Ærkebiskop og nobelprismodtager Desmond Tutu forholder i Tilgivelsens bog sig til begrebet sorg.
Når man oplever en eller anden form for tab, der giver smerte eller lidelse, oplever vi sorg.

Det kan være mennesker, vi mister – som måske dør eller forlader os.
Det kan være tab af sundhed, kompetencer eller arbejde.
Måske tab af tro, håb –  og tillid til andre.
Eller tab af respekt og selvværd – som følge af andres negative adfærd over for os.

Ifølge Tutu gennemgår sorgen forskellige faser.
Disse faser flettes ind i hinanden – og kan komme igen og igen uden bestemt rækkefølge eller mønster.

Fornægtelse – Vrede –  Købslåen – Depression – og til sidst Accept.
Alle disse stadier er vigtige og har betydning i vores sorgproces.

Skal man komme igennem til fred, er det først og fremmest vigtigt,
at vi tør gå ud over fornægtelsen og sætte ord på vores smerte.

Når vi så tillader os selv at mærke smerten, kan det hurtigt gå over i en vrede.
Vrede mod andre, mod sig selv – eller mod Gud for at tillade så megen smerte i verden.

Vreden kan have en funktion i nutiden, men den har ikke evnen til at forandre fortiden – og den tilfredsstiller sjældent ens ønsker for fremtiden.

Købslåen – altså tanker som hvis bare  kan kværne rundt i hovedet på os.
Men vi kan ikke på den måde ”købslå” os væk fra vores sårethed, skyld, skam og tab.
Den eneste vej ud af det, der går ondt – går gennem det!

Depressionen er en forståelig reaktion på erkendelsen af, at tabet har forandret livet  for os.
”Hvordan kommer man videre, når en af ens kære er død?
Hvordan finder man glæde, når man er blevet forladt af sin ægtefælle?
Hvor er håbet, når prognosen er terminal?
Hvordan kommer man ud af denne knusende sorg?” spørger Tutu.
Og han svarer:
Vi finder vores håb og helbredelse i det sidste stadie i sorgprocessen: Accept!

Accept er erkendelsen af, at tingene har ændret sig og aldrig vil være, hvad de var engang.
Det er sådan, vi kan finde styrken til at fortsætte.
Vi accepterer det skete.
Vi accepterer vores smerte, vores ængstelse, vores bedrøvelse, vores vrede, vores skam,
og når vi gør det, accepterer vi vores egen sårbarhed.

Vi har ifølge Tutu kun disse to valgmuligheder:
Enten med åbent sind at acceptere vores lidelse, sårbarhed og skrøbelighed.
Eller afvise lidelsen, sårbarheden og skrøbeligheden og løfte næven og kræve hævn.

Man går måske ind i hævnens cyklus i et fortvivlet håb om at ved at såre andre,
vil man mildne sin egen smerte.
Det sker ikke.
Den eneste måde at standse smerten på er ved at acceptere den.
Den eneste måde at acceptere den på er ved at sætte ord på den og dermed føle den fuldt ud.

Det er vores fælles menneskelighed, vores fælles tab og fælles sorg, der i sidste instans gør det muligt for os atter at knytte bånd til verden omkring os.

Sammen lider vi ondt, og sammen bliver vi helet.
Det er kun i dette skrøbelig net af relationer, at vi genopdager vores formål,
mening og glæde efter smerte og tab.
Nettet vil gå i stykker igen og igen, men vi kan reparere det.
Kun ved at genoprette dette net af forbindelser kan vi finde fred.

Herren er hos dem, der føler sig knust.
Han hjælper dem, der er dybt deprimerede.
De uskyldige kommer også ud i problemer,
men Herren hjælper dem igennem dem alle.
Ja, han beskytter dem fra alt det onde,
så de ikke bliver knust derved.
Salme 34 vers 19 – 21