Forfatterarkiv: Annemarie Bjerre

Let it go

Skriv et svar

I Disneys eventyrfilm Frozen følger vi prinsesse Elsa, der har en særlig magisk gave.
Hun kan med sine bare hænder skabe is og dermed de flotteste isskulpturer, slotte og panoramaer.
I begyndelsen oplever vi, hvordan Elsa bruger sin magi – men da hun ikke kan styre den,
og er ved at skade sin søster, bliver hun bange.
Derfor vælger hun altid at gå med handsker for ikke at komme til at gøre noget forkert med sin evne.

Senere indser Elsa, at hun ikke kan leve sit liv på den måde  –
og på den måde fornægte en del af sig selv.
Hun vælger derfor at flygte ud i bjergene – alene.
Undervejs smider hun handskerne og synger sin berømte sang Let it go –
mens hun med små håndbevægelser skaber det ene smukke isscenarium efter det andet.

Som kristne er vi også bærere af en særlig kraft.
Ikke en opdigtet eventyrfantasi – men en virkelig kraft: nemlig Guds kraft.

Bibelen lærer os, at når vi tror på Jesus – vil han komme og bo i vore hjerter gennem sin Ånd.
Paulus forklarer, at det faktisk er den samme Ånd, som opvakte Jesus fra de døde.
Altså ikke noget ligegyldigt og ubetydeligt – men Guds egen Ånd, der har skabt hele universet!

Som kristen kan det være meget svært at forstå og forholde sig til.
Kan jeg, der mest af alt føler mig som et skrøbeligt lerkar – virkelig have Guds Ånd i mig?
Ja – siger bibelen – sådan er det!

Det betyder så, at det ikke er min kraft eller mine evner, det handler om.
Det er Guds kraft, det afhænger af.

Elsa skulle blot lave små håndbevægelser for at sætte sin iboende kraft i spil.
Et lille vink med hånden og det smukkeste palads tårnede sig op.

På et tidspunkt manglende Jesus mad til flere tusinde mennesker.
En lille dreng kom tillidsfuldt og gav ham sin madpakke – to små fisk og fem brød.
I menneskehænder var det intet bevendt overfor det kæmpe behov.
I Jesu hænder var det rigeligt!
Hans kraft og guddommelighed kunne mangfoldigøre det ubetydelige,
som i tillid blev lagt i hans hænder.

Vi kan også opleve, at vi står med en meget lille madpakke –
og tænke at vore brød er tørre og fisken ikke helt frisk!
Men lagt i Jesus hænder betyder det intet.

Vi må trygt og tillidsfuldt bruge det lidt, vi har og give det i Guds hænder.
En bøn, et smil, en velsignelse, et telefonopkald, et opmuntrende ord,
et besøg, nogle penge, en invitation?
Det kan virke som så lidt – men Guds Ånds kraft gennem disse ting,
kan give det en ufattelig stor virkning.

I slutningen af filmen lærer Elsa at bruge sin kraft på en god måde.
Hun vender tilbage til fællesskabet, hvor hendes gave bliver til glæde og velsignelse
for de andre i byen.

Måske skal vi som Elsa også tumle os frem og øve os.
Måske er vi også bange for at gøre nogle forkert,
hvis vi vælger at bede for nogle, fortælle om Jesus eller noget helt tredje.
Det gør ikke noget!
Det vigtigste er, at vi går igang,  og i tillid til Jesus får smidt handskerne!
Let it go!

Så sendte han dem ud for at forkynde budskabet om Guds rige
og for at helbrede de syge.
Lukas kap. 9 vers 2

Valentinsgave

Skriv et svar

Når man leger gemmeleg , råber man ofte Kuk-kuk for at hjælpe den, der leder.
Så ved vedkommende i hvilken retning, han eller hun skal gå
for at finde den, der er gemt.

Jesus er Guds Kuk-kuk til os, sagde en mand fornyligt.
For Gud ønsker ikke at være gemt – faktisk gør Han alt, for at vi skal finde ham.
Ja, endda så meget at han “bytter roller” og selv leder efter os!

Religion er menneskets søgning efter Gud, men evangeliet er i virkeligheden
Guds søgning efter mennesket.
I religionerne er det mennesket selv, der på forskellig måde prøver at finde Gud –
og kvalificere sig til fællesskab med det “guddommelige” –
enten ved levevis, visdom eller forskellige gerninger.

