Kategoriarkiv: Andagter

Håb

Skriv et svar

Når vi kører ind i en lang tunnel i Sydeuropa, kan jeg ofte mærke et lille sug i maven.
Trafikken hamrer af sted, vejbanerne er tætte på klippevæggen, og det er temmeligt mørkt.
Men lidt efter passerer man den første større plads i tunnelen, og på væggen lyser et stort skilt. Det fortæller, at man har kørt de første 1,3 km. – og at der nu er 4,8 km. tilbage.

Det er meget lettere at køre i en tunnel, når man hele tiden ved, hvor langt man er, hvornår den slutter – og ikke mindst: at den slutter!

I livets tunneller er det ikke altid tilfældet.
Når vi oplever mørke og svære tider, ved vi ikke, hvornår det holder op.
Og vi kan tvivle på, om det overhovedet får en ende.

Usikkerhed, håbløshed og magtesløshed er nogle af de følelser, der da ligger snublende nær.
I sådan et kaos vil vi gerne prøve at få styr på det – men vi erfarer gang på gang, at det kan vi ikke.

Magnus Malm spørger, om der findes en anden måde at forholde sig til kaos på:
En vej midt igennem det kaotiske, som hverken indebærer, at jeg flygter fra virkeligheden, eller at jeg skal have styr på alting?

Og han fortsætter:
I en krise kan vi bevæge os i to modsatte retninger.
Vi kan forsøge at nå op til det højeste punkt: overblik, kontrol, orden, beherskelse.
Eller vi kan søge ned til det laveste punkt: stilhed, tillid, lytten, modtagelighed.

Når vi føler os rådvilde, er vores fristelse, at vi forsøger at genvinde kontrollen over situationen, at presse en eller anden form for orden ned over det kaos, vi oplever.
Men Magnus Malm opfordrer os til at stå imod fristelsen:
For Gud er i kaos –  i tingenes kompleksitet.
Han er altid i omstændighederne og siger til os:
Tag sigte efter mig og kom nærmere. Forsøg ikke at beherske kaos ved at tage kontrol over det. Fokuser din tillid på mig, så vil du finde en vej.

Jesus har lovet, at Han er der midt i mørket sammen med os.
Han er det lys, som vi så utålmodigt venter på at få at se for enden af tunnelen.
Jesu ord kan virke så tomme og uvirkelige for os, og alligevel har vi lige midt i vores virkelighed lov til at klynge os til hans løfter – og vente på hans indgriben.

Profeterne i det gamle testamente fortalte igen og igen om en Messias, der engang skulle komme og frelse sit folk.
De fik aldrig løftets opfyldelse at se i deres jordiske levetid.
Men de stolede på Gud, der var lige så usynlig for dem, som han er for os!

Og Gud holdt sit ord – som han altid holder sine ord!
Kristus kom, døde og opstod, og lever nu i hvert eneste af sine børn.
Han har styr på det hele, han kommer aldrig for sent – og han skriver på klippevæggen i vore liv.

Vær ikke mismodig og nedtrykt!
Vent tålmodigt på, at Gud griber ind.
Salme 42 v.12

Guds perspektiv

Skriv et svar

Min mor har ofte citeret dette lille digt for mig, da jeg var barn:

”Først når væven er standset,
og skytlen holdt op med at slå,
vil mesteren tage tæppet til side.
Først da kan vi for alvor forstå,
hvorfor de gyldne tråde såvel som de mørke bånd
begge var nødvendige for mønsteret i Mesterens kyndige hånd.”

I svære tider kan det være meget udfordrende for os at fastholde troen på,
at vi er i Guds hånd, og at han har styr på det hele.
Hvorfor sker det svære? Hvad er meningen i dette?
Nogle gange erfarer vi trøst midt i forvirringen.
Andre gange opleves spørgsmålene ubesvarede i vore indre.

Jesus ved, det er sådan, og  han opfordrer os til at komme til ham med det hele.
Smerten, lidelsen og spørgsmålene.

