En fortælling fra Vestjylland beretter om en gammel fisker, der lå for døden.
Hans lille barnebarn spurgte, om han ikke var ked af at skulle dø.
Nej, svarede bedstefaderen, men jeg er ked af ikke at skulle se Vesterhavet mere.

Omgående forlod den lille drengen sengen – og kom lidt senere løbende tilbage med en kop vand i hånden.
Se bedstefar, råbte han, jeg har hentet Vesterhavet til dig.

Gud er ud over alle vore grænser.
Vi kan ikke se ham. Vi kan ikke begribe ham, og her på jorden kommer vi aldrig til at kunne rumme ham.
Først i evigheden vil vi fuldt ud se Ham.

Guds kærlighed. Guds herlighed. Guds nåde, Guds magt.
Uendeligt, evigt …
Noget vi med vore mentale begrænsninger umuligt kan fatte.

Og dog lader Han os ane Ham:
Universet, der konstant udvider sig, vidner om en mægtig skabende kraft.
Naturen med dens ufattelige orden, vidner om en mangfoldig skaber, der elsker liv og farver.
Menneskeskabningen vidner om en Far, der giver sit barn frihed og mulighed for udfoldelse.
Jesus vidner om en kærlighed så stor, at han lod sig selv menneskeliggøre og dø.

Vi kan ikke favne Vesterhavet, men lad os finde større og større kopper!

Jeg beder også om, at I må blive fast forankret i hans kærlighed, så I sammen med alle de kristne kan forstå, hvor stor og dyb den i virkeligheden er.
Jeg beder om, at I virkelig må kunne forstå Kristi kærlighed, der overgår menneskelig fatteevne, så I fuldt ud kan opleve alt det, Gud har til jer.
Ef. kap.3 v.17-19