I evangeliet vendes det hele på hovedet – og rollerne byttes om!
Her er det Gud, der gennem Jesus åbenbarer sig synligt på jorden.
Han lader sig ydmyge og henrette på et kors for at frelse sin elskede skabning.
Som en lille dreng forklarede det: Han tog al balladen!

Efter opstandelsen tilbyder Gud gennem sin Ånd at skabe
et både jordisk og evigt fællesskab mellem sig selv og os.
Alt sammen fordi Han elsker hver eneste af os så højt!

For os der er vokset op i den kristne kultur i Danmark,
kan dette efterhånden blive meget selvfølgeligt.
Vi har jo hørt det så tit.
Det med Guds kærlighed og hans frelse – selvfølgelig er Gud da kærlig!

For mennesker der ikke lever i denne virkelighed og måske i frygt famler sig frem i deres søgning efter en gud, kan dette imidlertid være ganske revolutionerende.

En evangelist fortalte, hvordan han i et afrikansk land havde forkyndt evangeliet
om Guds kærlighed og tilbud om frelse og fred gennem Jesus.
Efterfølgende blev han nærmest overfaldet af en gruppe pårørende,
der dybt frustrerede råbte til ham, hvor længe han havde vidst dette?!
For de havde lige mistet en far, der var død under de værste kvaler
i frygt for ånder og alt det ukendte.
“Hvorfor er du ikke kommet til os for længe siden og fortalt om den kærlighed og frihed?
Så havde far fået mulighed for at dø i fred”, græd de.

Spørgsmålet er så, om ikke også vi, der har hørt det mange gange,
i virkeligheden kan have meget svært ved at fatte rækkevidden af,
at må kalde Gud “Far”.

Og det oven i købet en kærlig og omsorgsfuld Far.
Vores hjerner har måske lært det –
men hvor kan det være svært at få det helt ned i hjertet,
så vi erfarer det.

Og det er det, det hele handler om!
Guds kærlighed kan slet ikke forklares – den må erfares, før vi begynder at kunne forstå.

Forstå hvor elskede vi er.
Forstå at hver eneste af os er så ufattelig dyrebar for Gud.
Forstå at Gud ikke bare står bagved –
men at det er Gud selv, der hænger der på korset.

Forstå at han ikke elsker os, fordi han har hængt der!
Men at han hang der, fordi han elsker os!

Lad os altid takke Gud, fordi han gav sin søn –
en gave langt større, end ord kan udtrykke.
2. kor. kap. 9.v.15

ABC

Skriv et svar

En kvinde møder en gammel ven på gaden og gør klar til at stoppe op og hilse på.
Vennen kigger imidlertid væk og går hurtigt forbi.
Kvinden bliver både overrasket og skuffet og beslutter sig til ikke at søge kontakt med
vedkommende mere, da vennen tilsyneladende ikke er interesseret.
Resultatet bliver højt sandsynligt et mistet venskab –  og måske en bitter kvinde.

I den kognitive terapi arbejder man med begreberne ABC.
A for Action
B for Belief
C for Consequence

A er det, der sker i virkeligheden.
B er det, vi bevidst eller (ofte) ubevidst vælger at tænke om det, der sker.
Mens C altså er den konsekvens, der bliver resultatet af det hele.

A er i dette tilfælde mødet på gaden, hvor der ikke bliver hilst.
B er kvindens tænkning om grunden til det skete: vennen vil mig ikke mere.
C er konsekvensen: et brudt venskab.

Det vigtige i ABC- tænkningen er at forstå, at den helt styrende faktor faktisk er B.
Altså hvad vi vælger at tænke og overbevise os selv om i en given situation.
Eller med andre ord hvad vi vælger at gøre til vores fortælling
om fx en episode eller en relation.

Ofte tænker vi, at der sker noget (A), som efterfølges af en direkte konsekvens (C).
Men i virkeligheden er det ofte B, der styrer og bestemmer det hele.

Udfordringen med B er, at vi måske slet ikke er bevidste om, at den findes –
eller at vi i mange forskellige situationer – ubevidst vælger at tro på diverse B’er!

Vender vi tilbage til historien, kan vi nu prøve at beholde den samme virkelighed A,
hvor kvinden møder en gammel ven, der ikke hilser.
Nu vælger kvinden imidlertid at tænke en anden B:
Det var da en mærkelig opførsel, men min ven er måske presset eller ked af det.
Jeg tror, jeg vil invitere over til en kop kaffe og en lille snak!
Nu bliver konsekvensen C – formentlig en helt anden: nemlig et styrket venskab.

