Tag-arkiv: Frelse

Farveblind

Rød eller grøn?
To meget forskellige farver, tænker de fleste af os sikkert.
Og i trafikken er det ganske praktisk at kunne kende forskel på de to farver 😉

Folk, der er farveblinde, kan imidlertid fortælle,
hvordan det kan være helt umuligt for deres hjerner
at skelne de to farver fra hinanden.

Kan vi mon også være åndeligt farveblinde?

En præst stod med en flaske klar vand.
Det er sådan, vi gerne vil være, sagde han.
Rene, gode, kærlige…
Og det er måske sådan, vi tænker, at Gud kun vil møde os.

Så tog han en flaske vand tilsat grøn frugtfarve.
Men det er reelt sådan, vi ofte oplever vi er.
Fyldt af grøn gift – det bibelen kalder synd.
Hovmodige, dømmesyge, grådige, utilgivende, ukærlige…

Derefter hældte præsten et par dråber rød frugtfarve ned i den grønne flaske.
Og straks gennem-farvede den røde farve alt det grønne –
så flasken var nu fyldt med rødt vand.

Det er det, der sker, når vi vælger at tro på Jesus
som Guds søn og vores frelser.
 bliver vi gennemfarvede af Jesu rensende blod –
og intet kan skille den farve fra igen,
hvis ikke vi ønsker det.

Bibelen er så klar, når den forklarer os, hvad frelse er.
Frelse er ikke, at vi gør alt, hvad vi kan for at blive mere og mere
“lysegrønne” i håb om Guds sympati og kærlighed.

Frelse er det, Jesus har gjort for os.
Som vi kan vælge at tage imod eller forkaste, som enhver anden gave.

Tager vi imod Ham i tro, farver Jesu rensende blod os helt røde.
Så er vi hans børn – elskede og tilgivet, og da kan vi altid frimodigt komme til Gud
som vores kærlige, nærværende og omsorgsfulde Far.

Men vi kan have så svært ved at forstå den sandhed!
Jesus, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv? – spurgte den rige unge mand.
Hans udgangspunkt var helt forkert:
Hvad skal jeg?
For det er det, Jesus har gjort, det hele begynder med og bygger på.

Et af spørgsmålene i statsborger-testen lyder:
Hvordan oplever man frelse i protestantismen?
Og svar-mulighederne er: gennem afholdenhed – gennem tro – gennem gode gerninger.

Mange danskere svarer faktisk forkert på dette spørgsmål.
De tror, at frelse i kristendommen opnås gennem gode gerninger!
Jamen dog – kan vi så sige, det ved vi bestemt godt, ikke er det rigtige svar!

Gør vi nu også altid det?
Jo – måske med hjernen.
Men hvad med vores inderste bevidsthed om dette?

Jeg tror, at det er et problem for de fleste kristne,
at de ikke ved, om de er retfærdige eller ej,

siger Derek Prince.

Med andre ord er rigtigt mange kristne måske
i virkeligheden åndeligt farveblinde.
Når de ser på sig selv, ser de ikke den røde farve,
som er den nye farve for dem, der tror på Jesus.

De ser i stedet stadig sig selv som grønne –
pga. alle de fejl og brist, vi kan opleve i vore liv.
Men det ER ikke sandheden, fortæller bibelen os.

Glem alt om den klare rene flaske, sagde præsten.
Det er kun den røde farve, Gud ser efter.

Vi er gennem troen på Jesus på en gang
både syndere og retfærdiggjorte.
Det betyder, at det, der kan synes så grønt –
faktisk er helt rødt  – gennemfarvet af Jesu blod.

Denne nye identitet skal vi begynde at tage på os og leve i –
som 
en virkelighed!
For det er nemlig Guds sandhed om os!

Det er på grund af ham, at vi nu er accepteret af Gud,
at vi er erklæret syndfri og står rensede ind for Gud.
1. Kor. 1 v. 30

Lidt Narnia

Kristendommen giver overhovedet ikke nogen mening, før man har stået ansigt til ansigt med den slags kendsgerninger, som jeg har beskrevet.
Således skriver Narniaforfatteren C. S. Lewis i sin bog “Det er kristendom”.

Flere af os har sikkert stiftet bekendtskab med Narnia – landet bag garderobeskabet.
Hvor den gode og mægtige løve Aslan – gennem sin død –  vinder over snedronningen, der har indhyldet landet i en endeløs vinter.
Hvorefter kampen for at vinde landet tilbage til fred og harmoni kan begynde.

Lewis var professor i litteratur ved Cambridge Universitet og i mange år en inkarneret ateist.
Men hans videnskabelige og logiske arbejdsmåde “tvang” ham til meget modstræbende at omvende sig til kristendommen, fordi den ifølge hans analyser og logiske tænkning simpelthen måtte være sand.

De kendsgerninger, Lewis refererer til, er bl.a., at verden må være skabt af en kærlig magt.
En magt der har lagt en fælles “naturlov” ned i alle mennesker  – til alle tider.
En naturlov, der fortæller os grundlægende, hvad der er rigtig og forkert –
fx fair play, ærlighed, trofasthed osv –  men også en kærlighedslov, ingen af os kan overholde.

Det er efter at have forstået, at der findes en virkelig morallov og en magt bag denne lov – og at vi har overtrådt denne lov og placeret os selv i et forkert forhold til denne magt – det er efter alt dette, og ikke et øjeblik før, at kristendommen begynder at sige en noget.

Gud har skabt verden god, men den er besat af en ond og ødelæggende magt –
“denne verdens fyrste”.
Vi er på den forkerte side i denne kamp – og har således desperat brug for hjælp mod de mørke og ødelæggende kræfter i og omkring os.

Guds egen søn kom derfor til jorden og blev menneske – fordi han som den eneste kunne opfylde loven – og derfor kunne vinde sejren over ondskaben og døden.
Jesus inviterer os alle over på sit hold, hvor vi kan få del i denne sejr – gennem hans død og liv.

Man behøver slet ikke at kunne forstå det teologisk – det virker simpelthen sådan, når vi vælger at tage imod det i tro, forklarer Lewis.
Ligesom i Narnia hvor Aslan blæser sin ånd og liv ind i alle de væsener, den onde dronning  i kampen har forvandlet til hårde stenskulpturer.

Lewis mener, at mange mennesker, inden de bliver troende, går med en vag opfattelse af, at det at være en kristen er som en eksamen, der skal bestås eller en slags handel, vi skal indgå med Gud. Hvis vi gør sådan – vil Gud gøre sådan…

Det første resultat af sand kristendom er at tilintetgøre denne forestilling.
En af de ting, kristendommen netop blev skabt for, var bl.a. at tilintetgøre denne forestilling.
Gud har længe ventet på det øjeblik, hvor vi ville opdage, at det er udelukket, at vi skulle kunne bestå en eksamen eller sætte Ham i gæld til os.

I stedet erfarer vi, at ingen af vore forsøg kan føre os hjem til Gud.
Alle vore forsøg fører os i stedet frem til det punkt, hvor vi må vende os til Gud og sige:
Du må gøre det.
Jeg kan ikke.

Det vanskelige består helt og holdent i at nå det punkt, hvor vi vil erkende,
at alt, hvad vi har gjort og kan gøre, intet er.

Hvis man vil, kan man sige det på denne måde:
Kristus tilbyder os noget for intet.
Han giver os endda alt for intet.
I én forstand består hele det kristne liv i at tage imod dette meget opsigtsvækkende tilbud.

I dræbte livets ophav.
Men Gud lod Ham genopstå fra de døde.
Apost. G. kap. 3 v. 15