneste måde det brudte kan blive helet igen.

Rejsen er egentlig enkel – men i sandhed ikke let.
Den går ofte igennem både vredens og hadets sumpe og skal bane sig vej gennem tab, smerte og sorg – før den finder vej til accepten, som er tilgivelsens tegn.

Tilgivelse undergraver ikke retfærdigheden.
Tilgivelse fornægter ikke det skete, og den negligerer ikke smerten.
Tilgivelse er ikke at glemme.
Tilgivelse er ikke svaghed.
Tilgivelse er ikke let.
Tilgivelse er ikke at sige, at det er okay!
Tilgivelse er ikke hurtigt overstået.
Tværtimod.

Tutu anbefaler en proces i 4 faser, der ofte skal gennemarbejdes flere gange:

• Fortæl historien
• Sæt ord på smerten
• Giv tilgivelse
• Forny eller afbryd forholdet.

Tutus grundsyn er, at vi alle har brug for at tilgive – og brug for selv at få tilgivelse.
Det er et fællesmenneskeligt vilkår, at vi sårer og såres.

Der har været situationer, hvor hver eneste af os har måttet tilgive.
Der har også været situationer, hvor hver eneste af os har brug for at få tilgivelse.
Og det vil ske mange gange igen.
På forskellig måde er vi alle sammen sønderknust.
Og ud af den tilstand gør vi andre ondt.

Tutu nævner talrige undersøgelser, der påpeger de gavnlige virkninger tilgivelse har –
på det sociale, åndelige, psykologiske, ja endog fysiske plan.

Vi har ikke selv valgt at blive såret,
men vi kan altid vælge at blive helbredt!

Gengældelse giver i bedste fald kun en kortvarig udsættelse af smerten.

Den eneste måde, hvorpå man kan opleve heling og fred, er ved at  tilgive.
Indtil man tilgiver, forbliver man lukket inde i sin egen smerte og lukket ude fra mulighederne for at erfare heling og frihed.
Lukket ude fra muligheden for at have fred.
Når vi kan give slip på gerningsmandens tag i os, kan vi frigøres fra bitterhedens og vredens gnavende bånd,  som binder os til vores oplevelse.

Uden tilgivelse forbliver vi tøjret til den person, der gjorde os ondt.
Vi er bundet sammen med lænker af bitterhed fanget i en fælde.
Indtil vi kan tilgive den person , der har gjort os ondt,
vil han eller hun holde nøglerne til vores lykke og være vores fangevogter.
Når vi tilgiver tager vi kontrollen med vores egen skæbne og følelser tilbage.
Vi bliver vore egne befriere.
Vi tilgiver ikke for at hjælpe den anden person.
Vi tilgiver for vores egen skyld.

Tilgivelse er med andre ord den bedste form for selvhjælp.
Den kan blive helende og helbredende i vort liv.

Vi ændrer ikke fortiden, når vi tilgiver,
men vi ændrer fremtiden!

Herre, hvor mange gange skal jeg tilgive en, der forsynder sig imod mig,
spurgte Peter.
Er syv gange nok?
Nej, svarede Jesus.
Lad det være 77 gange!
Mat. Kap. 18 v. 21-22