Hans svar i sit ord er altid det samme:
Har du lagt dig i min hånd, kan intet fjerne dig fra mit nærvær og min kærlighed.
Hav tillid til mig, der sker ikke dig noget, som jeg ikke tillader og er med i.
Jeg sidder fortsat ved bordenden i dit liv, og det er mig, der styrer dagsordenen,
hvis du ønsker det.
Vær helt stille i min hånd og lad mig virke i dig og i omstændighederne omkring dig.

Sarah Young har gennem årene øvet sig i at være stille i bøn – helt stille!
Og derigennem lære at lytte til Guds indre stemme i hende.
I bogen “Jesus kalder” fortæller hun, hvordan hun har oplevet Jesus tale,
også når hun stod over for udfordringer og vanskeligheder:

“Når mange ting synes at gå galt, så stol på mig.
Når dit liv synes mere og mere ude af balance, så tak mig!
Det er en overnaturlig reaktion, som kan løfte dig op over dine omstændigheder.
Hvis du gør, hvad der falder dig naturligt over for vanskelighederne,
kan du blive offer for negativisme –
og formørke dit perspektiv og din tankegang.

Råb til mig!
Hvisk mit navn.
Bekræft din tillid til mig, uanset hvad du føler.

Tak mig for alt, selvom det føles unaturligt – endog irrationelt.
Gradvist vil du begynde at gå opad, indtil du igen har fast grund under fødderne.
Hvis du vælger den overnaturlige reaktion i stedet for den naturlige –
og du stoler på mig og takker mig –
vil du opleve min ufattelige fred.

Accepter hver dag som den kommer, og husk jeg er Herre over dit liv.
Glæd dig på denne dag som jeg har skabt, og stol på at jeg er med dig med al min kraft.”

At takke Gud på denne måde – både i og for det svære –  betyder altså ikke, at vi giver Gud “skylden” for det svære.
Og det bliver heller ikke noget falsk og utroværdigt – selv om vi ikke er glade for situationen.

Det bliver i stedet et bevidst valg.
Et valg vi tager, fordi Gud beder os om at gøre det!
Vores tak bliver på den måde en tillids-nøgle, vi giver Gud ind til det svære i vores liv, så han kan komme til!
Vi takker altså bevidst Gud – på trods af følelser og omstændigheder –  for derigennem at vende os helt mod ham i tillid og invitere ham ind i alt det svære.

Det giver ham adgang til at komme og gøre sin altid gode vilje i os –
og væve med de farver, han til hver tid ved er bedst!

Vær ikke bekymrede for noget, men sig altid Gud tak,
og læg jeres ønsker frem for ham i bøn.
Så vil I opleve, at Guds fred, som overgår al menneskelig forstand,
vil beskytte jeres tanker og hjerter og bevare jeres tillid til Jesus Kristus.
Fil. kap. 4, v 6-7.

Forårsarbejde

Skriv et svar

Marts nærmer sig.
Det betyder forår, og inden længe står nogle vigtige valg for døren:
Hvad skal der i krukkerne og i køkkenhaven i år… 😉

Salme 119 er den længste salme i bibelen.
I menneskelivets mange aspekter som glæde, modgang, sorg, udkørthed, fortvivlelse og længsel fremhæver den på forskellig måde Gud og hans ords magt til at bære og forandre.

I vers 26 står der: Lær mig nu dine principper.
Denne bøn indeholder to vigtige udsagn: For det første at Gud har fastsat principper – altså grundregler for livet – og for det andet, at det er noget, som vi har brug for at lære.

Et af Guds principper refererer Paulus sådan:
“Bedrag ikke jer selv. Tag ikke Guds godhed for givet, for hvad et menneske sår, skal det også høste.”

I mit arbejde blandt skolebørn, har jeg lært, at vi skal ikke være ret gamle, før vi har gjort os de første mere eller mindre bevidste erfaringer med netop det princip.
Både som børn og voksne erfarer vi hurtigt, at det vi sår, kommer vi også før eller siden til at høste.
Møder vi hinanden med tillid, respekt og accept, bliver samspillet og samværet af en helt anden karakter, end når det er distance, uvenskab og mistillid, der præger relationerne.

I folkemunde udtrykker vi princippet i sentenser som:
Græsset er altid grønnest –  der hvor du vander det!
Eller i fabelen om den sorte og hvide hund, der uophørligt kæmper i menneskets indre.
På spørgsmålet om, hvem der vinder, er svaret: Den hund, der bliver fodret.
Og verslinjen: “Plante smil og plante solskin” er vist rimelig kendt af de læsere, der må have passeret de 45 🙂

Også livet med Gud påvirkes af, hvad vi vælger at så.
Når vi søger hans fællesskab fx gennem stilhed, bøn og bibellæsning præges vi af hans væsen og styrkes i vores bevidsthed om hans nærhed og hjælp i vore liv.

Max Lucado siger, at sindet er som en dør ind til vores hjerte.
Det, vi vælger at lukke ind af døren af tanker og overbevisninger, afgør, hvordan vores hjerte bliver.

Lukker vi ukrudtsfrø som mindreværd, hovmod, had, frygt og bitterhed ind, bliver det mørket fra disse tanker, der vil præge vore liv.
Hvis vi derimod afviser at knytte os til disse tanker – og i stedet bevidst prøver at fylde vore hjerter med frø fra Guds forråd, bliver det lyset og sandheden, der vil forme vore liv.

Bedrag ikke jer selv, siger Paulus.
Og selv de mindste skolebørn ved med et smil i øjet, ” at man kan altså ikke høste radiser, der hvor vi har sået gulerødder”!
Eller plukke chili af tomatplanterne 😉

For det er et princip.
Et af Guds fastsatte livsprincipper.
Sår og dyrker vi det negative, uforsonlige og destruktive – får vi mere af det.
Sår og dyrker vi det positive, tilgivende og konstruktive – får vi mere af det.
Alle steder.
I parforholdet, familien, venner, arbejdspladsen, nabolaget, samfundet…

Og søger vi aktivt Guds livsopbyggende og helende tanker, er det dem, der vil vokse i vore hjerter og præge vort liv.

Lykkeligvis afhænger dette arbejde overhovedet ikke af vore egne livs “grønne fingre”.
Et af de billeder, der bruges om Gud er, at han er som en klog gartner.
En gartner der vil hjælpe os med at vælge frø, så, luge  – og på bedste måde passe vor livs have sammen med os, når vi beder Ham om det.

Vi bruger ikke menneskelige metoder i den åndelige kamp, men Guds mægtige kraft, som kan nedbryde tankemæssige fæstningsværker og besejre imponerende argumenter.
2. Kor. kap.10 v. 4

 

Valentins-hilsen fra Gud

Skriv et svar

Religioner er menneskets søgning efter Gud, men evangeliet er Guds søgning efter mennesket, er der blevet sagt.
I religionerne er det mennesket selv, der på forskellig måde prøver at finde Gud – og kvalificere sig til fællesskab med det “guddommelige” –  enten ved levevis, visdom eller forskellige gerninger.

I evangeliet vendes det hele på hovedet.
Her er det Gud, der gennem Jesus åbenbarer sig synligt på jorden.
Han vælger også at lade sig ydmyge og henrette på et kors for at frelse sin elskede skabning.
Efter opstandelsen tilbyder Gud gennem sin Ånd at etablere et både jordisk og evigt fællesskab mellem sig selv og mennesket.

For os der er vokset op i den kristne kultur i Danmark, kan dette efterhånden blive meget selvfølgeligt.
Vi har jo hørt det så tit.
Det med Guds kærlighed og hans frelse – selvfølgelig er Gud da kærlig!

For mennesker der ikke lever i denne virkelighed og måske i frygt famler sig frem i deres søgning efter en gud, kan dette imidlertid være ganske revolutionerende.

En evangelist fortalte, hvordan han i et afrikansk land havde forkyndt evangeliet om Guds kærlighed og tilbud om frelse og fred gennem Jesus.
Efterfølgende blev han nærmest overfaldet af en gruppe pårørende, der dybt frustrerede og ulykkelige råbte til ham, hvor længe han havde vidst dette?!
For de havde lige mistet en far, der var død under de værste kvaler i frygt for ånder og alt det ukendte.
“Hvorfor er du ikke kommet til os for længe siden og fortalt om den kærlighed og frihed?
Så havde han fået mulighed for at dø i fred”, næsten græd de.

Spørgsmålet er så måske, om ikke også vi, der har hørt det mange gange, kan have meget svært ved at fatte rækkevidden af, at må kalde Gud “Far”.

Og det oven i købet en kærlig og omsorgsfuld Far.
Vores hjerner har lært det og  fortæller det måske – men hvor kan det være svært at få det helt ned i hjertet, så vi forstår…

Forstår hvor elskede vi er.
Forstår at hver eneste af os er så ufattelig dyrebar for Gud.
Forstår at det er Gud selv, der hænger der på korset.

Forstår at han ikke elsker os, fordi han har hængt der!
Men at han hang der, fordi han elsker os!

Herunder følger som lovet i foregående blog 2. del af

“Brev fra din himmelske far”

”Jeg fører, jeg forvandler, jeg arbejder; men ikke når du prøver på det.
Jeg vil ikke kæmpe mod dig.

Du er min!
Lad mig have den glæde at gøre dig lig Kristus.
Lad mig elske dig!

Lad mig give dig glæde, fred og godhed.
Ingen ellers kan.
Forstår du ikke det?

Du er ikke din egen.
Du er blevet købt med blod, og nu tilhører du mig.

I virkeligheden kommer det ikke dig ved, hvordan jeg handler med dig.
Det eneste, du skal gøre, er at se hen til mig – og kun til mig.
Aldrig til dig selv og aldrig til andre.

Jeg elsker dig!

Lad være med at kæmpe, men hvil i min kærlighed.
Jeg ved, hvad der er bedst og vil gøre det i dig.
Hvor jeg dog ønsker frihed til frit at elske dig.

Hold op med at prøve at gøre noget og lad mig gøre dig til den, jeg ønsker.
Min vilje er fuldkommen!
Men vilje er tilstrækkelig!

Jeg vil give dig alt, hvad du behøver.
Se hen til mig!
Jeg elsker dig!

Jeg elsker dig!”
Din Himmelske Far

Lad os altid takke Gud, fordi han gav sin søn – en gave langt større, end ord kan udtrykke.
2. kor. kap.9.v.15

Et kærlighedsbrev

Skriv et svar

“Jeg åbnede nysgerrigt indholdsfortegnelsen og læste den spændt, men jeg havde aldrig regnet med, at det kristne budskab skulle fortsætte med at fascinere mig på denne måde”.

Sådan fortæller den tidligere iranske flygtning – nu kristne præst Massoud – om sit første møde med bibelen.
Massoud var som muslim meget frustreret over, at hans mor var blevet kristen.
Og han valgte at læse den bibel, hun gav ham, primært for at blive bedre udrustet til at gå imod hendes kristne venner i diskussionerne.

“Bibelen var uden sidestykke den mest gribende bog, jeg nogensinde havde haft i mine hænder.
Det var som at læse et langt kærestebrev fra Gud til mig, og jeg slugte ordene.
Vers efter vers.
Kapitel efter kapitel.”

Og selv om Massoud var særdeles modvillig til at acceptere bibelen som sandheden, måtte han læse mere og mere:
“Jeg forsøgte at glemme de ord, som jeg havde læst i bibelen, men jeg kunne ikke slippe dem. Uanset hvor meget jeg anstrengte mig for at glemme det kristne evangelium, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvad jeg gik glip af, hvis der virkelig fandtes en kærlig gud…”

Massoud beskriver, hvordan han kæmpede imod sin “spirende tro på Jesus”, men kunne samtidig mærke, at ordene i bibelen var sande, og han oplevede, at Jesus fyldte et åndeligt tomrum, som han havde slæbt rundt på hele livet.

For Massoud blev det kærligheds-budskabet om det elskende og tilgivende far, der giver sit eget liv for at frelse os, som helt forandrede hans liv.

For mange år siden hørte jeg en oplæsning af et “Brev fra din himmelske Far”.
I dette brev var samlet nogle af de kærlige udsagn og løfter, som Gud åbenbarer i forskellige dele af bibelen.
Heri oplevede jeg også Guds kærlighed meget stærk og konkret gennem de nedskrevne bibelord.
Nedenunder gengives første del af dette brev – anden del trykkes i den næste blog 😉

Brev fra din himmelske Far
”Jeg elsker dig!
Jeg elsker dig og udgød mit eget blod for at gøre dig ren.
Du er ny.
Men tro, at det er sandt.

Du er dyrebar i mine øjne, og jeg skabte dig netop, som du er.
Lad være med at kritisere dig selv og bliv ikke modløs, fordi du ikke er fuldkommen i dine egne øjne. Det fører kun til frustration.

Jeg ønsker, at du skal stole på mig, et skridt ad gangen, en dag ad gangen.
Dvæl i min kraft og i min kærlighed.
Og vær fri – vær dig selv.

Tillad ikke andre mennesker at styre dig.
Jeg vil lede dig, hvis du vil lade mig.
Vær klar over, at jeg er med dig i alle ting.

Jeg giver dig tålmodighed, glæde og fred.
Forvent at få svar fra mig.
Jeg er din hyrde, og jeg vil lede dig.

Følg mig!
Glem ikke dette.
Lyt, og jeg vil vise dig min vilje.

Jeg elsker dig.
Jeg elsker dig.
Lad det strømme ud af dig – flyde ud til alle, du kommer i berøring med.

Vær ikke bekymret for dig selv – thi du er mit ansvar.
Jeg vil forvandle dig, uden at du lægger mærke til det.
Du skal elske dig selv og elske andre, fordi jeg elsker dig.

Flyt dine øjne fra dig selv!
Se kun på mig!”

Jeg har vist dem, hvem du er, og det vil jeg fortsætte med, for at den kærlighed, hvormed du har elsket mig, må være i dem, og jeg må være i dem.
Joh.kap.17 v. 26

Jesus

Skriv et svar

Journalisten Charlotte Rørth har netop udgivet bogen “Jeg mødte Jesus”.
Heri beskrives, hvordan hun som en “helt normal dansker” fuldstændig uforberedt og
ikke-troende fik et syn af Jesus – på en bænk i Spanien.
Hun forsøger at beskrive mødet med Jesus – så godt hun kan med ord:

“Han kender mig. Han kender hvert et gram, hvert et sekund, kan se igennem alt, kan lide mig alligevel trods alle min løgne, store og små, min surhed og smålighed.
“Da jeg vover at møde hans blik, ser jeg ind i øjne, der er grønne og grå med en snert af blå og både velkommende og fyldt med venlighed”.

Det blev en total livsforvandlende oplevelse for Charlotte Rørth, der både fyldte hende med forvirring og en ubeskrivelig livsglæde og kærlighed.
Hun, der var opvokset i et marxistisk og a-religiøst miljø, oplevede pludselig en helt anden virkelighed.

Mennesker verden over har til alle tider fortalt om den slags direkte fysiske oplevelser med Jesus.
Min mands farfar fik for mange år siden et lignende Jesussyn – det var ikke på en bænk i Spanien, men i et udhus i Jylland, hvor han en aften var i bøn.
Noget han senere beskrev i sin lille erindringsbog: “Jeg fik det i tilgift”.

Jesus ønsker, vi skal lære ham at kende – mere og mere… og mere 😉
Han ønsker at komme og gøre en forskel i vore liv.
Uanset om vi ser ham direkte som Charlotte Rørth og vores oldefar gjorde – eller om han åbenbarer sig for os gennem bibellæsning, bøn, musik, natur, film, digte, sange, pilgrimsvandringer, samtaler, drømme eller andet – er kernen, at der er en Gud og skaber, der ønsker at give sig til kende, så vi må se Ham  –  i vores virkelighed.
Og han vil, vi skal vide hvorfor:
Fordi han elsker os ubeskriveligt højt og ønsker, at vi skal være i hans fællesskab – altid!

Nu afdøde Britta Krarup har i et lille digt  “Varsom” beskrevet, hvordan hun har “set” Jesus:

”Min elskede Herre
Varsom, varsom er min elskede.
Varsom, varsom er min elskede Herre.
Varsom, når han møder mig i min svaghed.

Hans øjne er bløde, og hans hænder er nænsomme,
når han møder mig i min smerte og elendighed.
Smerte, ikke fordi han tager hårdt, men på grund af mine sår.
Varsom, varsom tager han på dem.
Mine svagheder bringer min tålmodighed til bristepunktet.
Den brister – men ikke hans.
Varsom, varsom kalder han mig tilbage med uendelig tålmodighed.