Mange af vore indre smerter, konflikter og udfordringer skyldes,
at vi er fyldt med sådanne ubevidste destruktive overbevisninger og fortællinger.

Misforståede signaler, tidligere negative mønstre og frygten for andres meninger
kan være med til at skabe disse tænkninger.
Manglende selvtillid eller lavt selvværd bliver også nemt forstærket af bevidste eller ubevidste B’er.

Vores udfordring er allerførst både at erkende og genkende B’ernes tilstedeværelse
og styring i vore liv.
Dernæst bevidst at øve os i at erstatte de negative og ødelæggende B’ er med positive overbevisninger.

Bibelen giver os en masse inspiration til gode og sande B´er.
Modtager vi troen og frelsen gennem Jesus, får vi som Guds børn
tilbudt en helt ny virkelighed, vi kan bruge som glædelige og konstruktive B`er:
Vi er højt elskede.
Der findes tilgivelse.
Vi er aldrig ladt alene.
Der er ingen fordømmelse mere.
Der er ny kraft og hjælp i alle livssituationer.
Vi kan fornyes i vore tanker og indre menneske.
Der er en mening med vore liv.
Vi skal ikke bekymre os.
Gud er vores kærlige far.
Og mange mange flere 🙂

Pas på dine tanker og motiver,
for det er dem, der former dit liv.
Ordsprog. kap. 4 v. 23

 

Arbejdsfordeling

Skriv et svar

Rødkælken spurgte:
Jeg gad vide, hvorfor disse ængstelige mennesker
bringer så megen forstyrrelse med sig
og bekymrer sig så meget?
Spurven svarede:
Min ven, jeg tror, det skyldes, at de ikke har en himmelsk Far,
sådan som du og jeg har –
en Far, der passer på dem!

En præst forklarede fornyligt, at menneskets relation til Gud er som en fjeder.
Som udgangspunkt er vi ikke naturligt bevidste om hans eksistens og kærlighed –
og tiltrækkes ikke umiddelbart af hans nærhed.
Snarere tværtimod!
Faktisk kan Guds kærlighed i vort liv virke så usandsynligt for os –
at det er en virkelighed, vi ikke forstår eller regner med.

For Gud tvinger sig aldrig ind på os.
Han er fuldstændig kærlighed, og kærlighed tvinger aldrig!
Men han siger, han elsker os uendeligt meget – og bare længes efter,
at vi vil invitere ham ind i vore liv og komme til ham med alt!

Vores del er at begynde at gå imod “fjederens” naturlige modstand ved at søge ham.
Vi skal vende os imod ham – komme til ham.
Jesus sagde det sådan, da han begyndte sin gerning på jorden:
At vi skulle ændre indstilling.

En hindring for at søge Gud kan være, at vi tror,
vi ikke er “gode nok” – eller fromme nok!
Som en sagde det:
Vi har beskidte hænder – og tror, de skal være rene,
før vi kan tillade os at søge Gud.
Men det er faktisk lige modsat: Gud beder os komme, præcis som vi er –
og så er resten af arbejdet hans del.

Mange mennesker giver udtryk for, at de gerne vil tro – men ikke kan.
Nogle siger ligefrem, at de er misundelige på dem, der tror –
og at de gerne selv ville kunne tro på noget større end dem selv.

Det at tro er ikke en evne eller begunstigelse,
der er givet til nogle særligt åndeligt begavede mennesker.
Jesus kom til alle mennesker – uden undtagelse!

Hvis vi gerne vil tro, er det vores del at begynde at søge ham.
Lige som vi er, og helt som vi har det.

Når vi begynder at tænke på ham, læse i bibelen –
og snakke med ham i tankerne og med ord,
kan han åbne sit nærvær for os og skabe tro.

Nogle gange går det let – andre gange tungere og svingende.
Ofte er det en proces, der forandres og udvikles gennem hele livet.
Men det er hans ansvar – hans del.

En levende tro på ham er en gave!
Fra ham –  til den, der ønsker den.
Søg – og du skal finde, lover han.

Han lover, at han altid er hos os – lige til “verdens ende”!
Uanset hvor koldt, mørkt og tomt vi i perioder må opleve det.
Nogle gange kan vi være så pressede,
at vi kun orker et indre skrig eller et stille suk til ham.
Det ændrer intet for hans nærvær og kærlighed til os.

