Tag-arkiv: Guds nærvær

Arbejdsfordeling

Skriv et svar

Rødkælken spurgte:
Jeg gad vide, hvorfor disse ængstelige mennesker
bringer så megen forstyrrelse med sig
og bekymrer sig så meget?
Spurven svarede:
Min ven, jeg tror, det skyldes, at de ikke har en himmelsk Far,
sådan som du og jeg har –
en Far, der passer på dem!

En præst forklarede fornyligt, at menneskets relation til Gud er som en fjeder.
Som udgangspunkt er vi ikke naturligt bevidste om hans eksistens og kærlighed –
og tiltrækkes ikke umiddelbart af hans nærhed.
Snarere tværtimod!
Faktisk kan Guds kærlighed i vort liv virke så usandsynligt for os –
at det er en virkelighed, vi ikke forstår eller regner med.

For Gud tvinger sig aldrig ind på os.
Han er fuldstændig kærlighed, og kærlighed tvinger aldrig!
Men han siger, han elsker os uendeligt meget – og bare længes efter,
at vi vil invitere ham ind i vore liv og komme til ham med alt!

Vores del er at begynde at gå imod “fjederens” naturlige modstand ved at søge ham.
Vi skal vende os imod ham – komme til ham.
Jesus sagde det sådan, da han begyndte sin gerning på jorden:
At vi skulle ændre indstilling.

En hindring for at søge Gud kan være, at vi tror,
vi ikke er “gode nok” – eller fromme nok!
Som en sagde det:
Vi har beskidte hænder – og tror, de skal være rene,
før vi kan tillade os at søge Gud.
Men det er faktisk lige modsat: Gud beder os komme, præcis som vi er –
og så er resten af arbejdet hans del.

Mange mennesker giver udtryk for, at de gerne vil tro – men ikke kan.
Nogle siger ligefrem, at de er misundelige på dem, der tror –
og at de gerne selv ville kunne tro på noget større end dem selv.

Det at tro er ikke en evne eller begunstigelse,
der er givet til nogle særligt åndeligt begavede mennesker.
Jesus kom til alle mennesker – uden undtagelse!

Hvis vi gerne vil tro, er det vores del at begynde at søge ham.
Lige som vi er, og helt som vi har det.

Når vi begynder at tænke på ham, læse i bibelen –
og snakke med ham i tankerne og med ord,
kan han åbne sit nærvær for os og skabe tro.

Nogle gange går det let – andre gange tungere og svingende.
Ofte er det en proces, der forandres og udvikles gennem hele livet.
Men det er hans ansvar – hans del.

En levende tro på ham er en gave!
Fra ham –  til den, der ønsker den.
Søg – og du skal finde, lover han.

Han lover, at han altid er hos os – lige til “verdens ende”!
Uanset hvor koldt, mørkt og tomt vi i perioder må opleve det.
Nogle gange kan vi være så pressede,
at vi kun orker et indre skrig eller et stille suk til ham.
Det ændrer intet for hans nærvær og kærlighed til os.

Et par tvillingefostre lå trygt og godt i mørket.
Den ene spurgte pludselig den anden:
Tror du på mor?

Vi må spørge os selv:
Tror vi på Far? 

Så fortsatte han: 
“Gå hen og sig til mit folk:
I hører, men forstår dog intet.
I ser, men fatter dog intet.
Folkets øjne dækkes til, så de intet ser.
Deres ører stoppes til, så de intet hører.
Deres hjerter lukkes af, så de ikke føler anger eller skyld –
ellers ville de komme til mig,
så jeg kunne helbrede dem”.
Esajas kap. 6 v. 9-10

 

 

Søg!

Skriv et svar

Søg først Guds rige og hans retfærdighed.
Så skal alt det andet gives jer i tilgift.

I en tid forstod jeg dette Jesus-citat som en slags opfordring til prioritering –
altså mit “åndelige liv” skulle være første punkt på dagsordenen.
Inden de “menneskelige” udfordringer og gøremål optog mig.

Jeg tror egentligt ikke, at Gud ønsker at være et punkt
på min lille gule huskeseddel!
Jeg tror, han ønsker, at jeg skal forstå, at han er det center i mit liv
hvoraf alt, hvad der er mig udspringer – både “åndeligt og menneskeligt”.

Han er ikke interesseret i en “åndelig religiøsitet”, der er skilt fra mit liv og dets mange erfaringer af smerte og glæde, fortvivlelse og håb, tvivl og tro.
Han er lidenskabeligt interesseret i hele mig – og ønsker at være med i hele mit liv – hele tiden.

Og så er det faktisk tankevækkende, at der står Søg først!
Der står ikke Find først!

Vi famler ofte rundt i vores opfattelse af Gud – og troen på ham.
Falske gudsbilleder forstyrrer billedet og kan gøre os både forvirrede – og måske bange for at søge Gud.
FIndes han overhovedet?
Han kan da på ingen måde holde af mig – sådan som jeg er?
Jeg er jo ikke sådan religiøs på den måde…
Er tro på Gud egentligt ikke bare udtryk for menneskelig ønsketænkning – en mental krykke?
Overtro?

