Forfatterarkiv: Annemarie Bjerre

Godt nyt

Skriv et svar

Han var tilbage i Nazaret.
Der var helt stille, mens han talte i synagogen.
De havde hørt om ham og hans undere.
De havde set, hvordan han greb ind i menneskers liv med helbredelse og fornyet håb.

Men hvem var han?
Det var jo bare Josefs søn – naboens dreng!
Ikke??

Han stoppede op midt i læsningen af Esajas profeti, som de kendte så godt.
Læste ikke færdig – stoppede lige før sætningen om “Guds hævndag”.

Han fortalte dem, at det var ham, det handlede om.
At han var sendt af Gud til Jorden.
Ikke med en hævndag fra Herren –  men med et nådeår.
Med frelse og liv.
Med godt nyt, syn til blinde, frihed for undertrykte, lægedom til syge…

De blev rasende og ville dræbe ham.

De troede ham ikke.
Kunne de ikke?
Ville de ikke?
Turde de ikke?

De afviste ham, hånede ham, drev ham væk.
Jesus var bedrøvet, da han sagde, at han ikke kunne hjælpe dem.                                                 Sine egne!

De stolede ikke på ham  –  og han kunne ingen undergerninger udføre.
Uden deres tillid kunne han ikke gribe ind i deres liv med sin livsforvandlende proces.
Han behøvede deres tro.
Deres tilladelse!
Deres invitation!

Som en person, der står på taget af et brændende hus – og ikke tør springe ned i armene på dem, der vil gribe ham.
Som det svigtede menneske, der ikke mere vil åbne sig for andre.
Som den dødsyge patient, der nægter at tage medicinen.

Når vi læser teksten og hører Jesus tale – er det os, der er tilhørere.
Til de gode nyheder om vores liv.
Hvad gør vi?
Hvem siger vi, han er?

Kan vi tro?
Vil vi tro?
Tør vi tro?

Ikke bare som et værdigrundlag eller en livsholdning.
Ikke som et ideal – eller et mål at stræbe efter.
Men som en virkelighed.
Helt uafhængig af vore egne følelser og manglende evne til at begribe og forstå.

Den tidligere ateist og senere Narniaforfatter J.C. Lewis nåede på et tidspunkt i sit liv til følgende konklusion:
Personen Jesus kan aldrig tolkes som en stor morallærer eller et fint etisk menneske.
Med det han sagde om sig selv, er der kun to muligheder:
Enten er han rablende gal – eller også må han tale sandt og være Guds søn!

En virkelig usynlig virkelighed.
Gud selv som en nærværende sandhed – lige nu og her midt i mit liv.
En levende person, der vil være med os i alt  –  i alle detaljer af vore liv både åndeligt, fysisk og mentalt.

Hvis vi altså tør tro det.
Hvis vi har tillid til ham – og giver ham lov.

Christen Kold sagde engang:
Vi bekender vor tro  på Gud – og tæller vores penge!
Vi tror på Jesus – og stirrer på vores synd!
Vi tror på Helligånden – og vejer vore kræfter!

Taleren fra Nazaret tilbyder os Godt Nyt 🙂
Ikke i teorien – men i praksis!

Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig.
Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige,
for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde
for at sætte undertrykte i frihed,
for at udråbe et nådeår fra Herren.

Lukas kap. 4 v. 18-19

 

Hyldest til sofaen

Skriv et svar

Mobiltelefonen tjekkes – igen! Computeren og fjernsynet kører.
Sociale medier, beskeder, opdateringer, News.
Mails og intrasystemer kan læses og besvares alle steder og på alle tider af døgnet.
Arbejde og fritid er smeltet sammen.

”Det går bare ikke”, sagde en psykolog.
Vores kognitive systemer i hjernen er ikke skabt til at kunne modtage og takle så store strømme af konstante uafbrudte informationer.
Det brænder simpelthen sammen for os.
Med andre ord vil flere og flere opleve stress, depression og udbrændthed.”

Den svenske præst og forfatter Tomas Sjødin er enig.
Han beskriver i bogen ”Det sker, når du hviler”, hvordan mennesket er skabt med behov for en hvile, som vi ikke let kan finde i det moderne samfund.
Både fysisk hvile med “benene op på sofaen” – og mental hvile, hvor tiden fyldes med lystbetingede aktiviteter og afslappende fællesskaber.
Det er blevet prestigefyldt at have travlt – og vi overser mere og mere vores helt grundlæggende behov for hvile.

