Bøn er at blive sand over for Gud – ikke at udføre et religiøst ritual.

Sådan skriver den svenske præst Magnus Malm i bogen “Bag billedet”.

I denne bog gør han op med de mange falske guds- og selvbilleder,
som vi ofte (ubevidst) er bærere af .
Uanset om vi er troende, søgende eller ikke-troende.

Billeder som er falske – men som kommer til at forme vore liv og vores tro.
Ofte på baggrund af vore barndomsoplevelser og vore forældres påvirkninger.

Billederne medfører, at vi forlader virkelighedens “hvem er jeg egentligt”
til fordel for “hvem vil jeg gerne være”.
Og i denne illusion opbygger vi så en “åndelighed” – hvor vi forsøger at få vores ønskede selvbillede til at matche det guds-billede  – positivt eller negativt, som vi har bygget op.

Resultatet bliver ofte et frustreret (tros)liv  – og en tavs, uklar og fraværende Gud.

Rejsen hjem igen  – fra de falske billeder til sand virkelighed
går gennem sproget – vore ord i ærlighed!
Fuld ærlighed over for Gud i vores kommunikation med ham.

Lær din mund at sige det, som er i dit hjerte,
lød de gamle ørkenfædres råd.
En læringsproces, der måske tager hele livet.

Hos mange mennesker ligger der en barriere her:
Hvis jeg aldrig har erfaret, at mine følelser og erfaringer er vigtige at lytte til,
har jeg sandsynligvis heller ikke noget sprog for dem.
I stedet bærer jeg ofte rundt på en ubevidst frygt for, at hverken Gud
eller mennesker vil forstå og tage imod det, jeg føler.

Men Gud vil lytte og tage imod.
Alt!
Han ønsker af hele sit hjerte, vi skal tale med Ham – og tale ærligt.

Ikke for at blive informeret, for han kender alligevel alt.
Men fordi det er gennem åben sand samtale, vi kan begynde at opbygge en relation til ham.
Og hen ad vejen mere og mere lære hans sande jeg at kende:
En kærlig, nærværende, lyttende, elskende Far.
Skaber – og Frelser!

Den dag, jeg mærker, at Gud ikke er det mindste interesseret i min “åndelighed”,
men lidenskabeligt optaget af mine menneskelige erfaringer,
er det som et stille jordskred under mine stumme gudsbilleder og selvbilleder.

At begynde at tale sandt med Gud er en slags skabelsesakt.
Jeg træder frem som et levende menneske og møder en levende Gud.

Et menneske, som famlende begynder at udtrykke sig over for Gud,
går ind i en dybtgående helbredelsesproces.
Det er lægende at nogen lytter uden at afbryde for at tale om sig selv.

At nogen venter på ordene uden utålmodigt at udfylde stilheden og usikkerheden.
At nogen opfatter mine følelser og erfaringer som vigtige uden hele tiden
at korrigere eller sige imod.

Det er vigtigt, at vi tør lægge mærke til og udtrykke alle vores følelser,
tanker og erfaringer, når vi beder.
Vrede, hidsighed, forundring, utålmodighed, tvivl, frygt, rædsel – lige så vel som
taknemlighed, tillid, glæde, fred, håb og forventning, vished.

Så snart jeg begynder at censurere det, jeg opfatter som “uåndeligt”,
forstummer den virkelige samtale.
I stedet bevæger jeg mig ud i en religiøs uvirkelighed,
hvor jeg hverken har kontakt med mit eget indre eller den levende Gud.

At Gud faktisk elsker mig som jeg er, er en erfaring, der langsom vokser frem,
mens jeg beder.
Ikke en teoretisk indsigt jeg har, før jeg begynder at bede.
Opstiller vi sådan en forudsætning for bøn, får vi nok aldrig bedt en eneste bøn!

Det er med Guds godhed som med brød.
Vi kan betragte det længe, men først når vi spiser, opdager vi smagen!

Prøv selv at opleve Herrens godhed.
Lykkelige er de, der søger hjælp hos Ham.
Salme 34, 9