Jeg så fornyligt en tankevækkende film.
Den handlede om en ung pige, der i forbindelse med et trafikuheld fik en særlig form for hukommelsestab.

Det betød, at hun kun var i stand til at huske en dag ad gangen efter ulykken.
Hver morgen, når hun vågnede, havde hun igen glemt alt, hvad der lå efter ulykken. Hendes familie var magtesløse, og de formåede ikke andet end at ”spille med”.
Så dag efter dag lod de som om, det var den samme dag – hver dag.

Men en dag forelsker en ung mand sig i pigen.
Han vælger i kærlighed ikke at “spille med”.
I stedet laver han en film om ulykken og hendes situation, som han viser hende hver morgen.
På den måde opdateres den unge pige dagligt på sandheden – og hun får et nyt og virkeligt liv sammen med ham – hver dag.

Jesus elsker os.
Han ved, at vi heller intet kan overføre fra dag til dag.
Hans nærvær og hans kærlighed kan vi ikke oplagre i vore indre.

Hver dag må vi opdateres for at kunne leve vores liv i sandhed.
Hans virkelighed må dagligt fylde os.

Forstår vi ikke det, kan vi let blive mismodige.
Hvorfor kan jeg ikke fastholde troen, glæden og freden?
Det virkede så sandt og rigtigt for mig i går – og i dag oplever jeg bare tomhed og tvivl!

Da israelitterne vandrede i ørkenen, sendte Gud manna, som folket kunne opsamle hver dag. Forsøgte man at samle til flere dage, var den gemte mad næste dag ødelagt og uspiseligt.

Guds kærlighed og nærvær er en strømmende kilde, vi uophørligt kan drikke af.
Vi slukker ikke vores tørst ved at se på et glas vand – ved at snakke om vandet eller ved at forestille os, hvor læskende det må være.

Vi slukker først vores tørst, når vi rent faktisk drikker vandet  – hver dag!

Jesus svarede: Jeg er det brød, der giver liv.
Ingen af dem, der kommer til mig, vil nogen sinde sulte; og den, der tror på mig, vil aldrig mere tørste.
Joh. kap. 6 v.35