Sjødin har fundet inspiration i jødernes gamle sabbatshvile – altså tanken om at hvile en dag om ugen.
Ikke som et lovkrav, men som en beskyttelse af den menneskelige organisme.
Han mener, at når Gud hvilede på den syvende dag, var det ikke, fordi Gud var træt.
Men fordi Gud vil lære os, at hvilen er en Gudsgiven ordning, der er nødvendig for et sundt menneskeliv.
Skabelsens højdepunkt den syvende dag var hvilen – en gave til mennesket.

Et tidspunkt hvor ”alt var godt”.
Hvor vi for en stund ikke mere behøver at skabe, arbejde og ordne al ting – men kan nyde livet som det er her og nu.
Jødernes måde at forstå sabbatten på kan være en inspiration for os.
De trykker fx ikke på ”en knap” – for trykker de på en, er der hundrede andre, de kan trykke på. Selv i deres bønneliturgi hviler de: på sabbatten beder man således ikke om noget – der er ikke engang syndsbekendelse.
Det er godt, som det er!

Sjødins familie har de seneste år forsøgt at leve med en ugentligt hviledag.
En dag hvor de ikke arbejder, gør rent, ordner have, vasker, handler osv.
Ikke som en pligt – men som et frit valg.

De lader også skærmene få ro.
Og så hviler de både fysisk og mentalt med aktiviteter de nyder, lækkert mad, fællesskab med familie og venner osv.
De oplevede i begyndelsen, at ”fjenderne” mod at kunne hvile på denne måde bl.a. var rastløshed og bekymringer.
Fjender, som de senere har erfaret, kun overvindes med –  hvile!

”At hvile er at give slip.
At hvile er for en tid at tillade sig at miste kontrollen og give slip og lade livet komme til sig.
At hvile er at lade sig omdanne.
Det, der sker, når man hviler, sker ikke, hvis man undlader at hvile.”

Hviledagen er for Sjødin ikke dagen, hvor man samler op og puster ud efter alle de andre dage.
“Men den dag hvor alle de andre dage skal tæmmes, beriges og give mening.
Arbejde er godt, men hvilen er en velsignelse.”

At re-kreere betyder egentligt gen-skabelse.
At blive genopbygget.

“Det hebræiske ord for hvile er Menuah.
Dette kan oversættes med ro, klarhed, fred og hvile.
Ord der beskriver den dybeste form for frugtbar helende stilhed.
Stedet hvor vi kan åbne os for at deltage i den kraftfulde proces, hvor skaberværket fornyer sig selv.”

Sabbatten blev til for menneskets skyld…
Markus kap. 2 v. 27

 

Lykke

Skriv et svar

Livet handler slet ikke om “feeling good, looking good or having the goods”, siger den amerikanske præst og forfatter Rick Warren i en tale.
Det handler i stedet om “being good and doing good”!

Anledningen var en snak om, hvordan livet har formet sig, efter hans bog Det målrettede Liv er blevet en verdensomspændende succes.
Pengene bogstaveligt talt vælter ind, og verdensberømmelsen er en realitet.
En situation der meget sandsynligt kunne betyde store ændringer i et menneskeliv.

Men ikke for Warren.
Pengene bliver givet væk, huset og bilen beholdes – og livsstilen bevares.
Hvorfor?
Fordi han af hjertet mener, at lykke ikke findes i penge, øget forbrug eller nydelse.
Tværtimod!

Helt den samme tilgang til lykke, har den engelske abbed Christopher Jamison.
Han og hans kloster blev berømt, da BBC optog serien “40 dage i kloster”.
5 moderne engelske mænd deltog i et eksperiment, hvor de flyttede ind i klostret og fulgte dagsrytmerne med bøn, stilhed og arbejde.

Det blev meget livsforvandlende for dem – og gav dem en hel ny erfaring og forståelse af,  hvad sand lykke egentligt er.
Flygtige nydelser, travlhed, selvpromovering, forbrug, sociale medier og andre former for  “larm”, der fyldte livet hos dem før, blev i løbet af disse 40 dage skiftet ud med stilhed, indre fred, oplevelse af mening – og af Gud!

Klosteret bygger sin livsvisdom på erfaringer, de såkaldte ørkenfædre – og mødre gjorde sig i de første århundrede efter Kristus, hvor mænd og kvinder søgte ud i ørkenen for at finde livets mening – og Gud.

De oplevede hurtigt en vældig modstand mod denne fred fra deres egne tankemønstre.
En modstand som var en fælles erfaring for dem alle.
De navngav denne modstand som “de 8 tanker”, der bekæmpede den indre frihed – og dermed lykken og freden i det menneskelige sind.

De første tre er relateret til det kropslige: frådseri, begær og grådighed.
De næste tre er tanker i hjerte og sind : vrede, nedtrykthed og acedia, der bedst forklares som åndelig ligegyldighed.
De sidste to er sjælens udfordringer: forfængelighed og hovmod.

Alle mennesker bindes så let af disse tanker på forskellig måde, og det har som konsekvens, at vi nemt kommer til at  leve i tomhed, indre stress, ufrihed og mørke.

Jamison beskriver i sin bog ” at finde lykken vej”  de 8 nedbrydende tanker – men også 8 modsætninger kaldet dyder – vi kan bruge som trædesten, for at bevæge os hen imod større indre frihed – og dermed større lykke.

I kroppen er det: mådehold, trofast kærlighed og gavmildhed.
I hjerte og sind: mildhed, glæde og åndelig bevidsthed.
Og i sjælen: storsind og ydmyghed.

Jo mere vi søger Gud – og stilheden i vores indre i hans nærhed, jo mere vil de 8 tanker mindske deres magt over os – og de 8 dyder vil kunne frigøre os mere og mere.

Lykke er ifølge Jamison ikke bare “at have det godt” – men “at kende det gode og gøre det gode”.
Being good – doing good!

Som mennesker kan vi vælge, at det er den vej, vi gerne vil.
Men vi kan og skal ikke udleve det i egen kraft.
Vi må have dem som vores mål og bede Gud om at virke dem i os –  med hans kraft og hans hjælp.

Han vil redde mig fra mine angribere, selv om der er mange, der kæmper imod mig.
Salme 55, vers 19 

 

 

 

Håb

Skriv et svar

Når vi kører ind i en lang tunnel i Sydeuropa, kan jeg ofte mærke et lille sug i maven.
Trafikken hamrer af sted, vejbanerne er tætte på klippevæggen, og det er temmeligt mørkt.
Men lidt efter passerer man den første større plads i tunnelen, og på væggen lyser et stort skilt. Det fortæller, at man har kørt de første 1,3 km. – og at der nu er 4,8 km. tilbage.

Det er meget lettere at køre i en tunnel, når man hele tiden ved, hvor langt man er, hvornår den slutter – og ikke mindst: at den slutter!

I livets tunneller er det ikke altid tilfældet.
Når vi oplever mørke og svære tider, ved vi ikke, hvornår det holder op.
Og vi kan tvivle på, om det overhovedet får en ende.

Usikkerhed, håbløshed og magtesløshed er nogle af de følelser, der da ligger snublende nær.
I sådan et kaos vil vi gerne prøve at få styr på det – men vi erfarer gang på gang, at det kan vi ikke.

Magnus Malm spørger, om der findes en anden måde at forholde sig til kaos på:
En vej midt igennem det kaotiske, som hverken indebærer, at jeg flygter fra virkeligheden, eller at jeg skal have styr på alting?

Og han fortsætter:
I en krise kan vi bevæge os i to modsatte retninger.
Vi kan forsøge at nå op til det højeste punkt: overblik, kontrol, orden, beherskelse.
Eller vi kan søge ned til det laveste punkt: stilhed, tillid, lytten, modtagelighed.

Når vi føler os rådvilde, er vores fristelse, at vi forsøger at genvinde kontrollen over situationen, at presse en eller anden form for orden ned over det kaos, vi oplever.
Men Magnus Malm opfordrer os til at stå imod fristelsen:
For Gud er i kaos –  i tingenes kompleksitet.
Han er altid i omstændighederne og siger til os:
Tag sigte efter mig og kom nærmere. Forsøg ikke at beherske kaos ved at tage kontrol over det. Fokuser din tillid på mig, så vil du finde en vej.

Jesus har lovet, at Han er der midt i mørket sammen med os.
Han er det lys, som vi så utålmodigt venter på at få at se for enden af tunnelen.
Jesu ord kan virke så tomme og uvirkelige for os, og alligevel har vi lige midt i vores virkelighed lov til at klynge os til hans løfter – og vente på hans indgriben.

Profeterne i det gamle testamente fortalte igen og igen om en Messias, der engang skulle komme og frelse sit folk.
De fik aldrig løftets opfyldelse at se i deres jordiske levetid.
Men de stolede på Gud, der var lige så usynlig for dem, som han er for os!

Og Gud holdt sit ord – som han altid holder sine ord!
Kristus kom, døde og opstod, og lever nu i hvert eneste af sine børn.
Han har styr på det hele, han kommer aldrig for sent – og han skriver på klippevæggen i vore liv.

Vær ikke mismodig og nedtrykt!
Vent tålmodigt på, at Gud griber ind.
Salme 42 v.12

Guds perspektiv

Skriv et svar

Min mor har ofte citeret dette lille digt for mig, da jeg var barn:

”Først når væven er standset,
og skytlen holdt op med at slå,
vil mesteren tage tæppet til side.
Først da kan vi for alvor forstå,
hvorfor de gyldne tråde såvel som de mørke bånd
begge var nødvendige for mønsteret i Mesterens kyndige hånd.”

I svære tider kan det være meget udfordrende for os at fastholde troen på,
at vi er i Guds hånd, og at han har styr på det hele.
Hvorfor sker det svære? Hvad er meningen i dette?
Nogle gange erfarer vi trøst midt i forvirringen.
Andre gange opleves spørgsmålene ubesvarede i vore indre.

Jesus ved, det er sådan, og  han opfordrer os til at komme til ham med det hele.
Smerten, lidelsen og spørgsmålene.

Hans svar i sit ord er altid det samme:
Har du lagt dig i min hånd, kan intet fjerne dig fra mit nærvær og min kærlighed.
Hav tillid til mig, der sker ikke dig noget, som jeg ikke tillader og er med i.
Jeg sidder fortsat ved bordenden i dit liv, og det er mig, der styrer dagsordenen,
hvis du ønsker det.
Vær helt stille i min hånd og lad mig virke i dig og i omstændighederne omkring dig.

Sarah Young har gennem årene øvet sig i at være stille i bøn – helt stille!
Og derigennem lære at lytte til Guds indre stemme i hende.
I bogen “Jesus kalder” fortæller hun, hvordan hun har oplevet Jesus tale,
også når hun stod over for udfordringer og vanskeligheder:

“Når mange ting synes at gå galt, så stol på mig.
Når dit liv synes mere og mere ude af balance, så tak mig!
Det er en overnaturlig reaktion, som kan løfte dig op over dine omstændigheder.
Hvis du gør, hvad der falder dig naturligt over for vanskelighederne,
kan du blive offer for negativisme –
og formørke dit perspektiv og din tankegang.

Råb til mig!
Hvisk mit navn.
Bekræft din tillid til mig, uanset hvad du føler.

Tak mig for alt, selvom det føles unaturligt – endog irrationelt.
Gradvist vil du begynde at gå opad, indtil du igen har fast grund under fødderne.
Hvis du vælger den overnaturlige reaktion i stedet for den naturlige –
og du stoler på mig og takker mig –
vil du opleve min ufattelige fred.

Accepter hver dag som den kommer, og husk jeg er Herre over dit liv.
Glæd dig på denne dag som jeg har skabt, og stol på at jeg er med dig med al min kraft.”

At takke Gud på denne måde – både i og for det svære –  betyder altså ikke, at vi giver Gud “skylden” for det svære.
Og det bliver heller ikke noget falsk og utroværdigt – selv om vi ikke er glade for situationen.

Det bliver i stedet et bevidst valg.
Et valg vi tager, fordi Gud beder os om at gøre det!
Vores tak bliver på den måde en tillids-nøgle, vi giver Gud ind til det svære i vores liv, så han kan komme til!
Vi takker altså bevidst Gud – på trods af følelser og omstændigheder –  for derigennem at vende os helt mod ham i tillid og invitere ham ind i alt det svære.

Det giver ham adgang til at komme og gøre sin altid gode vilje i os –
og væve med de farver, han til hver tid ved er bedst!

Vær ikke bekymrede for noget, men sig altid Gud tak,
og læg jeres ønsker frem for ham i bøn.
Så vil I opleve, at Guds fred, som overgår al menneskelig forstand,
vil beskytte jeres tanker og hjerter og bevare jeres tillid til Jesus Kristus.
Fil. kap. 4, v 6-7.

Forårsarbejde

Skriv et svar

Marts nærmer sig.
Det betyder forår, og inden længe står nogle vigtige valg for døren:
Hvad skal der i krukkerne og i køkkenhaven i år… 😉

Salme 119 er den længste salme i bibelen.
I menneskelivets mange aspekter som glæde, modgang, sorg, udkørthed, fortvivlelse og længsel fremhæver den på forskellig måde Gud og hans ords magt til at bære og forandre.

I vers 26 står der: Lær mig nu dine principper.
Denne bøn indeholder to vigtige udsagn: For det første at Gud har fastsat principper – altså grundregler for livet – og for det andet, at det er noget, som vi har brug for at lære.

Et af Guds principper refererer Paulus sådan:
“Bedrag ikke jer selv. Tag ikke Guds godhed for givet, for hvad et menneske sår, skal det også høste.”

I mit arbejde blandt skolebørn, har jeg lært, at vi skal ikke være ret gamle, før vi har gjort os de første mere eller mindre bevidste erfaringer med netop det princip.
Både som børn og voksne erfarer vi hurtigt, at det vi sår, kommer vi også før eller siden til at høste.
Møder vi hinanden med tillid, respekt og accept, bliver samspillet og samværet af en helt anden karakter, end når det er distance, uvenskab og mistillid, der præger relationerne.

I folkemunde udtrykker vi princippet i sentenser som:
Græsset er altid grønnest –  der hvor du vander det!
Eller i fabelen om den sorte og hvide hund, der uophørligt kæmper i menneskets indre.
På spørgsmålet om, hvem der vinder, er svaret: Den hund, der bliver fodret.
Og verslinjen: “Plante smil og plante solskin” er vist rimelig kendt af de læsere, der må have passeret de 45 🙂

Også livet med Gud påvirkes af, hvad vi vælger at så.
Når vi søger hans fællesskab fx gennem stilhed, bøn og bibellæsning præges vi af hans væsen og styrkes i vores bevidsthed om hans nærhed og hjælp i vore liv.

Max Lucado siger, at sindet er som en dør ind til vores hjerte.
Det, vi vælger at lukke ind af døren af tanker og overbevisninger, afgør, hvordan vores hjerte bliver.

Lukker vi ukrudtsfrø som mindreværd, hovmod, had, frygt og bitterhed ind, bliver det mørket fra disse tanker, der vil præge vore liv.
Hvis vi derimod afviser at knytte os til disse tanker – og i stedet bevidst prøver at fylde vore hjerter med frø fra Guds forråd, bliver det lyset og sandheden, der vil forme vore liv.

Bedrag ikke jer selv, siger Paulus.
Og selv de mindste skolebørn ved med et smil i øjet, ” at man kan altså ikke høste radiser, der hvor vi har sået gulerødder”!
Eller plukke chili af tomatplanterne 😉

For det er et princip.
Et af Guds fastsatte livsprincipper.
Sår og dyrker vi det negative, uforsonlige og destruktive – får vi mere af det.
Sår og dyrker vi det positive, tilgivende og konstruktive – får vi mere af det.
Alle steder.
I parforholdet, familien, venner, arbejdspladsen, nabolaget, samfundet…

Og søger vi aktivt Guds livsopbyggende og helende tanker, er det dem, der vil vokse i vore hjerter og præge vort liv.

Lykkeligvis afhænger dette arbejde overhovedet ikke af vore egne livs “grønne fingre”.
Et af de billeder, der bruges om Gud er, at han er som en klog gartner.
En gartner der vil hjælpe os med at vælge frø, så, luge  – og på bedste måde passe vor livs have sammen med os, når vi beder Ham om det.

Vi bruger ikke menneskelige metoder i den åndelige kamp, men Guds mægtige kraft, som kan nedbryde tankemæssige fæstningsværker og besejre imponerende argumenter.
2. Kor. kap.10 v. 4

 

Valentins-hilsen fra Gud

Skriv et svar

Religioner er menneskets søgning efter Gud, men evangeliet er Guds søgning efter mennesket, er der blevet sagt.
I religionerne er det mennesket selv, der på forskellig måde prøver at finde Gud – og kvalificere sig til fællesskab med det “guddommelige” –  enten ved levevis, visdom eller forskellige gerninger.

I evangeliet vendes det hele på hovedet.
Her er det Gud, der gennem Jesus åbenbarer sig synligt på jorden.
Han vælger også at lade sig ydmyge og henrette på et kors for at frelse sin elskede skabning.
Efter opstandelsen tilbyder Gud gennem sin Ånd at etablere et både jordisk og evigt fællesskab mellem sig selv og mennesket.

For os der er vokset op i den kristne kultur i Danmark, kan dette efterhånden blive meget selvfølgeligt.
Vi har jo hørt det så tit.
Det med Guds kærlighed og hans frelse – selvfølgelig er Gud da kærlig!

For mennesker der ikke lever i denne virkelighed og måske i frygt famler sig frem i deres søgning efter en gud, kan dette imidlertid være ganske revolutionerende.

En evangelist fortalte, hvordan han i et afrikansk land havde forkyndt evangeliet om Guds kærlighed og tilbud om frelse og fred gennem Jesus.
Efterfølgende blev han nærmest overfaldet af en gruppe pårørende, der dybt frustrerede og ulykkelige råbte til ham, hvor længe han havde vidst dette?!
For de havde lige mistet en far, der var død under de værste kvaler i frygt for ånder og alt det ukendte.
“Hvorfor er du ikke kommet til os for længe siden og fortalt om den kærlighed og frihed?
Så havde han fået mulighed for at dø i fred”, næsten græd de.

Spørgsmålet er så måske, om ikke også vi, der har hørt det mange gange, kan have meget svært ved at fatte rækkevidden af, at må kalde Gud “Far”.

Og det oven i købet en kærlig og omsorgsfuld Far.
Vores hjerner har lært det og  fortæller det måske – men hvor kan det være svært at få det helt ned i hjertet, så vi forstår…

Forstår hvor elskede vi er.
Forstår at hver eneste af os er så ufattelig dyrebar for Gud.
Forstår at det er Gud selv, der hænger der på korset.

Forstår at han ikke elsker os, fordi han har hængt der!
Men at han hang der, fordi han elsker os!

Herunder følger som lovet i foregående blog 2. del af

“Brev fra din himmelske far”

”Jeg fører, jeg forvandler, jeg arbejder; men ikke når du prøver på det.
Jeg vil ikke kæmpe mod dig.

Du er min!
Lad mig have den glæde at gøre dig lig Kristus.
Lad mig elske dig!

Lad mig give dig glæde, fred og godhed.
Ingen ellers kan.
Forstår du ikke det?

Du er ikke din egen.
Du er blevet købt med blod, og nu tilhører du mig.

I virkeligheden kommer det ikke dig ved, hvordan jeg handler med dig.
Det eneste, du skal gøre, er at se hen til mig – og kun til mig.
Aldrig til dig selv og aldrig til andre.

Jeg elsker dig!

Lad være med at kæmpe, men hvil i min kærlighed.
Jeg ved, hvad der er bedst og vil gøre det i dig.
Hvor jeg dog ønsker frihed til frit at elske dig.

Hold op med at prøve at gøre noget og lad mig gøre dig til den, jeg ønsker.
Min vilje er fuldkommen!
Men vilje er tilstrækkelig!

Jeg vil give dig alt, hvad du behøver.
Se hen til mig!
Jeg elsker dig!

Jeg elsker dig!”
Din Himmelske Far

Lad os altid takke Gud, fordi han gav sin søn – en gave langt større, end ord kan udtrykke.
2. kor. kap.9.v.15

Et kærlighedsbrev

Skriv et svar

“Jeg åbnede nysgerrigt indholdsfortegnelsen og læste den spændt, men jeg havde aldrig regnet med, at det kristne budskab skulle fortsætte med at fascinere mig på denne måde”.

Sådan fortæller den tidligere iranske flygtning – nu kristne præst Massoud – om sit første møde med bibelen.
Massoud var som muslim meget frustreret over, at hans mor var blevet kristen.
Og han valgte at læse den bibel, hun gav ham, primært for at blive bedre udrustet til at gå imod hendes kristne venner i diskussionerne.

“Bibelen var uden sidestykke den mest gribende bog, jeg nogensinde havde haft i mine hænder.
Det var som at læse et langt kærestebrev fra Gud til mig, og jeg slugte ordene.
Vers efter vers.
Kapitel efter kapitel.”

Og selv om Massoud var særdeles modvillig til at acceptere bibelen som sandheden, måtte han læse mere og mere:
“Jeg forsøgte at glemme de ord, som jeg havde læst i bibelen, men jeg kunne ikke slippe dem. Uanset hvor meget jeg anstrengte mig for at glemme det kristne evangelium, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvad jeg gik glip af, hvis der virkelig fandtes en kærlig gud…”

Massoud beskriver, hvordan han kæmpede imod sin “spirende tro på Jesus”, men kunne samtidig mærke, at ordene i bibelen var sande, og han oplevede, at Jesus fyldte et åndeligt tomrum, som han havde slæbt rundt på hele livet.

