Tag-arkiv: Tro og følelse

Lidt mere Lewis

Da Narniaforfatteren C.S. Lewis  blev troende, blev han overrasket over, at hans tro, der var bygget på en logisk og stærk overbevisning, alligevel kunne anfægtes.
Han erfarede, at hans følelser omkring troen kunne være meget svingende, selv om han intellektuelt var helt overbevist om sandheden i den.

For følelserne skifter, uanset hvilken holdning vor fornuft indtager.
Også nu hvor jeg er en kristen, har jeg nogle gange nogle følelser, hvor det hele forkommer usandsynligt…
Dette oprør fra dine følelser mod dit virkelige jeg vil dukke op under alle omstændigheder.
Hvis man ikke lærer sine følelser, hvor deres plads er, kan man hverken blive en overbevist kristen eller en overbevist ateist, men bare en skabning, som svajer hid og did, og hvis overbevisninger snarere afhænger af vejret og af fordøjelsen.

Midlet mod dette er ifølge Lewis meget konkret:
Det første skridt er at vedkende sig det faktum, at vore følelser er omskiftelige.
Dernæst må man gøre sig klart, at hvis man først én gang har vedkendt sig kristendommen,
bør man hver dag meditere over nogle af dens grundlæggende læresætninger i et stykke tid.
Derfor er daglig bøn, bibellæsning, og kirkegang nødvendige dele af det kristne liv.
Det er nødvendigt, vi konstant bliver mindet om det, vi tror på.
Den må have næring.

Lewis er også meget konkret i sin anvisning på, hvad det vil sige at leve som en kristen.
Faktisk skal vi begynde at lade som om, vi er Guds fuldkomne kærlige børn – lade som om vi er “en lille Jesus”.
Hvor vi tænker hans tanker om os og prøver at handle kærligt fra øjeblik til øjeblik.
Ikke for at være falsk – men fordi, det vi vælger at gøre, efterhånden vil forme os til at blive til det, vi øver os på.
Den gode smitte – som Lewis kalder det.

Det skal vi ikke gøre af hensyn til vores frelse – bestemt ikke!
For den er udelukkende og altid kun Guds ansvar!

Vi skal gøre det, for at blive til den som egentligt er planen med os – nemlig mere og mere at blive ligesom Jesus.
Fyldt med hans Ånds frugter: kærlighed, barmhjertelighed, tålmodighed, ydmyghed …

Lewis sammenligner os med tinsoldater, der har brug for at blive levendegjort af Gud.
Kristus selv, Guds søn, som er menneske (ligesom vi) og Gud (ligesom sin Fader), står lyslevende ved siden af os og er allerede i dette øjeblik ved at forvandle vores komediespil til realitet.

Den virkelige Guds søn står ved vores side.
Han er ved at forvandle os, så vi bliver som ham selv.
Han begynder så at sige at “indsprøjte” sin form for liv og tanke – sit åndelige liv – i os.
Begynder at forvandle tinsoldaten til en levende mand.
Den del af os, som ikke kan lide det, er den del, der endnu er tin.

På spørgsmålet om hvorvidt det er let eller svært at være kristen, må Lewis svare ja til begge dele.
Det svære er at overgive sig selv – alt sit eget – alt sit “tin” – og være parat til at blive bygget helt om.
Til at få kødhjerter i stedet for stenhjerter!
Ikke bare få repareret et par svage steder hist og pist –  men blive bygget helt om af Kristus til at ligne Ham mere og mere.

På den anden side er det så enkelt – hele livet og al kristendom handler netop om dette ene:
At blive draget ind i Kristus – af Ham!
Ham i os – og vi i Ham.

Det var Guds eneste formål med at blive menneske.
Det er det eneste, vi blev skabt til.

Og fordi Guds Ånd, som oprejste Jesus fra de døde, bor i jer,
vil han også oprejse jeres dødelige legemer til sin tid og give jer det evige liv.
Rom. kap. 8 vers 11

Følelser

”Hvad føler du så lige nu?”
Mikrofonen holdes frem – og uanset om der er tale om dramatiske hændelser, politiske opgør eller sportskampe, bedes den interviewede forholde sig til sine følelser som det helt centrale her og nu.

I andre forbindelser tales der om mavefornemmelser, der skal lyttes til, og vi er i det hele taget meget bevidste om, hvor vigtigt det er at være opmærksomme på sine følelser og ikke undertrykke dem.
Og det er vigtigt at være opmærksom på sine følelser, for de har ofte noget vigtigt at fortælle os om vore liv.

Det er imidlertid også vigtigt, at vi forstår, hvad følelser egentlig er: nemlig loyale tjenere for de tanker, som vi bevidst eller ubevidst vælger at knytte os til og tro på.
Ændrer vi vore tankemønstre – bevidst eller ubevidst – vil vi ofte erfare, at følelserne efter en tid “følger med” og nu understøtter de nye tankemønstre.

Vi er altså ikke vore følelser.
Og de er ikke os – men skiftende stemningsmæssige udtryk for, hvad vi tænker og tror om livet og os selv.

Hannah Smith sammenligner følelserne med børn.
Vores egentlige jeg – nemlig vor vilje – er som moderen, mens følelserne er som en flok larmende børn.
Moderen ved, hvad hun vil, og hun sætter sin vilje kærligt, men bestemt igennem over for børnene.
Men hvis moderen gav rum for den tanke, at børnene var herre i hjemmet, hvilken forvirring ville det ikke afstedkomme?
Og Hannah Smith fortsætter:
”En sådan forvirring er det, der hersker i mange sjæle, fordi følelserne reagerer i stedet for viljen.”

Vi skal være opmærksomme, kærlige og rummelige over for vore følelser.
Men da de kan skifte som vejret afhængig af vore tankemønstre, sindstilstand og dagsform, skal vi aldrig bygge på dem.
Hverken i vores daglige liv eller i vores åndelige liv.

Magnus Malm siger:
“At lade vore følelser være hvad de er, og hverken kræve noget mere eller mindre af dem, hjælper os til også at lade Gud være den, han er.
Med tiden skal vi nok lære, at Guds nærvær og virke er helt uafhængig af, hvordan vores følelser bevæger sig.”

Jesus rummer i kærlighed alle vore følelser – og kender dem så godt fra sit eget menneskeliv.
Men det han ønsker, når han beder om vores hjerte, er vort egentlige jeg, som er vores vilje.

Vi kommer sjældent permanent til at føle en sikker tro på Jesus.
Vores sikkerhed og vores tro må altid bygges på hans ord, hans løfter og hans kærlighed.
Det står fast – uanset vore skiftende følelser.

Enhver, som hører de ord, jeg siger, og handler efter dem, han ligner derfor en mand, som bygger sit hus på klippegrund.
Matt. kap.7 v. 24