”Fred for både i går og i morgen,” synger vi i en gammel julesalme.
Lev i nuet!
Et udsagn vi ofte hører i en tid, hvor en travl og stresset hverdag let presser fokus væk fra det nærværende mod det, der skal gøres.
Eller mod det, der er sket!
Jesus siger meget direkte til os, at vi ikke skal bekymre os for dagen i morgen.
Vi skal leve fuldt og helt i dagen i dag, siger han.
Dette betyder selvsagt ikke, at vi skal droppe evalueringer, refleksioner og erfaringer, vi gør os hen ad vejen.
Eller lade være med at planlægge og forholde os til fremtiden.
Alt dette er kun udtryk for klog og fornuftig forvalterskab i vore liv.
Nej – det vi skal være opmærksomme på er ikke at bekymre os!
Jesus advarer os mod bekymringer, måske fordi de ofte er udtryk for en manglende tillid til hans omsorg for os.
Måske fordi bekymring har rod i frygt – og frygt er ikke konstruktivt men begrænsende for frimodighed og handlekraft.
Men måske også fordi bekymring for fremtiden i bund og grund er en illusion.
For fremtiden kommer i virkeligheden aldrig!
Det er kun nuet, der eksisterer- altid!
Det, vi forestiller os om fremtiden, vil aldrig blive oplevet sådan i virkeligheden – når fremtiden bliver til nu.
Det er i vore tanker og i vore fantasier, vi skaber bekymringen.
Vi kommer i realiteten aldrig til at leve i den “fremtid”, vi forestiller os eller frygter.
For vi kan hverken rumme eller forestille os den faktiske kommende virkelighed i vores begrænsede tankeverden.
Vi kommer altid kun til at opleve at være i et nu.
Og i nuet kan vi leve, handle, tænke og agere.
Der er Jesus sammen med os – i virkeligheden.
Han er ikke i uvirkelige tankemønstre om noget, vi forestiller os i “fremtiden”.
Han er altid fuldt nærværende i det nu, som er det eneste, vi mennesker nogen sinde kommer til at skulle leve i – i virkeligheden.
Lad altså være med at bekymre jer for, hvad der vil ske i morgen.
Matt. kap.6 v.34
