Forfatterarkiv: Annemarie Bjerre

Arvinger

Skriv et svar

Hvad skal Gud dog stille op med os? –
spurgte en af mine venner engang, og hun fortsatte:

“Jesus har overvundet døden og det onde.
Han har vundet frelse, fred, lægedom og håb til os.
Han har betalt med den dyreste pris – sit eget blod.
Han har gjort os til sine arvinger og sat det hele ind på vores konto.

Det eneste, vi skal gøre, er i virkeligheden at stole på ham – og tage imod det hele i tro!
Og alligevel beder vi ham gang på gang om at give os det igen.
Vi skulle i stedet begynde at takke ham for alt det, han har givet os,
og så bede ham om at hjælpe os med at modtage og folde sit liv ud i os.”

Krista Frandsen er inde på de samme tanker:
Husk at i MIT NAVN ( Jesus) kan du bede om hvad som helst, du vil, og du skal få det.
Men lad ikke målet for dine ønsker være at få, men at være: være èt med mig.
Alt, hvad I forsøger at gøre i egen kraft, visner bort, bliver til intet.
Mit liv har jeg givet jer, og det kan hverken købes eller fortjenes – heller ikke med anger og ydmyghed.
Det kan kun modtages i tro.
At stole på Mig er ydmyghed!
Bed ikke om noget, som allerede er jeres.
Ingen kan lægge det mindste stykke til sin åndelige vækst.
Den, der tør “nøjes” med mig, han er rig; for han har plads til alt MIT.”

Kære Jesus
Jeg giver dig min tvivl  – og takker for din tro.
Jeg giver dig min synd – og takker for din frelse.
Jeg giver dig min frygt – og takker for dit mod.
Jeg giver dig mit had – og takker for din kærlighed.

Jeg giver dig min kritik – og takker for din taknemmelighed.
Jeg giver dig min hævn – og takker for din tilgivelse.
Jeg giver dig min usikkerhed – og takker for din tillid.
Jeg giver dig min bundethed – og takker for din frihed.

Jeg giver dig min sygdom – og takker for din helbredelse.
Jeg giver dig min elendighed – og takker for din herlighed.
Jeg giver dig min egoisme – og takker for din næstekærlighed.
Jeg giver dig mine smerter – og takker for din lægedom.

Jeg giver dig mit mørke – og takker for dit lys.
Jeg giver dig mine svigt – og takker for din genopretning.
Jeg giver dig min svaghed – og takker for din styrke.
Jeg giver dig min grådighed – og takker for din gavmildhed.

Jeg giver dig min tristhed – og takker for din glæde.
Jeg giver dig mit hovmod – og takker for din ydmyghed.
Jeg giver dig min vrede – og takker for din mildhed.
Jeg giver dig min magtesløshed – og takker for din kraft.

Jeg giver dig min sorg – og takker for din trøst.
Jeg giver dig min kontrol-afhængighed – og takker for din ledelse.
Jeg giver dig mine løgnebilleder – og takker for din sandhed.
Jeg giver dig mit stress – og takker for din ro.

Jeg giver dig mine nederlag – og takker for dine sejre.
Jeg giver dig min kortsynethed – og takker for din almagt.
Jeg giver dig min ligegyldighed – og takker for din omsorg.
Jeg giver dig min distræthed – og takker for dit nærvær.

Jeg giver dig min meningsløshed – og takker for dit håb.
Jeg giver dig min forgængelighed – og takker for din evighed.
Jeg giver dig min dødsangst – og takker for din fred.
Jeg giver dig mit liv – og takker for dit liv.

Jesus, hjælp mig til at aflevere alt mit hos dig.
Jesus, hjælp mig til at modtage alt dit af dig.
Virk det i mig, Herre!
Tak i Jesus navn.

Jeg beder om, at I virkelig må kunne forstå Kristi kærlighed, 
der overgår menneskelig fatteevne;
så I fuldt ud kan opleve alt det, Gud har til jer.
Ef. kap. 3 v. 19

 

 

Søg!

Skriv et svar

Søg først Guds rige og hans retfærdighed.
Så skal alt det andet gives jer i tilgift.

I en tid forstod jeg dette Jesus-citat som en slags opfordring til prioritering –
altså mit “åndelige liv” skulle være første punkt på dagsordenen.
Inden de “menneskelige” udfordringer og gøremål optog mig.

Jeg tror egentligt ikke, at Gud ønsker at være et punkt
på min lille gule huskeseddel!
Jeg tror, han ønsker, at jeg skal forstå, at han er det center i mit liv
hvoraf alt, hvad der er mig udspringer – både “åndeligt og menneskeligt”.

Han er ikke interesseret i en “åndelig religiøsitet”, der er skilt fra mit liv og dets mange erfaringer af smerte og glæde, fortvivlelse og håb, tvivl og tro.
Han er lidenskabeligt interesseret i hele mig – og ønsker at være med i hele mit liv – hele tiden.

Og så er det faktisk tankevækkende, at der står Søg først!
Der står ikke Find først!

Vi famler ofte rundt i vores opfattelse af Gud – og troen på ham.
Falske gudsbilleder forstyrrer billedet og kan gøre os både forvirrede – og måske bange for at søge Gud.
FIndes han overhovedet?
Han kan da på ingen måde holde af mig – sådan som jeg er?
Jeg er jo ikke sådan religiøs på den måde…
Er tro på Gud egentligt ikke bare udtryk for menneskelig ønsketænkning – en mental krykke?
Overtro?

At søge Gud  – og opleve Gud i sit liv kan nogle gange opleves meget konkret –
men ofte også meget diffust.

En munk fra 1100-tallet beskriver det således:
“Ordet opfattes ikke i nogen ydre skikkelse, men gennem sin virkning.
Han er et ord, som ikke høres, men som gennemtrænger.
Han taler ikke, han virker.
Han giver sig ikke til kende for ørene, men påvirker viljen.
Hans ansigt har ingen form, men sætter sit aftryk i mennesket.
Han kan ikke ses med kroppens øjne, men fylder hjertet med glæde”.

Som i alle andre relationer lærer vi også Gud at kende ved at bruge
tid sammen med Ham.
Når vi er sammen med et andet menneske og deler liv og erfaringer,
styrkes kendskabet og relationen.

Vi mødes ikke med Gud synligt ansigt til ansigt.
Vi kan læse hans ord, og snakke med ham om vore liv, som det er i alle dets aspekter –
eller bare være stille i hans nærhed.
Vi kan tage ham med i alle vore gøremål  – glæder og udfordringer.
Måske i en stille indre dialog – og mere og mere vil vores bevidsthed kunne øges om hans nærvær.

Magnus Malm beskriver, hvad han i små spejlglimt erfarer:
“Når jeg kommer til Jesus, ved jeg, at jeg er velkommen.
Han alene er totalt befriet fra alle billeder af mig.
Han forsøger ikke at presse mig ind i et bestemt mønster.
Han opfatter mig ikke som et forstyrrende element,
vender sig ikke væk fra mig eller forsøger at beskytte sig.

Han bliver glad, ikke fordi jeg har gjort noget godt,
men fordi det er mig, der kommer.
Han forstår mig.
Jeg behøver ikke at anstrenge mig for at forklare alting for ham –
og jeg behøver ikke at forsvare, hvorfor jeg føler eller opfører mig, som jeg gør,
og så alligevel ikke være sikker på, om han forstår det rigtigt.
Han ved det, så jeg behøver ikke at sige noget.

Han bliver hos mig.
Der er ikke noget hos mig som kan jage ham på flugt.
Jeg ved, at han er vendt mod mig, også i mørket.
Hvor skulle et menneske vove at lade figenbladene falde, om ikke der?”

Når I søger efter mig, vil I finde mig.
Ja, hvis I søger mig af hele jeres hjerte, vil I finde mig.
Jer. 29,13

 

 

Ærlig snak

Skriv et svar

Bøn er at blive sand over for Gud – ikke at udføre et religiøst ritual.

Sådan skriver den svenske præst Magnus Malm i bogen “Bag billedet”.

I denne bog gør han op med de mange falske guds- og selvbilleder,
som vi ofte (ubevidst) er bærere af .
Uanset om vi er troende, søgende eller ikke-troende.

Billeder som er falske – men som kommer til at forme vore liv og vores tro.
Ofte på baggrund af vore barndomsoplevelser og vore forældres påvirkninger.

Billederne medfører, at vi forlader virkelighedens “hvem er jeg egentligt”
til fordel for “hvem vil jeg gerne være”.
Og i denne illusion opbygger vi så en “åndelighed” – hvor vi forsøger at få vores ønskede selvbillede til at matche det guds-billede  – positivt eller negativt, som vi har bygget op.

Resultatet bliver ofte et frustreret (tros)liv  – og en tavs, uklar og fraværende Gud.

Rejsen hjem igen  – fra de falske billeder til sand virkelighed
går gennem sproget – vore ord i ærlighed!
Fuld ærlighed over for Gud i vores kommunikation med ham.

Lær din mund at sige det, som er i dit hjerte,
lød de gamle ørkenfædres råd.
En læringsproces, der måske tager hele livet.

