Lidt Narnia

Kristendommen giver overhovedet ikke nogen mening, før man har stået ansigt til ansigt med den slags kendsgerninger, som jeg har beskrevet.
Således skriver Narniaforfatteren C. S. Lewis i sin bog “Det er kristendom”.

Flere af os har sikkert stiftet bekendtskab med Narnia – landet bag garderobeskabet.
Hvor den gode og mægtige løve Aslan – gennem sin død –  vinder over snedronningen, der har indhyldet landet i en endeløs vinter.
Hvorefter kampen for at vinde landet tilbage til fred og harmoni kan begynde.

Lewis var professor i litteratur ved Cambridge Universitet og i mange år en inkarneret ateist.
Men hans videnskabelige og logiske arbejdsmåde “tvang” ham til meget modstræbende at omvende sig til kristendommen, fordi den ifølge hans analyser og logiske tænkning simpelthen måtte være sand.

De kendsgerninger, Lewis refererer til, er bl.a., at verden må være skabt af en kærlig magt.
En magt der har lagt en fælles “naturlov” ned i alle mennesker  – til alle tider.
En naturlov, der fortæller os grundlægende, hvad der er rigtig og forkert –
fx fair play, ærlighed, trofasthed osv –  men også en kærlighedslov, ingen af os kan overholde.

Det er efter at have forstået, at der findes en virkelig morallov og en magt bag denne lov – og at vi har overtrådt denne lov og placeret os selv i et forkert forhold til denne magt – det er efter alt dette, og ikke et øjeblik før, at kristendommen begynder at sige en noget.

Gud har skabt verden god, men den er besat af en ond og ødelæggende magt –
“denne verdens fyrste”.
Vi er på den forkerte side i denne kamp – og har således desperat brug for hjælp mod de mørke og ødelæggende kræfter i og omkring os.

Guds egen søn kom derfor til jorden og blev menneske – fordi han som den eneste kunne opfylde loven – og derfor kunne vinde sejren over ondskaben og døden.
Jesus inviterer os alle over på sit hold, hvor vi kan få del i denne sejr – gennem hans død og liv.

Man behøver slet ikke at kunne forstå det teologisk – det virker simpelthen sådan, når vi vælger at tage imod det i tro, forklarer Lewis.
Ligesom i Narnia hvor Aslan blæser sin ånd og liv ind i alle de væsener, den onde dronning  i kampen har forvandlet til hårde stenskulpturer.

Lewis mener, at mange mennesker, inden de bliver troende, går med en vag opfattelse af, at det at være en kristen er som en eksamen, der skal bestås eller en slags handel, vi skal indgå med Gud. Hvis vi gør sådan – vil Gud gøre sådan…

Det første resultat af sand kristendom er at tilintetgøre denne forestilling.
En af de ting, kristendommen netop blev skabt for, var bl.a. at tilintetgøre denne forestilling.
Gud har længe ventet på det øjeblik, hvor vi ville opdage, at det er udelukket, at vi skulle kunne bestå en eksamen eller sætte Ham i gæld til os.

I stedet erfarer vi, at ingen af vore forsøg kan føre os hjem til Gud.
Alle vore forsøg fører os i stedet frem til det punkt, hvor vi må vende os til Gud og sige:
Du må gøre det.
Jeg kan ikke.

Det vanskelige består helt og holdent i at nå det punkt, hvor vi vil erkende,
at alt, hvad vi har gjort og kan gøre, intet er.

Hvis man vil, kan man sige det på denne måde:
Kristus tilbyder os noget for intet.
Han giver os endda alt for intet.
I én forstand består hele det kristne liv i at tage imod dette meget opsigtsvækkende tilbud.

I dræbte livets ophav.
Men Gud lod Ham genopstå fra de døde.
Apost. G. kap. 3 v. 15 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *