Paulus advarer i brevet til Timoteus os mod en forkyndelse, der nok har skin af gudsfrygt, men som fornægter Guds kraft.
Jeg synes, det er en meget tankevækkende advarsel – også i forhold til vor egen tro og gudsopfattelse.

For hvad er det egentligt, vi tror på?

Bliver Gud og bibelens ord kun en trøst til os om noget fremtidigt – et håb efter døden?
Eller ser vi dem blot som en smuk etiklære om livet med hinanden og vores fællesskab?

Vælger vi udelukkende at tro på opstandelsen som en myte, der fortæller noget om muligheden for en ny begyndelse i dette jordiske liv?

Må vi af hensyn til vores sunde fornuft afvise udsagn om engle, helbredelser og jomfrufødsel?

Har vi hørt så meget om tvivlsomme TV–prædikanter, pengefokusering, sekter og herlighedsteologi, at vi af fare for misbrug slet ikke tør bruge?

Gud er en skabende, aktiv, handlende og nærværende Gud.
Intet er umuligt for ham.
Bibelen åbenbarer ham og fortæller, at han griber ind – overalt hvor han vil i menneskers personlige liv og i hele skaberværket.

Han er Herre over alt – over alle naturlove, alle fysiske love, alle psykiske love og alle åndelige love, for han har selv skabt dem.

Jesus siger, at han er som Faderen, og at han til evig tid er den samme.
Da Jesus forlod sin synlighed på jorden, sendte han sin egen ånd til at bo i vore hjerter: Helligånden, der virker med sin udrustning til profeti, tro, helbredelse, kundskabsord, tungetale, opmuntring m.v.

Gud presser os aldrig til at få mere fra ham, men han har så meget, han gerne vil give os – hvis vi tør begynde at bruge det.

Guds rige består jo ikke i ord, men i kraft.
1. Kor. kap.4 v. 20