“Hvis du bliver nødt til at overveje kommende begivenheder, så sørg for en ting:
Dvæl ikke i fremtiden!
For bekymringer skyder op som paddehatte, når du strejfer om der!”

Denne klare udmelding læste jeg for nyligt.
Og ja paddehatte har det med at kunne være giftige og livsødelæggende – også når de dukker op som bekymringer.

Fremtiden er nok et af de steder, vi strejfer allermest om i tankerne.
Hvis det da ikke er i fortiden!
Men uanset hvad giver det ikke ro at strejfe om – hverken i fortid eller nutid!

Fortiden er forbi, der kan vi ikke ændre noget mere – og fremtiden er ikke kommet endnu, så der kan vi heller ikke agere.
Vi har faktisk kun “nuet”, hvor vi kan leve og handle.
Det har været en kendsgerning – men nok også udfordring til mennesker gennem alle tider.

Der findes en gammel bøn, hvis 4 første linjer er udbredt verden over.
Den er kendt som Sindsrobønnen, og dens oprindelse går sandsynligvis mange hundrede år tilbage:

Gud giv mig sindsro til
at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre,
mod til at ændre de ting, jeg kan,
og visdom til at se forskellen.

Der findes imidlertid en fortsættelse til denne bøn blandt andre videreført af teologen Niebuhr:

Så jeg lever en dag ad gangen,
nyder et øjeblik ad gangen
og tager imod de svære tider, som er vejen til fred.

Så jeg, som Jesus gjorde, tager den syndige verden, som den er,
ikke som jeg vil have den til at være.

Så jeg stoler på, at Han vil bringe alle ting i orden,
hvis jeg overgiver mig til Hans vilje.

Så jeg kan være rimeligt lykkelig i dette liv
og uendeligt lykkelig med Ham i det næste liv i al evighed.

Hvis altså uro og ængstelse ikke kan ændre noget, hvorfor så i det hele taget gøre sig bekymringer?
Luk. kap. 12 v. 26