Tag-arkiv: Tak under alle forhold

Guds perspektiv

Min mor har ofte citeret dette lille digt for mig, da jeg var barn:

”Først når væven er standset,
og skytlen holdt op med at slå,
vil mesteren tage tæppet til side.
Først da kan vi for alvor forstå,
hvorfor de gyldne tråde såvel som de mørke bånd
begge var nødvendige for mønsteret i Mesterens kyndige hånd.”

I svære tider kan det være meget udfordrende for os at fastholde troen på,
at vi er i Guds hånd, og at han har styr på det hele.
Hvorfor sker det svære? Hvad er meningen i dette?
Nogle gange erfarer vi trøst midt i forvirringen.
Andre gange opleves spørgsmålene ubesvarede i vore indre.

Jesus ved, det er sådan, og  han opfordrer os til at komme til ham med det hele.
Smerten, lidelsen og spørgsmålene.

Hans svar i sit ord er altid det samme:
Har du lagt dig i min hånd, kan intet fjerne dig fra mit nærvær og min kærlighed.
Hav tillid til mig, der sker ikke dig noget, som jeg ikke tillader og er med i.
Jeg sidder fortsat ved bordenden i dit liv, og det er mig, der styrer dagsordenen,
hvis du ønsker det.
Vær helt stille i min hånd og lad mig virke i dig og i omstændighederne omkring dig.

Sarah Young har gennem årene øvet sig i at være stille i bøn – helt stille!
Og derigennem lære at lytte til Guds indre stemme i hende.
I bogen “Jesus kalder” fortæller hun, hvordan hun har oplevet Jesus tale,
også når hun stod over for udfordringer og vanskeligheder:

“Når mange ting synes at gå galt, så stol på mig.
Når dit liv synes mere og mere ude af balance, så tak mig!
Det er en overnaturlig reaktion, som kan løfte dig op over dine omstændigheder.
Hvis du gør, hvad der falder dig naturligt over for vanskelighederne,
kan du blive offer for negativisme –
og formørke dit perspektiv og din tankegang.

Råb til mig!
Hvisk mit navn.
Bekræft din tillid til mig, uanset hvad du føler.

Tak mig for alt, selvom det føles unaturligt – endog irrationelt.
Gradvist vil du begynde at gå opad, indtil du igen har fast grund under fødderne.
Hvis du vælger den overnaturlige reaktion i stedet for den naturlige –
og du stoler på mig og takker mig –
vil du opleve min ufattelige fred.

Accepter hver dag som den kommer, og husk jeg er Herre over dit liv.
Glæd dig på denne dag som jeg har skabt, og stol på at jeg er med dig med al min kraft.”

At takke Gud på denne måde – både i og for det svære –  betyder altså ikke, at vi giver Gud “skylden” for det svære.
Og det bliver heller ikke noget falsk og utroværdigt – selv om vi ikke er glade for situationen.

Det bliver i stedet et bevidst valg.
Et valg vi tager, fordi Gud beder os om at gøre det!
Vores tak bliver på den måde en tillids-nøgle, vi giver Gud ind til det svære i vores liv, så han kan komme til!
Vi takker altså bevidst Gud – på trods af følelser og omstændigheder –  for derigennem at vende os helt mod ham i tillid og invitere ham ind i alt det svære.

Det giver ham adgang til at komme og gøre sin altid gode vilje i os –
og væve med de farver, han til hver tid ved er bedst!

Vær ikke bekymrede for noget, men sig altid Gud tak,
og læg jeres ønsker frem for ham i bøn.
Så vil I opleve, at Guds fred, som overgår al menneskelig forstand,
vil beskytte jeres tanker og hjerter og bevare jeres tillid til Jesus Kristus.
Fil. kap. 4, v 6-7.