Søg først Guds rige og hans retfærdighed.
Så skal alt det andet gives jer i tilgift.
I en tid forstod jeg dette Jesus-citat som en slags opfordring til prioritering –
altså mit “åndelige liv” skulle være første punkt på dagsordenen.
Inden de “menneskelige” udfordringer og gøremål optog mig.
Jeg tror egentligt ikke, at Gud ønsker at være et punkt
på min lille gule huskeseddel!
Jeg tror, han ønsker, at jeg skal forstå, at han er det center i mit liv
hvoraf alt, hvad der er mig udspringer – både “åndeligt og menneskeligt”.
Han er ikke interesseret i en “åndelig religiøsitet”, der er skilt fra mit liv og dets mange erfaringer af smerte og glæde, fortvivlelse og håb, tvivl og tro.
Han er lidenskabeligt interesseret i hele mig – og ønsker at være med i hele mit liv – hele tiden.
Og så er det faktisk tankevækkende, at der står Søg først!
Der står ikke Find først!
Vi famler ofte rundt i vores opfattelse af Gud – og troen på ham.
Falske gudsbilleder forstyrrer billedet og kan gøre os både forvirrede – og måske bange for at søge Gud.
FIndes han overhovedet?
Han kan da på ingen måde holde af mig – sådan som jeg er?
Jeg er jo ikke sådan religiøs på den måde…
Er tro på Gud egentligt ikke bare udtryk for menneskelig ønsketænkning – en mental krykke?
Overtro?
At søge Gud – og opleve Gud i sit liv kan nogle gange opleves meget konkret –
men ofte også meget diffust.
En munk fra 1100-tallet beskriver det således:
“Ordet opfattes ikke i nogen ydre skikkelse, men gennem sin virkning.
Han er et ord, som ikke høres, men som gennemtrænger.
Han taler ikke, han virker.
Han giver sig ikke til kende for ørene, men påvirker viljen.
Hans ansigt har ingen form, men sætter sit aftryk i mennesket.
Han kan ikke ses med kroppens øjne, men fylder hjertet med glæde”.
Som i alle andre relationer lærer vi også Gud at kende ved at bruge
tid sammen med Ham.
Når vi er sammen med et andet menneske og deler liv og erfaringer,
styrkes kendskabet og relationen.
Vi mødes ikke med Gud synligt ansigt til ansigt.
Vi kan læse hans ord, og snakke med ham om vore liv, som det er i alle dets aspekter –
eller bare være stille i hans nærhed.
Vi kan tage ham med i alle vore gøremål – glæder og udfordringer.
Måske i en stille indre dialog – og mere og mere vil vores bevidsthed kunne øges om hans nærvær.
Magnus Malm beskriver, hvad han i små spejlglimt erfarer:
“Når jeg kommer til Jesus, ved jeg, at jeg er velkommen.
Han alene er totalt befriet fra alle billeder af mig.
Han forsøger ikke at presse mig ind i et bestemt mønster.
Han opfatter mig ikke som et forstyrrende element,
vender sig ikke væk fra mig eller forsøger at beskytte sig.
Han bliver glad, ikke fordi jeg har gjort noget godt,
men fordi det er mig, der kommer.
Han forstår mig.
Jeg behøver ikke at anstrenge mig for at forklare alting for ham –
og jeg behøver ikke at forsvare, hvorfor jeg føler eller opfører mig, som jeg gør,
og så alligevel ikke være sikker på, om han forstår det rigtigt.
Han ved det, så jeg behøver ikke at sige noget.
Han bliver hos mig.
Der er ikke noget hos mig som kan jage ham på flugt.
Jeg ved, at han er vendt mod mig, også i mørket.
Hvor skulle et menneske vove at lade figenbladene falde, om ikke der?”
Når I søger efter mig, vil I finde mig.
Ja, hvis I søger mig af hele jeres hjerte, vil I finde mig.
Jer. 29,13