For Massoud blev det kærligheds-budskabet om det elskende og tilgivende far, der giver sit eget liv for at frelse os, som helt forandrede hans liv.

For mange år siden hørte jeg en oplæsning af et “Brev fra din himmelske Far”.
I dette brev var samlet nogle af de kærlige udsagn og løfter, som Gud åbenbarer i forskellige dele af bibelen.
Heri oplevede jeg også Guds kærlighed meget stærk og konkret gennem de nedskrevne bibelord.
Nedenunder gengives første del af dette brev – anden del trykkes i den næste blog 😉

Brev fra din himmelske Far
”Jeg elsker dig!
Jeg elsker dig og udgød mit eget blod for at gøre dig ren.
Du er ny.
Men tro, at det er sandt.

Du er dyrebar i mine øjne, og jeg skabte dig netop, som du er.
Lad være med at kritisere dig selv og bliv ikke modløs, fordi du ikke er fuldkommen i dine egne øjne. Det fører kun til frustration.

Jeg ønsker, at du skal stole på mig, et skridt ad gangen, en dag ad gangen.
Dvæl i min kraft og i min kærlighed.
Og vær fri – vær dig selv.

Tillad ikke andre mennesker at styre dig.
Jeg vil lede dig, hvis du vil lade mig.
Vær klar over, at jeg er med dig i alle ting.

Jeg giver dig tålmodighed, glæde og fred.
Forvent at få svar fra mig.
Jeg er din hyrde, og jeg vil lede dig.

Følg mig!
Glem ikke dette.
Lyt, og jeg vil vise dig min vilje.

Jeg elsker dig.
Jeg elsker dig.
Lad det strømme ud af dig – flyde ud til alle, du kommer i berøring med.

Vær ikke bekymret for dig selv – thi du er mit ansvar.
Jeg vil forvandle dig, uden at du lægger mærke til det.
Du skal elske dig selv og elske andre, fordi jeg elsker dig.

Flyt dine øjne fra dig selv!
Se kun på mig!”

Jeg har vist dem, hvem du er, og det vil jeg fortsætte med, for at den kærlighed, hvormed du har elsket mig, må være i dem, og jeg må være i dem.
Joh.kap.17 v. 26

Jesus

Skriv et svar

Journalisten Charlotte Rørth har netop udgivet bogen “Jeg mødte Jesus”.
Heri beskrives, hvordan hun som en “helt normal dansker” fuldstændig uforberedt og
ikke-troende fik et syn af Jesus – på en bænk i Spanien.
Hun forsøger at beskrive mødet med Jesus – så godt hun kan med ord:

“Han kender mig. Han kender hvert et gram, hvert et sekund, kan se igennem alt, kan lide mig alligevel trods alle min løgne, store og små, min surhed og smålighed.
“Da jeg vover at møde hans blik, ser jeg ind i øjne, der er grønne og grå med en snert af blå og både velkommende og fyldt med venlighed”.

Det blev en total livsforvandlende oplevelse for Charlotte Rørth, der både fyldte hende med forvirring og en ubeskrivelig livsglæde og kærlighed.
Hun, der var opvokset i et marxistisk og a-religiøst miljø, oplevede pludselig en helt anden virkelighed.

Mennesker verden over har til alle tider fortalt om den slags direkte fysiske oplevelser med Jesus.
Min mands farfar fik for mange år siden et lignende Jesussyn – det var ikke på en bænk i Spanien, men i et udhus i Jylland, hvor han en aften var i bøn.
Noget han senere beskrev i sin lille erindringsbog: “Jeg fik det i tilgift”.

Jesus ønsker, vi skal lære ham at kende – mere og mere… og mere 😉
Han ønsker at komme og gøre en forskel i vore liv.
Uanset om vi ser ham direkte som Charlotte Rørth og vores oldefar gjorde – eller om han åbenbarer sig for os gennem bibellæsning, bøn, musik, natur, film, digte, sange, pilgrimsvandringer, samtaler, drømme eller andet – er kernen, at der er en Gud og skaber, der ønsker at give sig til kende, så vi må se Ham  –  i vores virkelighed.
Og han vil, vi skal vide hvorfor:
Fordi han elsker os ubeskriveligt højt og ønsker, at vi skal være i hans fællesskab – altid!

Nu afdøde Britta Krarup har i et lille digt  “Varsom” beskrevet, hvordan hun har “set” Jesus:

”Min elskede Herre
Varsom, varsom er min elskede.
Varsom, varsom er min elskede Herre.
Varsom, når han møder mig i min svaghed.

