Tag-arkiv: Englevagt

Engle

Juletid er også engletid, kan man vist roligt konkludere 😉
Engle i alle mulige versioner dukker op i julepyntningen, i julefilm, i krybbespil, i julesangene.
Og det er nok meget forståeligt, når vi ser, hvor centralt beskrivelsen af engleoplevelser er placeret i juleevangeliet.

Men hvad tænker vi egentligt om engle i dag?
Hvad er de for størrelser?
Er de blot udtryk for julehygge, eventyr, fri fantasi – måske overtro eller ønsketænkning?

I bibelen er engle et meget konkret og omtalt fænomen.
Både det gamle og det nye testamente beretter om engle, der er udsendt fra Gud med forskellige opgaver.
Op gennem tiden har der været talrige beretninger om, at Gud stadig sender sine engle til jorden med forskellige opgaver, og hvor de ved forskellige lejligheder har vist sig for mennesker.

Forfatteren Poul Hoffmanns kone Kirsten Hoffmann har i bogen Englevagt samlet en række nyere beretninger fra mennesker, der fortæller, hvordan de har oplevet engle på forskellig måde i deres hverdag.

Nogle af beretningerne handler om, hvordan mennesker i forskellige farlige situationer er blevet reddet af engle – og hvor enten de selv eller andre omkring dem oplevede at kunne se englene.
Andre fortæller om, hvordan mennesker i forbindelse med sygdom har oplevet helbredelse eller ny styrke til at kunne udholde hverdagen efter englebesøg.
Mange af fortællingerne handler om engle, der viser sig i forbindelse med dødsfald – enten for den døende eller for de pårørende til stor hjælp og trøst.

Det er både fascinerende og opmuntrende at læse om disse oplevelser opsamlet fra hele verden gennem de sidste 100 år.
Den fysiske fremtræden af englene er i beretningerne meget forskellige afhængig af konteksten, og alligevel er der mange fællestræk, når situationerne på tværs af tid og landegrænser ligner hinanden.

Jeg tror, Gud lader nogle mennesker opleve disse engleåbenbarelser som en helt konkret hjælp og trøst til de berørte – men også for at styrke troen hos dem, der hører om dem.

Gud viser i bibelen, at han ønsker, vi skal kende den usynlige virkelighed, at vi er i et kampområde her på jorden mellem lyset og mørket.
Men vi skal også vide, at vi som hans børn aldrig er overladt til at skulle føre den kamp selv.

På bagsiden af Kirsten Hoffmanns englebog står der:
”De himmelske væseners tilstedeværelse i dag som i bibelsk tid er i virkeligheden ikke noget unormalt, men naturligt i den kristnes liv.
En fornyet bevidsthed om det er tiltrængt i den tid, vi lever i.”

Englene er blot åndelige tjenere, som Gud sender ud for at hjælpe dem, der har fået adgang til det evige liv.
Hebr. kap.1 v.14