At søge Gud  – og opleve Gud i sit liv kan nogle gange opleves meget konkret –
men ofte også meget diffust.

En munk fra 1100-tallet beskriver det således:
“Ordet opfattes ikke i nogen ydre skikkelse, men gennem sin virkning.
Han er et ord, som ikke høres, men som gennemtrænger.
Han taler ikke, han virker.
Han giver sig ikke til kende for ørene, men påvirker viljen.
Hans ansigt har ingen form, men sætter sit aftryk i mennesket.
Han kan ikke ses med kroppens øjne, men fylder hjertet med glæde”.

Som i alle andre relationer lærer vi også Gud at kende ved at bruge
tid sammen med Ham.
Når vi er sammen med et andet menneske og deler liv og erfaringer,
styrkes kendskabet og relationen.

Vi mødes ikke med Gud synligt ansigt til ansigt.
Vi kan læse hans ord, og snakke med ham om vore liv, som det er i alle dets aspekter –
eller bare være stille i hans nærhed.
Vi kan tage ham med i alle vore gøremål  – glæder og udfordringer.
Måske i en stille indre dialog – og mere og mere vil vores bevidsthed kunne øges om hans nærvær.

Magnus Malm beskriver, hvad han i små spejlglimt erfarer:
“Når jeg kommer til Jesus, ved jeg, at jeg er velkommen.
Han alene er totalt befriet fra alle billeder af mig.
Han forsøger ikke at presse mig ind i et bestemt mønster.
Han opfatter mig ikke som et forstyrrende element,
vender sig ikke væk fra mig eller forsøger at beskytte sig.

Han bliver glad, ikke fordi jeg har gjort noget godt,
men fordi det er mig, der kommer.
Han forstår mig.
Jeg behøver ikke at anstrenge mig for at forklare alting for ham –
og jeg behøver ikke at forsvare, hvorfor jeg føler eller opfører mig, som jeg gør,
og så alligevel ikke være sikker på, om han forstår det rigtigt.
Han ved det, så jeg behøver ikke at sige noget.

Han bliver hos mig.
Der er ikke noget hos mig som kan jage ham på flugt.
Jeg ved, at han er vendt mod mig, også i mørket.
Hvor skulle et menneske vove at lade figenbladene falde, om ikke der?”

Når I søger efter mig, vil I finde mig.
Ja, hvis I søger mig af hele jeres hjerte, vil I finde mig.
Jer. 29,13

 

 

Nytårs Glæde!

Skriv et svar

H. C. Andersen fortæller i et af sine eventyr om en lille fattig pige, der nytårsaften blev sendt ud for at sælge svovlstikker.
Det var en iskold aften, og den lille pige frøs skrækkeligt.

To gange strøg hun en svovlstik i forsøg på at få varmen.
I lyset fra svovlstikkerne oplevede hun i korte glimt de skønneste syn af varme og glæde.
Men hver gang slukkedes svovlstikkerne, og kulden og mørket vendte tilbage og lagde sig over det lille barn.

Tredje gang pigen strøg en svovlstik, kom mormor og hentede hende ind i den skønneste varme for altid – hos Gud.
Man fandt den lille pige død næste morgen frosset ihjel.
Åh nej, hun har villet varme sig, sagde folk.
Men H.C. Andersen slutter eventyret med ordene:
“Ingen vidste, hvad smukt hun havde set, i hvilken glans hun med gamle mormor var gået ind til nytårs glæde!”

Ind imellem kan vi opleve små lysstrejf i livet med Gud, hvor alt ligesom falder på plads.
Hvor vi oplever troens glæde og dybe fred, og måske i glimt fornemmer lidt af den herlighed, der venter os hjemme hos Ham.
Men som den lille pige kan vi også opleve, at det igen bare bliver koldt og mørkt i os –  og vi kan sukke efter, at lyset og glæden vil vare ved.

Gud ønsker, at vi som hans børn skal leve i lyset fra ham og hans ord.
Han ved, at det jordiske liv kan være svært og mørkt, og han gik i døden for, at vi som hans børn må opleve tryghed i hans faderfavn.

Han siger om sig selv, at han er lyset, og at hans ord er en lygte for vor fod og et lys på vor vej.
Ligesom vi må tænde et lys for at have glæde af det, må vi søge og bruge dette lys fra ham for selv at erfare det.

I Guds rige er det ikke primært de menneskelige sanser, vi kan bruge.
Vi kan ikke fysisk se, høre eller mærke hans nærhed.
I Guds rige er det troens og tillidens sans, der forbinder os med Ham – og med lyset.

Og vi har fået lov til uafbrudt at gribe fast i hans løfter om nærvær og hjælp, indtil vi til sidst må komme helt ind i hans glæde.

Når du ser med troens øjne, vil dit indre fyldes af mit lys.
Hvis nu mit lys får adgang til hele dit indre, selv de mørkeste kroge, så bliver alting badet i lys, som når en kraftig lampe lyser for dig.
Luk. kap.11 v.34 og 36