Jeg læste engang en fin lille tegneserie, der handler om tre personer: Fakta, Tro og Følelse.
De er ude at gå og skal undervejs krydse en flod via en træstamme som bro.

Da de kommer til broen, går det hele fint, for Fakta går forrest og viser vej.
Midt ude på den gyngende bro vender Tro sig imidlertid om for at se, hvordan Følelse har det.

Følelse står og ryster af skræk og tør slet ikke røre sig.
Idet Tro vender sig om mod Følelse, træder Tro forkert og er lige ved at styrte i floden.
Heldigvis kommer Fakta omgående og redder Tro op igen.

Resten af vejen finder Tro det klogest at lade Fakta gå forrest, og Tro vælger at holde Fakta fast i hånden, mens Følelse må følge efter til sidst.

Guds ord og hans løfter til os, er vores Fakta.
Når vi glemmer at lade troen holde sit fokus på Fakta, kommer vi ofte ud på gyngende grund.
Vore følelser svinger nemt op og ned afhængig af omstændigheder, dagsform m.v.

Troen står midt imellem Fakta og Følelse, og vi må gang på gang vælge hvilken vej, vi vil se.
Følelse forsvinder ikke, fordi vi ser på Fakta, men Fakta forsvinder heller ikke, fordi vi kigger på Følelse.
Troens situation er imidlertid helt forskellig  –  afhængig af hvem af de to, vi beslutter os for at rette fokus imod.

Jesus oplevede det, da han blev fristet i ørkenen.
Ordene: “Hvis nu” – samt magt og sult, fristede ham til at miste fokus.
Men Jesus holdt fast på Fakta med ordene:
Der står skrevet…!

Dit ord, Herre, står ved magt til evig tid, det er fast forankret i Himlen.
Salme 119 v.89