Hans øjne er bløde, og hans hænder er nænsomme,
når han møder mig i min smerte og elendighed.
Smerte, ikke fordi han tager hårdt, men på grund af mine sår.
Varsom, varsom tager han på dem.
Mine svagheder bringer min tålmodighed til bristepunktet.
Den brister – men ikke hans.
Varsom, varsom kalder han mig tilbage med uendelig tålmodighed.

Skøre, skrøbelige ting i mit liv blev knust.
Jeg accepterer, at de gik itu og kaster dem ud.
Han går ud og henter dem og sætter dem sammen igen.
Varsom, varsom min elskede Herre.
Jeg søger ind til ham og lader hans blik gennemstråle mig.
Jeg skammer mig over min ufuldkommenhed!
Og så glemmer jeg skammen, da han rækker hånden ud og stryger min kind.

Varsom – varsom min elskede Herre.”

Et knækket siv brækker han ikke af.
Et lys, der brænder svagt, puster han ikke ud.
Matt. kap.12 v.20

 

 

En anden vej

Skriv et svar

Angsten har mange ansigter, sagde prinsesse Mary engang i et interview.
Og hvad enten angsten optræder som frygt, fobier, stress, bekymringer, nervøsitet, uro, usikkerhed eller noget helt ottende, er den en særdeles kendt faktor i det menneskelige liv.
I psykologien omtales angst direkte som en af menneskets grundfølelser på linje med glæde, vrede og sorg.

Alligevel opfordrer Jesu os gang på gang til ikke at lade frygten bestemme eller blive styrende i vore liv.
Han siger ikke: Frygt ikke –  undtagen når det er nødvendigt!
Eller frygt ikke –  medmindre I kan se, det ikke går, som I gerne vil.
Nej, han der selv om nogen kendte frygtens virkelighed, siger udelukkende til os: Frygt ikke!

Hvorfor tager Jesus så markant afstand fra frygten?
Hvorfor mener han mon, at det tilsyneladende aldrig er den rigtige vej at vælge?
Er det fordi han ved, at frygten altid bygger på en løgn?
Måske på en løgn om at vi er alene, skal magte det hele, have kontrol  – eller er i tilfældighedernes vold?

Frygten er troens fjende.
Følelsen frygt har altid rod i de tanker, vi vælger at tro på bevidst eller ubevidst.
Tanker, der vender blikket hen mod os selv, vore begrænsninger og de synlige omstændigheder.
Tanker, der vender blikket væk fra Jesus, hans magt og hans sandhed.

Frygten er som en Goliat, der truer os i vore tanker.
Og ligesom Sauls hær bøjer vi os gang på gang for hans tilsyneladende mægtige styrke helt uden kamp.

Livet har lært mig, at mod ikke er fravær af frygt – men en beslutning om ikke at lade sig styre af frygten, har Mandela sagt.

“Frygten blokerer for vores rationelle tænkning.
Derfor resulterer frygten i en effektiv mørklægning af den dømmekraft, der er så afgørende for, at vi finder den rette vej i livet.
Frygten betyder, at vi ikke opdager Guds nærvær der, hvor vi har allermest brug for at se det: midt i kaos”,  siger Magnus Malm.

Og han fortsætter med et alternativ – en indbydelse fra Gud:
“Tag sigte efter mig og kom nærmere.
Forsøg ikke at beherske kaos ved at tage kontrol over det.
Fokuser din tillid på mig, så vil du finde vej”.

David fokuserede på Guds plan –  og fik mod til at gå imod kæmpen og vinde over ham med Guds hjælp.
Vi skal heller ikke gå i egen kraft og fokusere på angsten –  med snak eller argumenter i forsøg på at tvinge den væk.
Vi må acceptere, at den er der – og rumme den som et menneskeligt grundvilkår.

Men vi behøver måske slet ikke frygte den eller lade os tyrannisere af den.
Jesus siger, at der er en anden mulighed, vi kan øve os i at tage:
Vi må bede Gud om fred, kraft og mod:
Og så  må vi lade ham overtage kampen og besejre frygten i os, mens han viser os vores vej skridt for skridt.

“Jeg siger det igen: Stå fast og vær modig!
Vær ikke bange eller frygtsom!
Husk, at jeg er Herren din Gud, og jeg vil hjælpe
dig med alt, hvad du skal gøre.”
Josvabogen kap. 1. v. 9