”Hvad føler du så lige nu?”
Mikrofonen holdes frem – og uanset om der er tale om dramatiske hændelser, politiske opgør eller sportskampe, bedes den interviewede forholde sig til sine følelser som det helt centrale her og nu.

I andre forbindelser tales der om mavefornemmelser, der skal lyttes til, og vi er i det hele taget meget bevidste om, hvor vigtigt det er at være opmærksomme på sine følelser og ikke undertrykke dem.
Og det er vigtigt at være opmærksom på sine følelser, for de har ofte noget vigtigt at fortælle os om vore liv.

Det er imidlertid også vigtigt, at vi forstår, hvad følelser egentlig er: nemlig loyale tjenere for de tanker, som vi bevidst eller ubevidst vælger at knytte os til og tro på.
Ændrer vi vore tankemønstre – bevidst eller ubevidst – vil vi ofte erfare, at følelserne efter en tid “følger med” og nu understøtter de nye tankemønstre.

Vi er altså ikke vore følelser.
Og de er ikke os – men skiftende stemningsmæssige udtryk for, hvad vi tænker og tror om livet og os selv.

Hannah Smith sammenligner følelserne med børn.
Vores egentlige jeg – nemlig vor vilje – er som moderen, mens følelserne er som en flok larmende børn.
Moderen ved, hvad hun vil, og hun sætter sin vilje kærligt, men bestemt igennem over for børnene.
Men hvis moderen gav rum for den tanke, at børnene var herre i hjemmet, hvilken forvirring ville det ikke afstedkomme?
Og Hannah Smith fortsætter:
”En sådan forvirring er det, der hersker i mange sjæle, fordi følelserne reagerer i stedet for viljen.”

Vi skal være opmærksomme, kærlige og rummelige over for vore følelser.
Men da de kan skifte som vejret afhængig af vore tankemønstre, sindstilstand og dagsform, skal vi aldrig bygge på dem.
Hverken i vores daglige liv eller i vores åndelige liv.

Magnus Malm siger:
“At lade vore følelser være hvad de er, og hverken kræve noget mere eller mindre af dem, hjælper os til også at lade Gud være den, han er.
Med tiden skal vi nok lære, at Guds nærvær og virke er helt uafhængig af, hvordan vores følelser bevæger sig.”

Jesus rummer i kærlighed alle vore følelser – og kender dem så godt fra sit eget menneskeliv.
Men det han ønsker, når han beder om vores hjerte, er vort egentlige jeg, som er vores vilje.

Vi kommer sjældent permanent til at føle en sikker tro på Jesus.
Vores sikkerhed og vores tro må altid bygges på hans ord, hans løfter og hans kærlighed.
Det står fast – uanset vore skiftende følelser.

Enhver, som hører de ord, jeg siger, og handler efter dem, han ligner derfor en mand, som bygger sit hus på klippegrund.
Matt. kap.7 v. 24