Hos mange mennesker ligger der en barriere her:
Hvis jeg aldrig har erfaret, at mine følelser og erfaringer er vigtige at lytte til,
har jeg sandsynligvis heller ikke noget sprog for dem.
I stedet bærer jeg ofte rundt på en ubevidst frygt for, at hverken Gud
eller mennesker vil forstå og tage imod det, jeg føler.

Men Gud vil lytte og tage imod.
Alt!
Han ønsker af hele sit hjerte, vi skal tale med Ham – og tale ærligt.

Ikke for at blive informeret, for han kender alligevel alt.
Men fordi det er gennem åben sand samtale, vi kan begynde at opbygge en relation til ham.
Og hen ad vejen mere og mere lære hans sande jeg at kende:
En kærlig, nærværende, lyttende, elskende Far.
Skaber – og Frelser!

Den dag, jeg mærker, at Gud ikke er det mindste interesseret i min “åndelighed”,
men lidenskabeligt optaget af mine menneskelige erfaringer,
er det som et stille jordskred under mine stumme gudsbilleder og selvbilleder.

At begynde at tale sandt med Gud er en slags skabelsesakt.
Jeg træder frem som et levende menneske og møder en levende Gud.

Et menneske, som famlende begynder at udtrykke sig over for Gud,
går ind i en dybtgående helbredelsesproces.
Det er lægende at nogen lytter uden at afbryde for at tale om sig selv.

At nogen venter på ordene uden utålmodigt at udfylde stilheden og usikkerheden.
At nogen opfatter mine følelser og erfaringer som vigtige uden hele tiden
at korrigere eller sige imod.

Det er vigtigt, at vi tør lægge mærke til og udtrykke alle vores følelser,
tanker og erfaringer, når vi beder.
Vrede, hidsighed, forundring, utålmodighed, tvivl, frygt, rædsel – lige så vel som
taknemlighed, tillid, glæde, fred, håb og forventning, vished.

Så snart jeg begynder at censurere det, jeg opfatter som “uåndeligt”,
forstummer den virkelige samtale.
I stedet bevæger jeg mig ud i en religiøs uvirkelighed,
hvor jeg hverken har kontakt med mit eget indre eller den levende Gud.

At Gud faktisk elsker mig som jeg er, er en erfaring, der langsom vokser frem,
mens jeg beder.
Ikke en teoretisk indsigt jeg har, før jeg begynder at bede.
Opstiller vi sådan en forudsætning for bøn, får vi nok aldrig bedt en eneste bøn!

Det er med Guds godhed som med brød.
Vi kan betragte det længe, men først når vi spiser, opdager vi smagen!

Prøv selv at opleve Herrens godhed.
Lykkelige er de, der søger hjælp hos Ham.
Salme 34, 9

Kærlighed virker

Skriv et svar

Denne bog SKAL I altså læse!
Sådan omtrent lød det for snart 30 år siden,
da min mor begejstret gav os den nyudgivne bog ”Forelsket hele livet”.

Lidt modstræbende og skepiske – bl.a. pga. den danske titel – gik vi i gang med bogen,
der på originalsproget hedder  ”Love-Life For Every Married Couple”.
Bogen er skrevet af den praktiserende familielæge og sex-terapeut Ed Wheat på baggrund af hans mangeårige virke som ægteskabsrådgiver for hundredvis af par.

Vore ægteskaber og parforhold er fortsat under et stort pres.
I 2014 blev knap 20.000 ægtepar skilt.
Det er det højeste antal skilsmisser, der nogensinde har været i Danmark på et år.
”Aldrig før er så mange bedsteforældre gået fra hinanden”,
lød det så i nyhederne i denne uge.

Der er virkelig brug for hjælp – og for håb til de mange familier, der trues af opløsning.

Budskabet i Ed Wheats bog er stadig aktuelt.
Det er egentligt meget enkelt:
Selv det mest ødelagte og udslukte ægteskab kan blomstre og blive stærkt igen.

Det fordrer, at vi helt bevidst vælger at værdsætte den anden – igen!
Vælger at vise interesse for den anden, vælger at prioritere tid med den anden.
Vælger at praktisere opmærksomhed, omsorg – kærlighed!

Wheat finder sine principper i bibelen – og opfordrer par til at lade deres kærlighed udvikle sig på Guds måde.
Det er ikke en nem og hurtig kur, som automatisk vil forandre et ægteskab.

Det er en proces, der vil vise os, at følelser ikke er endegyldige men kan påvirkes og forandres.
Helt hængig af det input og det fokus, vi giver dem.

Bevidst praktiseret kærlighed –
selv på trods af manglende eller helt negative følelser –
kan reelt ændre relationen og skabe fornyet kærlighed og lidenskab.
Og dermed genoprette og forny parforholdet.

I det lille andagtshæfte
”Et Ord til Dagen” kunne fornyligt læses følgende :

”Efter mange års ægteskab besluttede John, at han ville skilles fra sin kone.
Hans begrundelse over for ægteskabsrådgiveren lød:
”Hun er ikke tiltrækkende, hun er ikke interessant,
hun er overvægtig, og hun er elendig til at føre hus.”

Så foreslog rådgiveren følgende:
”Begynd i dag!
Gå hjem og behandl din kone som en gudinde.
Start med at gøre alt, hvad du kan for at tilfredsstille hende.
Lyt intenst, når hun taler om sine problemer.
Hjælp rundt om i huset, og inviter hende ud til middag.
Du skal bogstaveligt talt lade som om, hun er en gudinde.
Så kan du efter to måneder med denne nye adfærd pakke dine kufferter og tage af sted.
Det vil give hende noget at tænke over!”

John syntes, det var en fin ide, og han besluttede at gennemføre den.
Han tog sin kone med på romantiske weekends og læste poesi for hende hver aften.

Efter to måneder ringede rådgiveren og spurgte:
John har du søgt om skilsmisse?
Glæder du dig til igen at være ungkarl?
John svarede, gør du nar?
Jeg er gift med en gudinde.
Jeg har aldrig været lykkeligere i mit liv!
Jeg vil aldrig forlade min kone.
Jeg er faktisk i gang med at opdage nye sider af hende hver dag!
Skilsmisse!
Aldrig i livet!”

Bibelen siger,: Hvad et menneske sår, skal det også høste.
Og da John ændrede strategi og begyndte at så kærlighedens frø,
høstede han et ægteskab, han aldrig havde kunnet drømme om.
Tror du det er muligt, at den samme strategi kan virke for dig?
Hvad er der at tabe?
Prøv engang, og se så hvad der sker.”

Lad Gud velsigne din egen livskilde,
glæd dig over din ungdoms hustru.
Ordspr. kap. 5, 18

Tilgiv!

Skriv et svar

”As I walked out the door toward the gate
that would lead to my freedom;
I knew, if I didn’t  leave my bitterness and hatred behind,
I’d still be in prison.”
Sådan skrev Nelson Mandela efter 27 års lidelsesfuldt fangeskab i Sydafrika.

Dette udfordrende budskab følges op i Tilgivelsens bog, der er skrevet af Mandelas landsmand ærkebiskop Desmond Tutu og dennes datter Mpho.
De inviterer os på en helt særlig rejse ind i tilgivelsens land – og ind i tilgivelsens sprog.

Tilgivelse – uanset hvem og hvad!
Fordi det er den eneste måde, hvorpå vi kan blive helbredt i vore indre.
Den eneste måde det brudte kan blive helet igen.

Rejsen er egentlig enkel – men i sandhed ikke let.
Den går ofte igennem både vredens og hadets sumpe og skal bane sig vej gennem tab, smerte og sorg – før den finder vej til accepten, som er tilgivelsens tegn.

Tilgivelse undergraver ikke retfærdigheden.
Tilgivelse fornægter ikke det skete, og den negligerer ikke smerten.
Tilgivelse er ikke at glemme.
Tilgivelse er ikke svaghed.
Tilgivelse er ikke let.
Tilgivelse er ikke at sige, at det er okay!
Tilgivelse er ikke hurtigt overstået.
Tværtimod.

Tutu anbefaler en proces i 4 faser, der ofte skal gennemarbejdes flere gange:

  • Fortæl historien
  • Sæt ord på smerten
  • Giv tilgivelse
  • Forny eller afbryd forholdet.

Tutus grundsyn er, at vi alle har brug for at tilgive – og brug for selv at få tilgivelse.
Det er et fællesmenneskeligt vilkår, at vi sårer og såres.

Der har været situationer, hvor hver eneste af os har måttet tilgive.
Der har også været situationer, hvor hver eneste af os har brug for at få tilgivelse.
Og det vil ske mange gange igen.
På forskellig måde er vi alle sammen sønderknust.
Og ud af den tilstand gør vi andre ondt.

Tutu nævner talrige undersøgelser, der påpeger de gavnlige virkninger tilgivelse har –
på det sociale, åndelige, psykologiske, ja endog fysiske plan.

Vi har ikke selv valgt at blive såret,
men vi kan altid vælge at blive helbredt!

Gengældelse giver i bedste fald kun en kortvarig udsættelse af smerten.

Den eneste måde, hvorpå man kan opleve heling og fred, er ved at  tilgive.
Indtil man tilgiver, forbliver man lukket inde i sin egen smerte og lukket ude fra mulighederne for at erfare heling og frihed.
Lukket ude fra muligheden for at have fred.
Når vi kan give slip på gerningsmandens tag i os, kan vi frigøres fra bitterhedens og vredens gnavende bånd,  som binder os til vores oplevelse.

Uden tilgivelse forbliver vi tøjret til den person, der gjorde os ondt.
Vi er bundet sammen med lænker af bitterhed fanget i en fælde.
Indtil vi kan tilgive den person , der har gjort os ondt,
vil han eller hun holde nøglerne til vores lykke og være vores fangevogter.
Når vi tilgiver tager vi kontrollen med vores egen skæbne og følelser tilbage.
Vi bliver vore egne befriere.
Vi tilgiver ikke for at hjælpe den anden person.
Vi tilgiver for vores egen skyld.

Tilgivelse er med andre ord den bedste form for selvhjælp.
Den kan blive helende og helbredende i vort liv.

Vi ændrer ikke fortiden, når vi tilgiver,
men vi ændrer fremtiden!

Herre, hvor mange gange skal jeg tilgive en, der forsynder sig imod mig,
spurgte Peter.
Er syv gange nok?
Nej, svarede Jesus.
Lad det være 77 gange!
Mat. Kap. 18 v. 21-22

 

Accept

Skriv et svar

Ærkebiskop og nobelprismodtager Desmond Tutu forholder i Tilgivelsens bog sig til begrebet sorg.
Når man oplever en eller anden form for tab, der giver smerte eller lidelse, oplever vi sorg.

Det kan være mennesker, vi mister – som måske dør eller forlader os.
Det kan være tab af sundhed, kompetencer eller arbejde.
Måske tab af tro, håb –  og tillid til andre.
Eller tab af respekt og selvværd – som følge af andres negative adfærd over for os.

Ifølge Tutu gennemgår sorgen forskellige faser.
Disse faser flettes ind i hinanden – og kan komme igen og igen uden bestemt rækkefølge eller mønster.

Fornægtelse – Vrede –  Købslåen – Depression – og til sidst Accept.
Alle disse stadier er vigtige og har betydning i vores sorgproces.

Skal man komme igennem til fred, er det først og fremmest vigtigt,
at vi tør gå ud over fornægtelsen og sætte ord på vores smerte.

Når vi så tillader os selv at mærke smerten, kan det hurtigt gå over i en vrede.
Vrede mod andre, mod sig selv – eller mod Gud for at tillade så megen smerte i verden.

Vreden kan have en funktion i nutiden, men den har ikke evnen til at forandre fortiden – og den tilfredsstiller sjældent ens ønsker for fremtiden.

Købslåen – altså tanker som hvis bare  kan kværne rundt i hovedet på os.
Men vi kan ikke på den måde ”købslå” os væk fra vores sårethed, skyld, skam og tab.
Den eneste vej ud af det, der går ondt – går gennem det!

Depressionen er en forståelig reaktion på erkendelsen af, at tabet har forandret livet  for os.
”Hvordan kommer man videre, når en af ens kære er død?
Hvordan finder man glæde, når man er blevet forladt af sin ægtefælle?
Hvor er håbet, når prognosen er terminal?
Hvordan kommer man ud af denne knusende sorg?” spørger Tutu.
Og han svarer:
Vi finder vores håb og helbredelse i det sidste stadie i sorgprocessen: Accept!

Accept er erkendelsen af, at tingene har ændret sig og aldrig vil være, hvad de var engang.
Det er sådan, vi kan finde styrken til at fortsætte.
Vi accepterer det skete.
Vi accepterer vores smerte, vores ængstelse, vores bedrøvelse, vores vrede, vores skam,
og når vi gør det, accepterer vi vores egen sårbarhed.

Vi har ifølge Tutu kun disse to valgmuligheder:
Enten med åbent sind at acceptere vores lidelse, sårbarhed og skrøbelighed.
Eller afvise lidelsen, sårbarheden og skrøbeligheden og løfte næven og kræve hævn.

Man går måske ind i hævnens cyklus i et fortvivlet håb om at ved at såre andre,
vil man mildne sin egen smerte.
Det sker ikke.
Den eneste måde at standse smerten på er ved at acceptere den.
Den eneste måde at acceptere den på er ved at sætte ord på den og dermed føle den fuldt ud.

Det er vores fælles menneskelighed, vores fælles tab og fælles sorg, der i sidste instans gør det muligt for os atter at knytte bånd til verden omkring os.

Sammen lider vi ondt, og sammen bliver vi helet.
Det er kun i dette skrøbelig net af relationer, at vi genopdager vores formål,
mening og glæde efter smerte og tab.
Nettet vil gå i stykker igen og igen, men vi kan reparere det.
Kun ved at genoprette dette net af forbindelser kan vi finde fred.

Herren er hos dem, der føler sig knust.
Han hjælper dem, der er dybt deprimerede.
De uskyldige kommer også ud i problemer,
men Herren hjælper dem igennem dem alle.
Ja, han beskytter dem fra alt det onde,
så de ikke bliver knust derved.
Salme 34 vers 19 – 21

 

Et kald?

Skriv et svar

For når tilværelsen ses som værende foruden given intention,
reduceres menneskelivet til en tilfældighed,
og det er ikke uden grund, at mange teenagere,
der har gået i selvmordstanker, angiver meningsløshed som årsag.

De er opdraget til kun at tro på sig selv og egen præstation,
og der foregår i denne epoke et katastrofalt svigt af vores børn.
Ikke mindst som barn indser man, hvordan sjælen skal næres af noget,
mennesket ikke selv kan frembringe,
og alligevel sendes man ud i verden som endnu en religiøs analfabet uden et åndeligt sprog.

Således skriver Sørine Godfredsen fornyligt i en blog om den religiøse analfabetisme, der ifølge hende dominerer vores samfund.  Se blog

Vi har brug for mening!
Moderne psykologi angiver det at have en mening med sit liv og i sit liv som meget afgørende for at få et liv i mental balance og trivsel.

Bibelen fortæller os, at der er en meget dyb mening med vores liv – med netop den enkeltes liv!
Nemlig at Skaberen har villet mig!

For mange mennesker har dette faktum så åbnet for at andet vigtigt spørgsmål:
Når Gud har villet mig – er der så et helt specielt kald, Gud ønsker jeg skal varetage?
Er der en speciel opgave, jeg skal løse?
Hvad er det i så fald for en opgave?
Hvordan kan jeg løse den – og bogstaveligt talt “opfylde meningen med mig”?

Når vi tænker sådan, bliver det pludselig nærliggende at fokusere på egne præstationer og vores talenter –  eller mangel på samme!
Og vi fanges let i tankebygninger, der fjerner vores fokus på Jesus – og i stedet begynder vi at gå i egen kraft – i et forsøg på at løse “vores opgave”.

Den svenske prædikant Magnus Malm fortæller i sin bog ”Vejviser”, hvordan han blev fanget i dette mønster – og bare arbejdede mere og mere “for at opfylde sit kald”.
Han endte imidlertid med slet intet at kunne gøre, efter at udbrændthed og depression kørte ham helt ned.
Og i den situation erfarede han, at det eneste kald han i virkeligheden havde fået
var at komme til Gud.

At blive hans barn er formålet med vore liv.
Det er vores kald!

Hvad Jesus derefter gør med os, er helt og holdent hans ansvar.
Han kan udruste og sende os til opgaver og personer, hvor vi kan være til glæde og velsignelse. Men det er altid i hans kraft og i hans ledelse, det må ske.
Og det er Ham der har ansvaret, uanset hvordan det går!

Jesus ønsker ikke, vi skal blive udmattede og udbrændte i vores ”tjeneste” for ham.
Han ønsker, at vi som hans børn dag for dag må komme til ham og give os selv i hans hånd.

I den stilling kan vi ledes af ham og modtage den kraft og udrustning, vi har brug for.
Og stole på, at det er ham, der har overblikket og styringen.

Det er meningen og kaldet! 🙂

Kom til mig,
alle I, som er trætte og tynget ned af byrder –
og jeg vil give jer hvile.
Mat. kap.11 v.28

 

 

Ajunng

Skriv et svar

“Er det ikke rigtigt, at sejlturen varer 4 timer?”
Styrmanden i den lille grønlandske passagerbåd tøvede et
øjeblik og svarede så med glimt i øjet:
“Joh… eller noget andet”.

4 1/2 timers sejlads senere forstod vi, hvorfor den slags spørgsmål ikke giver megen mening i Grønland.
Den sidste times tur gennem den grønlandske pakis viste os, at her var det ikke menneskeskabte rejseplaner, der satte dagsordenen – men en storslået, fantastisk og foranderlig natur.

Måske er det den viden og den virkelighed, der har formet den grønlandske folkesjæl.
Og som har lært dem livsvilkåret, at de ikke styrer – men må lade tingene udvikle sig, som de kommer.

Ajunng hedder det på Grønlandsk.
Det at tage livet, som det kommer.
Stille, tålmodigt og roligt.

Når flyet ikke kan lette pga. dårligt vejr.
Når isen bryder op en måned senere end forventet.
Når havforholdene betyder at en mulig torskefangst må gå forud for alt andet.
Når planerne ikke holder.
Ajunng.

En ansat fortalte fornyligt, at hun i forbindelse med et arbejdskursus havde prøvet en lille øvelse.
Man stod i en rundkreds – og en bold blev kastet ind i kredsen.
Bolden skulle følge samme kastemønster hele tiden.
Man modtog den altid fra en bestemt person og skulle altid kaste videre til en anden bestemt person.
Det gik faktisk ganske godt – lige indtil der blevet kastet flere bolde ind i kredsen.

Kvinden oplevede at blive meget forvirret og stresset.
Egentlig skulle hun bare fortsætte det oprindelige mønster og modtage og aflevere netop den bold, der kom til hende.
Men i situationen kom hun til at fokusere på alle boldene i kredsen – og det hele blev et kaos for hende.

Er det ikke ret præcist, hvad der ofte sker omkring os?
Vi skal egentligt også kun fokusere på en bold ad gangen – nemlig den situation der er aktuel for os her og nu.
Det er nemlig det eneste sted, vi kan vælge og handle – gøre noget!

Men boldene flyver omkring os.
Ikke bare vore egne – men også andres.
Tanker, følelser, informationer, opgaver, krav, forventninger, ideer, møder, aftaler, input, påvirkninger…

Det er selvsagt godt at planlægge og forberede sig.
At være parat – på forkant, som det hedder.

Men morgendagens mange bolde kan vi hverken gribe eller kaste, før de når os i nuet.
Bekymringer for hvordan det hele skal gå, bliver let fremtidsbolde,
der tager vores opmærksomhed og gør os stressede og forvirrede.

Og måske værst af alt betyder de, at vi kan miste orienteringen –
og ikke får grebet lige netop den bold, livet kaster til mig nu!

At se Grønland midt i den smukkeste sommer.
Sol, blå himmel, klipper.
Midnatssol.
Havet, fjorde, bræer og pukkelhvaler, der slår med halen.
isbjerge og pakis i et næsten fortryllende farveskær af lyserødt, lyseblåt og tyrkis!
Storslået forskellighed!
Uendeligt smukt.

Og så!
At vælge roen.
At tage livet som det er.
I dag!
At finde det væsentlige i al larmen.
Måske i virkeligheden det smukkeste Grønland viste mig.
Ajunng!

Det er Herrens dag i dag, kom, lad os juble og fryde os.
Salme 118 vers 24

 

 

Elsk!

Skriv et svar

“Jeg har givet jer et forbillede.
Gør det samme for hinanden, som jeg nu har gjort for jer.”
Sådan sagde Jesus, da han havde vasket disciplenes fødder den sidste aften.

Jesu vigtige bud: “Elsk din næste”, kan være noget af en udfordring.
Særligt når vi tænker på kærlighed som den følelse, vi naturligt omslutter vore nærmeste med.
Men hvordan kan vi elske den fremmede – eller ligefrem vore fjender, som Jesus byder os?
Følelser så personlige som kærlighed kan vi da ikke bare præstere over for hvem som helst!

På et tidspunkt mødte jeg imidlertid en anderledes forståelse af den bibelske kærlighed.
Her blev kærlighed ikke defineret som en følelse, men som et udsagnsord.
Altså ikke som noget vi skal føle, men noget som vi kan vælge at gøre.

At forstå det at elske, som noget vi kan vælge, – betyder at næstekærlighed ikke behøver bygge på varme følelser eller stemninger.
Udfordringen bliver så i stedet at foretage et bevidst valg om at tale og handle kærligt over for et medmenneske.

Denne aktive form for kærlighed kan vise sig at være altafgørende – ikke bare i vore almenmenneskelige forhold, men også i vore parforhold.

Den kristne læge og sextereapeut Ed Wheat forklarede allerede for 35 år siden i bogen “Forelsket hele livet”, at følelserne i et parforhold ikke var noget statisk.
Tværtimod var de meget dynamiske og påvirkelige.
Det viste sig, at selv der hvor kærligheden tilsyneladende var helt væk, kunne følelserne vækkes og opblomstre igen.

Ed Wheat har givet vejledning til flere hundrede par, hvis forhold på vidt forskellige måder var ødelagt af utroskab, had, kritik, bitterhed osv.
Hans erfaring har været, at der hvor parrene begyndte at praktisere denne bibelske forståelse af at elske – som en aktiv handling med kærlighed og ømhed over for den anden, kunne følelserne ofte heles igen.
Også selvom det blot var den ene part, der praktiserede det.