Et par tvillingefostre lå trygt og godt i mørket.
Den ene spurgte pludselig den anden:
Tror du på mor?

Vi må spørge os selv:
Tror vi på Far? 

Så fortsatte han: 
“Gå hen og sig til mit folk:
I hører, men forstår dog intet.
I ser, men fatter dog intet.
Folkets øjne dækkes til, så de intet ser.
Deres ører stoppes til, så de intet hører.
Deres hjerter lukkes af, så de ikke føler anger eller skyld –
ellers ville de komme til mig,
så jeg kunne helbrede dem”.
Esajas kap. 6 v. 9-10

 

 

Godt nytår!

Skriv et svar

H. C. Andersen fortæller i et af sine eventyr om en lille fattig pige, der nytårsaften blev sendt ud for at sælge svovlstikker.
Det var en iskold aften, og den lille pige frøs skrækkeligt.

To gange strøg hun en svovlstik i forsøg på at få varmen.
I lyset fra svovlstikkerne oplevede hun i korte glimt de skønneste syn af varme og glæde.
Men hver gang slukkedes svovlstikkerne, og kulden og mørket vendte tilbage og lagde sig over det lille barn.

Tredje gang pigen strøg en svovlstik, kom mormor og hentede hende ind i den skønneste varme for altid – hos Gud.
Man fandt den lille pige død næste morgen frosset ihjel.
Åh nej, hun har villet varme sig, sagde folk.

Men H.C. Andersen slutter eventyret med ordene:
“Ingen vidste, hvad smukt hun havde set, i hvilken glans hun med gamle mormor var gået ind til nytårs glæde!”

Ind imellem kan vi opleve små lysstrejf i livet med Gud, hvor alt ligesom falder på plads.
Hvor vi oplever troens glæde og dybe fred, og måske i glimt fornemmer lidt af den herlighed, der venter os hjemme hos Ham.
Men som den lille pige kan vi også opleve, at det igen bare bliver koldt og mørkt i os –  og vi kan sukke efter, at lyset og glæden vil vare ved.

Gud ønsker, at vi som hans børn skal leve i lyset fra ham og hans ord.
Han ved, at det jordiske liv kan være svært og mørkt, og han gik i døden for, at vi som hans børn må opleve tryghed i hans faderfavn.

Han siger om sig selv, at han er lyset, og at hans ord er en lygte for vor fod og et lys på vor vej.

Ligesom vi  aktivt må tænde et lys for at have glæde af det, må vi også søge og bruge dette lys fra ham for selv at erfare det.

I Guds rige er det ikke primært de menneskelige sanser, vi kan bruge – og heller ikke vore følelser.
Vi kan ikke fysisk se, høre eller nødvendigvis mærke hans nærhed.
I Guds rige er det troens og tillidens sans, der forbinder os med Ham – og med lyset.

Og vi har fået lov til uafbrudt  -at gribe fast i hans løfter om nærvær og hjælp, indtil vi til sidst må komme helt ind i hans glæde.

Når du ser med troens øjne, vil dit indre fyldes af mit lys.
Hvis nu mit lys får adgang til hele dit indre,
selv de mørkeste kroge,
så bliver alting badet i lys,
som når en kraftig lampe lyser for dig.
Luk. kap.11 v. 34 og 36

Tung last

Skriv et svar

Det var ikke min skyld!
Undskyld!
Det er deres egen skyld!
Det er jo ikke nogens skyld!

Begrebet skyld er på mange måder et vanskeligt ord.
Vi vil helst ikke have noget med det at gøre.
Vi taler meget hellere om samspilsårsager, misforståelser og forskellige forventninger.
For man gør jo sit bedste – og selvfølgelig vil der altid kunne opstå konflikter og svære relationer!

Vi accepterer begreber som ansvar, konsekvenser og personlige valg.
Men skyld?!
Indenfor psykologien er der således retninger, der ser skyldfølelse som resultat
af en religiøs eller gammeldags påvirkning, der mest af alt ønsker at begrænse og stække den
menneskelige udfoldelse.

Og skyldfølelse er i sandhed et særdeles giftig våben, som har ødelagt adskillige liv.
Men skyldens smerte forsvinder ikke lige sådan, og den kan ligefrem øges,
når vi erfarer, at hverken psykologhjælp eller terapi kan bortforklare eller fjerne den.

