Da Narniaforfatteren C.S. Lewis blev troende, blev han overrasket over, at hans tro, der var bygget på en logisk og stærk overbevisning, alligevel kunne anfægtes.
Han erfarede, at hans følelser omkring troen kunne være meget svingende, selv om han intellektuelt var helt overbevist om sandheden i den.
For følelserne skifter, uanset hvilken holdning vor fornuft indtager.
Også nu hvor jeg er en kristen, har jeg nogle gange nogle følelser, hvor det hele forkommer usandsynligt…
Dette oprør fra dine følelser mod dit virkelige jeg vil dukke op under alle omstændigheder.
Hvis man ikke lærer sine følelser, hvor deres plads er, kan man hverken blive en overbevist kristen eller en overbevist ateist, men bare en skabning, som svajer hid og did, og hvis overbevisninger snarere afhænger af vejret og af fordøjelsen.
Midlet mod dette er ifølge Lewis meget konkret:
Det første skridt er at vedkende sig det faktum, at vore følelser er omskiftelige.
Dernæst må man gøre sig klart, at hvis man først én gang har vedkendt sig kristendommen,
bør man hver dag meditere over nogle af dens grundlæggende læresætninger i et stykke tid.
Derfor er daglig bøn, bibellæsning, og kirkegang nødvendige dele af det kristne liv.
Det er nødvendigt, vi konstant bliver mindet om det, vi tror på.
Den må have næring.
Lewis er også meget konkret i sin anvisning på, hvad det vil sige at leve som en kristen.
Faktisk skal vi begynde at lade som om, vi er Guds fuldkomne kærlige børn – lade som om vi er “en lille Jesus”.
Hvor vi tænker hans tanker om os og prøver at handle kærligt fra øjeblik til øjeblik.
Ikke for at være falsk – men fordi, det vi vælger at gøre, efterhånden vil forme os til at blive til det, vi øver os på.
Den gode smitte – som Lewis kalder det.
Det skal vi ikke gøre af hensyn til vores frelse – bestemt ikke!
For den er udelukkende og altid kun Guds ansvar!
Vi skal gøre det, for at blive til den som egentligt er planen med os – nemlig mere og mere at blive ligesom Jesus.
Fyldt med hans Ånds frugter: kærlighed, barmhjertelighed, tålmodighed, ydmyghed …
Lewis sammenligner os med tinsoldater, der har brug for at blive levendegjort af Gud.
Kristus selv, Guds søn, som er menneske (ligesom vi) og Gud (ligesom sin Fader), står lyslevende ved siden af os og er allerede i dette øjeblik ved at forvandle vores komediespil til realitet.
Den virkelige Guds søn står ved vores side.
Han er ved at forvandle os, så vi bliver som ham selv.
Han begynder så at sige at “indsprøjte” sin form for liv og tanke – sit åndelige liv – i os.
Begynder at forvandle tinsoldaten til en levende mand.
Den del af os, som ikke kan lide det, er den del, der endnu er tin.
På spørgsmålet om hvorvidt det er let eller svært at være kristen, må Lewis svare ja til begge dele.
Det svære er at overgive sig selv – alt sit eget – alt sit “tin” – og være parat til at blive bygget helt om.
Til at få kødhjerter i stedet for stenhjerter!
Ikke bare få repareret et par svage steder hist og pist – men blive bygget helt om af Kristus til at ligne Ham mere og mere.
På den anden side er det så enkelt – hele livet og al kristendom handler netop om dette ene:
At blive draget ind i Kristus – af Ham!
Ham i os – og vi i Ham.
Det var Guds eneste formål med at blive menneske.
Det er det eneste, vi blev skabt til.
Og fordi Guds Ånd, som oprejste Jesus fra de døde, bor i jer,
vil han også oprejse jeres dødelige legemer til sin tid og give jer det evige liv.
Rom. kap. 8 vers 11