Skøre, skrøbelige ting i mit liv blev knust.
Jeg accepterer, at de gik itu og kaster dem ud.
Han går ud og henter dem og sætter dem sammen igen.
Varsom, varsom min elskede Herre.
Jeg søger ind til ham og lader hans blik gennemstråle mig.
Jeg skammer mig over min ufuldkommenhed!
Og så glemmer jeg skammen, da han rækker hånden ud og stryger min kind.

Varsom – varsom min elskede Herre.”

Et knækket siv brækker han ikke af.
Et lys, der brænder svagt, puster han ikke ud.
Matt. kap.12 v.20

 

 

En anden vej

Skriv et svar

Angsten har mange ansigter, sagde prinsesse Mary engang i et interview.
Og hvad enten angsten optræder som frygt, fobier, stress, bekymringer, nervøsitet, uro, usikkerhed eller noget helt ottende, er den en særdeles kendt faktor i det menneskelige liv.
I psykologien omtales angst direkte som en af menneskets grundfølelser på linje med glæde, vrede og sorg.

Alligevel opfordrer Jesu os gang på gang til ikke at lade frygten bestemme eller blive styrende i vore liv.
Han siger ikke: Frygt ikke –  undtagen når det er nødvendigt!
Eller frygt ikke –  medmindre I kan se, det ikke går, som I gerne vil.
Nej, han der selv om nogen kendte frygtens virkelighed, siger udelukkende til os: Frygt ikke!

Hvorfor tager Jesus så markant afstand fra frygten?
Hvorfor mener han mon, at det tilsyneladende aldrig er den rigtige vej at vælge?
Er det fordi han ved, at frygten altid bygger på en løgn?
Måske på en løgn om at vi er alene, skal magte det hele, have kontrol  – eller er i tilfældighedernes vold?

Frygten er troens fjende.
Følelsen frygt har altid rod i de tanker, vi vælger at tro på bevidst eller ubevidst.
Tanker, der vender blikket hen mod os selv, vore begrænsninger og de synlige omstændigheder.
Tanker, der vender blikket væk fra Jesus, hans magt og hans sandhed.

Frygten er som en Goliat, der truer os i vore tanker.
Og ligesom Sauls hær bøjer vi os gang på gang for hans tilsyneladende mægtige styrke helt uden kamp.

Livet har lært mig, at mod ikke er fravær af frygt – men en beslutning om ikke at lade sig styre af frygten, har Mandela sagt.

“Frygten blokerer for vores rationelle tænkning.
Derfor resulterer frygten i en effektiv mørklægning af den dømmekraft, der er så afgørende for, at vi finder den rette vej i livet.
Frygten betyder, at vi ikke opdager Guds nærvær der, hvor vi har allermest brug for at se det: midt i kaos”,  siger Magnus Malm.

Og han fortsætter med et alternativ – en indbydelse fra Gud:
“Tag sigte efter mig og kom nærmere.
Forsøg ikke at beherske kaos ved at tage kontrol over det.
Fokuser din tillid på mig, så vil du finde vej”.

David fokuserede på Guds plan –  og fik mod til at gå imod kæmpen og vinde over ham med Guds hjælp.
Vi skal heller ikke gå i egen kraft og fokusere på angsten –  med snak eller argumenter i forsøg på at tvinge den væk.
Vi må acceptere, at den er der – og rumme den som et menneskeligt grundvilkår.

Men vi behøver måske slet ikke frygte den eller lade os tyrannisere af den.
Jesus siger, at der er en anden mulighed, vi kan øve os i at tage:
Vi må bede Gud om fred, kraft og mod:
Og så  må vi lade ham overtage kampen og besejre frygten i os, mens han viser os vores vej skridt for skridt.

“Jeg siger det igen: Stå fast og vær modig!
Vær ikke bange eller frygtsom!
Husk, at jeg er Herren din Gud, og jeg vil hjælpe
dig med alt, hvad du skal gøre.”
Josvabogen kap. 1. v. 9

 

 

Følelser

Skriv et svar

”Hvad føler du så lige nu?”
Mikrofonen holdes frem – og uanset om der er tale om dramatiske hændelser, politiske opgør eller sportskampe, bedes den interviewede forholde sig til sine følelser som det helt centrale her og nu.