Kristendommen har et betydeligt mere realistisk forhold til skyld.
Den kalder så at sige “en spade for en spade” i den sammenhæng:
Skylden i os er reel – fordi vi fra tid til anden handler forkert – og dermed
svigter og sårer både Gud, medmennesker og os selv!

Forestil dig, at vores åndelige bagage var synlig, skriver Mac Lucado.
At alt det vi bærer i vores hjerte og sind blev omsat i tasker, sække og kufferter.
Hvad tror du, man ville se mest af i bunkerne?
Kufferter fulde af skyld!
Træthedens byrde tynger dig ned, selvsikkerhed fører dig vild.
Skuffelser får dig til at tabe modet.
Ængstelse piner dig.
Men skyld?
Skyld fortærer dig!

Det har aldrig været Guds mening, at vi skulle leve med skylden eller i skylden.
Tværtimod må man sige!
Jesus kom netop til jorden for at frelse mennesket – fra skyld og skam.
Jesus tog skylden!
Og Jesus tager skylden væk fra ethvert menneske, der beder ham om det.

Vores del er så at slippe skylden – og skyldfølelsen.
Virkelig slippe den!
Ikke fordi den negliseres, bortforklares eller glemmes.
Men fordi vi tror på, en anden har overtaget den.

Det er imidlertid ikke let.
Mange mennesker oplever, at de ikke kan eller tør tro på,
at deres skyld er væk, selv om Jesus klart siger det i bibelen.
De bliver ved med at huske – vil ikke slippe – og kan hverken tilgive sig selv eller andre.

Hænger vi  på den måde fast i skylden, kommer vi til at bære den med os som en dødvægt.
Den trækker vores livsglæde ned, og den kan ødelægge vores relationer.
Faktisk kan den også ødelægge vores helbred,
for vi er slet ikke skabt til at bære rundt på så tung en byrde.

En psykologisk undersøgelse påviste, at mennesker med skyld
rent faktisk oplevede deres krop tungere.
Se artikel

Vi kender alle til skyld.
Den forsvinder ikke, ved at vi ignorerer, undskylder eller bortforklarer den.
Men den skal heller ikke dyrkes eller gøre os til ofre.

Jesus siger, vi skal erkende og bekende den.
Og så bede ham tilgive os – så tager han skylden.
Som et faktum – uansat hvor meget vores indre følelser,
eller ydre omstændigheder vil påstå noget andet.

Det var hans eget blod, og dermed har han skabt forsoning for vores synder
og sat os fri fra skyld for evigt.
Hebræerbrevet kap. 9 v. 12

Kærlighedens magt

Skriv et svar

Da Zemar kom til Danmark, vidste han ikke andet om kristne, end at de spiste svinekød.
Og da han på asylcenteret i Nordjylland fik stukket noget materiale om kristendommen på farsi i hånden, kunne han kun grine af den urealistiske historie om Jesus, der genopstod og og steg til himmels.
Men ordene “tilgivelse” og “kærlighed” havde alligevel bidt sig fast.
Sådan fortæller den anonymiserede afghaniske flygtning Zemar til Berlingske i efteråret 2015.

I den selvbiografiske bog “Søn af Hamas” følger vi den unge Musab Hassan Yusef,
der vokser op i Hamallah på Vestbredden.
Hans far er medstifter af Hamas – en terroristisk islamisk bevægelse, der kæmper mod Israel -og for et frit selvstændigt Palæstina.
Yousef vokser op i inderkredsen af bevægelsen – bl.a. under Yassir Arrafats ledelse, og han er aktiv i kampen sammen med sin familie.
Nøgleordene er had, hævn, vold og terror.
Men en dag møder han nogle kristne i Jerusalem, som fortæller om Jesus og kristendommen.
Det er særdeles farligt for Yousef at vise intereresse for kristendom, og i stor hemmelighed kommer han med til de kristne møder.
Det, der slår benene væk under ham, er den helt nye tænkning, han aldrig har mødt før:
Jesu tale om kærlighed fred og forsoning – og ikke mindst udsagnet: Elsk dine fjernder!

Da Massoud Fouroozansdeh som ung flygtning kommer til Danmark fra Iran,
får han kontakt med sin mor, der allerede opholder sig her i landet.
Massoud bliver imidlertid chokeret over, at hans mor har omgang med nogle kristne kvinder. De er godt nok meget venlige – men alligevel en farlig vildførelse for hans mor.
Massoud beslutter derfor at anskaffe sig en bibel og gennemlæse den – udelukkende for at finde argumenter “indefra” mod kristendommen i diskussionerne med de kristne damer.
I bogen “Den forbudte frelse” fortæller Massoud, hvordan det gik.
Han kom aldrig til at bruge bibelen på den måde, for undervejs i læsningen åbenbarede den sig som et fantastisk kærlighedsbrev skrevet af Gud til ham.
Tankerne om kærlighed og fred – tilgivelse og forsoning revolutionerede helt Massouds tankegang.

