Arvinger

Hvad skal Gud dog stille op med os? –
spurgte en af mine venner engang, og hun fortsatte:

“Jesus har overvundet døden og det onde.
Han har vundet frelse, fred, lægedom og håb til os.
Han har betalt med den dyreste pris – sit eget blod.
Han har gjort os til sine arvinger og sat det hele ind på vores konto.

Det eneste, vi skal gøre, er i virkeligheden at stole på ham – og tage imod det hele i tro!
Og alligevel beder vi ham gang på gang om at give os det igen.
Vi skulle i stedet begynde at takke ham for alt det, han har givet os,
og så bede ham om at hjælpe os med at modtage og folde sit liv ud i os.”

Krista Frandsen er inde på de samme tanker:
Husk at i MIT NAVN ( Jesus) kan du bede om hvad som helst, du vil, og du skal få det.

Men lad ikke målet for dine ønsker være at få, men at være: være èt med mig.
Alt, hvad I forsøger at gøre i egen kraft, visner bort, bliver til intet.
Mit liv har jeg givet jer, og det kan hverken købes eller fortjenes – heller ikke med anger og ydmyghed.
Det kan kun modtages i tro.
At stole på Mig er ydmyghed!
Bed ikke om noget, som allerede er jeres.
Ingen kan lægge det mindste stykke til sin åndelige vækst.
Den, der tør “nøjes” med mig, han er rig; for han har plads til alt MIT.”

Kære Jesus
Jeg giver dig min tvivl  – og takker for din tro.
Jeg giver dig min synd – og takker for din frelse.
Jeg giver dig min frygt – og takker for dit mod.
Jeg giver dig mit had – og takker for din kærlighed.

Jeg giver dig min kritik – og takker for din taknemmelighed.
Jeg giver dig min hævn – og takker for din tilgivelse.
Jeg giver dig min usikkerhed – og takker for din tillid.
Jeg giver dig min bundethed – og takker for din frihed.

Jeg giver dig min sygdom – og takker for din helbredelse.
Jeg giver dig min elendighed – og takker for din herlighed.
Jeg giver dig min egoisme – og takker for din næstekærlighed.
Jeg giver dig mine smerter – og takker for din lægedom.

Jeg giver dig mit mørke – og takker for dit lys.
Jeg giver dig mine svigt – og takker for din genopretning.
Jeg giver dig min svaghed – og takker for din styrke.
Jeg giver dig min grådighed – og takker for din gavmildhed.

Jeg giver dig min tristhed – og takker for din glæde.
Jeg giver dig mit hovmod – og takker for din ydmyghed.
Jeg giver dig min vrede – og takker for din mildhed.
Jeg giver dig min magtesløshed – og takker for din kraft.

Jeg giver dig min sorg – og takker for din trøst.
Jeg giver dig min kontrol-afhængighed – og takker for din ledelse.
Jeg giver dig mine løgnebilleder – og takker for din sandhed.
Jeg giver dig mit stress – og takker for din ro.

Jeg giver dig mine nederlag – og takker for dine sejre.
Jeg giver dig min kortsynethed – og takker for din almagt.
Jeg giver dig min ligegyldighed – og takker for din omsorg.
Jeg giver dig min distræthed – og takker for dit nærvær.

Jeg giver dig min meningsløshed – og takker for dit håb.
Jeg giver dig min forgængelighed – og takker for din evighed.
Jeg giver dig min dødsangst – og takker for din fred.
Jeg giver dig mit liv – og takker for dit liv.

Jesus, hjælp mig til at aflevere alt mit hos dig.
Jesus, hjælp mig til at modtage alt dit af dig.
Virk det i mig, Herre!
Tak i Jesus navn.

Jeg beder om, at I virkelig må kunne forstå Kristi kærlighed, 
der overgår menneskelig fatteevne;
så I fuldt ud kan opleve alt det, Gud har til jer.
Ef. kap. 3 v. 19

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *