Paulus advarer i brevet til Timoteus os mod en forkyndelse, der nok har skin af gudsfrygt, men som fornægter Guds kraft.
Jeg synes, det er en meget tankevækkende advarsel – også i forhold til vor egen tro og gudsopfattelse.

For hvad er det egentligt, vi tror på?

Bliver Gud og bibelens ord kun en trøst til os om noget fremtidigt – et håb efter døden?
Eller ser vi dem blot som en smuk etiklære om livet med hinanden og vores fællesskab?

Vælger vi udelukkende at tro på opstandelsen som en myte, der fortæller noget om muligheden for en ny begyndelse i dette jordiske liv?

Må vi af hensyn til vores sunde fornuft afvise udsagn om engle, helbredelser og jomfrufødsel?

Har vi hørt så meget om tvivlsomme TV–prædikanter, pengefokusering, sekter og herlighedsteologi, at vi af fare for misbrug slet ikke tør bruge?

Gud er en skabende, aktiv, handlende og nærværende Gud.
Intet er umuligt for ham.
Bibelen åbenbarer ham og fortæller, at han griber ind – overalt hvor han vil i menneskers personlige liv og i hele skaberværket.

Han er Herre over alt – over alle naturlove, alle fysiske love, alle psykiske love og alle åndelige love, for han har selv skabt dem.

Jesus siger, at han er som Faderen, og at han til evig tid er den samme.
Da Jesus forlod sin synlighed på jorden, sendte han sin egen ånd til at bo i vore hjerter: Helligånden, der virker med sin udrustning til profeti, tro, helbredelse, kundskabsord, tungetale, opmuntring m.v.

Gud presser os aldrig til at få mere fra ham, men han har så meget, han gerne vil give os – hvis vi tør begynde at bruge det.

Guds rige består jo ikke i ord, men i kraft.
1. Kor. kap.4 v. 20

En fortælling fra Vestjylland beretter om en gammel fisker, der lå for døden.
Hans lille barnebarn spurgte, om han ikke var ked af at skulle dø.
Nej, svarede bedstefaderen, men jeg er ked af ikke at skulle se Vesterhavet mere.

Omgående forlod den lille drengen sengen – og kom lidt senere løbende tilbage med en kop vand i hånden.
Se bedstefar, råbte han, jeg har hentet Vesterhavet til dig.

Gud er ud over alle vore grænser.
Vi kan ikke se ham. Vi kan ikke begribe ham, og her på jorden kommer vi aldrig til at kunne rumme ham.
Først i evigheden vil vi fuldt ud se Ham.

Guds kærlighed. Guds herlighed. Guds nåde, Guds magt.
Uendeligt, evigt …
Noget vi med vore mentale begrænsninger umuligt kan fatte.

Og dog lader Han os ane Ham:
Universet, der konstant udvider sig, vidner om en mægtig skabende kraft.
Naturen med dens ufattelige orden, vidner om en mangfoldig skaber, der elsker liv og farver.
Menneskeskabningen vidner om en Far, der giver sit barn frihed og mulighed for udfoldelse.
Jesus vidner om en kærlighed så stor, at han lod sig selv menneskeliggøre og dø.

Vi kan ikke favne Vesterhavet, men lad os finde større og større kopper!

Jeg beder også om, at I må blive fast forankret i hans kærlighed, så I sammen med alle de kristne kan forstå, hvor stor og dyb den i virkeligheden er.
Jeg beder om, at I virkelig må kunne forstå Kristi kærlighed, der overgår menneskelig fatteevne, så I fuldt ud kan opleve alt det, Gud har til jer.
Ef. kap.3 v.17-19

TÆNK
“Det bliver aldrig anderledes!”
“Jeg slår ikke til!”
“De andre gider mig alligevel ikke!”

På et tidspunkt blev jeg bedt om at overveje, hvad min næste tanke ville blive.
Det interessante var ikke, hvad tanken blev, men den stilhed i bevidstheden, der opstod, mens jeg ventede.

En stilhed, der viste mig, at mit “jeg” ikke var mine tanker –  men noget mere.
Noget der aktivt kunne iagttage og dermed distancere sig fra  – “mine” tanker.

Vi kan let blive fanget af vores tanker, hvis vi tror, at vi er vores tanker.
Tankerne kommer og går  – som skyer der driver forbi.
Vi styrer dem ikke og kan ikke forhindre dem i at komme eller tvinge dem væk.

Men vi kan vælge, hvad vi vil gøre ved dem!
Vi kan øve os i at undersøge dem – i rummelighed og forståelse – men med en distance.
Netop fordi de kun er besøgende og ikke behøver at blive fastboende i vore sind.

Hvis vi ukritisk accepterer tankerne, tager vi dem til os.
Så knytter vi os til dem, fordi vi tror, de er en del af os selv.
På den måde kommer de til at dominere os  – og så bliver de sande for os.

Bibelen lærer os, at vi ikke skal lade os dominere af vores tanker.
Vi må acceptere, at de kommer, men vi må undersøge dem og sætte dem i forhold til Guds ord.

Er de destruktive og nedbrydende i vore liv og i vore relationer til andre – er de ikke udtryk for Guds sandhed om os.
Da må vi øve os i at lade dem passere og ikke dyrke dem ved at give dem energi og opmærksomhed.

Vi må i stedet bede Jesus om hjælp til aktivt at tænke Guds gode tanker for vore liv – og lade dem få mere og mere rum i vores indre:
“Det nytter!”
“Jeg er værdifuld!”
“Jeg hører til!”

Pas på dine tanker og motiver, for det er dem, der former dit liv.
Ordspr. kap.4 v.23

Hun burde ikke være sådan!
Gid det var anderledes!
Bare dette ikke var sket!

Hvor ofte får vi ikke sådanne tanker, der ønsker,  at virkeligheden var anderledes, end den er.
Mange gange kunne det faktisk være dejligt, hvis tingene var anderledes.

Men vi kan ikke ændre virkeligheden.
Hver gang vi tænker sådanne tanker, rammer vi ind i “virkelighedsmuren”, og det gør ondt at løbe ind i en mur.
Hver gang!

Det opdagede Byron Katie også. I ti år var hun ramt af dybe depressioner, indtil hun en morgen vågnede og indså, at hun var blevet forført af sine egne tankebygninger.
Tanker, der hele tiden ønskede virkeligheden anderledes, end den var.

Efter at have indset dette, skrev hun bogen “Elsk det som er”, der handler om at møde virkeligheden, som den er – i virkeligheden!
Vi skal fuldt ud acceptere virkeligheden. Hver gang vi tænker noget eller nogen “burde” være noget andet, er vi på fejl kurs –  på vej væk fra indre ro.
For virkeligheden har altid ret!

At acceptere virkeligheden som den er, bliver ikke udtryk for resignation eller handlingslammelse.
Tværtimod får vi mere energi til at handle og forholde os til realiteterne, når vi ikke konstant stresses af indre frustrationer og tankemylder om, at tingene burde være anderledes.

Jesus ønsker ikke, vi skal være bundet af løgne og usandheder – heller ikke om virkeligheden.

Han siger om sig selv, at han nedbryder falske tankebygninger, og at han er vejen, sandheden og livet.
Når vi oplever, at vores indre fanges i tankemønstre, der ønsker virkeligheden anderledes, end den er, må vi bede Ham om at klare vore tanker og være sandhedens lys i os.

“Hvis I holder fast ved mine ord, er I virkelig mine disciple. I vil lære sandheden at kende, og sandheden skal sætte jer fri.”
Joh. 8,31-32