Zemar tog kontakt med nogle kristne flygtninge.
Han begyndte at studere bibelen og valgte efter to år at blive døbt.
Jeg husker alt om den dag. Den var helt fantastisk.
Jeg fik gaver fra 15 danskere. Det var en stor dag.
Men det vigtigste for mig er, at jeg blev mere rolig.
Jeg tænkte ikke flere dårlige ting. 
Jeg fik skiftet hele mit hjerte, fortæller Zemar.

Mosab Hassan Yousef valgte i største hemmelighed at blive kristen.
Det var ekstremt farligt for ham pga. sine tætte kontakter til Hamas inderkerne.
Efter et par år flygtede  han til USA – og det meste af hans familie fordømmer hans valg.
Men Mosab er i dag ikke i tvivl.
Han er overbevist om, at det kristne bud om “at elske sine fjender” er den eneste farbare vej til fred i Mellemøsten.

Massoud prøvede at kæmpe imod:
Jeg forsøgte at glemme de ord, som jeg havde læst i bibelen, men jeg kunne ikke slippe dem.
Uanset hvor meget jeg anstrengte mig for at glemme det kristne evangelium, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvad jeg gik glip af, hvis der virkelig fandtes en kærlig gud…
Massoud måtte tage imod budskabet og blive en kristen.
Han har studeret teologi, fungerer nu som migrantpræst og har bl.a.
oprettet flygtningekirken Church of Love.

Derfor giver jeg jer en ny befaling:
I skal elske hinanden.
Som jeg har elsket jer, skal I elske hinanden.
Joh. kap. 13 v. 34

Lidt mere Lewis

Skriv et svar

Da Narniaforfatteren C.S. Lewis  blev troende, blev han overrasket over, at hans tro, der var bygget på en logisk og stærk overbevisning, alligevel kunne anfægtes.
Han erfarede, at hans følelser omkring troen kunne være meget svingende, selv om han intellektuelt var helt overbevist om sandheden i den.

For følelserne skifter, uanset hvilken holdning vor fornuft indtager.
Også nu hvor jeg er en kristen, har jeg nogle gange nogle følelser, hvor det hele forkommer usandsynligt…
Dette oprør fra dine følelser mod dit virkelige jeg vil dukke op under alle omstændigheder.
Hvis man ikke lærer sine følelser, hvor deres plads er, kan man hverken blive en overbevist kristen eller en overbevist ateist, men bare en skabning, som svajer hid og did, og hvis overbevisninger snarere afhænger af vejret og af fordøjelsen.

Midlet mod dette er ifølge Lewis meget konkret:
Det første skridt er at vedkende sig det faktum, at vore følelser er omskiftelige.
Dernæst må man gøre sig klart, at hvis man først én gang har vedkendt sig kristendommen,
bør man hver dag meditere over nogle af dens grundlæggende læresætninger i et stykke tid.
Derfor er daglig bøn, bibellæsning, og kirkegang nødvendige dele af det kristne liv.
Det er nødvendigt, vi konstant bliver mindet om det, vi tror på.
Den må have næring.

Lewis er også meget konkret i sin anvisning på, hvad det vil sige at leve som en kristen.
Faktisk skal vi begynde at lade som om, vi er Guds fuldkomne kærlige børn – lade som om vi er “en lille Jesus”.
Hvor vi tænker hans tanker om os og prøver at handle kærligt fra øjeblik til øjeblik.
Ikke for at være falsk – men fordi, det vi vælger at gøre, efterhånden vil forme os til at blive til det, vi øver os på.
Den gode smitte – som Lewis kalder det.

Det skal vi ikke gøre af hensyn til vores frelse – bestemt ikke!
For den er udelukkende og altid kun Guds ansvar!

Vi skal gøre det, for at blive til den som egentligt er planen med os – nemlig mere og mere at blive ligesom Jesus.
Fyldt med hans Ånds frugter: kærlighed, barmhjertelighed, tålmodighed, ydmyghed …

Lewis sammenligner os med tinsoldater, der har brug for at blive levendegjort af Gud.
Kristus selv, Guds søn, som er menneske (ligesom vi) og Gud (ligesom sin Fader), står lyslevende ved siden af os og er allerede i dette øjeblik ved at forvandle vores komediespil til realitet.