Den bogaktuelle psykolog og forfatter Mattias Stølen Due er inde på det samme.
I en kronik fornyligt skrev han under overskriften “Føl mindre, elsk mere”:
“Mange par lider under et pres for at intense, varme følelser skal være hverdag.
Vil man gøre noget godt for sit forhold, kan man beslutte sig for at elske i praksis.
Så kan de varme følelser blive en frugt af engagement i den anden.”

Altså med andre ord:
Den lidt smarte vending “Fake it – till you make it!” – er måske slet ikke så tosset endda. 😉
(Lad som om –  til det bliver virkeligt)

Jeg har givet jer et forbillede, siger Jesus.
Han opfordrer os til  – at ville gøre kærligheden!
Både i parforhold –  og generelt over for familie, venner og vor næste!

Den vilje og den kærlighed behøver vi ikke finde i os selv.
Vi må have lov til først at tage imod Jesus kærlighed til os i vort eget liv.
Derefter kan vi bede om at blive kanaler for hans kærlighed.
Så vil han hjælpe os med at elske andre mennesker gennem ord og handlinger.

Det ved I jo godt.
Men I oplever først velsignelsen, når I handler på det, I ved.
Joh. 13, v. 17

 

Kr. Himmelfartsløfte

Skriv et svar

Den norske evangelist Arild Edvardsen mener, at kristne er mere fortrolige med Paulus’  torn og Timothius’ dårlige mave, end de er med forsoningen på Jesus kors.

Han siger, at alle mennesker pga. syndefaldet kan udsættes for Djævelens angreb fx i form af sygdom.
Har vi modtaget Jesu frelse og er blevet Guds børn, er vi imidlertid ikke bare prisgivet den virkelighed.

Mange steder i bibelen læser vi, at i Jesu forsoning købte han også lægedom til os.
Bibelen opfordrer os derfor til at bede for syge – og til i det hele taget at søge Guds helbredende indgriben i vore liv –  på grund af Jesu sejr.

Vi ved bare alt for godt, at ikke alle, der beder om helbredelse, bliver raske.
Og det kan gøre os usikre og måske tilbageholdende med at søge helbredelse og bede for nogen.

Hvorfor det er sådant, ved kun Gud, og vi vil ikke forstå det før i evigheden, skriver Arild Edvardsen.
Det må imidlertid ikke få os til at lade være med at bede for syges helbredelse.

Vi kan trygt følge vor himmelske Fars opfordring til at bede for syge.
Om den syge bliver rask eller ej – er nemlig aldrig vores fortjeneste eller ansvar!
Det er Fars!
I lydighed mod Gud beder vi derfor om helbredelse  – og om at Fars vilje må ske i hvert enkelt tilfælde.

Troen kommer af det, der høres, fortæller bibelen os.
Derfor er det meget vigtigt, at vi møder en sand forkyndelse, der styrker vores tro, mener Arild Edvardsen.
Dette gælder også i forhold til at søge Guds helbredelse.
Vi kan ikke på samme tid bede for syge og tro, at det er vor egen Himmelske Far, der ønsker sygdom over sine kære børn.

Job troede i begyndelsen, at det var Gud, der havde sendt lidelsen over ham.
Det bekræftede hans tre venner, der senere blev bebrejdet af Gud for at tale falsk om ham.
De sagde til Job, at lidelsen skyldtes, at Gud ville tugte ham, lære ham tålmodighed, eller var en plan med en ukendt hensigt.
Men Gud blev vred over dette, fordi de ikke talte sandt om ham.
Satan havde sendt lidelsen og sygdommen over Job – ikke Gud.

Den fjerde ven hjalp Job med at indse dette, så Job kunne sige, at han nu havde set Gud, som han virkelig var.
Denne indsigt hjalp Job til at modtage Guds helbredelse.

Bibelen lærer os altså, at sygdommen er i verden pga. synden og Satans indflydelse.
Vi må stole på bibelens ord om, at Gud er på vores side imod synd og ødelæggelse af menneskelivet.
Vi kan derfor på grund af hans offerblod stå i korsets forsoning  – og i hans navn bede om Guds helbredende gerning i os.

Når vi gør dette, må vi lægge alt ansvar over til Ham.
Så kan vi hvile i fuld tillid til, at vore liv er i hans hånd,
uanset hvordan det går.
Og bede om at hans gode vilje må ske helt efter hans plan og timing i vore liv.

Og de skal lægge hænderne på de syge, så de bliver helbredt.
Markus kap.16 v. 18