I andre forbindelser tales der om mavefornemmelser, der skal lyttes til, og vi er i det hele taget meget bevidste om, hvor vigtigt det er at være opmærksomme på sine følelser og ikke undertrykke dem.
Og det er vigtigt at være opmærksom på sine følelser, for de har ofte noget vigtigt at fortælle os om vore liv.

Det er imidlertid også vigtigt, at vi forstår, hvad følelser egentlig er: nemlig loyale tjenere for de tanker, som vi bevidst eller ubevidst vælger at knytte os til og tro på.
Ændrer vi vore tankemønstre – bevidst eller ubevidst – vil vi ofte erfare, at følelserne efter en tid “følger med” og nu understøtter de nye tankemønstre.

Vi er altså ikke vore følelser.
Og de er ikke os – men skiftende stemningsmæssige udtryk for, hvad vi tænker og tror om livet og os selv.

Hannah Smith sammenligner følelserne med børn.
Vores egentlige jeg – nemlig vor vilje – er som moderen, mens følelserne er som en flok larmende børn.
Moderen ved, hvad hun vil, og hun sætter sin vilje kærligt, men bestemt igennem over for børnene.
Men hvis moderen gav rum for den tanke, at børnene var herre i hjemmet, hvilken forvirring ville det ikke afstedkomme?
Og Hannah Smith fortsætter:
”En sådan forvirring er det, der hersker i mange sjæle, fordi følelserne reagerer i stedet for viljen.”

Vi skal være opmærksomme, kærlige og rummelige over for vore følelser.
Men da de kan skifte som vejret afhængig af vore tankemønstre, sindstilstand og dagsform, skal vi aldrig bygge på dem.
Hverken i vores daglige liv eller i vores åndelige liv.

Magnus Malm siger:
“At lade vore følelser være hvad de er, og hverken kræve noget mere eller mindre af dem, hjælper os til også at lade Gud være den, han er.
Med tiden skal vi nok lære, at Guds nærvær og virke er helt uafhængig af, hvordan vores følelser bevæger sig.”

Jesus rummer i kærlighed alle vore følelser – og kender dem så godt fra sit eget menneskeliv.
Men det han ønsker, når han beder om vores hjerte, er vort egentlige jeg, som er vores vilje.

Vi kommer sjældent permanent til at føle en sikker tro på Jesus.
Vores sikkerhed og vores tro må altid bygges på hans ord, hans løfter og hans kærlighed.
Det står fast – uanset vore skiftende følelser.

Enhver, som hører de ord, jeg siger, og handler efter dem, han ligner derfor en mand, som bygger sit hus på klippegrund.
Matt. kap.7 v. 24

 

Nytårs Glæde!

Skriv et svar

H. C. Andersen fortæller i et af sine eventyr om en lille fattig pige, der nytårsaften blev sendt ud for at sælge svovlstikker.
Det var en iskold aften, og den lille pige frøs skrækkeligt.

To gange strøg hun en svovlstik i forsøg på at få varmen.
I lyset fra svovlstikkerne oplevede hun i korte glimt de skønneste syn af varme og glæde.
Men hver gang slukkedes svovlstikkerne, og kulden og mørket vendte tilbage og lagde sig over det lille barn.

Tredje gang pigen strøg en svovlstik, kom mormor og hentede hende ind i den skønneste varme for altid – hos Gud.
Man fandt den lille pige død næste morgen frosset ihjel.
Åh nej, hun har villet varme sig, sagde folk.
Men H.C. Andersen slutter eventyret med ordene:
“Ingen vidste, hvad smukt hun havde set, i hvilken glans hun med gamle mormor var gået ind til nytårs glæde!”

Ind imellem kan vi opleve små lysstrejf i livet med Gud, hvor alt ligesom falder på plads.
Hvor vi oplever troens glæde og dybe fred, og måske i glimt fornemmer lidt af den herlighed, der venter os hjemme hos Ham.
Men som den lille pige kan vi også opleve, at det igen bare bliver koldt og mørkt i os –  og vi kan sukke efter, at lyset og glæden vil vare ved.