Den virkelige Guds søn står ved vores side.
Han er ved at forvandle os, så vi bliver som ham selv.
Han begynder så at sige at “indsprøjte” sin form for liv og tanke – sit åndelige liv – i os.
Begynder at forvandle tinsoldaten til en levende mand.
Den del af os, som ikke kan lide det, er den del, der endnu er tin.

På spørgsmålet om hvorvidt det er let eller svært at være kristen, må Lewis svare ja til begge dele.
Det svære er at overgive sig selv – alt sit eget – alt sit “tin” – og være parat til at blive bygget helt om.
Til at få kødhjerter i stedet for stenhjerter!
Ikke bare få repareret et par svage steder hist og pist –  men blive bygget helt om af Kristus til at ligne Ham mere og mere.

På den anden side er det så enkelt – hele livet og al kristendom handler netop om dette ene:
At blive draget ind i Kristus – af Ham!
Ham i os – og vi i Ham.

Det var Guds eneste formål med at blive menneske.
Det er det eneste, vi blev skabt til.

Og fordi Guds Ånd, som oprejste Jesus fra de døde, bor i jer,
vil han også oprejse jeres dødelige legemer til sin tid og give jer det evige liv.
Rom. kap. 8 vers 11

Lidt Narnia

Skriv et svar

Kristendommen giver overhovedet ikke nogen mening, før man har stået ansigt til ansigt med den slags kendsgerninger, som jeg har beskrevet.
Således skriver Narniaforfatteren C. S. Lewis i sin bog “Det er kristendom”.

Flere af os har sikkert stiftet bekendtskab med Narnia – landet bag garderobeskabet.
Hvor den gode og mægtige løve Aslan – gennem sin død –  vinder over snedronningen, der har indhyldet landet i en endeløs vinter.
Hvorefter kampen for at vinde landet tilbage til fred og harmoni kan begynde.

Lewis var professor i litteratur ved Cambridge Universitet og i mange år en inkarneret ateist.
Men hans videnskabelige og logiske arbejdsmåde “tvang” ham til meget modstræbende at omvende sig til kristendommen, fordi den ifølge hans analyser og logiske tænkning simpelthen måtte være sand.

De kendsgerninger, Lewis refererer til, er bl.a., at verden må være skabt af en kærlig magt.
En magt der har lagt en fælles “naturlov” ned i alle mennesker  – til alle tider.
En naturlov, der fortæller os grundlægende, hvad der er rigtig og forkert –
fx fair play, ærlighed, trofasthed osv –  men også en kærlighedslov, ingen af os kan overholde.

Det er efter at have forstået, at der findes en virkelig morallov og en magt bag denne lov – og at vi har overtrådt denne lov og placeret os selv i et forkert forhold til denne magt – det er efter alt dette, og ikke et øjeblik før, at kristendommen begynder at sige en noget.

Gud har skabt verden god, men den er besat af en ond og ødelæggende magt –
“denne verdens fyrste”.
Vi er på den forkerte side i denne kamp – og har således desperat brug for hjælp mod de mørke og ødelæggende kræfter i og omkring os.

Guds egen søn kom derfor til jorden og blev menneske – fordi han som den eneste kunne opfylde loven – og derfor kunne vinde sejren over ondskaben og døden.
Jesus inviterer os alle over på sit hold, hvor vi kan få del i denne sejr – gennem hans død og liv.

Man behøver slet ikke at kunne forstå det teologisk – det virker simpelthen sådan, når vi vælger at tage imod det i tro, forklarer Lewis.
Ligesom i Narnia hvor Aslan blæser sin ånd og liv ind i alle de væsener, den onde dronning  i kampen har forvandlet til hårde stenskulpturer.

Lewis mener, at mange mennesker, inden de bliver troende, går med en vag opfattelse af, at det at være en kristen er som en eksamen, der skal bestås eller en slags handel, vi skal indgå med Gud. Hvis vi gør sådan – vil Gud gøre sådan…

Det første resultat af sand kristendom er at tilintetgøre denne forestilling.
En af de ting, kristendommen netop blev skabt for, var bl.a. at tilintetgøre denne forestilling.
Gud har længe ventet på det øjeblik, hvor vi ville opdage, at det er udelukket, at vi skulle kunne bestå en eksamen eller sætte Ham i gæld til os.

