På Jesu og apostlenes tid var de bemærkelsesværdige helbredelser
de mest iøjnefaldende resultater af den kristne tro,
skriver Orla Lindskov i avisen Udfordringen

Han slår fast, at det vigtigste i kristendommen er menneskets frelse –
men også i dag er helbredelser en del af Jesus virke i sin kirke.
For mange kan det imidlertid være svært – for hvad med dem, der ikke bliver helbredt?
Skal der noget bestemt til – en særlig tro eller udholdenhed eller…?

Orla Lindskov har selv viet sit liv til at bede for syge – og han siger om dette:
Mange kristne, som er syge har i dag en stærk længsel efter at blive helbredt i Jesu navn.
Men denne længsel samt forbønnen fører ofte i begyndelsen ikke til det ønskede resultat.
Den syge føler sig så naturlig nok ulykkelig og skuffet.

Men mange fortsætter alligevel deres søgen efter forbøn og helbredelse.
De anstrenger sig, selv om netop det ikke er godt for deres syge legeme.
Ofte kommer også anklagen ind over den syge om for lidt tro, om synd, om tvivl osv.
Det sker ofte, når den syge ser andre, som blev helbredt.

Men, siger Lindskov, det er så vigtigt, at vi får den syge til at forstå,
at helbredelse fra Gud ikke gives, fordi vi mennesker anstrenger os.
Jesus bar vore sygdomme op på Golgatas kors.
Det er hos Jesus, anstrengelserne ligger.
Han tog vore anstrengelser på sig, for at vi skulle få fred.

Når den syge ophører med sine anstrengelser og får fred og afslappes,
da indtræder den gode forandring ofte.
Den helbredelse, som den syge kæmpede for at få, kommer nu ligesom af sig selv.

Lindskov sammenligner dette med oplevelsen af, at vi pludselig ikke kan huske et navn.
Jo mere vi anstrenger os, jo mere er navnet væk.
Men slapper vi af – og giver slip på tanken, kommer navnet ofte af sig selv.

Vores bøn om og vores søgen efter helbredelse sætter store kræfter i bevægelse
i den åndelige verden.
Men helbredelsen indtræffer ikke ved vore fortsatte anstrengelser.
En klog teolog har engang sagt:
Når mennesket slipper, kan Gud komme til at tage fat.
Vi skal koble Gud ind i vores sygdom ved bøn og tro,
men helbredelsen fuldbyrdes ikke ved vore anstrengelser,
men ved Guds indgreb, når vi er kommet til hvile hos ham.

Catherine Marshall er inde på det samme i bogen Bøn.
Her beskriver hun en særlig dyb form for bøn: Overgivelsens bøn.
Her ser mennesket virkeligheden i øjnene –
også det vi frygter allermest, når vi trues på liv og helbred –
og overgiver alt til Guds virke og Guds vilje.

Pga. det åbenlyst frugtesløse i denne krævende bøn,
såvel som udmattelsen i krop og sjæl,
overgiver den bedende sig endelig til muligheden af,
hvad hun frygter allermest.
Her indtræffer vendepunktet.
Pludselig og uforudsigeligt forsvinder frygten.
Freden lister sig ind i hjertet.
Fra det øjeblik begynder bønnens besvarelse.

Somme tider kommer det mirakuløse og herlige bønnesvar på netop dette tidspunkt.
I andre situationer ledes vi af den gode Hyrde fra overgivelse til vished.

Til tider må Gud fortælle os, at han ikke kan lade os få det, vi har bedt om.
Det er indlysende, at dersom vi ikke har set også den mulighed i øjnene,
har vi ikke ment det alvorligt, da vi bad overgivelsens bøn.

Overgivelsens bøn handler i virkeligheden om barnet,
som opgiver sit oprør mod at være barn,
siger Catherine Marshall –
og i stedet lægger sin hånd i Faderens store, beskyttende hånd
i tillid til hans ledelse, selv når det er allermørkest.

Sæt dig stille i Herrens nærhed,
vent tålmodigt, så griber Han ind.
Salme 37, vers 7