Gud ønsker, at vi som hans børn skal leve i lyset fra ham og hans ord.
Han ved, at det jordiske liv kan være svært og mørkt, og han gik i døden for, at vi som hans børn må opleve tryghed i hans faderfavn.

Han siger om sig selv, at han er lyset, og at hans ord er en lygte for vor fod og et lys på vor vej.
Ligesom vi må tænde et lys for at have glæde af det, må vi søge og bruge dette lys fra ham for selv at erfare det.

I Guds rige er det ikke primært de menneskelige sanser, vi kan bruge.
Vi kan ikke fysisk se, høre eller mærke hans nærhed.
I Guds rige er det troens og tillidens sans, der forbinder os med Ham – og med lyset.

Og vi har fået lov til uafbrudt at gribe fast i hans løfter om nærvær og hjælp, indtil vi til sidst må komme helt ind i hans glæde.

Når du ser med troens øjne, vil dit indre fyldes af mit lys.
Hvis nu mit lys får adgang til hele dit indre, selv de mørkeste kroge, så bliver alting badet i lys, som når en kraftig lampe lyser for dig.
Luk. kap.11 v.34 og 36

Engle

Skriv et svar

Juletid er også engletid, kan man vist roligt konkludere 😉
Engle i alle mulige versioner dukker op i julepyntningen, i julefilm, i krybbespil, i julesangene.
Og det er nok meget forståeligt, når vi ser, hvor centralt beskrivelsen af engleoplevelser er placeret i juleevangeliet.

Men hvad tænker vi egentligt om engle i dag?
Hvad er de for størrelser?
Er de blot udtryk for julehygge, eventyr, fri fantasi – måske overtro eller ønsketænkning?

I bibelen er engle et meget konkret og omtalt fænomen.
Både det gamle og det nye testamente beretter om engle, der er udsendt fra Gud med forskellige opgaver.
Op gennem tiden har der været talrige beretninger om, at Gud stadig sender sine engle til jorden med forskellige opgaver, og hvor de ved forskellige lejligheder har vist sig for mennesker.

Forfatteren Poul Hoffmanns kone Kirsten Hoffmann har i bogen Englevagt samlet en række nyere beretninger fra mennesker, der fortæller, hvordan de har oplevet engle på forskellig måde i deres hverdag.

Nogle af beretningerne handler om, hvordan mennesker i forskellige farlige situationer er blevet reddet af engle – og hvor enten de selv eller andre omkring dem oplevede at kunne se englene.
Andre fortæller om, hvordan mennesker i forbindelse med sygdom har oplevet helbredelse eller ny styrke til at kunne udholde hverdagen efter englebesøg.
Mange af fortællingerne handler om engle, der viser sig i forbindelse med dødsfald – enten for den døende eller for de pårørende til stor hjælp og trøst.

Det er både fascinerende og opmuntrende at læse om disse oplevelser opsamlet fra hele verden gennem de sidste 100 år.
Den fysiske fremtræden af englene er i beretningerne meget forskellige afhængig af konteksten, og alligevel er der mange fællestræk, når situationerne på tværs af tid og landegrænser ligner hinanden.

Jeg tror, Gud lader nogle mennesker opleve disse engleåbenbarelser som en helt konkret hjælp og trøst til de berørte – men også for at styrke troen hos dem, der hører om dem.

Gud viser i bibelen, at han ønsker, vi skal kende den usynlige virkelighed, at vi er i et kampområde her på jorden mellem lyset og mørket.
Men vi skal også vide, at vi som hans børn aldrig er overladt til at skulle føre den kamp selv.

På bagsiden af Kirsten Hoffmanns englebog står der:
”De himmelske væseners tilstedeværelse i dag som i bibelsk tid er i virkeligheden ikke noget unormalt, men naturligt i den kristnes liv.
En fornyet bevidsthed om det er tiltrængt i den tid, vi lever i.”

Englene er blot åndelige tjenere, som Gud sender ud for at hjælpe dem, der har fået adgang til det evige liv.
Hebr. kap.1 v.14