I stedet erfarer vi, at ingen af vore forsøg kan føre os hjem til Gud.
Alle vore forsøg fører os i stedet frem til det punkt, hvor vi må vende os til Gud og sige:
Du må gøre det.
Jeg kan ikke.

Det vanskelige består helt og holdent i at nå det punkt, hvor vi vil erkende,
at alt, hvad vi har gjort og kan gøre, intet er.

Hvis man vil, kan man sige det på denne måde:
Kristus tilbyder os noget for intet.
Han giver os endda alt for intet.
I én forstand består hele det kristne liv i at tage imod dette meget opsigtsvækkende tilbud.

I dræbte livets ophav.
Men Gud lod Ham genopstå fra de døde.
Apost. G. kap. 3 v. 15 

 

 

 

 

Enklere

Skriv et svar

Du ødelægger det for dig selv!
Mit besøg skulle være en kilde til glæde og ikke en belastning!
Sådan lader Bill Hybels Jesus sige til Martha.

Bill Hybes mener, vi skal være meget opmærksomme på, hvordan vi lever vores liv.
Mange kører i overhalingsbanen, der er overfyldt med stress, travlhed og aktiviteter –
mens vi i det stille bare håber, det snart må blive bedre.
Men det bliver ikke bedre –  af sig selv!

Hvis vi vil leve et enklere liv, betyder det, at vi må stoppe op og omorganisere.
Omprioritere!
Det kræver mere end at rydde ud i klædeskabet og skrivebordsskuffen.
Det kræver, at vi rydder op i vores sjæl – i vores tanker og værdier.

Bill Hybes er selv opvokset i en velstående amerikansk familie, hvor hårdt arbejde
for et succesfyldt familiefirma i generationer havde sat dagsordenen.
Ikke bare tog det mændenes fulde tid og opmærksomhed – det slog dem også ihjel i ganske ung alder.
Og i dag er der en parkeringsplads tilbage, hvor firmaet lå!

Bill Hybes blev i stedet præst og grundlægger af en ny kirke, men efter få år måtte han sande at være fanget i akkurat den samme fælde som hans forfædre – bare for et andet “firma”.
Hvordan er det gået til?
Hvordan er jeg blevet dette overbebyrdede, fortravlede og udbrændte vrag af et menneske, som er fuldstændig blottet for medfølelse og fuld af vrede og bitterhed mod andre.
Hvordan er det sket?

I bogen Enklere tager Bill Hybels os med på rejsen,
der førte ham ud af denne trædemølle til et liv i større fred.
Nøgleordene blev tid med Gud, tid med familie, venner, opladning – og at gå fra kalendertyrani til kalenderstyring!

Salomo fra det gamle testamente forsøgte at finde lykken på mange måder.
Han var fuld af visdom, stenrig og berømt.
Ligesom ham søger mange lykken i et godt helbred, uddannelse, nydelse, arbejde, rigdom, sex eller berømmelse.
Men for mange bliver konklusionen til sidst ligesom Salomos blev;
Tomhed – endeløs tomhed!

Hvis du vil leve et lykkeligt liv – skal du forestille dig en lykkelig død, sagde en munk engang.
Ved du, hvad en lykkelig død er – har du opskriften på et lykkeligt liv!

Bill Hybels har som præst siddet ved mange dødslejer og siger, at det altid er det samme, snakken handler om!

Først vil jeg imidlertid gerne fortælle dig, hvad der aldrig sker.
De gange jeg har siddet ved et dødsleje, har jeg aldrig nogensinde hørt én sige:
Vil du ikke hente den der medalje, jeg fik for mit frivillige arbejde…
Der er heller aldrig nogen, der har bedt mig gå i banken og hente en kuffertfuld af deres surt sammensparede penge…
Der er heller ingen, der har bedt mig hente deres nye BMW…
Eller komme med deres firmas sidste kvartalsregenskab.
Alt det der optager ikke folk, når de ligger for døden.
Men hvad snakker de så om?
To ting:
Om de har levet godt sammen med deres familie, og om de er klar til at møde deres Skaber.
Det er altid det, jeg taler med folk om på deres dødsleje.

Så enkelt er det!
Siger Jesus til Marta.
Relationer er vigtigere end aktivitet.

Ja, Herre, lær mig at forstå dine veje
Vis mig den sti, jeg skal følge.
Salme 25 vers 4