Journalisten Charlotte Rørth har netop udgivet bogen “Jeg mødte Jesus”.
Heri beskrives, hvordan hun som en “helt normal dansker” fuldstændig uforberedt og
ikke-troende fik et syn af Jesus – på en bænk i Spanien.
Hun forsøger at beskrive mødet med Jesus – så godt hun kan med ord:

“Han kender mig. Han kender hvert et gram, hvert et sekund, kan se igennem alt, kan lide mig alligevel trods alle min løgne, store og små, min surhed og smålighed.
“Da jeg vover at møde hans blik, ser jeg ind i øjne, der er grønne og grå med en snert af blå og både velkommende og fyldt med venlighed”.

Det blev en total livsforvandlende oplevelse for Charlotte Rørth, der både fyldte hende med forvirring og en ubeskrivelig livsglæde og kærlighed.
Hun, der var opvokset i et marxistisk og a-religiøst miljø, oplevede pludselig en helt anden virkelighed.

Mennesker verden over har til alle tider fortalt om den slags direkte fysiske oplevelser med Jesus.
Min mands farfar fik for mange år siden et lignende Jesussyn – det var ikke på en bænk i Spanien, men i et udhus i Jylland, hvor han en aften var i bøn.
Noget han senere beskrev i sin lille erindringsbog: “Jeg fik det i tilgift”.

Jesus ønsker, vi skal lære ham at kende – mere og mere… og mere 😉
Han ønsker at komme og gøre en forskel i vore liv.
Uanset om vi ser ham direkte som Charlotte Rørth og vores oldefar gjorde – eller om han åbenbarer sig for os gennem bibellæsning, bøn, musik, natur, film, digte, sange, pilgrimsvandringer, samtaler, drømme eller andet – er kernen, at der er en Gud og skaber, der ønsker at give sig til kende, så vi må se Ham  –  i vores virkelighed.
Og han vil, vi skal vide hvorfor:
Fordi han elsker os ubeskriveligt højt og ønsker, at vi skal være i hans fællesskab – altid!

Nu afdøde Britta Krarup har i et lille digt  “Varsom” beskrevet, hvordan hun har “set” Jesus:

”Min elskede Herre
Varsom, varsom er min elskede.
Varsom, varsom er min elskede Herre.
Varsom, når han møder mig i min svaghed.

Hans øjne er bløde, og hans hænder er nænsomme,
når han møder mig i min smerte og elendighed.
Smerte, ikke fordi han tager hårdt, men på grund af mine sår.
Varsom, varsom tager han på dem.
Mine svagheder bringer min tålmodighed til bristepunktet.
Den brister – men ikke hans.
Varsom, varsom kalder han mig tilbage med uendelig tålmodighed.

Skøre, skrøbelige ting i mit liv blev knust.
Jeg accepterer, at de gik itu og kaster dem ud.
Han går ud og henter dem og sætter dem sammen igen.
Varsom, varsom min elskede Herre.
Jeg søger ind til ham og lader hans blik gennemstråle mig.
Jeg skammer mig over min ufuldkommenhed!
Og så glemmer jeg skammen, da han rækker hånden ud og stryger min kind.

Varsom – varsom min elskede Herre.”

Et knækket siv brækker han ikke af.
Et lys, der brænder svagt, puster han ikke ud.
Matt. kap.12 v.20